Den­gang Sta­lin skul­le fup­pes og spio­ner afslø­res

Illu­stra­tion fra bogen „The Roswell Decep­tion“.

 

Spø­gel­ses­ra­ket­ter­ne – det sto­re efter­ret­nings­bed­rag begyn­der

James Patri­ck Car­rion er bosid­den­de i Hern­don, Vir­gi­nia. Han er fhv. efter­ret­nings­a­na­ly­ti­ker i den ame­ri­kan­ske hær og i dag fre­elan­ceskri­bent med fokus på Den Kol­de Krig og efter­ret­nings­virk­som­he­ders histo­rie.

James Car­rion var i peri­o­den 2006–2009 øver­ste leder (Inter­na­tio­nal Director) for USA’s stør­ste ufo­or­ga­ni­sa­tion, MUFON (Mutu­al UFO Net­work). Han for­søg­te at for­ny orga­ni­sa­tio­nen og få den til at leve op til egne højt­be­sung­ne viden­ska­be­li­ge ide­a­ler, men end­te med at kom­me i bad stan­ding i ame­ri­kan­ske ufokred­se. Inter­ne stri­dig­he­der fik James Car­rion til at for­la­de MUFON, for MUFON tåler ikke kri­tik og vil ikke refor­me­res.

„…Jeg er fal­det i unå­de hos MUFON ved at sige, at de er faret vild. Deres mot­to er den viden­ska­be­li­ge udforsk­ning af ufo­er, men man skal lede læn­ge for at fin­de noget, som er viden­ska­be­ligt i den­ne orga­ni­sa­tion…“ — James Car­rion.

I 2014 udgav James Car­rion for egen reg­ning bogen The Roset­ta Decep­tion, som foku­se­rer på efter­krigs­pe­ri­o­den 1946–47, hvor Den Kol­de Krig tog form, og hvor der i Skan­di­navi­en mel­lem maj og decem­ber 1946 blev regi­stre­ret omkring 2.000 ople­vel­ser af såkald­te spø­gel­ses­ra­ket­ter.

 

De man­ge til­sy­ne­la­den­de mysti­ske ople­vel­ser skyld­tes sand­syn­lig­vis et miks af kold­krigs­nervø­si­tet og misi­den­ti­fi­ka­tion af natur­li­ge fæno­me­ner, bl.a. kon­dens­stri­ber fra højt­fly­ven­de B‑29 bom­be­fly på rekog­nos­ce­ring­s­tog­ter over Nor­d­eu­ro­pa og stjer­neskud (mete­o­r­svær­men Per­sei­der­ne top­pe­de i peri­o­den 9.–14. august, hvor også antal­let af spø­gel­ses­ra­ke­tob­ser­va­tio­ner var på det høje­ste).

At der i beteg­nel­sen for fæno­me­net ind­går ordet „raket“, skyl­des de obser­va­tø­rer, der har beskre­vet fæno­me­net som raket­lig­nen­de.

I 1946–47 var det en nær­lig­gen­de tan­ke, at der kun­ne være tale om V1-bom­ber (ver­dens før­ste kryd­ser­mis­sil) og V2-raket­ter (ver­dens før­ste lang­træk­ken­de, bal­li­sti­ske mis­sil), som blev prø­ve­flø­jet fra den tid­li­ge­re nazi­sti­ske raket­ba­se i Pee­nemün­de, der ved afslut­nin­gen af Anden Ver­denskrig blev en del af den sov­je­tisk­be­sat­te zone. I dag viser histo­ri­ske kil­der imid­ler­tid, at Sov­je­tu­ni­o­nen aldrig opsend­te V2-raket­ter fra Pee­nemün­de, mens spø­gel­ses­ra­ketbøl­gen stod på.

„…Sov­je­tu­ni­o­nen opsend­te ikke en ene­ste V2-raket i 1946 fra noget som helst sted. Efter Sov­je­tu­ni­o­nens opløs­ning i 1991 blev histo­ri­ske kil­der, der viser rum­kaplø­bet ud fra et sov­je­tisk per­spek­tiv, offent­lig­gjort, og det er nu et fak­tum, at V2-raket­ter eller en vide­re­ud­vik­ling af dem ikke kan have været årsa­gen til de sven­ske spø­gel­ses­ra­ket­ter…“ — Bri­an Dun­ning.

