DR giver stemme til konspirationsteorier
(Illustration: 0fjd125gk87/Pixabay)
|
Jens Degett er chefredaktør på Science Stories og præsident for den europæiske organisation for videnskabsjournalister, EUSJAE.
I sin kronik „DR giver stemme til konspirationsteorier“ indleder Jens Degett bl.a. med disse ord:„ … Først var der de flyvende tallerkener, vi skulle høre om på radioens P1, selv om de blev lagt i graven for mindst 40 år siden, men efter at en skør amerikaner havde genoplivet dem, var tallerkenerne igen flyvende.… “
Den DR-udsendelse, som for alvor gør tasterne rødglødende hos Jens Degett, er Ellen Imellem, der ifølge Degett giver stemme til konspirationsteoretikere og ekstremister med meget særlige ideer om, hvorvidt Jorden er flad, om abort og om årsager til, at nogle mennesker er federe end andre.
Astrofysiker Anja C. Andersen og ernæringsekspert Morten Elsøe er to af de akademiske eksperter, som i god tro har stillet op til et interview i Ellen Imellem, hvor de så er blevet konfronteret med ekstremistiske synspunkter, der sidestiller deres faglighed med uvidenhed og overtro.
Citater fra Jens Degetts kronik „DR giver stemme til konspirationsteorier“:
„… effekten af massiv løgn på alle kanaler er, at folk mister orienteringen og giver op, fordi de ikke kan skelne rigtigt fra forkert.“
„… Nu har videnskab alle dage været lidt af et stedbarn på redaktionsgangen i DR …“
„… Public service-begrebet handler også om at informere og oplyse om ny viden og om at holde befolkningen opdateret om de nyeste resultater inden for forskning og teknologi…“
„… Medierne begår ofte den store fejl at sidestille holdning og tro med evidensbaseret viden…“
Jens Degett står på ingen måde alene i sin kritik af DR. Altid skarpe og velskrivende Ditte Okman skriver i BT den 29. maj 2022 under overskriften „Videnskab er fakta!“:
„… ‚Ellen Imellem’ hedder det program, som DR nu lancerer som satire, og vi andre opfatter som himmelråbende dumt uden andet formål end at latterliggøre mennesker, der har brugt hele deres voksenliv på at dygtiggøre sig og med videnskab forsøge at udvikle verden til et forhåbentlig bedre sted … ‚Journalist’ Ellen Kirstine Jensen bliver sat over for en række personer med stor faglig viden bag sig, mens hun stiller en række spørgsmål, der skal forestille at være journalistiske.
Sagen er bare — og det er så åbenbart også det sjove — at Ellen ikke stiller spørgsmålene, men derimod en rablende konspirationsteoretiker i øresneglen, der for eksempel tror, at jorden er flad. For som DR forklarer; sådan en fyr bliver jo aldrig taget alvorligt af videnskaben.
Og nej, DR, det har I fuldstændig ret i! En flat-earther som Ole Lochmann bliver ikke taget alvorligt af videnskaben, og det skal han ved Gud heller ikke! Videnskab er nemlig ikke ‚synes’ — videnskab er fakta! Og vi ved, faktuelt, at jorden ikke er flad, men rund…“
Mange andre danske medier har reageret på DR’s såkaldte satireprogram. Det får man et fint overblik over i artiklen „Et klart selvmål af DR“ på skeptica.dk.
Flere medier nævner, at konceptet bag Ellen Imellem er et brud på DR’s egne spilleregler, ligesom andre kalder DR’s svar på kritikken for arrogant og sammenligner DR’s brug af ordet satire med, da Donald Trump kaldte et desinfektionsmiddel for en kur mod corona.
Men DR har ikke i sinde at indrømme, at man har skidt i nælderne. Tværtimod! Ifølge artiklen „Trods klager og trusler om Pressenævnet: DR undskylder ikke for ‚Ellen Imellem’“ mener ledende DR-medarbejdere, at DR „…er på fast grund i forhold til vores egne etiske regler“.
Læs mere
|
Læsetips mellem himmel og jord
På UFO-jagt med Jan og Morten
Hvis du ikke fik set Jan Elhøj og Morten Kirckhoff i DR2 Temalørdag den 21. maj 2022, kan du streame udsendelsen her.
Luis Elizondo og Morten Kirckhoff i „På UFO-jagt med Jan og Morten“.
(Foto: Christoffer Skødt Mortensen)
|
World UFO Day
Inden længe — når agurketiden sætter ind — skal vi nok igen i medierne høre om World UFO Day, som har eksisteret siden 2001 og i de senere år har ligget den 2. juli. Læs mere i „World UFO Day — hvad er nu det for noget?“.
