Udkom histo­ri­ens vig­tig­ste UFO-arti­kel i 1952?

Den 17. april 1952 udkom det aner­kend­te ame­ri­kan­ske foto­repor­ta­ge-maga­sin LIFE. På for­si­den var der en æggen­de Marilyn Mon­roe, så man kan næp­pe bebrej­de nogen, hvis de i skyn­din­gen over­så hen­vis­nin­gen i høj­re hjør­ne til en arti­kel inde i bla­det, som hand­le­de om ufo­er. Emnet blev af man­ge på davæ­ren­de tids­punkt anset for under­lø­digt, og at net­op LIFE med de seri­ø­se foto­repor­ta­ger tog det op, må der­for anses som en mile­sten i ufo­lo­gi­ens histo­rie. Men histo­ri­en bag artik­len er fak­tisk i sig selv en arti­kel værd og viser, at man fra offent­lig side ikke auto­ma­tisk afvi­ste teo­ri­en om besøg fra rum­met.
 
 

En sexet Marilyn pry­de­de for­si­den af LIFE.

Bil­le­det af Marilyn har givet­vis været det, der solg­te maga­si­net, men artik­len om ufo­er­ne læn­ge­re inde i bla­det har med lige så stor sik­ker­hed været et chok for man­ge læse­re.

Artik­lens for­fat­te­re var H. B. Dar­rach Jr. og Robert Gin­na. Over­skrif­ten var „HAVE WE VISITORS FROM SPACE?“, hvad der kan over­sæt­tes til „FÅR VI BESØG FRA RUMMET?“. Og artik­len lover at brin­ge viden­ska­be­li­ge bevi­ser for, at det­te kan være til­fæl­det!

Ken­neth Arnold var star­ten

Artik­len kom­mer selvsagt ind på nog­le af dati­dens mest berøm­te ufosa­ger. Det hand­ler her bl.a. om Ken­neth Arnolds berøm­te obser­va­tion af ni mysti­ske objek­ter over Mount Rai­ni­er den 24. juni 1947, som af man­ge anses for star­ten af den moder­ne ufo-æra. Og også ufosa­gen fra 7. janu­ar 1948, hvor jager­pi­lo­ten Tho­mas F. Man­tell for­fulg­te et uiden­ti­fi­ce­ret, sølv­ag­tigt objekt og kort efter styr­te­de i døden med sin P‑51 Mustang, bli­ver behand­let.

Artik­len gør en del ud af, at man­ge sager rela­tivt let kan for­kla­res med folks lidt for liv­li­ge fan­ta­si og måske også ønske om at kom­me i medi­er­ne. Eller at man har set et af dati­dens man­ge hem­me­li­ge pro­jek­ter.

Man­tells sølv­ag­ti­ge objekt skul­le såle­des iføl­ge mili­tæ­ret havet været en hem­me­ligstemp­let Skyhook-bal­lon. Man­tells styrt var iføl­ge mili­tæ­ret et resul­tat af, at han for­fulg­te bal­lo­nen op i en høj­de, hvor han miste­de bevidst­he­den pga. ilt­man­gel.

En kunst­ners gen­gi­vel­se af Man­tells ople­vel­se.

Det var i al fald den for­kla­ring, der kom for dagen fire år sene­re. Alli­ge­vel mener artik­lens for­fat­te­re, der er grund til at tage fæno­me­net alvor­ligt. Der er sim­pelt­hen for man­ge sager, som ikke så let kan for­kla­res som andet end udenjor­di­ske far­tø­jer.

10 uaf­vi­se­li­ge sager

Som en demon­stra­tion af, hvor­for i al fald nog­le ufosa­ger bør tages alvor­ligt, præ­sen­te­rer og bedøm­mer artik­len 10 ufosa­ger. Sager­ne gen­nem­gås syste­ma­tisk hver for sig og slut­ter med en eva­lu­e­ring af hver enkelt.

Et gen­nem­gå­en­de ken­de­tegn for dis­se sager, udover at de er ble­vet grun­digt under­søgt af artik­lens for­fat­te­re, er at obser­va­tø­rer­ne alle har stil­lin­ger inden for mili­tær eller viden­skab og der­for må anses for ekstra tro­vær­di­ge.

Sag num­mer 1 er fx sagen om Lub­bo­ck-lyse­ne fra den 25. august 1951. Her var obser­va­tø­rer­ne dr. W. I. Robin­son, pro­fes­sor i geo­lo­gi, og dr. A. G. Oberg og pro­fes­sor W. L. Duck­er, beg­ge kemi­ke­re.

