Exe­ter, 1965 – en ufo-klas­si­ker opkla­res

„ … Lyse­ne stod på en ret linje, der hæl­de­de ca. 60 gra­der. De var så kraf­ti­ge, at de oply­ste hele områ­det. Lyse­ne fløj ud over en stor mark og bevæ­ge­de sig af og til som et fal­den­de blad. De gik ned bag træ­er­ne, bag et hus og duk­ke­de atter frem …“

I 1965 fik en ræk­ke ufoop­le­vel­ser i USA omfat­ten­de medi­eom­ta­le. En af de mest dra­ma­ti­ske obser­va­tio­ner under ufobøl­gen fandt sted den 3. sep­tem­ber 1965. Vid­ner­ne var den 18-åri­ge Nor­man J. Musca­rel­lo og poli­ti­be­tjen­te­ne David R. Hunt og Euge­ne Ber­trand.

Hæn­del­ses­for­lø­bet er gen­nem tider­ne gen­gi­vet i utal­li­ge tids­skrif­ter og bøger og ofte med man­ge unøj­ag­tig­he­der og dra­ma­ti­ske til­fø­jel­ser, som har været med til at gøre sagen mere mystisk end nød­ven­digt. For at kom­me så tæt på vid­ner­nes egne ord som muligt, skal der her cite­res fra deres rap­port til det ame­ri­kan­ske fly­ve­vå­bens Pro­ject Blue Book.

„ …En grup­pe på fem kraf­ti­ge, røde lys duk­ke­de op over et hus omkring 30 meter fra mig. Lyse­ne stod på en ret linje, der hæl­de­de ca. 60 gra­der … Lyse­ne fløj ud over en stor mark og bevæ­ge­de sig af og til som et fal­den­de blad …“

Vid­ner­nes ople­vel­se

Den 18-åri­ge Nor­man Musca­rel­lo for­tæl­ler: „Jeg gik og tom­le­de på hoved­vej 150, ca. 5 km syd for Exe­ter i New Hamps­hi­re, klok­ken 2 om nat­ten den 3. sep­tem­ber. En grup­pe på fem kraf­ti­ge, røde lys duk­ke­de op over et hus omkring 30 meter fra mig. Lyse­ne stod på en ret linje, der hæl­de­de ca. 60 gra­der. De var så kraf­ti­ge, at de oply­ste hele områ­det. Lyse­ne fløj ud over en stor mark og bevæ­ge­de sig af og til som et fal­den­de blad. De gik ned bag træ­er­ne, bag et hus og duk­ke­de atter frem. De bevæ­ge­de sig hele tiden med en hæld­ning på 60 gra­der. Kun ét lys var tændt ad gan­gen. De pul­se­re­de i føl­gen­de ræk­ke­føl­ge: l, 2, 3, 4, 5, 4, 3, 2, l. De var så kraf­ti­ge, at jeg ikke kun­ne se noget objekt bag lyse­ne.

Jeg betrag­te­de lyse­ne i omkring 15 minut­ter, og de for­svandt til sidst bag nog­le træ­er og så ud til at gå ned mod en mark. På et tids­punkt, mens jeg så dem, så de ud til at kom­me så tæt på, at jeg sprang ned i grøf­ten for at und­gå at bli­ve ramt. Efter lyse­ne var for­s­vun­det, fik jeg et lift til poli­ti­sta­tio­nen i Exe­ter, hvor jeg for­tal­te, hvad jeg hav­de set.“

Fra ven­stre ses Nor­man Musca­rel­lo, poli­ti­be­tjen­te­ne David Hunt, Euge­ne
Ber­trand og sid­den­de Regi­nald „Scratch“ Toland. Foto­et er en far­velagt
udga­ve af et s/h‑foto, som blev offent­lig­gjort i avi­sen »Man­che­ster
Uni­on Lea­der« den 6. sep­tem­ber 1965.

Poli­ti­be­tjent Euge­ne Ber­trand, Jr. for­tæl­ler her om det vide­re for­løb: „Jeg var på patrul­je om mor­ge­nen den 3. sep­tem­ber klok­ken et på hoved­vej 08 nær Exe­ter i New Hamps­hi­re. Jeg bemær­ke­de en bil, der stod par­ke­ret i vejsi­den, og stand­se­de for at se nær­me­re på sagen. I bilen sad en kvin­de, som var alt for opre­vet til at kun­ne køre. Hun for­tal­te, at et lys hav­de fulgt hen­de og var stop­pet over bilen.

Jeg blev på ste­det i omkring 15 minut­ter, men kun­ne intet usæd­van­ligt se. Jeg for­lod ste­det og kør­te til poli­ti­sta­tio­nen i Exe­ter, hvor jeg mød­te Nor­man Musca­rel­lo. Han beret­te­de om sin obser­va­tion af nog­le kraf­ti­ge, røde lys over en mark. Efter at have talt med ham et styk­ke tid, beslut­te­de jeg at køre ham til­ba­ge til det sted, hvor han påstod, han hav­de set lyse­ne.

Da vi nåe­de frem til obser­va­tions­ste­det, for­lod vi bilen, og hav­de kun gået omkring 15 meter, da der duk­ke­de en grup­pe på fem, kraf­ti­ge, røde lys op bag en klyn­ge træ­er tæt ved os. De var utro­ligt skar­pe og blev tændt på skift. Lyse­ne begynd­te at fly­ve rundt over mar­ken. På et tids­punkt kom de så tæt på, at jeg kaste­de mig til jor­den og over­ve­je­de at træk­ke pisto­len.

Lyse­ne var så kraf­ti­ge, at jeg var ude af stand til at skel­ne nogen form. Der var hver­ken lyd eller vibra­tio­ner, men hus­dyr i områ­det var opskræm­te og lave­de en mas­se støj. Da lyse­ne nær­me­de sig os igen, løb Musca­rel­lo og jeg hen til patrul­je­vog­nen. Jeg kald­te poli­ti­be­tjent David Hunt, der ankom få minut­ter sene­re. Han obser­ve­re­de også lyse­ne, som sta­dig befandt sig over mar­ken, men ikke så tæt på som før. Lyse­ne befandt sig ude over mar­ken i omkring 30 meters høj­de og for­svandt til sidst i det fjer­ne, sta­dig i sam­me høj­de. Lyse­ne befandt sig altid på en ret linje med en hæld­ning på ca. 60 gra­der. Når objek­tet bevæ­ge­de sig, var de neder­ste lys altid for­re­st.“

Det tred­je vid­ne, poli­ti­be­tjent David Hunt, modt­og opkal­det fra Ber­trand klok­ken 2.55 og kør­te der­ef­ter ud til ste­det, hvor han også så lyse­ne. Hans beskri­vel­se af lyse­ne og deres bevæ­gel­ses­møn­ster er i fuld over­ens­stem­mel­se med de to andre vid­ners. Iføl­ge en obser­va­tions­rap­port date­ret den 15. sep­tem­ber 1965 fra Pea­se Air For­ce Base, som under­søg­te hæn­del­sen, var vej­ret den­ne nat klart med uen­de­lig sigt­bar­hed. Ved Pea­se AFB var der en svag vind fra vest.

Rap­por­tens ophavs­mand kon­klu­de­rer: „På nuvæ­ren­de tids­punkt er jeg ikke i stand til at give en mulig for­kla­ring på obser­va­tio­nen. De tre obser­va­tø­rer ser ud til at være for­nuf­ti­ge, tro­vær­di­ge per­so­ner, især de to poli­ti­folk. Jeg har set obser­va­tions­ste­det og fandt intet i områ­det, der kun­ne have for­år­sa­get det sete. Pea­se AFB hav­de fem B‑47 fly i luf­ten i obser­va­tions­pe­ri­o­den, men jeg mener ikke, at de har nogen for­bin­del­se med obser­va­tio­nen.“

Betjent Hunt peger mod det sted, hvor han så lyse­ne.
Betjent Ber­trand var i fly­ve­våb­net i fire år og er
sik­ker på, at det objekt, de så, hver­ken var et fly,
en heli­kop­ter eller en bal­lon.