Efterretningsofficer major Jesse A. Marcel med stumper af en vejrballon under en mindre Roswell-pressekonference på general Roger Rameys kontor på Fort Worth Army Air Field den 8. juli 1947. Billederne er farvelagt af James Easton. Læs også „Dengang for 75 år siden“.
(Fotos: Fort Worth Star-Telegram Photograph Collection, Special Collections/The University of Texas at Arlington Library, Arlington, Texas)
|
UFO-snak i Kongressen
Den 17. maj 2022 stod The House Intelligence Subcommittee on Counterterrorism and Counterintelligence for en meget omtalt høring om UAP’er, dvs. ufoer. Adam Schiff, formanden for House Intelligence Committee, beskrev begivenheden som offentlighedens chance for at „høre fra eksperter om et af vor tids største mysterier.“ Han sagde også, at „det amerikanske folk fortjener fuld gennemsigtighed“.
Under høringen blev der vist to korte videosekvenser:
- En otte sekunder lang sekvens taget fra et af den amerikanske flådes F/A‑18 kampfly. Denne sekvens blev kaldt Fly-By. Noget ser ud til at flyve forbi flyets cockpit og er synligt i et splitsekund.
- Den anden video, Green Triangle, havde filmmanden Jeremy Corbell fået fingre i via sine kontakter i UAP-taskforcen og offentliggjort langt tid før høringen. Corbell, som har hang til det fantasifulde for at sige det mildt, har tidligere udråbt denne videosekvens til at være den „bedste ufooptagelse fra militærpersonel verden nogensinde har set“.
Mick West og mange andre fotokyndige ufointeresserede har analyseret den version af Fly-By-videoen, som efter høringen blev frigivet i en højere opløsning, og de er sikre på, at Fly-By-videoen viser en mylar-ballon (en heliumfyldt nylon-ballon med folieoverflade).
Ifølge Scott W. Bray (Deputy Director of Naval Intelligence) er Green Triangle-videoen filmet gennem nattesynsbriller (derfor den grønne farve). Filmen viser et uskarpt lys fra et fly eller en drone, der pga. objektivets konstruktion kommer til at ligne en flyvende pyramide.
Hvordan ufo-høringen forløb set med Mick Wests øjne, kan man læse mere om i artiklen „Great Expectations: UFOs in Congress“ (Skeptical Inquirer).
West konkluderer:„ … Så høringen bestod af to frygtelige videoer udsat for dårlig analyse, en forståelig mangel på viden om ufomytologien og lidt snak om at blive bedre til at identificere ting i luften. Det var både skuffende og bekræftende — afhængigt af dit standpunkt.
Forsvaret ser ud til at gå i en fornuftig, omend langsom og hemmelighedsfuld retning. UAP, som de udtrykkeligt sagde, repræsenterer forskellige ting. Sandsynligvis er nogle af dem mylar-balloner, der på pinlig vis forvirrer den nyeste radarteknologi i vores jagerfly. Nogle kan være droner, måske endda droner fra udenlandske modstandere. Andre kan de ikke forklare på grund af manglende data. Forsvaret ser ikke ud til at mene, at aliens er andet end en morsom hypotese. Men det forhindrer ikke fansene i at stille spørgsmål om dem.“
Som mange læsere ved, forholder Mick West sig kritisk til hele Pentagon-ufo-polemikken. Så hvordan ser en „believer“ på sagen? Kevin Randle er tilbøjelig til at mene, at enkelte tilfælde i ufohistorien tyder på, at Jorden får besøg udefra. En af de bedste sager er efter Kevin Randles opfattelse Roswell-sagen, som han grundigt har behandlet i sin seneste bog Understanding Roswell.
Randle har naturligvis også set kongres-høringen om ufoerne. Det har han beskrevet på bloggen A Different Perspective i artiklen „More on the Congressional UAP Hearings“, og han er i store træk på linje med Mick West: Ufo-høringen var tyndbenet, amatøragtig i udførelsen, og de to videosekvenser er både ligegyldige og nemme at forklare.
Scott W. Bray (Deputy Director of Naval Intelligence) forsøger under ufo-høringen i Kongressen at finde objektet på Fly-By-videoen. Det tog ham fem minutter! Måske skulle han have forberedt sig lidt bedre og lavet stills, slow-optagelser o.lign. til sin præsentation.
(Foto: Still fra „Open C3 Subcommittee Hearing on Unidentified Aerial Phenomena“)
|
UFO’er, varulve og spøgelser
Gå ikke glip af videoen „Shocking truth of Pentagon AAWSAP program“, som publiceres i The Basement Office-serien produceret af Steven Greenstreet for The New York Post. Videoen er knapt 44 minutter lang og går tæt på Pentagon-ufo-sagen.
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.