Ope­ra­tion Paperclip Mod slut­nin­gen af Anden Ver­denskrig blev det sta­dig mere tyde­ligt, at: Tys­klands udvik­ling af V1-bom­ber, V2-raket­ter, jet­fly samt en mas­se andre våben­sy­ste­mer og far­tø­jer, hvoraf stør­ste­delen end­nu ikke var ind­sat i kri­gen, men sta­dig befandt sig på teg­ne­bræt­tet eller som tid­li­ge pro­to­ty­per, tyde­de på, at tyske for­ske­re var år for­an de alli­e­re­de på fle­re områ­der. USA og Sov­je­tu­ni­o­nen vil­le efter kri­gen ikke læn­ge­re være alli­e­re­de, men hin­an­dens stør­ste mod­stan­de­re, og et sand­syn­ligt sam­men­stød mel­lem stormag­ter­ne — måske i form af en Tred­je Ver­denskrig — vil­le kræ­ve helt nye våben­ty­per. Der­for blev der alle­re­de inden kri­gens afslut­ning ind­ledt en klapj­agt i Tys­kland og Østrig på viden­skabs­folk, inge­ni­ø­rer og tek­ni­ke­re, der hav­de været med til at udvik­le Hit­lers såkald­te vidun­der­vå­ben. Helt frem til 1990 blev op mod 1.600 tyske spe­ci­a­li­ster, her­i­blandt Wern­her von Braun (som sene­re stod fader til det ame­ri­kan­ske rum­fart­s­pro­gram), smug­let til USA under Ope­ra­tion Paperclip (og under for­lø­be­ren, Ope­ra­tion Overcast). Ønsker man mere viden om Ope­ra­tion Paper- clip, kan det anbe­fa­les at læse bogen „Secret Agen­da — The Uni­ted Sta­tes Gover­n­ment, Nazi Sci­en­ti­sts, and Pro­ject Paperclip, 1945 to 1990“ skre­vet af Lin­da Hunt og udgi­vet af St. Mar­tin’s Press i 1991. (Foto: Kim Møl­ler Han­sen)   For­lad­te går­de og andre byg­nin­ger på Kir­t­land Air For­ce Basens områ­de syd for Albu­querque i New Mexi­co blev anvendt til at huse de man­ge spe­ci­a­li­ster (her­i­blandt en del for­mode­de krigs­for­bry­de­re). Efter debri­e­fing blev de over­ført til raket­ba­sen i Whi­te Sands, 375 km syd for Kir­t­land Air For­ce Base, for bl.a. at vide­re­ud­vik­le ero­bre­de V2-raket­ter – og til labo­ra­to­ri­er­ne i Los Ala­mos for at stil­le deres knowhow til rådig­hed for ame­ri­ka­ner­ne under Den Kol­de Krig. Sov­je­tu­ni­o­nen hav­de et til­sva­ren­de ønske om at få fin­gre i tyske eks­per­ter, som kun­ne være med til at ska­be Sov­je­tu­ni­o­nens kom­men­de super­vå­ben. Under kode­nav­net Ope­ra­tion Oso­avi­ak­him blev mere end 2.200 tyske spe­ci­a­li­ster (6.000 i alt med fami­lie­med­lem­mer) tvun­get til Sov­je­tu­ni­o­nen. De to super­mag­ters „import“ af tyske viden­skabs­mænd m.fl. har fået nog­le til at mene, at de mysti­ske far­tø­jer, som blev set og foto­gra­fe­ret i ufo­mytens barn­dom lige efter Anden ver­denskrig i vir­ke­lig­he­den var far­tø­jer udvik­let i sam­ar­bej­de med de man­ge tyske spe­ci­a­li­ster. Uan­set hvad, har de man­ge ero­bre­de eks­per­ter skabt bekym­ring i beg­ge lej­re. Et våben- og rum­kapløb var skudt i gang. Vil­le mod­stan­de­ren få et tek­no­lo­gisk for­spring og fx udvik­le et våben langt vold­som­me­re end atom­vå­ben? Eller måske nye spionfar­tø­jer?