Exe­ter bli­ver berømt Jour­na­li­sten John Ful­ler fik gen­nem USA’s den­gang stør­ste ufo­or­ga­ni­sa­tion, NICAP (Natio­nal Inve­sti­ga­tions Com­mi­tee on Aeri­al Pheno­me­na), kend­skab til ople­vel­ser­ne i Exe­ter og skrev en arti­kel om sagen i avi­sen »Satur­day Review«. Artik­len fan­ge­de for­la­get G. P. Put­nams opmærk­som­hed, og for­la­get hyre­de Ful­ler til at skri­ve en bog om obser­va­tio­ner­ne i Exe­ter. Ful­ler opholdt sig i Exe­ter i over en måned, hvor han inter­viewe­de mere end 60 per­so­ner, der hav­de set ufor­klar­li­ge ting på him­len. I 1966 udkom hans bog Inci­dent at Exe­ter. Den blev en best­sel­ler med mere end 500.000 solg­te eksem­pla­rer. De over­væl­den­de man­ge obser­va­tions­be­ret­nin­ger i Inci­dent at Exe­ter vir­ker umid­del­bart impo­ne­ren­de, og er af man­ge ble­vet opfat­tet som „bevi­set“ på, at der vir­ke­lig fore­gik noget ufor­klar­ligt, men ved nær­læs­ning af bogen opda­ger man, at beret­nin­ger­ne er man­gel­ful­de. Ful­ler har i sin inter­views hoved­sa­ge­ligt inter­es­se­ret sig for sel­ve ople­vel­sen, følel­ser­ne og vid­ner­nes reak­tio­ner. Man­ge af obser­va­tions­be­ret­nin­ger­ne mang­ler noget så ele­men­tært som en dato og et nøj­ag­tigt obser­va­tion­s­tids­punkt. Kun i meget få til­fæl­de er der også en ret­nings­an­gi­vel­se. Jour­na­li­sten John Ful­ler skrev om Exe­ter-obser­va­tio­ner­ne i bl.a. »LOOK Maga­zi­ne« i febru­ar 1966 i artik­len „Outer Spa­ce Ghost Story“.

Tæt på for­kla­rin­gen

Pres­seom­ta­len og ikke mindst jour­na­li­sten John Ful­lers artik­ler om sagen lag­de pres på fly­ve­våb­net for at kom­me med udta­lel­ser.

I pres­se­med­del­el­ser­ne var fly­ve­våb­net, her­un­der Pro­ject Blue Book, inde på, at obser­va­tio­ner­ne kun­ne have noget at gøre med den sto­re mili­tærø­vel­se Big Blast, som net­op hav­de fun­det sted den 2.–3. sep­tem­ber 1965 i luftrum­met over New Hamps­hi­re med udgangs­punkt i Pea­se Air For­ce Base i Exe­ter.

Den­ne fly­ba­se var hjem­sted for bom­be­fly til­hø­ren­de Stra­te­gic Air Com­mand (SAC)/North Ame­ri­can Air Defen­se Com­mand (NORAD).

Betjen­te­ne Ber­trand og Hunt gjor­de i et brev til Pro­ject Blue Book i decem­ber 1965 opmærk­som på, at de umid­del­bart efter, at objek­tet var for­s­vun­det, hav­de set, hvad der lig­ne­de et B‑47 fly i stor høj­de, og at det­te fly på ingen måde min­de­de om ufoop­le­vel­sen.

Og deri hav­de de fak­tisk ret, men de mysti­ske lys hav­de alli­ge­vel noget med B‑47’erens akti­vi­tet at gøre på øvel­ses­af­te­nen.

Men spo­ret blev ikke fulgt op af fly­ve­våb­net eller andre den­gang i 1965, og først nu mere end 45 år sene­re, er en sand­syn­lig for­kla­ring på en af de cen­tra­le hæn­del­ser i Exe­ter-ufobøl­gen fun­det.

Boe­ing Model 450 B‑47 Stra­to­jet var et lang­di­stan­ce­bom­be­fly, der med sine seks moto­rer kun­ne fly­ve med over­lyds­ha­stig­hed i stor høj­de. Det var spe­ci­elt kon­stru­e­ret til at kaste atom­bom­ber over Sov­je­tu­ni­o­nen. B‑47 blev ind­sat i aktiv tje­ne­ste i USAF’s Stra­te­gic Air Com­mand (SAC) i 1951, men kom aldrig i krig. Det blev først udfa­set som bom­be­fly i 1965. Fly­et blev efter­føl­gen­de brugt til bl.a. foto­re­kog­nos­ce­ring og som test­fly frem til 1977. Ti B‑47’ere fra Pea­se AFB delt­og I øvel­sen Big Blast „Coco“ den 2.–3. sep­tem­ber 1965. Foto: U.S. Air For­ce

Opkla­ring!

Joe Nick­ell og James McGaha har i det sene­ste num­mer af »Skep­ti­cal Inqui­rer« rede­gjort for, hvad der kan have været kil­den til Nor­man J. Musca­rel­los og poli­ti­be­tjen­te­nes ople­vel­se. Under andet efter­forsk­nings­ar­bej­de fandt Joe Nick­ell og James McGaha sam­men og begynd­te at se nær­me­re på Exe­ter-obser­va­tio­ner­ne.

James McGaha er i dag astro­nom og ansat på Gras­slands Obser­va­tory i Tuc­son (Arizo­na). I sine yngre dage var han major i USAF — og han har ople­vet de sam­me slags blin­ken­de, røde lys, som vid­ner­ne i Exe­ter ople­ve­de i sep­tem­ber 1965. McGaha har nem­lig som pilot „sam­men­koblet“ sit fly med en Boe­ing KC-97 Stra­to­tan­ker. For at genop­fri­ske sin hukom­mel­se besøg­te McGaha et af de fly­mu­se­er, som har en KC-97 Stra­to­tan­ker stå­en­de, og genså nu de for­skel­li­ge slags lys (her­un­der de fem røde lys) på fly­ets under­si­de, som er uund­vær­li­ge, når to fly skal navi­ge­re sig ind på hin­an­den i luf­ten.

De pul­se­ren­de, røde lys er pla­ce­ret ca. 20 fod fra optank­nings­bom­men.

 

Under optank­nin­gen cirk­le­de KC-97 Stra­to­tan­ke­ren, og når det fly, som skul­le optan­kes, nær­me­de sig, blev optank­nings­bom­men sæn­ket af bomo­pe­ra­tø­ren, der lå i en lil­le kup­pel på under­si­den af KC-97 Stra­to­tan­ke­ren, og mod­ta­ger­ly­se­ne (de røde, blin­ken­de lys) blev tændt.

Når mod­ta­ger­fly­et var meget tæt på, blev lyse­ne dæm­pet for ikke at blæn­de pilo­ten, for helt at sluk­ke under sel­ve sam­men­kob­lin­gen.

Optank­nings­bom­men var sæn­ket 64 gra­der (iføl­ge fly­ma­nu­a­len), når den var helt nede. Den blev oplyst af de blin­ken­de røde lys samt af tre kraf­ti­ge pro­jek­tø­rer. På bom­men sid­der der et vin­ge­par, som kan give bom­men et bevæ­gel­ses­møn­ster lige­som et fal­den­de blad.

Der delt­og en KC-97 Stra­to­tan­ker under øvel­sen Big Blast, hvor bl.a. B‑47’ere blev tan­ket op. Rap­por­ten i Pro­jekt Blue Book næv­ner ikke, om betjen­te­ne Hunt og Ber­trand så KC-97’e­ren, men de så en B‑47’er omkring det tids­punkt, hvor lyse­ne for­svandt.

 

At de ikke hør­te motor­støj fra objek­tet bag lyse­ne, er et vel­kendt fæno­men. Fly­et har været tem­me­lig langt fra obser­va­tø­rer­ne, selv om de ople­ve­de lyse­ne som meget tæt på. I mør­ke er det meget van­ske­ligt at vur­de­re afstan­de.

Hvor­for blev sagen ikke opkla­ret af det ame­ri­kan­ske fly­ve­vå­ben i 1965? Intet tyder på, at man for­søg­te at hem­me­lig­hol­de noget. Der er nok sna­re­re tale om, at man ikke vil­le afsæt­te de sto­re res­sour­cer til noget, som egent­lig ikke så ud til at være far­ligt.

