Bort­fø­rel­ses-fabrik­ken afslø­ret!

Beret­nin­ger om men­ne­sker, der har været i seksu­el nær­kon­takt med ali­ens eller har været bort­ført i kor­te­re eller læn­ge­re tid af små, ond­skabs­ful­de væs­ner fra det ydre rum, har de sene­ste 25 år været et popu­lært og til­ba­ge­ven­den­de indslag på ame­ri­kan­ske ufo-kon­fe­ren­cer. Frem­træ­den­de „for­ske­re“ som Budd Hopkins og David M. Jacobs har igen­nem man­ge år sco­ret honora­rer på at gen­gi­ve en uen­de­lig ræk­ke af hår­rej­sen­de bort­fø­rel­ses­hi­sto­ri­er bragt til veje via regres­sions-hyp­no­se.

Af Kim Møl­ler Han­sen

Som det er frem­gå­et af SUFOI’s udgi­vel­se Ali­ens, er hyp­no­se ikke et sand­heds­se­rum, og man kan i den grad tviv­le på vær­di­en af de såkald­te bortførelses-„eksperters“ meto­der. Hvis man sta­dig skul­le være i tvivl om faren ved den­ne form for „tera­pe­u­tisk ufo­lo­gi“, vil jeg varmt anbe­fa­le at læse The Greys Have Been Fra­med — Exploi­ta­tion in the UFO Com­mu­ni­ty skre­vet af Jack Brewer, der også er man­den bag den læse­vær­di­ge blogg The UFO Trail.

Jack Brewer doku­men­te­rer i sin bog fra 2015, hvor­le­des efter­ret­nings­or­ga­ner m.fl. igen­nem åre­ne har eks­pe­ri­men­te­ret med stof­fer (fx LSD), sær­ligt udspe­ku­le­re­de for­hørs­me­to­der og hyp­no­se for at få oplys­nin­ger ud af folk eller for at mani­p­u­le­re med deres hukom­mel­se, dvs. prak­ti­se­re tan­ke­kon­trol og hjer­ne­vask. Såkald­te „ufo-for­ske­re“ og ikke mindst USA’s stør­ste ufo-orga­ni­sa­tion, MUFON, accep­te­rer på trods af alle erfa­rin­ger helt ukri­tisk bru­gen af regres­sions-hyp­no­se. Som et blandt man­ge eksemp­ler på, hvor far­ligt og mani­p­u­le­ren­de det er at bru­ge hyp­no­se, går Jack Brewer i dyb­den med den såkald­te Emma Woods-sag.

I 2002 kom Emma Woods (pseu­do­nym) i kon­takt med den ver­dens­be­røm­te „ali­en-abduction-eks­pert“, David Micha­el Jacobs. Helt frem til 2007 gen­nem­før­te Jacobs utal­li­ge hyp­no­ti­ske ses­sio­ner med Emma Woods. Det fore­gik over tele­fo­nen, idet Woods på davæ­ren­de tids­punkt boe­de i „en nation i Stil­le­havs­re­gio­nen“.

Jack Brewers beskri­vel­se af Jacobs’ behand­ling af Emma Woods er hår­rej­sen­de læs­ning og for­tæl­ler fak­tisk mere om Jacobs’ psy­ki­ske til­stand end om Emma Woods’. Man får helt klart det ind­tryk, at Jacobs bur­de opsø­ge pro­fes­sio­nel hjælp og få en sta­tus på sin men­tale sund­hed. Fx for­sø­ger han at få Woods til at accep­te­re et for­slag om, at hun lider af en per­son­lig­heds­for­styr­rel­se (Mul­tip­le Per­so­na­li­ty Disor­der, MPD). Han for­kla­rer hen­de, at de frem­me­de kan afko­de Woods’ sind, mens de mis­bru­ger hen­de, så ved at fore­slå, at hun har MPD, vil de tro, at det­te er grun­den til, at Jacobs hyp­no­ti­se­rer hen­de. Hvis de frem­me­de opda­ger, at Jacobs er tæt på at afslø­re deres onde plan om at domi­ne­re hele ver­den, vil de dræ­be ham.

Jacobs fore­slår også Woods at købe et kysk­heds­bæl­te i en sexs­hop, så hun und­går at bli­ve mis­brugt af hybri­der­ne, og på et tids­punkt beder han hen­de om at sen­de sine brug­te trus­ser!