Lyse­ne blev også set af hund­red­vis af ikke-viden­skabs­mænd, og en 18-årig stu­dent, Carl Hart, foto­gra­fe­re­de lyse­ne, som til­sy­ne­la­den­de lyd­løst bevæ­ge­de sig hen over him­len i en V‑formation. Lyse­ne var for kla­re til, at der kun­ne være tale om reflek­sio­ner, så objek­ter­ne måt­te selv udsen­de lyset.

B‑29 bom­be­re i luf­ten. Det var besæt­nin­gen på en sådan
maski­ne, som føl­te sig for­fulgt af en ild­kug­le.

Her­ef­ter føl­ger en ræk­ke sager med obser­va­tio­ner af alt fra grøn­ne ild­kug­ler, over usand­syn­ligt hur­ti­ge radar­kon­tak­ter, til ellip­se­for­me­de objek­ter, der står gan­ske stil­le i luf­ten for så plud­se­lig at sky­de til vej­rs med høj hastig­hed, et meget hur­tigt far­tøj på nat­te­him­len med glø­de­n­de vin­du­er langs siden, til 30 mete­o­r­lig­nen­de kug­ler set i fuldt dags­lys fly­ven­de i en for­ma­tion, en mystisk „fly­ve­ma­ski­ne“ med en cigar­for­met krop og vin­ger, men med en utro­lig hastig­hed og manøv­re­dyg­tig­hed set fra en DC‑3, to sølv­far­ve­de tal­ler­ken­for­me­de objek­ter, som stod helt stil­le i luf­ten, en glø­de­n­de oran­ge kug­le på ca. en meter i dia­me­ter, som for­fulg­te en B‑29 på togt over Korea, eller en grøn­lig ild­kug­le set af 165 men­ne­sker.

Her­til kom­mer velkva­li­fi­ce­re­de obser­va­tø­rer: Der er geo­lo­ger, kemi­ke­re, astro­no­mer, flyin­ge­ni­ø­rer, civi­le og mili­tæ­re pilo­ter, atom­fy­si­ke­re etc. Og blandt dis­se obser­va­tø­rer er der endog en meget højt­stå­en­de offi­cer i luft­våb­net, der dog ønske­de at for­bli­ve ano­nym. Alt­så men­ne­sker med soli­de uddan­nel­ser og erfa­ring inden for rele­van­te områ­der. Eller det nog­le i dag vil­le kal­de „træ­ne­de obser­va­tø­rer“.

Obser­va­tio­ner­ne er meget vari­e­re­de, men fæl­les for dem alle er, at ingen natur­lig eller kon­ven­tio­nel for­kla­ring til­sy­ne­la­den­de kan bru­ges. Dar­rach Jr. og Gin­na, artik­lens for­fat­te­re, opsum­me­rer såle­des ved at ude­luk­ke en ræk­ke gængse for­kla­rin­ger for dis­se sagers ved­kom­men­de. Det­te omfat­ter, at der skul­le være tale om ny ame­ri­kansk (eller sov­je­tisk) tek­no­lo­gi, om psy­ko­lo­gi­ske for­kla­rin­ger (folk ser syner), om atmos­fæ­ri­ske for­styr­rel­ser eller luftspej­lin­ger mv. Og til sidst at der skul­le være tale om Skyhook-bal­lo­ner. Alle dis­se for­kla­rin­ger ude­luk­kes.

Sådan så sel­ve artik­len i LIFE ud. Nederst foto­gra­fi­er­ne af Lub­bo­ck-lyse­ne, som der dog sene­re blev sat spørgs­måls­tegn ved.
 

Den tyske viden­skabs­mand Rie­del leve­rer artik­lens kon­klu­sion

Man skul­le nu tro, at Dar­rach Jr. og Gin­na selv vil­le give sva­ret på det ind­led­nings­vis stil­le­de spørgs­mål, „FÅR VI BESØG FRA RUMMET?“, men i ste­det træk­ker de viden­skabs­man­den dr. Walt­her Rie­del frem.

Rie­dels for­hi­sto­rie er inter­es­sant. Han arbej­de­de oprin­de­ligt på tysker­nes raket­pro­gram i Pee­nemün­de under 2. Ver­denskrig. Her var han bl.a. med til at udvik­le de beryg­te­de V‑2 raket­ter, som blev brugt til at bom­be Lon­don. Men efter 2. Ver­denskrig blev han sam­men med man­ge andre tyske tek­ni­ke­re og viden­skabs­folk frag­tet til USA. Sam­men med sin mere berøm­te kol­le­ga fra Tys­kland, Wern­her von Braun, var han her med til at udvik­le det ame­ri­kan­ske raket­pro­gram, som sene­re skul­le føre til månelan­din­gen i 1969.