Måske hav­de fly­ve­våb­nets folk hel­ler ikke fan­ta­si til at fore­stil­le sig, at flylys for det utræ­ne­de og ufor­be­red­te øje kun­ne se så spek­taku­lært ud fra jor­den.

KC-97 Stra­to­tan­ke­ren begynd­te lang­somt at bli­ve udfa­set i 1956 til for­del for efter­føl­ge­ren KC-135 Stra­to­tan­ker, men gik dog ført på ende­lig pen­sion i 1978.

KC-135 Stra­to­tan­ker set om nat­ten fra det fly, som skal optan­kes. Foto: U.S. Air For­ce

KC-130 Her­cu­les tan­ker to F/A‑18 Hor­net. I bogen „F‑16 — ople­vel­ser på dan­ske vin­ger“ (Gyl­den­dal 2011) kan man — for­u­den en mas­se frem­ra­gen­de fotos af dan­ske F‑16 fly — se adskil­li­ge fotos af optank­nin­ger i luf­ten både om dagen og ikke mindst om nat­ten, hvor lys­fø­rin­gen, for­ma­tio­nen af fly etc. må være gan­ske spek­taku­lært set fra jor­den. Foto: U.S. Air For­ce

 

Se videoklip med optank­ning i luf­ten I den­ne sce­ne fra fil­men Stra­te­gic Air Com­mand ser man en B‑47 bli­ve tan­ket op fra en KC-97G: www.youtube.com/watch?v=LKz_bg4mbrM

 

To Fair­child Repu­blic A‑10A’ere tan­kes op af en Boe­ing KC-97L Stra­to­tan­ker fra Texas Air Natio­nal Guard. Foto: U.S. Air For­ce

Kil­der:

• E‑mailkorrespondance med James McGaha, 3. novem­ber 2011
• Kim Møl­ler Han­sen: Ufo­er­nes ver­den — Klas­si­ske beret­nin­ger Jor­den rundt, bind 3, side 23–28, SUFOI 1997
• Kim Møl­ler Han­sen: Pro­jekt UFO — Tro, løg­ne og kold krig, SUFOI 2011
• »Exe­ter Inci­dent Sol­ved! A Clas­sic UFO-Case, For­ty-Five Years „Cold“« af James McGaha & Joe Nick­ell, side 16–19, Skep­ti­cal Inqui­rer, Vol. 35, no. 6, Novem­ber-Decem­ber 2011
• Air Refu­e­ling Archi­ve. Huge Col­lection of Air Refu­e­ling Pic­tu­res
• Pro­ject Blue Book arkivsi­de: www.bluebookarchive.org/page.aspx?pagecode=MISC-PBB2-287&tab=2

Nyt om SUFOI

I novem­ber 2011 vedt­og SUFOI’s repræ­sen­tant­skab for­e­nin­gens nye vedtæg­ter, som træng­te til en opda­te­ring, efter at vi for et år siden ophør­te med at udgi­ve UFO-Nyt i en prin­tud­ga­ve. Med de nye vedtæg­ter er der igen fuld over­ens­stem­mel­se mel­lem det for­mel­le og vir­ke­lig­he­den, dvs. at vedtæg­ter­ne nu igen afspej­ler for­e­nin­gens orga­ni­sa­tion, ledel­se, akti­vi­te­ter, for­mål og vision. Her gen­gi­ves SUFOI’s nye for­mål og vision.

For­mål

Skan­di­na­visk UFO Infor­ma­tion er en for­e­ning, som til offent­lig­he­den for­mid­ler velun­der­byg­get viden om ufo­myten samt viden om fæno­me­ner, der kan ska­be ufoop­le­vel­ser.

Ved ufo­myten for­står SUFOI de beret­nin­ger, ople­vel­ser og fore­stil­lin­ger, der knyt­ter sig til begre­bet ufo, og som udvik­ler sig over tid i sam­spil med fx histo­ri­ske og kul­tu­rel­le for­hold. Sel­ve ordet „ufo“ opfat­tes af SUFOI som en sam­le­be­teg­nel­se for de man­gear­te­de fæno­me­ner, der kan ind­gå i beret­nin­ger om usæd­van­li­ge him­mel­fæ­no­me­ner.

Vision

Det er Skan­di­na­visk UFO Infor­ma­tions vision at:

• infor­me­re om fæno­me­ner, der kan ska­be ufoop­le­vel­ser,
• give offent­lig­he­den velun­der­byg­get viden om de man­ge aspek­ter af ufo­myten og
• bru­ge de ind­hø­ste­de erfa­rin­ger og viden til at give et afba­lan­ce­ret syn på myte­ska­ben­de fæno­me­ner.

Slå føl­ge med dem der søger sand­hed

Ét sekund tro­e­de jeg, det rab­le­de for mig: Jeg sad på en hotelal­tan på Tene­ri­fe og læste Kim Møl­ler Han­sens nye bog, »Pro­jekt UFO — tro, løg­ne og kold krig« på min bær­ba­re, da jeg lige så op — og dér hang et kulsort ufo, klart syn­ligt mod den lys­blå him­mel over bjer­ge­ne ved Los Chri­sti­a­nos.

Hvis et ufo-vid­ne hav­de for­talt den histo­rie, vil­le jeg have afskre­vet ham som utro­vær­dig.

Jeg sad i skyg­gen for at læse Kims bog på skær­men og og var intenst kon­cen­tre­ret om den, da jeg så op — og dér var ufo­et, dyb­sort som en blæk­k­lat eller et hul i him­len. Jeg blin­ke­de. Det var der sta­dig. Jeg gned øjne­ne, men det for­svandt ikke. Ændre­de bare lang­somt form som en sort amø­be, der svøm­me­de i him­lens blå dyb.

Var det rab­let for mig lige net­op, mens jeg læste Kims jord­næ­re bog? Var den sam­le­de effekt af alle de ufo-rap­por­ter, ufo-bøger og beret­nin­ger om rum­kul­re­de nyre­li­gi­øse bevæ­gel­ser, jeg har læst, ble­vet for meget? Eller var syn­de­ren min sto­re SF-bog­s­am­ling?

De tan­ker fór gen­nem mit hoved, mens det sor­te hul vred sig på Tene­ri­fes blå him­mel.

Men vent nu lige lidt — vin­den kom­mer ind fra havet, ram­mer kysten og bli­ver pres­set opad af bjer­ge­ne. Og folk i Los Chri­sti­a­nos er ikke mere mil­jø­be­vid­ste end dan­ske­re. Mildt sagt.

Kun­ne det gåde­ful­de derop­pe bare være en plast­sæk?

Jeg ven­te­de med at bestil­le plads på den loka­le ver­sion af Sankt Hans og fulg­te intenst ufo’en, der vred og sno­e­de sig. Den for­svandt ikke. Tvært imod vir­ke­de det, som om den bevidst og mål­ret­tet søg­te op over øen. Alli­ge­vel — det kun­ne være noget, som var i vin­dens vold. Den uhyg­ge­li­ge sor­te form­løs­hed kun­ne være resul­tat af strøm­hvirv­ler i luf­ten.

Til sidst blev det skjult af et højt hus læn­ge­re oppe på bjer­get, og jeg gned øjne­ne igen — sik­ker på, at det hver­ken var en hil­sen fra Adam­skis venu­si­a­ne­re eller de lede små grå, som åben­bart pla­ger titu­sin­ders nat­te­søvn. Det var en løbsk pla­sti­c­sæk.

Hvis jeg end­nu hav­de et gran tvivl, for­svandt det, da jeg lidt efter gik ned til poo­len. En tom skral­depo­se lige ved udgan­gen stod lodret op over sit sta­tiv med bun­den øverst og kæm­pe­de vildt for at kom­me fri — fyldt som en bal­lon af havvin­den.

Posen stod end­nu lodret, da vi en halv time sene­re kom til­ba­ge. Men den blev ved jor­den, godt tøj­ret, som den var.

I 50’erne vil­le det have været en ufo

Men hvis året hav­de været 1958, vil­le jeg have set et ufo, og det kulsor­te, svøm­men­de objekt vil­le næsten med garan­ti være regi­stre­ret af SUFOIs kon­tak­t­ud­valg som en gæst fra Venus eller Mars, hvis syn­li­ge form blev forvræn­get af kraft­fel­tet omkring det.