 

I bogen The Roset­ta Decep­tion vil Car­rion vha. utal­li­ge offent­ligt til­gæn­ge­li­ge kil­der doku­men­te­re, at spø­gel­ses­ra­ketbøl­gen var et pro­dukt af et stra­te­gisk bed­ra­ge­ri iværk­sat af efter­ret­nings­folk i USA og Stor­bri­tan­ni­en (en grup­pe kal­det Roset­ta) i sam­ar­bej­de med tone­an­gi­ven­de avi­ser her­un­der The New York Times. Hoved­for­må­let med bed­ra­ge­ri­et var at bry­de den diplo­ma­ti­ske kode i Sov­je­tu­ni­o­nens kom­mu­ni­ka­tion med spio­ner i Nor­da­me­ri­ka.

„Hoved­for­må­let med bed­ra­ge­ri­et var at bry­de den diplo­ma­ti­ske kode i Sov­je­tu­ni­o­nens kom­mu­ni­ka­tion med spio­ner i Nor­da­me­ri­ka…“

Car­rions bog er ble­vet mødt med tavs­hed i ufokred­se, måske for­di Car­rion frem­læg­ger data og beskri­ver sam­men­hæn­ge, som ikke styr­ker tro­en på, at spø­gel­ses­ra­ket­ter­ne var en ikke-jor­disk for­lø­ber for Ken­neth Arnolds skel­sæt­ten­de ople­vel­se den 24. juni 1947. Blandt rum­skib­stro­en­de mener man­ge, at men­ne­ske­he­dens opfin­del­se af atom­vå­ben og brug af de tre før­ste atom­bom­ber i juli-august 1945 fik rumvæs­ner til at besø­ge Jor­den for at over­vå­ge vores akti­vi­te­ter og om nød­ven­digt gri­be ind for at for­hin­dre atom­ka­ta­stro­fen i at bre­de sig til resten af uni­ver­set — og at spø­gel­ses­ra­ket­ter­ne der­med var de før­ste besøg ude­fra.

Trods den påfal­den­de tavs­hed fra de tone­an­gi­ven­de ufo­in­ter­es­se­re­de efter udgi­vel­sen af The Roset­ta Decep­tion fort­sat­te Car­rion med at ind­sam­le doku­men­ta­tion for sin hypo­te­se, hvil­ket i 2016 resul­te­re­de i en ny udga­ve med tit­len Ana­chro­nism. Manuskrip­tet er på 253 sider og kan down­lo­a­des gra­tis.

Ana­chro­nism kræ­ver tål­mo­dig­hed af sin læser, dels for­di Car­rion bru­ger man­ge kil­der, dels for­di han meget detal­je­ret rede­gør for alle ele­men­ter og tim­in­gen i den meget kom­pli­ce­re­de Roset­ta-vild­led­ning.

Roset­ta-vild­led­nin­gen

I 1946 for­søg­te klo­den at kom­me sig efter en ver­denskrig med man­ge mil­li­o­ner døde, omfat­ten­de øde­læg­gel­ser og bru­gen af atom­vå­ben. En ny fare tru­e­de imid­ler­tid den nyvund­ne fred: Den Kol­de Krig mel­lem de to tid­li­ge­re alli­e­re­de, USA og Sov­je­tu­ni­o­nen. De to super­mag­ter tvang sto­re dele af ver­den til at tage par­ti og ind­gå i enten en kapi­ta­li­stisk eller en kom­mu­ni­stisk blok, der kun­ne hol­de hin­an­den i skak med en ved­va­ren­de trus­sel om at bru­ge mas­seø­de­læg­gel­ses­vå­ben.

Den ame­ri­kan­ske efter­ret­ning­s­tje­ne­ste vid­ste i 1946, at man­ge sov­je­ti­ske spio­ner hav­de infil­tre­ret det nor­da­me­ri­kan­ske sam­fund, og at de kom­mu­ni­ke­re­de flit­tigt i kode­sprog via diplo­ma­ti­ske kana­ler med Moska om både ame­ri­kan­ske mili­tær­hem­me­lig­he­der og om det poli­ti­ske liv i USA. I det­te højspænd­te kli­ma blev Roset­ta-grup­pen dan­net.