Rie­del hav­de i en årræk­ke ind­sam­let ufoob­ser­va­tio­ner fra hele ver­den og var 100 % over­be­vist om, at der var tale om besø­gen­de ude­fra. I artik­len næv­ner han fire grun­de. For det før­ste vil­le ethvert men­ne­ske­skabt mate­ri­a­le sim­pelt­hen smel­te under de rap­por­te­re­de hastig­he­der og høj­der. For det andet vil­le men­ne­sker ikke kun­ne over­le­ve g‑påvirkningerne i dis­se far­tø­jer. For det tred­je udfø­rer far­tø­jer­ne manøv­rer, som intet men­ne­ske vil­le kun­ne udfø­re. Og for det fjer­de er der ingen syn­lig udstød­ning, hvil­ket ude­luk­ker men­ne­ske­skab­te moto­rer såsom raket, jet eller pro­pel­mo­to­rer.

Dr. Rie­del ses her under et ufo­mø­de sid-den­de
bag bor­det helt til høj­re.

Rie­del får des­u­den støt­te fra dr. Mauri­ce A. Biot. Han var en af tidens før­en­de eks­per­ter inden for aero­dy­na­mik og des­u­den en pro­mi­nent mate­ma­ti­ker og fysi­ker. Biot poin­te­r­er på sin side, at tal­ler­ken-for­men ikke giver mening som form på et far­tøj bereg­net på at bevæ­ge sig gen­nem atmos­fæ­ren. Ale­ne det­te, mener Biot, peger på, at der må være tale om rum­far­tø­jer. Det­te er sim­pelt­hen den mindst usand­syn­li­ge for­kla­ring.

Uaf­kla­re­de spørgs­mål

Uan­set alle dis­se sager og de to berøm­te viden­skabs­mænds meget sik­re udta­lel­ser, så slut­ter artik­len dog i en ikke helt så sik­ker tone. Dar­rach Jr. og Gin­na slut­ter nem­lig deres arti­kel med en lang ræk­ke spørgs­mål.

Hvor­for har ufo­er­ne ikke kun den klas­si­ske tal­ler­ken­form, men så man­ge for­skel­li­ge? Hvor­for er der ingen lyd? Hvor­for lyser de? Hvem er ombord? Hvor kom­mer de fra? Og ikke mindst: Hvad er deres inten­tio­ner?

Måske nogen „in the dark ski­es“ ken­der sva­re­ne, som for­fat­ter­ne slut­ter deres arti­kel af med.

Tiden som stod stil­le

Dar­rach Jr. og Gin­nas afslut­ten­de spørgs­mål er de selv­sam­me spørgs­mål, som ufo­lo­gi­en stil­ler og også for­sø­ger at besva­re den dag i dag. Der er kom­met nog­le fle­re teo­ri­er til, der er opstå­et diver­se ufo­or­ga­ni­sa­tio­ner, data bli­ver ind­sam­let langt mere syste­ma­tisk, nog­le sager bli­ver opkla­ret etc. etc., dog uden at det har fået næv­ne­vær­dig betyd­ning for ufo­lo­gi­en som sådan. Tiden synes i den­ne sam­men­hæng nær­mest at have stå­et stil­le, siden artik­len udkom i 1952. Der­i­mod er der andre ting, som har ændret sig dra­ma­tisk. Og det­te bli­ver især tyde­ligt, hvis man nær­læ­ser artik­lens ind­le­den­de del.

Edward J. Rup­pelt.

I vore dage er den mest almin­de­li­ge reak­tion på ufopro­ble­ma­tik­ken fra mili­tæ­rets side: Det er ikke noget, vi beskæf­ti­ger os med. Begrun­del­sen er her ofte, at uan­set hvad, så udgør ufo­er­ne ikke en sik­ker­heds­ri­si­ko.

Det engel­ske for­svar hav­de fak­tisk et „ufo-kon­tor“, men det luk­ke­de i 2009 med den begrun­del­se, at 50 års under­sø­gel­se ikke hav­de resul­te­ret i noget som helst, som kun­ne bety­de en fare for lan­dets sik­ker­hed.

USA’s luft­vå­ben afslut­te­de sin sid­ste offi­ci­el­le under­sø­gel­se af ufo­er i 1969 med Pro­ject Blue Book, som frem til 1953 blev ledet af kap­ta­jn Edward J. Rup­pelt.