Kon­tak­t­ud­valg? Ja, ikke besty­rel­se. For SUFOI’s pri­mus motor, kap­ta­jn­løjt­nant H.C. Peter­sen i Skryd­strup, hav­de alle­re­de afgjort, at ufo­er var rum­ski­be fra bl.a. Venus, så SUFOI’s næste opga­ve var at få kon­takt med rum­fol­ke­ne — helst med den næsten 1000-åri­ge venu­si­an­ske vis­mand, der i et moder­skib ude i rum­met hav­de belært den ame­ri­kan­ske kon­takt­per­son Geor­ge Adam­ski om ide­al­sam­fun­det på Jor­dens søster­pla­net, hvor man leve­de efter de kos­mi­ske love.

Til H.C’s for­svar skal siges, at vi jord­bo­er den­gang vid­ste meget lidt om Venus: Enten var der under under det tæt­te skylag en gæst­fri over­fla­de med liv — måske næsten mage til Jor­dens — eller en liv­løs ørken.

H.C. var ikke i tvivl. Hav­de han måske ikke selv læst i Jyl­lands-Posten, at USA hav­de luk­ket sit kon­tor for under­sø­gel­se af uiden­ti­fi­ce­re­de fly­ven­de fæno­me­ner på Wright-Pat­ter­son Air For­ce Base — og hav­de han ikke under sin uddan­nel­se i USA selv set, at Pro­jekt Blue Book sta­dig sam­le­de ufo-obser­va­tio­ner fra hele ver­den?

H.C. gjor­de, som jeg måske også vil­le have gjort i hans sted — tal­te med en, der påstod, han kend­te sand­he­den: Pro­fes­sor Geor­ge Adam­ski fra Mount Palo­mar, som selv hav­de mødt en men­ne­ske­lig ufo-pilot, Ort­hon, fra Venus. Adam­ski hav­de end­da seks vid­ner. De hav­de nu hver­ken set eller hørt Ort­hon, men set Adam­ski gå ud i ørke­nen mod et sted, hvor der var lan­det en ufo, og mod­ta­get ham, da han kom til­ba­ge med de gode nyhe­der om ven­ner­ne på Venus.

I star­ten undre­de ingen dan­ske­re sig åben­bart over, at „pro­fes­sor“ Adam­ski ikke var ansat på det berøm­te Mount Palo­mar obser­va­to­ri­um, men til­knyt­tet en restau­rant ved vej­en derop.

Sene­re blev Adam­ski tele­pa­tisk invi­te­ret med Ort­hons ufo op til et venu­si­ansk moder­skib, hvor Meste­ren fra Mor­gen­rø­de­ns Pla­net for­tal­te den jor­di­ske — og noget yngre — vis­mand Geor­ge om de højt udvik­le­de rum­folks vis­dom. Der var lut­ter idyl på de andre pla­ne­ter, men Jor­den var sol­sy­ste­mets skral­des­pand. Slub­ber­ter fra hele sol­sy­ste­met blev gen­født her, mens de højst udvik­le­de jor­de­men­ne­sker lod sig gen­fø­de hos de klo­ge folk andre ste­der.

Desvær­re viste det sig snart, at Adam­ski var en vel­me­nen­de svind­ler, som — ud over at sco­re pen­ge — håbe­de, at han med de fik­ti­ve rum­folks hjælp kun­ne red­de Jor­den fra den kol­de krigs trus­sel om atom­rag­na­rok.

Nyt­ti­ge rumi­di­o­ter

Jeg var selv en af de nyt­ti­ge idi­o­ter, der hjalp med at over­sæt­te Adam­skis mate­ri­a­ler til dansk — især i 61–62, hvor jeg var CF’er og kede­de mig gud­sjam­mer­ligt. Und­ta­gen da Tred­je Ver­denskrig under Cuba-kri­sen kun var minut­ter fra at bli­ve gru­som vir­ke­lig­hed.

Som total kon­trast var Adam­skis bil­le­de af de har­moni­ske rum­folk utro­ligt lok­ken­de. Det hav­de kun én fejl: Det var løgn.

Den for­nem­mel­se fik jeg lang­somt ved at læse uaf­hæn­gi­ge engelsk­spro­ge­de artik­ler om Adam­ski, og den var ikke rar, for en del af mine bed­ste ven­ner i SUFOI var over­be­vi­ste Adam­ski-til­hæn­ge­re. Men nok så vig­tigt for SUFOI var det, at et fler­tal i kon­tak­t­ud­val­get brød med Adam­ski-linj­en.

Den bata­l­je er kun spar­somt behand­let i Pro­jekt UFO. Og end­nu mere spar­som er omta­len af den tragi­ko­mi­ske næste akt, da den nye besty­rel­se med et brag faldt for en end­nu mere utro­lig udlæg­ning af ufo-gåden. Nem­lig eng­læn­de­ren Richard Gra­ves gara­ge­mø­de med en rumånd, der udnyt­te­de Geor­ge Adam­skis histo­rie lige så groft, som den­ne hav­de udnyt­tet mada­me Bla­vat­sky m.fl.

Fyren, der kom ud af den blå luft, præ­sen­te­re­de sig nem­lig som Ort­hon og for­ud­sag­de, at han sene­st i før­ste sekund af den før­ste time jule­nat 1967 vil­le have åben­ba­ret sig for uni­ver­set ved en „atom­ker­ne­ud­vik­lings­pro­ces“.

Dansk dom­me­dag 1967

Gen­nem en dansk „kon­tak­t­mand“, taxa­chauf­før Knud Weiking, åben­ba­re­de Ånde-Ort­hon sene­re, at hans atom­ker­ne­ud­vik­lings­pro­ces vil­le bety­de dom­me­dag for de fle­ste af os den jule­nat, men en flå­de af rum­far­tø­jer fra andre stjer­ner var alle­re­de på vej for at sam­le de sid­ste stum­per af men­ne­ske­he­den op. Bekla­ge­lig­vis kun­ne den ikke være frem­me før kata­stro­fen — der var åben­bart trods alt græn­ser for den ko(s)miske Ort­hons almagt — så han gav ordre til, at de udvalg­te i og omkring Borup Ånde­li­ge Sko­le i eks­pres­fart skul­le byg­ge en beton­bun­ker på Sjæl­land, hvor der også skul­le være plads til 50 gravi­de kvin­der for at frem­skyn­de gen­be­folk­nin­gen af Jor­den efter den onde dag.

Som påbudt, så sket: Inden jule­af­ten stod bun­ke­ren fær­dig, klar til at fyl­des med avls­ma­te­ri­a­le. Nå, fær­dig var nu så meget sagt…

For­in­den hav­de der været oprør i SUFOI’s kon­tak­t­ud­valg. De, der hav­de jord­for­bin­del­se, prø­ve­de at brem­se gal­ska­ben — bl.a. de men­ne­skekær­li­ge rea­li­ster Peder Ander­sen og hans svi­ge­r­in­de Irma Ander­sen fra SUFOI Ran­ders. Men de blev out­vo­ted af et fler­tal omkring Bør­ge Jen­sen fra Borup ånde­li­ge Sko­le, og UFO-nyt blev direk­te tale­rør for dom­me­dags­bun­ke­ren.

Til gen­gæld star­te­de H.C. Peter­sen igen for sig selv og invi­te­re­de alle ufo-fans over i sin nye opfin­del­se, Dansk IGAP. IGAP stod for Inter­na­tio­nal Get Aquain­ted Pro­gram (eller Geor­ge Adam­ski Pro­gram). IGAP er den dag i dag tale­rør for Adam­skis venu­si­an­ske vis­mænd, selv om jor­disk rum­forsk­ning alle­re­de først i 60’erne fastslog, at Venus har over­fla­de­tem­pe­ra­tu­rer på ca. 470 gra­der Cel­si­us og et atmos­fæ­risk tryk omkring 100 gan­ge høje­re end på Jor­den. Det rare rum­men­ne­ske Ort­hon, som Adam­ski mød­te i ørke­nen, vil­le være eks­plo­de­ret som en dybhavs­fisk, da han trå­d­te ud af sit „spej­der­skib“. Han vil­le end ikke have nået at dø af kul­de­chok — fra ca. 470 til ca. 50 gra­der i ét hug.