Højt pla­ce­re­de efter­ret­nings­folk i USA og Stor­bri­tan­ni­en iværk­sat­te et stor­stilet efter­ret­nings­pro­jekt, der så at sige skul­le aflu­re, hvad den sov­je­ti­ske dik­ta­tor Josef Sta­lin (1878–1953) tænk­te, tro­e­de og hav­de tænkt sig at gøre. Hvis Roset­ta kun­ne bry­de de sov­je­ti­ske spio­ners kode, vil­le det være en lige så stor og afgø­ren­de præ­sta­tion, som da bri­ter­ne under Anden Ver­denskrig brød Nazi­tys­klands Enig­ma-kode, og ame­ri­ka­ner­ne brød japa­ner­nes Type B Cip­her Machine.Roset­ta plan­te­de ved hjælp af sam­ar­bejds­vil­li­ge pres­se­bu­reau­er og tone­an­gi­ven­de avi­ser en lang ræk­ke histo­ri­er Jor­den rundt. Avis­ar­tik­ler­ne var kon­stru­e­re­de histo­ri­er om helt nye mas­seø­de­læg­gel­ses­vå­ben, der var meget far­li­ge­re end de to atom­bom­ber, som i august 1945 hav­de sat et dra­ma­tisk punk­tum for Anden Ver­denskrig.

De opdig­te­de histo­ri­er inde­holdt ikke detal­jer om våb­ne­ne, men rum­me­de hen­tyd­nin­ger til nye opfin­del­ser og nævn­te (ofte opdig­te­de) nav­ne på for­sker­ne bag. Histo­ri­er­ne blev publi­ce­ret vidt og bredt i ame­ri­kansk pres­se og flit­tigt kom­mu­ni­ke­ret af sov­je­ti­ske spio­ner via diplo­ma­ti­ske linjer hjem til Moska, hvor Sta­lin for­ment­lig blev foru­ro­li­get over udsig­ten til at stå over for et ame­ri­kansk super­vå­ben.

De fabri­ke­re­de histo­ri­er inde­holdt særeg­ne per­son- og sted­nav­ne, hvil­ket skul­le gøre det nem­me­re for Roset­tas kode­bry­de­re at knæk­ke den sov­je­ti­ske kode. Inden for efter­ret­nings­ver­de­nen kal­des den­ne tek­nik eller stra­te­gi for „gar­de­ning“.

De sov­je­ti­ske spio­ners kom­mu­ni­ka­tion med Moskva blev rød­g­lø­de­n­de i peri­o­den 29. juli-15. okto­ber 1946 under freds­for­hand­lin­ger­ne i Paris, hvor USA, Stor­bri­tan­ni­en, Frank­rig og Sov­je­tu­ni­o­nen for­hand­le­de Tys­klands krigs­ska­de­ser­stat­nin­ger og nye lan­de­græn­ser for bl.a. Ita­li­en, Rumæ­ni­en, Ungarn, Bul­ga­ri­en og Fin­land. Sam­ti­dig med, at de svæ­re freds­for­hand­lin­ger fore­gik i Paris, gjor­de spø­gel­ses­ra­ket­ter­ne luftrum­met usik­kert over Skan­di­navi­en og skab­te avisover­skrif­ter.

Det lyk­ke­des Roset­ta-grup­pen gen­nem plan­te­de pres­se­hi­sto­ri­er at ska­be det ind­tryk i offent­lig­he­den, at spø­gel­ses­ra­ket­ter­ne kun­ne være sov­je­ti­ske prø­ve­af­fy­rin­ger af V1- og V2-raket­ter. Histo­ri­er­ne beskrev bl.a., hvor­dan raket­ter­ne fx kun­ne skif­te ret­ning, hvil­ket tyde­de på en væsent­lig vide­re­ud­vik­ling af tysker­nes raket­vå­ben.

Histo­ri­er­ne skul­le ska­be bekym­ring i Moska. Sta­lin vid­ste godt, at dis­se nye vidun­der­vå­ben ikke var udvik­let af Sov­je­tu­ni­o­nen, så de måt­te være ame­ri­ka­ner­nes eller bri­ter­nes værk, dvs. en ny trus­sel tæt på Moskva.

På et tids­punkt ophør­te svensk pres­se med at beret­te om spø­gel­ses­ra­ket­ter­ne for ikke at give den for­mode­de afsen­der (Sov­je­tu­ni­o­nen) infor­ma­tio­ner om raket­ter­nes fly­ve­møn­stre og ræk­ke­vid­de, men i USA var der ingen cen­sur på det­te områ­de, bl.a. The New York Times holdt liv i histo­ri­er­ne om spø­gel­ses­ra­ket­ter­ne og de man­ge spe­ku­la­tio­ner omkring fæno­me­net.