Fra tid til anden duk­ker der stats­li­ge doku­men­ter op, hvor ordet „ufo“ bli­ver brugt, men ordet dæk­ker her i vir­ke­lig­he­den sna­re­re over mistan­ke om meget men­ne­ske­li­ge, for­dæk­te akti­vi­te­ter, som fx spio­nage­flyv­nin­ger. Ordet UFO var jo oprin­de­lig blot mili­tæ­rets for­kor­tel­se for Uiden­ti­fi­ce­ret Fly­ven­de Objekt, og hav­de såle­des ikke auto­ma­tisk noget med rum­far­tø­jer eller rumvæs­ner at gøre.

Luft­våb­net plan­lag­de at ned­sky­de en ufo!

I LIFE-artik­len spil­ler mili­tæ­ret der­i­mod øjen­syn­lig en meget aktiv og endog offent­lig rol­le, hvad angår ufo­er­ne. Fak­tisk giver artik­len det ind­tryk, at den nær­mest er ble­vet til på for­an­led­ning af mili­tæ­ret, og at mili­tæ­ret på den­ne måde for­sø­ger at få befolk­nin­gens sam­ar­bej­de til at opkla­re myste­ri­et om de fly­ven­de tal­ler­ke­ner.

USA’s luft­vå­ben har såle­des hen­vendt sig, ugen inden artik­len udkom, til LIFE, med den oplys­ning, at de sta­di­ge rap­por­ter om fly­ven­de tal­ler­ke­ner har bevir­ket, at man fort­sat fra efter­ret­nings­væs­nets side vil hol­de et vågent øje med ufo­er, og at man har instru­e­ret fly­ve­våb­net om aktivt at ind­sam­le oplys­nin­ger.

Man bru­ger her ordet „inter­cep­tion“ og „recover“, hvil­ket fak­tisk indi­ke­rer, at man måske vil for­sø­ge at sky­de en fly­ven­de tal­ler­ken ned! Mili­tæ­re enhe­der er ble­vet opfor­dret til at mel­de om uiden­ti­fi­ce­re­de objek­ter på him­len, og det sam­me gæl­der orga­ni­sa­tio­ner af „træ­ne­de obser­va­tø­rer“ og andre med rele­van­te fær­dig­he­der, dvs. pilo­ter, mete­o­r­o­lo­ger, viden­skabs­folk osv. Også pri­va­te opfor­dres til at hen­ven­de sig til nær­me­ste luft­vå­ben­ba­se, hvor deres obser­va­tio­ner vil bli­ve behand­let både grun­digt og for­tro­ligt.

Luft­våb­net poin­te­r­er over­for LIFE, at der ikke er grund til at anta­ge, at objek­ter­ne kom­mer fra en frem­med magt eller udgør nogen trus­sel. I al fald ikke lige nu! Men man skal ikke være nogen ver­dens­me­ster i at læse mel­lem linjer­ne for at for­stå, at det net­op er fryg­ten for en trus­sel ude­fra, der lig­ger bag luft­våb­nets opfor­drin­ger om indrap­por­te­ring.

Bag kulis­ser­ne

Hvad der helt præ­cist er fore­gå­et bag kulis­ser­ne i sel­ve luft­våb­net og mel­lem luft­våb­net og jour­na­li­ster­ne fra LIFE, vil nok aldrig bli­ve fuldt opkla­ret. På grund af sene­re til­dra­gel­ser miste­de luft­våb­net enhver inter­es­se i at have været ind­blan­det. Nog­le offent­li­ge doku­men­ter og udta­lel­ser fra spe­ci­elt Edward J. Rup­pelt, som var lede­ren af luft­våb­nets offi­ci­el­le under­sø­gel­se af ufo­er­ne fra 1952 kendt som Pro­ject Blue Book, til­la­der dog en del­vis rekon­struk­tion.

Det lader til, at den dri­ven­de kraft fra LIFE’s side var Robert Gin­na, medens hove­d­ak­tø­ren fra luft­våb­nets side var bri­ga­de­ge­ne­ral Wil­li­am Madi­son Gar­land. Men der må også have været andre højt­stå­en­de mili­tær­folk invol­ve­ret.

Bri­ga­de­ge­ne­ral Gar­land var sous­chef for gene­ral­ma­jor John A. Stam­ford, som var chef for luft­våb­nets efter­ret­nings­kon­tor fra janu­ar 1952. Beg­ge hav­de fået bri­e­fin­ger om ufo­er og var inter­es­se­ret i emnet.