Jeg har altid haft ondt af Ort­hon. Han var for god til at være sand. Og var det hel­ler ikke…

Men det var en hård tid for SUFOI og dens med­lem­mer. Vi hav­de alle enten et ben i hver lejr eller gode ven­ner i den anden lejr — rare og vel­me­nen­de men­ne­sker på beg­ge sider. Men de så rødt, når de så hin­an­den. Og sund for­nuft og tole­ran­ce blev de før­ste ofre.

Dom­me­dag aflyst

Et trist mira­kel ske­te: Der kom kro­ner nok i Ort­hons beton-kas­se til at gen­nem­fø­re pro­jek­tet. Godt nok måt­te man hug­ge en hæl og klip­pe en tå i for­hold til sik­ker­he­den, men en slags bun­ker blev klar i tide, og mens den søn­derjy­ske byg­me­ster tog hjem til gåses­te­gen, kun­ne de tro­en­de gå i hi. Dog var det ikke lyk­ke­des at over­ta­le 50 høj­gravi­de til at til­brin­ge julen i bun­ke­ren, mens vi andre gik ad hel­ve­de til.

Ånde-Ort­hons lav­punkt kom sel­ve jule­af­tens­dag, da hans køben­havn­ske tals­mand Knud Weiking med­del­te, at dom­me­dag var udsat på ube­stemt tid. Så sive­de grund­van­det stil­le ind i bun­ke­ren, mens de udvalg­te fik travlt med at fin­de ud af, hvor de kun­ne hol­de jul efter at have solgt hus og hjem og put­tet pen­ge­ne i bun­ke­ren.

Dén var i øvrigt så elen­digt byg­get, at myn­dig­he­der­ne mel­lem jul og nytår sat­te et skilt op: „Adgang for­budt. Sam­men­styrt­nings­fa­re!“

Det lan­ge, seje træk imod sund for­nuft

For fler­tal­let af SUFOI’s meni­ge med­lem­mer — og dan­sker­ne i almin­de­lig­hed — så det ud, som om SUFOI, der hav­de kræ­vet ærlig­hed i „UFO-sagen“, var faret lige fra naiv tro på Adam­skis vel­me­nen­de løg­ne ud i Ånde-Ort­hons rene gal­skab.

De, der fortjen­te respekt i de påføl­gen­de år, var den nye SUFOI-besty­rel­se, som var til­t­rå­dt efter end­nu en revol­te i kon­tak­t­ud­val­get få måne­der før dom­me­dag. De over­tog en for­e­ning i men­talt kaos, men før­te den stæ­digt gen­nem kri­sen og fik med åre­ne grad­vist for­vand­let den fra en for­e­ning, der hav­de fun­det sand­he­den („UFO’er er vir­ke­li­ge!“), til en under­sø­gen­de og læren­de for­e­ning, som alli­ge­vel er åben for det uopkla­re­de eller viden­ska­be­ligt over­ra­sken­de, men først når man i hvert enkelt til­fæl­de har brugt Occams ragek­niv — alt­så for­søgt at fin­de de nøg­ne fak­ta og den reel­le årsag til hver mystisk obser­va­tion. Det var sejt og utak­nem­ligt, men det lyk­ke­des.

SUFOI’s nuvæ­ren­de med­ar­bej­de­re vil vist hel­le­re end ger­ne blås­stemp­le et „rig­tigt ufo“ — hvad det så måt­te vise sig at være — men først, når alle mere jord­bund­ne for­kla­rin­ger er afprø­vet.

Det er der ikke meget roman­tik i, men det er der­i­mod beun­drings­vær­digt. For erfa­rin­ger­ne fra 50’erne og 60’erne vid­ner om, at det hæv­ner sig at fare med hal­ve vin­de. I ufo-pro­ble­ma­tik­ken (som i andre sager) er der kun én ting, der tæl­ler på bund­linj­en: At man søger fak­ta og ikke lader sig nøje med min­dre.

Ort­hon-pro­ble­ma­tik­ken — både med ham fra Venus og rumån­den — går Kim Møl­ler Han­sen ret let hen over i sin bog. Og det er en svag­hed, for der lig­ger en basal erfa­ring i de sager: Først når fup, ønske­tænk­ning og ufri­vil­li­ge fejl­t­olk­nin­ger så vidt muligt er sor­te­ret væk, kan man gøre sig håb om at fin­de ægte vær­di­er i ufo-syn­dro­met. Og Kim og hans bog er jo selv bevi­ser for, at man stræ­ber efter det.

Ufo’en der ikke var der

Det er ikke let at hånd­te­re ufo-syn­dro­met, når nogen ind­blan­der reli­gi­øse eller filo­so­fi­ske opfat­tel­ser. Kri­tik af dis­se vink­ler vil ofte bli­ve opfat­tet som per­son­li­ge angreb. Men der må alt­så skel­nes skar­pt mel­lem bevi­ste fak­ta og selv de mest opbyg­ge­li­ge filo­so­fi­ske teo­ri­er. Det gjor­de hver­ken dansk eller uden­land­sk ufo-forsk­ning i de før­ste man­ge år efter Ken­neth Arnolds obser­va­tion.

Det pro­blem bur­de være truk­ket kla­re­re op i Pro­jekt UFO. Men det er til gen­gæld næsten den ene­ste kri­tik, jeg har af bogen. Kim har nem­lig sam­let et impo­ne­ren­de mate­ri­a­le om nøg­lesa­ger, som fra 1946 til i dag har for­met ufo-myten på godt og ondt. Og han doku­men­te­rer, at en ræk­ke myter om ufo­er end­nu i dag lever på fejl­t­olk­nin­ger eller direk­te svin­del. Selv en efter­hån­den for­be­net gam­mel skep­ti­ker som mig bli­ver fle­re gan­ge over­ra­sket af bogens afslø­rin­ger.

Det aller­bed­ste eksem­pel på, at fejl­t­olk­ning af natur­li­ge fæno­me­ner er højok­tan­brænd­stof for ufo-myter, er måske UFO-styr­tet på Ama­ger i 1985, hvor der hver­ken var et ufo eller et styrt — og så var det for resten slet ikke på Ama­ger!

Den sag er en frem­ra­gen­de illu­stra­tion af, at når to eller tre natur­li­ge fæno­me­ner til­fæl­dig­vis sker sam­ti­dig, vil vi men­ne­sker opfat­te dem som én begi­ven­hed og der­med meget let fejl­t­ol­ke dem totalt.

Det var ellers en obser­va­tion, der vil­le have sat Dan­mark på det ufo­lo­gi­ske ver­dens­kort: Et ufo blev set på vej ned gen­nem atmos­fæ­ren og styr­te­de til­sy­ne­la­den­de ned på Ama­ger, hvor det syn­tes at have antændt en brand. Der blev end­da obser­ve­ret mili­tært udse­en­de last­bi­ler på ste­det. Men næste dag var der ikke en linje i avi­ser­ne om den sen­sa­tio­nel­le lan­ding. Var ufo­nau­ter­ne i al stil­hed taget til fan­ge og ført bort sam­men med deres far­tøj for, at Dan­mark kun­ne etab­le­re sin egen Area 51?

Der var abso­lut ærli­ge og rede­li­ge vid­ner til „ufo-lan­din­gen“, og hvis ikke SUFOI hav­de haft en utro­ligt grun­dig og sag­lig rap­por­t­op­ta­ger på den sag, kun­ne den være ble­vet til en geval­dig myte om tavs­heds­grup­pens magt til at kvæ­le sand­he­den om ufo­er­ne selv i Dan­mark…

Per­son­lig synes jeg, sagen er et af de flot­te­ste eksemp­ler på SUFOI’s eksi­stens­be­ret­ti­gel­se — men læs selv om det frem­ra­gen­de detek­ti­v­ar­bej­de, som afslø­re­de, hvad der fak­tisk var sket.

Ufo-obser­va­tio­ner — af noget helt andet

Kim Møl­ler Han­sen kan også for­tæl­le om ægte ufo’er, der var abso­lut fal­ske — i den for­stand, at de ikke hav­de noget at gøre med det, der nor­malt betrag­tes som ufo’er. Men som blev behand­let som ufo-obser­va­tio­ner.