Sov­je­tu­ni­o­nens diplo­ma­ti­ske kom­mu­ni­ka­tion var omfat­ten­de, men umu­lig for ame­ri­ka­ner­ne at bry­de. En „til­fæl­dig“ strej­ke blandt tele­gra­f­ar­bej­de­re på over­søi­ske linjer anvendt af Sov­je­tu­ni­o­nen tvang stormag­ten til at bru­ge andre tele­gra­fi­ske kom­mu­ni­ka­tions­ka­na­ler, som ame­ri­ka­ner­ne let­te­re kun­ne kon­trol­le­re. Nu hav­de Roset­ta fuld kon­trol over den sov­je­ti­ske infor­ma­tions­strøm skabt af freds­for­hand­lin­ger­ne i Paris.

Roset­ta plan­te­de histo­ri­er om spø­gel­ses­ra­ket­ter­ne og ryg­ter om super­vå­ben, så kode­bry­der­ne i ro og mag kun­ne stu­de­re de man­ge kryp­te­re­de med­del­el­ser og få stør­re ind­sigt i det anvend­te kode­sprog.

De ame­ri­kan­ske del­ta­ge­re i Roset­ta-vild­led­nin­gen inklu­de­re­de blandt andre gene­ral Hoyt S. Van­den­berg og admiral Roscoe H. Hil­len­ko­et­ter, beg­ge kom­men­de lede­re af CIA; gene­ral Omar N. Brad­ley fra Joint Chiefs of Staff og oberst Car­ter W. Clar­ke fra Army Securi­ty Agen­cy. Blandt de min­dre kend­te med­lem­mer kan næv­nes admiral Hen­ry Kent Hewitt, som stod i spid­sen for den top­hem­me­li­ge enhed Beach Jum­pers under Anden Ver­denskrig, samt gene­ral Clayton L. Bis­sell, gene­ral Step­hen J. Cham­ber­lin, gene­ral Geor­ge C. McDo­nald og Kap­ta­jn Hen­ri H. Smith-Hut­ton — alle med­lem­mer af Joint Securi­ty Con­trol.

Roswell-vild­led­nin­gen

Når man har læst Ana­chro­nism og væn­net sig til James Car­rions grun­dig­hed og frem­stil­lings­form, kan jeg varmt anbe­fa­le, at man kaster sig over hans sene­ste bog The Roswell Decep­tion, som har været 10 år under­vejs.

James P. Car­rion: „The Roswell Decep­tion“,
523 sider, pdf-fil, 2018. Illu­stre­ret, men uden
ind­holds­for­teg­nel­se og sti­kord­s­re­gi­ster.
Bogen kan down­lo­a­des gra­tis her.

The Roswell Decep­tion er en kræ­ven­de bog. Man skal hol­de tun­gen lige i mun­den for at beva­re over­blik­ket over de man­ge aktø­rer, deres pro­fes­sio­nel­le bag­grun­de, rol­ler og ind­byr­des for­bin­del­ser. Til gen­gæld bli­ver den tål­mo­di­ge læser af bogens 523 sider også jævn­ligt beløn­net med adskil­li­ge aha-ople­vel­ser: „Nå ja, sådan kan det jo også hæn­ge sam­men!“

James Car­rion doku­men­te­rer ved hjælp af hund­red­vis af offent­ligt til­gæn­ge­li­ge kil­der (avis­ar­tik­ler, pres­se­med­del­el­ser, efter­ret­nings­rap­por­ter m.m.), hvor­dan Ken­neth Arnolds ufoop­le­vel­se den 24. juni 1947 og de hyste­risk man­ge ufoop­le­vel­ser (både reel­le og opdig­te­de) samt den kortva­ri­ge medi­e­stå­hej ifm.

Roswell-hæn­del­sen den 8. juli og de efter­føl­gen­de dage blev brugt af den hem­me­li­ge efter­ret­nings­grup­pe til at føre Sov­je­tu­ni­o­nen og dens leder bag lyset og ska­be en fore­stil­ling om, at et nyt super­vå­ben blev testet i det nord­ve­st­li­ge USA.