Det før­ste møde mel­lem Gar­land og Gin­na fandt sted den 27. febru­ar 1952. Det­te doku­men­te­res af to memo­er fun­det i luft­våb­nets arki­ver. Her­ef­ter fik Gin­na helt ekstra­or­di­nært adgang til luft­våb­nets instal­la­tio­ner og per­so­nel. Han fik adgang til fle­re højt­stå­en­de efter­ret­nings­of­fi­ce­rer.

Bri­ga­de­ge­ne­ral Gar­land.

Den 22. juni fik Gin­na såle­des lov til at besø­ge sel­ve­ste ATIC (Air Tech­ni­cal Intel­li­gen­ce Cen­ter) på Wright Pat­ter­son Air For­ce Base, dvs. luft­våb­nets efter­ret­nings­ho­ved­kvar­ter, med det for­mål at sam­le oplys­nin­ger til sin arti­kel.

Hvad var luft­våb­nets moti­ver?

Man må spør­ge, hvil­ke tan­ker der egent­lig lå bag den­ne meget usæd­van­li­ge frem­gangs­må­de fra luft­våb­nets side. Sand­syn­lig­he­den taler for, at man for­fulg­te noget, man kun­ne kal­de en „offent­lig­heds­stra­te­gi“.

Rup­pelt for­tal­te i sine erin­drin­ger om, hvor­dan nog­le meget højt­stå­en­de (næsten på poli­tisk niveau, som han udtryk­te det) mili­tær­folk hav­de fået den ide, at der måske VAR tale om besø­gen­de fra rum­met, og at de der­for under­støt­te­de ind­hent­ning af så man­ge infor­ma­tio­ner som muligt, inklu­si­ve fra civi­le.

Det­te lig­ger fint i tråd med Rup­pelts eget for­slag til Gar­land, nem­lig at invol­ve­re det offent­li­ge så meget som muligt, så man mulig­vis kun­ne opnå viden­ska­be­lig ind­sigt via mæng­den af ind­send­te rap­por­ter. Og hvor­dan invol­ve­re det offent­li­ge mere effek­tivt end gen­nem en opfor­dring via et popu­lært maga­sin som LIFE?

En for­bin­del­se til SUFOI

For­kla­rin­gen på luft­våb­nets frem­gangs­må­de kan synes en smu­le naiv i dag. Man må dog huske på, at ver­den så ander­le­des ud i 1952. Man var sta­dig ikke sik­ker på, hvor­dan der var på over­fla­den på de andre pla­ne­ter i vores sol­sy­stem. Man vid­ste fx ikke, at Venus var helt ube­bo­e­lig, og der var såle­des man­ge spe­ku­la­tio­ner om intel­li­gent liv på den­ne pla­net. Det er såle­des ikke uden grund, at rum­pro­fe­ten Adam­skis „rum­brød­re“ angi­ve­ligt kom fra Venus. Dis­se påstan­de fik døds­stø­det, da man sene­re udfor­ske­de Venus. Men så vidt var man alt­så ikke i 1952.

Geor­ge Adam­ski (tv.) og H. C. Peter­sen på
SUFOI-kon­gres­sen i Fre­de­ri­cia den 5. maj 1963.
Foto: Ole Hen­nings­en

 

Mili­tær­folk er også kun men­ne­sker og er begræn­set af deres tids viden. I Dan­mark hav­de vi fak­tisk vores egen repræ­sen­tant i form af major H. C. Peter­sen, som var en fast Adam­ski-til­hæn­ger og stif­ter af SUFOI i 1957.

Tid­lig disclo­su­re?

Den berøm­te ufo­ar­ti­kel i LIFE kan med lidt god vil­je beskri­ves som begyn­del­sen på det, som man­ge ufo­til­hæn­ge­re skri­ger efter i dag, nem­lig stats­mag­tens indrøm­mel­se af, at ufo­er­ne (for­stå­et som fx besø­gen­de fra rum­met) er en rea­li­tet – også kal­det Disclo­su­re. Hvor­for kom det så alli­ge­vel ikke så vidt? Det er der en gan­ske kon­kret grund til.

De rus­si­ske MiG-15 jager­fly kom som et chok for ame­ri­ka­ner­ne i Korea.

Rup­pelt for­tæl­ler i sin bog The Report on Uni­den­ti­fied Flying Objects fra 1956, hvor­dan stem­nin­gen i mili­tæ­ret begynd­te at for­an­dre sig i tiden omkring Gin­nas besøg. Der hav­de alle­re­de været en mas­se bal­la­de omkring B‑29 obser­va­tio­ner­ne fra Korea. Dis­se obser­va­tio­ner var ble­vet læk­ket uden luft­våb­nets til­la­del­se, og en sena­tor for­lang­te nu en offent­lig rede­gø­rel­se. Luft­våb­net blev her­ved bragt i en svær kat­tepi­ne.