Kim doku­men­te­rer nem­lig, at der var noget om påstan­den om „jor­di­ske fly­ven­de tal­ler­ke­ner“, som ver­se­re­de i ufo-kred­se til­ba­ge i den kol­de krigs tid. De var bare noget helt andet, end ufo-entu­si­a­ster­ne reg­ne­de med. Der blev set ting, som myn­dig­he­der­ne skynd­te sig at beteg­ne som ufo-sigh­tings, så de ikke blev taget sær­ligt alvor­ligt: Det var jo bare folks sære syner.

Siden er det offi­ci­elt indrøm­met, at vis­se lan­des efter­ret­ning­s­tje­ne­ster var invol­ve­ret i ufo-pro­ble­ma­tik­ken. Bare på en helt anden måde, end ufo-inter­es­se­re­de den­gang påstod. For efter­ret­ning­s­tje­ne­ster­nes mål var ikke at skju­le ufo-sand­he­den, men at bort­for­kla­re obser­va­tio­ner af hem­me­li­ge spionfly, bl.a. det radar-usyn­li­ge Ste­alth, så folk slog den slags obser­va­tio­ner i hart­korn med venu­si­an­ske spej­der­ski­be — og ikke et sekund tog dem alvor­ligt. Ort­hon og hans kol­le­ger blev ufri­vil­li­ge brik­ker i magtspil­let mel­lem Øst og Vest.

Der­for er der sta­dig brug for SUFOI

Kims bog er spæn­den­de og godt resear­chet. Det ene­ste pro­blem, jeg ser ved den, er, at nog­le læse­re kan kon­klu­de­re, at roman­tik­ken er gået af „ufo-sagen“, når så man­ge klas­si­ske ufo-gåder har jord­næ­re for­kla­rin­ger.

Det vil­le være trist. Først og frem­mest, for­di der sta­dig ses ufo­er — og det vil der bli­ve ved med. Så læn­ge ædru og ærli­ge men­ne­sker f.eks. kan ople­ve at bli­ve for­fulgt af et blodrødt kug­le­for­met objekt fra Kol­ding til Aaben­raa, er der brug for nogen til at fin­de ud af, hvad de egent­lig har set. I det til­fæl­de, jeg tæn­ker på, var det fuld­må­nen, men den var blodrød og lig­ne­de abso­lut ikke den rare, gam­le Måne. Dens lys var far­vet af et lag høj­rødt støv langt højt oppe i atmos­fæ­ren. Det stam­me­de fra et vulka­nud­brud i USA, men hvem kun­ne vide det? Det kun­ne Ole J. Knud­sen, SUFOI-vete­ran og nu leder af pla­ne­ta­ri­et i Århus. Da to skræm­te bili­ster i sin tid med en god times mel­lem­rum hen­vend­te sig på Jyd­ske Tiden­de i Aaben­raa, rin­ge­de jeg til Ole, der hur­tigt fik bekræf­tet af andre astro­no­mer, at vid­ner­ne kor­rekt beskrev et helt usæd­van­ligt syn på him­len den aften. Det var en ufo — ind­til astro­no­mer iden­ti­fi­ce­re­de det som Luna i for­klæd­ning!

Det er et kon­kret eksem­pel på, at der altid vil være behov for en orga­ni­sa­tion, som tager ufo-vid­ner alvor­ligt. Både for­di folk, som har ople­vet noget så under­ligt, at det får dem til at rin­ge til SUFOI, fortje­ner at få deres ople­vel­se under­søgt sag­ligt. Og for­di deres obser­va­tio­ner kan hjæl­pe med at nå frem til ny erken­del­se.

Uden SUFOI vil­le nog­le ufo-vid­ner få mere mistil­lid til „det etab­le­re­de system“ og bli­ve let­te ofre for de fup­for­kla­rin­ger, man­ge står i kø for at sæl­ge dem. Vi er her i lan­det slup­pet for nog­le af de vær­ste svind­le­re, f.eks. Clau­de Voril­hons Raël-sekt — og det skyl­des nok net­op den ædru­e­li­ge, men vide­be­gær­li­ge kurs, SUFOI har lagt i de sid­ste man­ge år.

Så jeg håber, SUFOI lever livs­kraf­tigt vide­re — også for­di der måske en dag kan gem­me sig et besø­gen­de rum­skib mel­lem alle de andre årsa­ger til ufo-obser­va­tio­ner. Men E.T. kan sag­tens lade ven­te 30–40.000 år på sig, så måske bli­ver det os men­ne­sker, der besø­ger ham først. Hvis vi alt­så opnår til­stræk­ke­lig for­nuft til ikke at udryd­de os selv inden.

Der­for er det godt, at SUFOI yder sit lil­le bidrag til den glo­ba­le for­nufts udvik­ling. Der vil også være mas­ser af gode ufo-histo­ri­er at arbej­de med i frem­ti­den. Og mas­ser af skrø­ner, der skal gen­nem­hul­les. Pro­jekt UFO er et godt skridt ad den vej.

Kim Møl­ler Han­sen:  Pro­jekt UFO — tro, løg­ne og kold krig, SUFOI 2011. Bogen er på 454 sider, velil­lu­stre­ret med 206 illu­stra­tio­ner — her­af 90 i far­ve — og udsty­ret med sti­kord­s­re­gi­ster og en omfat­ten­de links- og lit­te­ra­tur­li­ste. Bogen leve­res som en digi­tal udga­ve på fysisk medie (en pdf-fil på cd-rom). Pris: kr. 299,- (inkl. moms). Der­til kom­mer kr. 45,00 i eks­pe­di­tion og por­to.

Fra SUFOI’s Foto­af­de­ling

3700 Røn­ne 28. sep­tem­ber 2011

En obser­va­tør nord for Røn­ne på Born­holm beret­ter:

„Det var ons­dag aften kl. 23:20 (28. sep­tem­ber), jeg skul­le lige luk­ke kat­ten ind for nat­ten. Så mod NØ og så nog­le flot­te kla­re røde „stjer­ner“ som jeg straks for­mode­de var rester af den omtal­te NASA satel­lit, der brænd­te op i atmos­fæ­ren. De bevæ­ge­de sig (så det ud til) roligt fra nord til syd. Bil­le­der­ne er taget direk­te mod øst. Jeg så omkring 25–30 styk­ker, alle med sam­me roli­ge hastig­hed og lys­styr­ke, med for­skel­lig afstand.

Det var først da jeg så de sid­ste bil­le­der, at jeg begynd­te at undre mig. Da det var den sor­te­ste nat og jeg bare begynd­te at tage bil­le­der af hvad jeg så, fik jeg først ændret indstil­lin­ger på kame­ra­et hen af vej­en.“

Øverst et af de mod­tag­ne fotos, hvor man som små oran­ge prik­ker aner de obser­ve­re­de og foto­gra­fe­re­de lys på him­len. Nederst udsnits­for­stør­rel­se af bil­le­det med ændre­de lys­for­hold, så lyse­ne træ­der kraf­ti­ge­re frem.

Et af de foto­gra­fe­re­de lys på him­len, hvor kame­ra­et er zoo­met ind på lyset.

En kraf­tig udsnits­for­stør­rel­se med
ændre­de lys­for­hold, der viser, hvor­le­des
kame­ra­et under opta­gel­sen er stærkt
rystet pga. en auto­ma­tisk lang eks­po­ne-
rings­tid for bil­le­det.

SUFOI’s kon­klu­sion

Der er ud fra den mod­tag­ne beskri­vel­se og bil­le­der­nes udse­en­de sam­men­holdt med vej­r­da­ta fra DMI for områ­det ingen tvivl om, at der er obser­ve­ret og foto­gra­fe­ret små varm­luft­bal­lo­ner opsendt fra nær­om­rå­det.

