Ildkugle set over Danmark og Sverige
I lørdags, d. 2. april, kl. 22.06 var flere danskere vidne til et meget lysstærkt meteor — en såkaldt ildkugle, fortæller astrofysiker Michael J.D. Linden-Vørnle i en meddelelse fra Tycho Brahe Planetarium. Artiklen kan i sin helhed ses på adressen: http://www.tycho.dk/article/view/2851/1/32
Ildkuglen, der blev iagttaget fra bl.a. København, Nordsjælland, Falster og Djursland, kunne ses i 1,5 sekund, mens den bevægede sig parallelt med horisonten fra nordøst mod øst forholdsvis højt på himlen. Fænomenet var så højt oppe og så kraftigt, at det kunne ses over hele Danmark.
Selv i Vestjylland er der meldinger om et blitz-agtigt lys der fòr hen over himlen.
Ud fra de observationer, der indtil nu er indkommet, vurderes det, at meteoret har bevæget sig hen over Blekinge i Sverige. Eventuelle rester af det indtrængende objekt er derfor formentlig ikke faldet ned i Danmark.
Ildkuglen beskrives som en lysende streg, der blev klarere og klarere indtil den til sidst eksploderede i et meget kraftigt lysglimt og brød op i fire rødlige klumper.
Registreret af automatisk kamera
Ud over visuelle observationer (foretaget med det blotte øje) blev ildkuglen også registreret af et automatisk kamera, der overvåger himlen.
Dette webkamera drives af Anton Norup Sørensen fra Astronomisk Observatorium under Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet.
Ildkuglen 2. april 2005 blev optaget af et automatisk kamera.
Foto: Anton Norup Sørensen, Niels Bohr Instituttet, Københavns Universitet.
|
Yderligere kommentarer
Fotografisk observation med 5 billeder/sek.
Ildkuglen eksploderer 1.2 sek. efter tilsynekomst. Lysstyrke indtil da ca. ‑8.
Den maksimale lysstyrke ca. ‑12 (groft gæt), sammenlignelig med fuldmåne.
Fotoet af ildkuglen den 2. april kan ses på adressen http://www.astro.ku.dk/~norup/webcam/trig_log.html#2005–04-02
Man kan samtidig se en animation af ildkuglens bane på himlen, hvis man klikker på billedet. På samme adresse kan man se fotos af andre ildkugler på himlen optaget af Anton Norup Sørensens webcamera ved tidligere lejligheder.
Plottet ind på satellitfoto
Anton Norup Sørensen har endvidere indtegnet sigtepunkter på et satellitfoto over Danmark og det sydlige Sverige.
Denne fotografiske observation og de fleste andre indberetninger er plottet ind på satellitfotoet, der i fuld størrelse kan ses på adressen:
http://www.astro.ku.dk/~norup/wwwfiler/map2005-04–02.jpg
Ildkugleobservationerne den 2. april 2005 plottet ind på satellitfoto
Foto-observationen er markeret med rødt — de øvrige med gult. Byen Wismar i Nordtyskland (nederst i billedet) er vist som en gul plet. Grafik: Anton Norup Sørensen, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet.
|
Rygte om nedfald
Årsagen til at byen Wismar nævnes, skyldes et rygte om at en meteorit skulle være faldet ned midt i byen, men det kan p.t. ikke bekræftes, siger Lars Bakmann fra Dansk Ildkuglecentral, der i øjeblikket ikke udelukker en aprilsnar.
Der er indtil nu kommet ca. 50 observationer ind. Som sædvanlig er en hel del uden retningsangivelser, men der er også fine observationer og med Anton Norup Sørensens billede har vi for første gang i lange tider en god reference, bl.a ligger tiden helt fast. Desværre, som så ofte før, befinde alle observatører sig på samme side af meteorbanen, tilføjer Lars Bakmann.
En del af de rå observationer er lagt ind på Astronomisk Selskabs Meteorsektions hjemmeside
http://as.dsri.dk/sekt/meteor/ildkugle_02_04_05.htm men der mangler stadig en del — og der kommer stadig observationer ind, fortæller Lars Bakmann fra Dansk Ildkuglecentral.
Vigtige observationer
Hvis noget er faldet ned, så vil også danske observationer være meget vigtige for, at meteoritterne skal kunne findes. Personer, der mener de har iagttaget denne ildkugle, bedes derfor indberette deres observation til Dansk Ildkuglecentral på denne web-side: http://as.dsri.dk/ildkugle/
eller indrapporteringen kan foretages til SUFOI på adressen: www.ufo.dk
Dine oplysninger vil blive videresendt til de forskere, der arbejder med sagen hos Dansk Ildkuglecentral, der drives i samarbejde mellem Dansk Astronomisk Selskab, Geologisk Museum og Tycho Brahe Planetarium.