…„In the con­te­xt of this story, whe­re flying sau­cers first make their appea­ran­ce is in the Paci­fic Nort­hwest, not in the eastern U.S. whe­re Sovi­et polar atta­ck rou­tes were anti­ci­pa­ted. The decep­tion plan­ners wan­ted to impress on the Soviets that the aeri­al intr­u­ders flying over U.S. western air­s­pa­ce in 1947 were expe­ri­men­tal in natu­re and spor­ted a U.S. flag …“ — The Roswell Decep­tion, side 93

 

„… En af ver­dens stør­ste ufobøl­ger var ind­ledt og vare­de fra 26. juni til omkring 15. august 1947 … over 850 tal­ler­ken­be­ret­nin­ger for peri­o­den 1. juni-31. juli 1947. I det meste af juni var der nog­le få obser­va­tio­ner pr. dag, men mel­lem 24. og 30. juni steg obser­va­tions­an­tal­let til 15–20 pr. dag. Efter et fald i de før­ste dage af juli eks­plo­de­re­de antal­let til 90 obser­va­tio­ner den 4. juli og top­pe­de med 160 obser­va­tio­ner den 7. juli. Der­ef­ter faldt antal­let dra­stisk…“ – UFO’er — Myter og viden.

Som bekendt var Ken­neth Arnolds ufoop­le­vel­se ikke ene­stå­en­de, men den kick­star­te­de en ame­ri­kansk ufobøl­ge i som­me­ren 1947 og kom på det rig­ti­ge tids­punkt for den hem­me­li­ge efter­ret­nings­grup­pe. James Car­rion viser i sine kil­der, hvor­dan bag­mæn­de­ne piske­de en stem­ning op, bl.a. ved at fodre pres­sen med historier/rygter om fly­ven­de tal­ler­ke­ner og hol­de liv i både vir­ke­li­ge og plan­te­de histo­ri­er.

Ken­neth Arnold fik en hoved­rol­le i det­te spil, ikke mindst i Maury Island-hæn­del­sen. Ray­mond Pal­mer, for­læg­ger for Ven­tu­re Press, som bl.a. udgav Ama­zing Sto­ri­es, hyre­de i juli 1947 Ken­neth Arnold til at efter­for­ske Maury Island-hæn­del­sen, der i øvrigt hav­de fun­det sted før Arnolds egen ufoop­le­vel­se, og som bl.a. omhand­le­de for­mode­de rester af en fly­ven­de ski­ve. James Car­rion viser i bogen, hvor­dan den hem­me­li­ge efter­ret­nings­grup­pe til­sy­ne­la­den­de mani­p­u­le­re­de med Arnolds efter­forsk­ning og for­ø­ge­de mystik­ken omkring den­ne svin­del­sag.

Da ame­ri­ka­ne­ren Ken­neth Arnold den 24. juni 1947 hav­de sin histo­ri­ske ufoop­le­vel­se, hvor han på en krystal­klar him­mel så ni sølvskin­nen­de objek­ter, kob­le­de han ikke umid­del­bart objek­ter­ne sam­men med besøg fra det ydre rum, men der­i­mod med raket­ter, eks­pe­ri­men­tal­fly eller andre luft­far­tø­jer af ame­ri­kansk oprin­del­se. Læs om muli­ge for­kla­rin­ger på ople­vel­sen her. (Teg­ning: Hen­rik Klin­ge Pedersen/SUFOI Pic­tu­re Library)

 

James Car­rion mener, at de man­ge ufoop­le­vel­ser i som­me­ren 1947 — her­un­der også Roswell-hæn­del­sen – har jord­næ­re for­kla­rin­ger. I den­ne sam­men­hæng er årsags­for­kla­rin­ger på ufoop­le­vel­ser­ne imid­ler­tid min­dre væsent­li­ge, da det betyd­nings­ful­de if. Car­rion er sel­ve mæng­den af histo­ri­er om fly­ven­de ski­ver og det til­knyt­te­de medi­e­cir­kus — fak­to­rer som blev udnyt­tet af den hem­me­li­ge efter­ret­nings­grup­pe til at afslø­re sov­je­ti­ske spio­ner i Nor­da­me­ri­ka og deres kom­mu­ni­ka­tion med Moskva.