6700 Esb­jerg 16. okto­ber 2011

En 31-årig offent­lig ansat for­tæl­ler i sin ind­be­ret­ning:

„Stod på alta­nen og røg en smøg i mør­ke, da jeg obser­ve­re­de et oran­ge objekt svæ­ve med jævn hastig­hed i ret­ning syd­vest til nor­døst i ca. 30 gra­ders høj­de. Lig­ne­de en bal­lon med bræn­der, men fær­de­des alt for hur­tigt til at være en bal­lon. Skøn­ne­des end­vi­de­re at fær­des i lav høj­de. Ingen lyd. Optog 11 sekun­der med mobil­ka­me­ra, men af dår­lig kva­li­tet. Efter lyset for­svandt bag­ved nabo­hu­set gik jeg til husets anden side og så objek­tet fra vin­du­et i ca. 1 minut mens det fort­sat­te med sam­me hastig­hed og kurs ind­til det for­svandt ud af øje­syn.“

Scre­en­print fra den mod­tag­ne video­se­kvens. Det obser­ve­re­de lys­fæ­no­men ses lidt over mid­ten af bil­le­det.

 

Kraf­ti­ge udsnits-for­stør­rel­ser
fra den ori­gi­na­le video­se­kvens.
Nederst med ændre­de lys- og
kon­trast­for­hold.

Obser­va­tø­ren til­fø­jer i en sene­re mail:

„Jeg under­søg­te vin­dret­nin­ger på DMI, så den obs. kun­ne godt have været en thai bal­lon, men syns den flyver/svæver lidt for hur­tigt til det.

Men når jeg ser opta­gel­ser­ne igen og igen, så fær­des den ikke så hur­tigt, som jeg opfat­te­de det i obser­va­tions­ø­je­blik­ket. Det er det med øje­bliks opfat­tel­se og erin­drings evne. Noget jeg er vant til i mit job.

Men en sjov ople­vel­se trods alt 🙂 Fik lige pul­sen op.“

SUFOI’s kon­klu­sion

Vi er i SUFOI’s Foto­af­de­ling meget eni­ge med obser­va­tø­ren.
Ud fra beret­nin­gen, gen­nem­gan­gen af de aktu­el­le vej­r­da­ta fra DMI og udse­en­det af sel­ve den lysen­de afteg­ning og fly­ve­må­den, er vi ikke i tvivl om, at det dre­jer sig om en lil­le varm­luft­bal­lon opsendt fra nær­om­rå­det.

9490 Pan­d­rup, Nord­jyl­land 26. juli 2011

I star­ten af sep­tem­ber modt­og SUFOI en ræk­ke bil­le­der fra en 31-årig fynsk kvin­de på besøg i Nord­jyl­land. Obser­va­tø­ren anfø­rer i sin kort­fat­te­de ind­be­ret­ning, at der af 2 vid­ner er obser­ve­ret og foto­gra­fe­ret 2 kraf­ti­ge stil­le­stå­en­de lys på him­len den 26. juli 2011 kl. 21.49 i 3 min. fra Kyst­vej­en ved Pan­d­rup.

På det­te ori­gi­nal­fo­to ses de obser­ve­re­de og foto­gra­fe­re­de 2 lys midt i bil­le­det.

Under­sø­gel­ses­for­løb

Bil­le­der­ne blev mod­ta­get i feri­e­pe­ri­o­den, og med en bemærk­ning om, at det ved før­ste øje­kast kun­ne lig­ne varm­luft­bal­lo­ner, men at det nok var mere rea­li­stisk at kon­cen­tre­re sig om lan­dings­lys på et fly, blev bil­le­der­ne vide­re­sendt til SUFOI’s øvri­ge foto­kon­su­len­ter til under­sø­gel­se og over­vej­el­se.

Kraf­tig udsnits­for­stør­rel­se af de to lys på him­len.

Den før­ste til­ba­ge­mel­ding kom fra SUFOI’s foto­kon­su­lent Hans Bød­ker:

„Min før­ste tan­ke med den­ne sag er, at det er lan­dings­ly­se­ne fra et star­ten­de fly fra Ålborg luft­havn. Det har jeg for­søgt at under­byg­ge v.h.a. Flight Radar 24, http://www.flightradar24.com/.

Det er desvær­re kun muligt at gå 16 dage til­ba­ge, jeg har der­for for­søgt at lave play­ba­ck for d. 6–9 der også er en tirs­dag, på det sam­me klok­kes­let for at se, om det kun­ne være et rute­fly der fly­ver på bestem­te dage eller klok­kes­let, desvær­re også uden resul­tat.

Det frem­går af EXIF data at bil­le­der­ne er taget med en brænd­vid­de på 49mm omreg­net til 24x36 film sva­rer det til 240mm, en gan­ske lang tele.

Jeg er over­be­vist om, at det foto­gra­fen har obser­ve­ret og foto­gra­fe­ret, er et star­ten­de fly fra Aal­borg Luft­havn med lan­dings­ly­se­ne tændt.“

Efter 30 dages for­løb slet­tes radar­da­ta hos Fly­ve­våb­net og Navi­air imid­ler­tid auto­ma­tisk, hvor­for der ikke umid­del­bart er infor­ma­tio­ner at hen­te via dis­se myn­dig­he­der i en sådan sag.

Over­sigts­kort over obser­va­tions­om­rå­det. For­oven ses obser­va­tions­ste­det mar­ke­ret med „A“. For­ne­den th. ses Aal­borg Luft­havn. Illu­stra­tion: Klaus Sil­ber­bau­er Ander­sen

 

Ved at læg­ge de tre mod­tag­ne fotos over hin­an­den kun­ne det kon­sta­te­res, at lyse­ne mel­lem opta­gel­ser­ne hav­de bevæ­get sig en smu­le opad på him­len, hvil­ket kun­ne være i over­ens­stem­mel­se med et star­ten­de fly fra Aal­borg Luft­havn eller et fly på vej mod foto­gra­fen.
Illu­stra­tion: Klaus Sil­ber­bau­er Ander­sen

Svar på efter­lys­ning

For at få kva­li­fi­ce­re­de bud på, hvad der var foto­gra­fe­ret, brag­te ufo-mails redak­tion bil­le­der­ne og en efter­lys­ning
Fra SUFOI’s Foto­af­de­ling

Redak­tio­nen modt­og hur­tigt en reak­tion fra Niels Kjær­by, der skrev:

„Jeg arbej­der i Søn­der­strøm­fjords luft­havn i Grøn­land, og jeg ser de lys man­ge gan­ge om dagen.

Det er lan­dings lys fra et fly, syn­tes godt man kan skim­te fly krop­pen mel­lem lyse­ne og vin­ger­ne.

På hver side af lyse­ne mør­ke­re far­ve på det for­stør­ret bil­le­de.“

Ama­tøra­stro­no­men Kar­sten Bom­holt note­re­de sig, at Pan­d­rup ikke lig­ger langt fra Aal­borg luft­havn!

„Jeg har tid­li­ge­re boet i Aal­borg og har set præ­cist det­te syn fle­re gan­ge, når jeg en som­mer­af­ten var på vej hjem fra Blok­hus.“

„Mere inter­es­sant er det“, fort­sat­te han, „at bil­le­det er taget enten lige før sol­op­gang eller lige efter sol­ned­gang, så den mør­ke skyg­ge for­ne­den på bil­le­det over hori­son­ten er Jor­dens skyg­ge, der stræk­ker sig langt ud i atmos­fæ­ren; det­te kal­des ‚Venus’ bæl­te’.

Ud fra høj­den på Jor­dens skyg­ge mod atmos­fæ­ren vil jeg anslå opta­gel­ses­tids­punk­tet til kl. 22:15.

Noget tyder på, at kame­ra­ets ur ikke var indstil­let kor­rekt. Det anfø­resr, at bil­le­det iføl­ge dets data er taget kl. 21:49. Den 26. juli gik Solen ned i Pan­d­rup kl. 21:48, og bil­le­det er tyde­lig­vis taget væsent­ligt mere end blot ét minut efter sol­ned­gang.

Efter­som skyg­gen befin­der sig i mod­sat­te ret­ning af Solen, er bil­le­det opta­get mod sydøst — og præ­cist i den­ne ret­ning lig­ger ind­flyv­nings­ru­ten til Aal­borg luft­havn.“

Se evt. mere om Jor­dens skyg­ge i tids­skrif­tet Knu­de­punk­tet 2011/1: http://www.astronomisk.dk/?Tidsskrifter:Knudepunktet

Løs­nin­gen på myste­ri­et

Alle kom­men­ta­rer gik efter­hån­den i ret­ning af lan­dings­lys på et fly, men tids­punk­tet pas­se­de ikke med ordi­næ­re rute­fly til start fra Aal­borg Luft­havn.