De „oran­ge kug­ler“, som bom­bepi­lo­ter­ne hav­de set, var sand­syn­lig­vis udstød­nin­gen fra jetj­a­ge­re (MiG-fly) flø­jet af rus­si­ske pilo­ter. Men offi­ci­elt benæg­te­de både Sov­je­tu­ni­o­nen og USA af stor­po­li­ti­ske hen­syn dis­se pilo­ters del­ta­gel­se i kri­gen i Korea. Det­te betød, at luft­våb­net begynd­te at få øjne­ne op for ulem­per­ne ved „offent­lig­heds­stra­te­gi­en“.

Bal­la­de inden for mili­tæ­ret

Der hav­de også været en del bal­la­de inden for mili­tæ­ret med hen­syn til, hvor­dan ufosa­ger­ne blev hånd­te­ret.

Pro­ject Blue Book slut­te­de i 1969.

Den før­ste under­sø­gel­se fra mili­tæ­rets side blev kaldt Pro­ject Sign og vare­de fra 1947 til 1949. Her var man ikke helt afvi­sen­de over for rum­skibs-hypo­te­sen, men det­te var en ræk­ke højt­stå­en­de gene­ra­ler util­fred­se med.

I 1949 blev Pro­ject Sign der­for erstat­tet af Pro­ject Grud­ge. Her blev de fly­ven­de tal­ler­ke­ner pure afvist, og man­ge har siden med ret­te angre­bet Pro­ject Grud­ge for at være et rent PR-pro­gram. Men med fle­re obser­va­tio­ner, også omkring luft­våb­nets egne baser (10. sep­tem­ber 1951, Fort Mon­mouth) blev pro­ble­met for åben­lyst.

Che­fen for luft­våb­nets efter­ret­nings­kon­tor i Was­hin­g­ton, Char­les P. Cabell, blev rasen­de over den slø­se­de behand­ling af pro­ble­met under Pro­ject Grud­ge, og i 1952 blev Pro­ject Grud­ge der­for afløst af Pro­ject Blue Book, som vare­de til 1969.

Her blev tusind­vis af uforap­por­ter ana­ly­se­ret, og kon­klu­sio­nen blev, at ingen af dem leve­re­de bevis på til­ste­de­væ­rel­sen af far­tø­jer fra rum­met. Også inden for mili­tæ­ret skab­te ufo­er­ne såle­des pro­ble­mer.

Inva­sio­nen af Was­hin­g­ton

I juli 1952 ske­te der så noget, som ende­ligt tog livet af offent­lig­heds­stra­te­gi­en. Her ind­traf en af de berøm­te­ste ufobøl­ger nogen­sin­de, nem­lig den bøl­ge som sene­re blev kendt som inva­sio­nen af Was­hin­g­ton. Både mili­tær og civil radar, som dæk­ke­de hoved­sta­den, opfan­ge­de med en uges mel­lem­rum en lang ræk­ke ufor­klar­li­ge sig­na­ler.

Fle­re pilo­ter så under­li­ge lys, og der blev endog sendt jager­fly på vin­ger­ne. De cirk­le­de rundt, men kun­ne i star­ten ikke se noget.

En af jager­pi­lo­ter­ne så til sidst et lys, men da han dre­je­de imod lyset og for­søg­te at ind­hen­te det, for­svandt det bare. Til gen­gæld var der vid­ner på jor­den, som sene­re hæv­de­de at have set „rig­ti­ge“ far­tø­jer.

Den offi­ci­el­le for­kla­ring på rada­rob­ser­va­tio­ner­ne var tem­pe­ra­tur­sving­nin­ger i luf­ten. For­skel­li­ge lag af kold og varm luft kan få radar­strå­ler­ne til at reflek­te­re på sam­me måde som rig­ti­ge far­tø­jer.

Men mili­tæ­rets efter­ret­nings­væs­ner og også CIA hav­de alli­ge­vel fået sig en slem for­skræk­kel­se. Hæn­del­sen blev nem­lig slå­et stort op i avi­ser­ne, hvor­ef­ter antal­let af uforap­por­ter sim­pelt­hen eks­plo­de­re­de. Pro­ject Blue Book har hver­ken før eller siden fået så man­ge ufo­mel­din­ger, og man begynd­te at bekym­re sig om risi­ko­en for mas­se­hyste­ri. Luft­våb­net fik slet ikke tid til at rea­ge­re, og sel­ve­ste præ­si­dent Tru­man fik sin kon­takt til luft­våb­net til at rin­ge til Rup­pelt og spør­ge om, hvad der fore­gik!