Igen­nem hele bogen bru­ger James Car­rion sine erfa­rin­ger som efter­ret­nings­a­na­ly­ti­ker og illu­stre­rer de for­skel­li­ge efter­ret­nings­k­neb, der er i spil under­vejs i den detal­je­ri­ge frem­stil­ling, med cita­ter fra bogen The Decei­vers (Bed­ra­ger­ne) af Thad­deus Holt. Når man vil vide noget om efter­ret­ning­s­tje­ne­ster­nes kneb ifm. at føre en fjen­de bag lyset, er det­te sim­pelt­hen bibe­len.

Har du nogen sin­de spe­ku­le­ret på, hvor­for der ifm. Roswell-hæn­del­sen til­sy­ne­la­den­de var to meget for­skel­li­ge udga­ver af histo­ri­en i pres­sen — måske pga. to for­skel­li­ge pres­se­med­del­el­ser? Sju­ske­de pres­seof­fi­ce­ren på Roswell Army Air­fi­eld, løjt­nant Wal­ter Haut (som if. Car­rion også kal­des War­ren Haught i nog­le af kil­der­ne, lige­som andre nav­ne bevidst sta­ves for­skel­ligt fra kil­de til kil­de)? Eller var det for­sæt­ligt? James Car­rion mener sidst­nævn­te — og at det er end­nu et eksem­pel på spionjæ­ger­nes gar­de­ning-stra­te­gi.

Beg­ge udga­ver af Roswell-histo­ri­en var så opsigtsvæk­ken­de, at de helt sik­kert vil­le fan­ge de sov­je­ti­ske spio­ners opmærk­som­hed. De vil­le straks rap­por­te­re hjem til Moskva i kode­sprog, og ame­ri­ka­ner­ne kun­ne lyt­te med. Net­op de mar­kan­te for­skel­le på de to pres­se­med­del­el­sers ind­hold gav kode­bry­der­ne i det ame­ri­kan­ske efter­ret­nings­væ­sen vig­ti­ge lede­t­rå­de i deres bestræ­bel­ser på at tyde spio­ner­nes kom­mu­ni­ka­tion.

To for­skel­li­ge pres­se­hi­sto­ri­er om den sam­me begi­ven­hed: Nedstyrt­nin­gen ved Roswell Lieu­tenant War­ren Haught, the public infor­ma­tion offi­cer at Roswell Army Air­fi­eld Drop­ped off the press relea­ses at both KSWS and KGFL on July 8, 1947, but rat­her than each relea­se being an exa­ct copy of the other, the­re were sig­ni­fi­cant dif­fe­ren­ces betwe­en them. That makes no sen­ses from a public rela­tions per­specti­ve but makes com­ple­te sen­se from a cryp­to­grap­hic gar­de­ning per­specti­ve. Let’s take a look at the Asso­ci­a­ted Press ver­sion accor­ding to news­pa­pers: The many rumors regar­ding the flying disc beca­me a rea­li­ty yester­day when the intel­li­gen­ce offi­ce of the 509th (ato­mic) Bomb Group of the 8th Air For­ce, Roswell Army Air Field, was fortu­na­te enough to gain pos­ses­sion of a disc through the coo­pe­ra­tion of one of the local ran­chers and the sheriff’s offi­ce of Cha­ves coun­ty. The flying object lan­ded on a ranch near Roswell some­ti­me last week. Not having pho­ne faci­li­ties the ran­cher sto­red the disc until such time as he was able to con­ta­ct the sheriff’s offi­ce, who in turn noti­fied Major Jes­se A. Mar­cel, of the 509th Bomb Group Intel­li­gen­ce offi­ce. Action was imme­di­a­te­ly taken and the disc was pick­ed up at the ran­cher’s home. It was inspected at the Roswell Army Air Field and sub­sequent­ly loa­ned by Major Mar­cel to hig­her headquar­ters. The rancher’s name and loca­tion of his pla­ce were wit­hheld. The Uni­ted Press ver­sion relea­sed through local radio sta­tion KGFL howe­ver was sig­ni­fi­cant­ly dif­fe­rent in both struc­tu­re and detail: Pos­ses­sion of a „flying disc“ was disclo­sed today by the intel­li­gen­ce offi­ce of the 509th bomb group of the Roswell army air base. Offi­cers at the base say that the “disc” was flown in a Super­fortress to „hig­her headquar­ters“ undi­sclo­sed. The intel­li­gen­ce offi­ce repor­ted that it gai­ned pos­ses­sion of the „disc“ through the coo­pe­ra­tion of a Roswell ran­cher and Geor­ge Wil­son, she­riff at Roswell. The disc lan­ded on a ranch near Roswell some­ti­me last week. Not having telep­ho­ne faci­li­ties, the ran­cher, who­se name has not yet been obtai­ned, sto­red the disc until such time as he was able to con­ta­ct the Roswell She­rif­f’s offi­ce. The air base refu­sed to give details of con­struction of the disc or its appea­ran­ce. Resi­dents near the ranch on which the disc was found repor­ted see­ing a stran­ge blue light seve­ral days ago about 3 a.m. (Kil­de: Side 432–433 i The Roswell Decep­tion)