Hver tele­fon-hyp­no­seses­sion ind­le­der Jacobs med at for­tæl­le Emma Woods, hvad han for­ven­ter, hun vil for­tæl­le om, og hvor­dan hun vil rea­ge­re på sin egen beret­ning og hans spørgs­mål. Så er sce­nen lige­som sat…

I 2007 blev det hele for meget for Emma Woods. Hun føl­te sig mere og mere mani­p­u­le­ret og udnyt­tet af Jacobs. Hun afbrød for­bin­del­sen og kla­ge­de i 2008 til Jacobs’ arbejds­plads, Temp­le Uni­ver­si­ty, over hans meto­der. Kla­gen blev imid­ler­tid afvist under hen­vis­ning til, at Jacobs ind­sam­le­de mundt­li­ge beret­nin­ger og ikke „bed­rev viden­ska­be­lig forsk­ning“.

Budd Hopkins (1931–2011) og David M. Jacobs foto-
gra­fe­ret i 2005. Hopkins lær­te Jacobs at udfø­re hyp­no­se,
trods det at ingen af dem hav­de de nød­ven­di­ge fag­li­ge
kva­li­fi­ka­tio­ner inden for psy­ko­lo­gi eller hyp­no­se. De
arbej­de­de tæt sam­men i man­ge år og var bed­ste ven­ner.
Da Hopkins døde i 2011, udtal­te Jacobs: „Jeg har mistet min
men­tor“. Gad vide, hvor man­ge men­ne­sker der har fået
vari­ge psy­ki­ske mén under mødet med dis­se to far­li­ge ama­tø­rer?
Foto: Carol Rai­ney

Emma Woods-sagen er vel­do­ku­men­te­ret. Dels har Jack Brewer inter­viewet Emma Woods og vide­re­brin­ger hen­des beret­ning i The Greys Have Been Fra­med — Exploi­ta­tion in the UFO Com­mu­ni­ty, dels er alle 37 hyp­no­seses­sio­ner med Emma Woods opta­get. Det gjor­de Woods selv med Jacobs’ accept. Uddrag af opta­gel­ser­ne kan høres på Emma Woods Files. Det er vir­ke­lig cre­e­py!

Hvad så med den anden bort­fø­rel­ses-guru, Budd Hopkins? Også her kan Brewer frem­læg­ge inter­es­san­te oplys­nin­ger i bogen. Han har inter­viewet film­ska­be­ren Carol Rai­ney, som i den grad er i stand til at kaste nyt lys over, hvad der fore­gik i „bort­fø­rel­ses-fabrik­ken“.

Carol Rai­ney mød­te Hopkins før­ste gang i 1994. Et år sene­re flyt­te­de hun til New York sam­men med Hopkins, og i 1996 blev de gift. På det­te tids­punkt begynd­te Rai­ney et film­pro­jekt, hvor hun doku­men­te­re­de Hopkins’ meto­der og hyp­no­seses­sio­ner. Hun redi­ge­re­de også Hopkins’ bog Wit­nes­sed — The True Story of the Brook­lyn Brid­ge UFO Abductions, der hand­ler om Lin­da Cor­ti­le-sagen.

Som tiden gik, blev det mere og mere tyde­ligt for Rai­ney, at der var noget alvor­ligt galt med hen­des mands meto­der, og at de histo­ri­er, som han fik ud af de man­ge „abducte­es“, var helt fik­ti­ve og vok­se­de ud af Hopkins’ egen arbejds­prak­sis. Efter 10 års ægte­skab blev de skilt.

I 2011 skrev Rai­ney en arti­kel, som udstil­le­de Hopkins’ og Jacobs’ meto­der. Artik­len blev offent­lig­gjort i Para­to­pia den 15. janu­ar 2011 med tit­len „The Pri­ests of High Stran­ge­ness: The Co-Cre­a­tion Of The ‚Ali­en Abduction’ Pheno­menon“. Artik­len skab­te røre blandt Hopkins’ discip­le og med­før­te, at Rai­ney kom i „bad stan­ding“ i vis­se ame­ri­kan­ske ufo-kred­se.

Jack Brewer behand­ler også andre emner i The Greys Have Been Fra­med — Exploi­ta­tion in the UFO Com­mu­ni­ty, men ale­ne hans beskri­vel­se af det ame­ri­kan­ske bort­fø­rel­ses-cir­kus er argu­ment nok for at læse den­ne vig­ti­ge bog.