Den 29. juli blev der afholdt en pres­se­kon­fe­ren­ce i Pen­ta­gon for at dys­se stem­nin­gen ned og ikke mindst brem­se strøm­men af rap­por­ter, der tru­e­de med fuld­stæn­dig at lam­me de nor­ma­le efter­ret­nin­ger. Man må huske på, at det­te ske­te, mens kri­gen i Korea var i fuld gang, og både luft­våb­nets efter­ret­nings­væ­sen og CIA var ban­ge for, at en fjendt­lig magt kun­ne over­svøm­me lan­det med ufo­mel­din­ger, og i ly af mas­se­hyste­ri og kaos i efter­ret­nin­ger­ne star­te et sni­gan­greb.

Ufo­er­ne var på den­ne måde ble­vet et ægte pro­blem omend på en gan­ske anden måde, end offi­ce­rer som Gar­land hav­de fore­stil­let sig. Et pro­blem som tyde­lig­vis kun blev for­vær­ret, hvis man ind­drog offent­lig­he­den i under­sø­gel­ser­ne. ”Offent­lig­heds­stra­te­gi­en” var såle­des skif­tet fra at være en del af løs­nin­gen til at være en del af pro­ble­met.

Robert­son­pa­ne­let afgør sagen

Resul­ta­tet af dis­se over­vej­el­ser blev, at man ned­sat­te det såkald­te Robert­son-panel i janu­ar 1953.

Her under­søg­te man de såkaldt „bed­ste“ ufosa­ger i Pro­ject Blue Book og nåe­de frem til den kon­klu­sion, at der ikke var bevi­ser for besøg ude­fra. Fak­tisk fore­slog pane­let, at man skul­le bru­ge min­dre tid på ana­ly­ser og i ste­det bru­ge sin ener­gi på at afkræf­te sådan­ne for­mod­nin­ger.

Man kan blot kon­sta­te­re, at Pro­ject Blue Book til­sy­ne­la­den­de fulg­te det­te for­slag og her­ef­ter sjæl­dent publi­ce­re­de en sag, som ikke alle­re­de var opkla­ret. Her­med var man nået frem til den situ­a­tion, vi ken­der i dag, nem­lig den offi­ci­el­le hold­ning, at ufo­er­ne i sig selv ikke udgør nogen trus­sel, og der­for ikke er noget man beskæf­ti­ger sig med.

LIFE-artik­lens betyd­ning

Den berøm­te LIFE-arti­kel fra 1952 „HAVE WE VISITORS FROM SPACE?“ hav­de en ikke ube­ty­de­lig ind­fly­del­se på den­ne udvik­ling. Artik­len gav hele ufosa­gen et anstrøg af tro­vær­dig­hed, og af at det offent­li­ge og mili­tæ­ret og ikke mindst viden­ska­ben skam tog det­te endog meget alvor­ligt. Det­te fik folk til at ret­te deres opmærk­som­hed mod him­len.

Artik­len med­før­te en lang ræk­ke andre artik­ler i andre medi­er, hvil­ket for­stær­ke­de opmærk­som­he­den. Og den øge­de indrap­por­te­ring af folks ople­vel­ser affød­te blot fle­re sen­sa­tio­nel­le artik­ler osv. Man hav­ne­de såle­des i en slags spiral, hvor det blev umu­ligt at skel­ne „ægte“ ufo­er fra „fal­ske“.

Artik­len i LIFE fra den 17. april 1952 kan i dag ved før­ste blik synes meget langt væk og uden betyd­ning. Men fak­tisk har den indi­rek­te været af stor betyd­ning for ufo­lo­gi­ens posi­tion i dag. Histo­ri­en om LIFE-artik­len bekræf­ter om noget den meget nære sam­men­hæng mel­lem medi­er­nes frem­stil­ling og vores syn på ufo­er­ne. Uan­set om vi så ellers tror på det ene eller det andet.

Tidens stem­ning som sci­en­ce fiction

Det kan næp­pe opfat­tes som en til­fæl­dig­hed, at den berøm­te sci­en­ce fiction-film „Den dag Jor­den stod stil­le“ (The Day the Earth Stood Still) net­op udkom den 18. sep­tem­ber 1951, alt­så året inden artik­len i LIFE.