Lektor Henning Haack fra Geologisk Museum tilslutter sig opfordringen om at indberette sine iagttagelser og tilføjer, at specielt observationer fra Bornholm vil være af meget stor interesse for pejlearbejdet.
Da ildkugler ofte ses passere hen over flere lande, kan banen beregnes mere præcist ved at udnytte eventuelle observationer fra andre lande. Dansk Ildkuglecentral indrapporterer derfor også observationerne videre til International Meteor Organization IMO.
Fordampende småsten
Meteorer (populært kaldet stjerneskud) opstår, når små stenklumper trænger ind i Jordens atmosfære. På grund af den høje fart presses luften sammen foran stenen. Denne sammenpresning gør, at luften bliver meget varm og får stenen til at fordampe. Den store varme får også luften til at gløde, og det er det vi ser som stjerneskud.
Anden type observation kl. 22.15
Efterfølgende har vi i SUFOI modtaget melding om en helt anden type observation samme dato kl. 22.15.
Observatøren, der befinder sig i Fredericia fortæller herom:
- I forbindelse med ildkuglen den 02.04.2005 — jeg så den fra vores stuevindue, som vender mod øst — går jeg ud i haven og står derude for evt. at se efter røgspor fra ildkuglen, og lytte efter evt. lyd.
- Da jeg har stået ude i haven i ca. 8–9 min., kommer der 5 lysende prikker frem på himlen lige over mit hoved. De kommer i retning sydvest og flyver mod nordøst, de 4 på lige linie med ens indbyrdes afstand den 5 i samme retning, ca. mellem nr. 2 og 3 og på venstre side af rækken med den 4.
- Den indbyrdes afstand mellem 1 — 4 var ens og nr. 5 ca. i dobbelt afstand ude til venstre.
- Jeg har set mange satellitter og fly, da vi bor på indflyvnings-ruten til Billund Lufthavn.
- De kom som 5 satellitter i temmelig høj fart og forsvandt som satellitter plejer at gøre, de blev svagere og svagere, og der var ingen lyd.
- Jeg stod derude i ca. 10 min mere. Da jeg bruger briller, kiggede jeg op og så dem, og tænkte hvad pokker er det. Jeg kigger væk og kigger op igen, og de var der stadig. Der var heller ingen synlige blink som fra fly.
-Hvis ikke mine øjne snyder mig, så de umiddelbart til at være meget højt oppe, fugle plejer ikke at flyve med så præcis indbyrdes afstand. Farven var svag hvid/gul som solbelysning på satellitter, slutter observatøren sin indberetning til SUFOI via www.ufo.dk
Australske observationer
Også fra den anden side af Jorden rapporteres om lokale iagttagelser af lysfænomener på himlen samme dato.
Fra Observatoriet i Perth i Australien melder astronomen Peter Birch, at det højst sandsynligt var en satellit, der brændte op i atmosfæren lørdag, den 2. april 2005 kl. 6:17am (AEST).
Han tilføjer, at han havde modtaget nogle overraskende rapporter fra lokale observatører, men har brug for flere oplysninger for med bestemthed at kunne fastslå, hvad der blev observeret fra sydkysten af Vestaustralien til Ti Tree, 170 km nord for Alice Springs.
Det lysende objekt blev observeret i op til et minut, hvilket betyder, at det bevægede sig meget langsomt.
På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at afgøre, om der var tale om et meteor eller rumskrot, der brændte op i atmosfæren over Australien, citeres Peter Birch for på ABC NewsOnline på adressen
http://www.abc.net.au/news/newsitems/200504/s1336706.htm under overskriften: UFO-observation sandsynligvis satellit.
Fiona Higgins fra Alice Springs fortalte, at hun først troede, der var tale om fyrværkeri.
- Det var helt fantastisk… noget jeg aldrig havde set før, sagde hun og tilføjede, at hun havde set stjerneskud før, men dette var 110 gange klarere og flottere end et stjerneskud.
Tyske meldinger
Flere henvendelser i den seneste uge til den tyske ufo-organisation CENAP om et lille blinkende lys lavt over horisonten har vist sig at være forårsaget af den meget klare stjerne Sirius, der går ned ved 23-tiden om aftenen i sydvest. De rapporterede lyssignaler fra objektet skyldes atmosfærisk uro, fortæller Werner Walter fra CENAP, der ikke har modtaget rapporter om meteoret den 2. april.
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.