 

 

The Roswell Decep­tion er et omfat­ten­de værk, som fortje­ner at bli­ve læst af man­ge. Mig bekendt har ingen tid­li­ge­re ud fra en kil­de­kri­tisk efter­ret­nings­vin­kel ana­ly­se­ret ufo­som­me­ren 1947 så grun­digt. Bogens 769 noter med akti­ve links til kil­der­ne giver alle mulig­hed for at se James Car­rion i kor­te­ne og dra­ge deres egne kon­klu­sio­ner.

I mod­sæt­ning til Car­rions tid­li­ge­re bog Ana­chro­nism, som blev mødt med tavs­hed, ska­ber The Roswell Decep­tion alle­re­de debat.

Kevin Rand­le har på sin blog set nær­me­re på Car­rions udlæg­ning af, at der blev udsendt to for­skel­li­ge pres­se­med­del­el­ser om Roswell-nedstyrt­nin­gen.

Kevin Rand­le kon­klu­de­rer bl.a.: „… Der var ikke to for­skel­li­ge pres­se­med­del­el­ser udsendt med det for­mål at afslø­re og neut­ra­li­se­re sov­je­ti­ske spio­ner eller som et mid­del til at knæk­ke sov­je­ti­ske koder. Det var en enkelt pres­se­med­del­el­se, leve­ret over tele­fo­nen, der skab­te for­skel­le­ne. Og fra det tids­punkt opda­te­re­de avi­ser­ne, redi­ge­re­de og til­fø­je­de i pres­se­med­del­el­sen, hvil­ket bety­der, at der ikke var to ver­sio­ner af histo­ri­en, men man­ge. På det­te punkt fejl­er Car­rions teo­ri om to pres­se­med­del­el­ser.“

James Car­rion er ikke over­ra­sken­de uenig med Kevin Rand­le og skri­ver bl.a. efter fle­re ind­læg på blog­gen: „Så alt i alt ved vi, at:

1. Haut var kil­den til de prin­te­de nyheds­hi­sto­ri­er (AP, UP, Roswell Daily Record).
2. Hver nyheds­hi­sto­rie på tryk gen­gav væsent­ligt for­skel­li­ge detal­jer om begi­ven­he­der­ne.:“

Car­rions til­gang til Roswell-hæn­del­sen er de skrift­li­ge kil­der fra 1947, hvor Rand­le læg­ger mest vægt på udvalg­te vid­neud­sagn ind­hen­tet man­ge år efter, at hæn­del­ser­ne fandt sted. Men følg selv debat­ten på Kevin Rand­les blog A Dif­fe­rent Per­specti­ve.

Løjt­nant Wal­ter Haut (1922–2005) var pres­seof­fi­cer på Roswell Army Air Field i 1947 og infor­me­re­de radio­sta­tio­ner og avi­ser om nedstyrt­nin­gen ved Roswell.

(Foto: Kevin Rand­le)

Det vides ikke med sik­ker­hed (og Haut huske­de det ikke, da han blev spurgt man­ge år efter hæn­del­sen), om Haut besøg­te de loka­le medi­er og for­tal­te dem om hæn­del­sen eller gav dem en skrift­lig pres­se­med­del­el­se (som ikke fin­des i dag), eller om han rin­ge­de til de enkel­te radio­sta­tio­ner, avi­ser og pres­se­bu­reau­er. Læs mere om Hauts rol­le i Roswell-sagen i e‑bogen Roswell.

 

Læs også: Book Review: ‚The Roswell Decep­tion’ by James Car­rion (The UFO Trail), Sådan skab­te den ame­ri­kan­ske rege­ring ufo­myten (UFO-Mail 177) og The Swe­dish Ghost Rock­ets (Skep­toid).