Fil­men skil­drer, hvor­dan en fly­ven­de tal­ler­ken lan­der i Was­hin­g­ton og straks bli­ver omrin­get af mili­tæ­ret. Et meget men­ne­ske­ligt rumvæ­sen ved navn Klaa­tu sti­ger ud med en gen­stand i hån­den. En nervøs sol­dat sky­der og øde­læg­ger gen­stan­den. Her­ef­ter duk­ker en skræm­men­de robot op, som des­in­te­gre­rer sol­da­ter­nes våben. Det viser sig så, at rumvæs­net kom­mer i fred, og at gen­stan­den i vir­ke­lig­he­den var en gave til den ame­ri­kan­ske præ­si­dent, som vil­le åbne op for udforsk­ning af rum­met.

Klaa­tus bud­skab til men­ne­ske­he­den er i vir­ke­lig­he­den en advar­sel om total øde­læg­gel­se, hvis ikke man stop­per den vol­de­li­ge adfærd. Et bud­skab der gik lige ind i 1951, hvor trus­len om atom­krig var begyndt at hæn­ge tungt over man­ge men­ne­skers hoved. De fly­ven­de tal­ler­ke­ner blev såle­des et udtryk for både tidens sto­re håb, men også meget sto­re frygt.

 

Kil­der:

www.nicap.org/life52.htm,
http://ufologie.patrickgross.org/htm/lifemag52.htm,
http://greyfalcon.us/The%20famous%20article%20of%20LIFE%20Magazine.htm,
www.project1947.com/fig/lifememo52a.htm,
www.daviddarling.info/encyclopedia/L/Lifearticle.html,
www.bbc.com/news/uk-22991014,
www.daviddarling.info/encyclopedia/W/WashInvasion.html,
www.youtube.com/watch?v=Ix3J4Twi6lM,
www.theufochronicles.com/search/label/Brigadier%20General%20William%20Garland og
www.sacred-texts.com/ufo/rufo/index.htm

Bliv støt­te­med­lem for SUFOI

Vil du støt­te sag­lig og nøg­tern for­mid­ling af viden om ufo­er? Så vælg en gra­tis bog, og tegn et støt­tea­bon­ne­ment for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.

Hvert år mod­ta­ger du efter­føl­gen­de:

  • En af vores nye­ste, tryk­te udgi­vel­ser om ufo­myten
  • 4 årli­ge onli­ne­mø­der — og adgang til opta­gel­ser af tid­li­ge­re møder
  • Rabat­ko­der til gra­tis down­lo­ad af udvalg­te e‑bøger fra vores butik
  • SUFOI’s års­rap­port, som opsum­me­rer den for­gang­ne år

Vælg din før­ste gra­tis bog neden­for — og tegn abon­ne­ment i dag:

Den sto­re ufo-afslø­ring

Tro­en på, at Jor­den får besøg ude­fra, har fun­det vej til den ame­ri­kan­ske kon­gres. Både Pen­ta­gon og NASA har ned­sat eks­pert­grup­per til at udfor­ske, om der er noget om snak­ken. Og det lig­ger i luf­ten, at sand­he­den snart bli­ver afslø­ret.

Eller hand­ler det i vir­ke­lig­he­den om noget helt andet?

Temp­let og Gra­len

I den­ne bog påvi­ser Klaus Aars­l­eff bl.a. nog­le under­li­ge lig­heds­punk­ter mel­lem ste­nal­der­kul­tu­ren på Mal­ta og en til­sva­ren­de 5.000 år gam­mel kul­tur i Irland. Samt ser nær­me­re på en mas­se andre legen­der, hel­lig­dom­me og relik­vi­er, der kred­ser om ønsket om udø­de­lig­hed.

Hvor er de hen­ne?

Claus Hem­mert Lund har skre­vet en glim­ren­de bog om, hvad nog­le men­ne­sker tro­e­de engang om liv i Mæl­ke­vej­en, hvad man­ge fore­stil­ler sig i dag, og hvor­dan viden­ska­ben i dag opstil­ler betin­gel­ser for liv og udfor­sker Uni­ver­set med bl.a. rum­son­der og telesko­per.” Citat fra anmel­del­sen i UFO-Mail 391.

UFO’er — myter og viden

Bogen er udgi­vet i anled­ning af SUFOI’s 60 års jubilæum.

Den inde­hol­der spæn­den­de artik­ler om ufo­myten og dens udvik­ling, og sam­ler op på den viden, for­e­nin­gen har sam­let om ufo­er. Og tager nog­le af de mest kend­te ufo-obser­va­tio­ner gen­nem tiden op til for­ny­et revi­sion.