SUFOI’s foto­kon­su­lent Klaus Sil­ber­bau­er Ander­sen pege­de imid­ler­tid på løs­nin­gen i den­ne fotosag, da han gjor­de opmærk­som på, at der den 26. juli 2011 sik­ker­heds­lan­de­de et Norwe­gi­an-fly i Aal­borg:

„Det er, så vidt jeg kan se på bil­le­der­ne fra bt.dk, et Boe­ing 737–800, hvil­ket også bekræf­tes af avisen.dk.
http://www.bt.dk/danmark/fly-ramte-fugle-maatte-sikkerhedslande-i-aalborg
http://www.dr.dk/P4/Nord/Nyheder/Aalborg/2011/07/27/063416.htm
http://avisen.dk/fugl-tvang-fly-til-sikkerhedslanding_128998.aspx

I føl­ge oven­stå­en­de let­te­de fly­et kl. 21:45. Hvis fly­et, af en eller anden grund, har taget vej­en nord­på før det lag­de kur­sen mod Lon­don, kan det det være det­te fly, obser­va­tø­ren har foto­gra­fe­ret kl. 21:49. Måske har det kred­set omkring luft­hav­nen for at tjek­ke om at var ok.

En Boe­ing 737–800 har lan­dings­ly­se­ne pla­ce­ret på hver side af krop­pen med ca. 5,5 meters afstand.
http://www.b737.org.uk/techspecsngs.htm#front.

Ud fra den­ne afstand og lyse­nes pla­ce­ring samt de elek­tro­ni­ske data på de mod­tag­ne bil­le­der har jeg bereg­net afstan­den til lyse­ne på him­len til ca. 10 km.“

 

Foto­kon­su­lent Hans Bød­ker, der er tid­li­ge­re jager­pi­lot og over­tra­fik­fly­ve­l­e­der til­fø­jer, at det er muligt, at pilo­ten har ønsket at fore­ta­ge vis­se tek­ni­ske check før påbe­gyn­del­se af stig­ning til mar­chhøj­de og der­for har befun­det sig lave­re og tæt­te­re på Pan­d­rup end ved nor­mal start fra Aal­borg Luft­havn.

Med alle de ekstra ind­sam­le­de infor­ma­tio­ner er Hans Bød­ker ble­vet bekræf­tet i, at de foto­gra­fe­re­de lys på him­len er star­ten på Norwe­gi­ans tid­li­ge­re sik­ker­heds­lan­de­de fly.

Et af Norwe­gi­ans Boe­ing 737–800 i luf­ten. Foto: Hans Olav Nyborg

Tak til foto­kon­su­len­ter og læse­re

Den­ne sag skal frem­hæ­ves som en af de fotosa­ger med div. data, der kan reg­nes på og efter­prø­ves, lige­som det var yderst hjælp­somt med ekstra bidrag fra ufo-mail læse­re.

Regi­stre­ring og gen­nem­gang af alle infor­ma­tio­ner i den­ne fotosag mun­de­de ud i en 29-siders rap­port i SUFOI’s Foto­af­de­lings arkiv og den­ne kon­klu­sion til foto­gra­fen:

„Ud fra udse­en­de af de mod­tag­ne fotos, kom­men­ta­rer fra ufo-mail læse­re samt bereg­nin­ger og efter­forsk­ning udført af SUFOI’s foto­kon­su­len­ter, er der ingen tvivl om, at de foto­gra­fe­re­de lys er lan­dings­lys på Norwe­gi­ans Boing 737–800 net­op star­tet fra Aal­borg Luft­havn efter tid­li­ge­re nød­lan­ding iflg. medi­eom­ta­le.“

Stor tak til alle impli­ce­re­de der bidrog til at løse myste­ri­et om de små lys på him­len den 26. juli 2011 over Nord­jyl­land.

Kort for­talt

En stjer­ne­for­mid­ler hædres

Svend Bergsø­es Fond har til­delt årets For­mid­ler­pris til for­fat­ter og astro­fy­si­ker Micha­el Lin­den-Vørn­le for hans frem­ra­gen­de for­mid­ling af viden om uni­ver­set over­for børn, unge og den bre­de befolk­ning.

 

Siden 1999 har Micha­el Lin­den-Vørn­le arbej­det som astro­fy­si­ker og for­mid­ler ved Tycho Bra­he Pla­ne­ta­ri­um i Køben­havn. Hans arbej­de her hand­ler i bund og grund om at udbre­de kend­ska­bet til astro­no­mi, rum­fart og rum­forsk­ning — en opga­ve han løf­ter ved at kom­mu­ni­ke­re i både skrift og tale. Micha­el Lin­den-Vørn­le har såle­des bl.a. udgi­vet bogen “Der var engang et uni­vers”, har skre­vet et utal af artik­ler, hol­der ofte fored­rag og duk­ker jævn­ligt op i medi­er­ne, hvor han kom­men­te­rer på aktu­el­le begi­ven­he­der i rum­met.

Han er også til­knyt­tet Insti­tut for Rum­forsk­ning og ‑tek­no­lo­gi ved Dan­marks Tek­ni­ske Uni­ver­si­tet. Her beskæf­ti­ger han sig med den euro­pæ­i­ske satel­lit­mis­sion Plan­ck, der siden 2009 har obser­ve­ret efterg­lø­den fra uni­ver­sets fød­sel — det såkald­te big bang for 13,7 mil­li­ar­der år siden.

„Micha­el Lin­den-Vørn­le er — og har altid været — dre­vet af en grund­fæ­stet nys­ger­rig­hed og hans begej­string gør det tvin­gen­de nød­ven­digt for ham at del­ag­tig­gø­re andre i sin omfat­ten­de viden og nye opda­gel­ser om uni­ver­set.
Det er hans ambi­tion at gøre unge inter­es­se­re­de i natur­vi­den­skab“, lyder det bl.a. i begrun­del­sen fra fon­dens besty­rel­se.

Tid­li­ge­re pris­mod­ta­ge­re er blandt andre pro­fes­sor Hol­ger Beck Niel­sen fra Niels Bohr Insti­tu­tet, soci­al­rå­d­gi­ver Han­ne Rein­toft, Søren Ryge Peter­sen fra Dan­marks Radio, fysi­ker og musi­ker Peter Basti­an, Mars-for­sker Jens Mar­tin Knud­sen og astro­fy­si­ker Anja C. Ander­sen.

Pri­sen uddelt ved en recep­tion d. 25. novem­ber. Med pri­sen føl­ger 100.000 kr.

http://planetariet.dk/artikel/en-stjerneformidler-hædres

Løs­ning gemt i foto?

I UFO-Mail nr. 136 omtal­te vi den uopkla­re­de „sag nr. 46“ i Pro­ject Blue Book-arki­vet: McMinn­vil­le-bil­le­der­ne. Som det frem­går af artik­len, er sand­syn­lig­he­den for, at objek­tet på Paul Trents to bil­le­der er af jor­disk oprin­del­se, rig­tig stor. Og måske fin­des sva­ret end­da på et foto i LIFE Maga­zi­nes arkiv, hvor Paul Trent pose­rer for­an sin last­bil.

Kig godt på bil­le­det til høj­re og bemærk bilens sidespejl over Trents hoved. Er et sidespejl magen til ble­vet brugt som „ufo“ ophængt i en snor på Trents to berøm­te bil­le­der? Hvis nogen af UFO-Mails læse­re kan oply­se om det pågæl­den­de bil­mær­ke og årgang, er det måske muligt at opspo­re det fir­ma, som i sin tid har pro­du­ce­ret det pågæl­den­de sidespejl — og så fin­des der måske et godt foto/tegning af sidespej­let, som kan sam­men­lig­nes med Trents bil­le­der? Hvis du kan hjæl­pe, så send ger­ne en mail til Skan­di­na­visk UFO Infor­ma­tion — SUFOI.

Dan­sker­ne tror på rumvæ­se­ner

Det var over­skrif­ten på Søn­dags­a­vi­sen den 25.–27. novem­ber 2011. Artik­len byg­ge­de bl.a. på en under­sø­gel­se, som Søn­dags­a­vi­sen hav­de bestilt hos You­G­ov (www.yougov.dk) blandt 1.110 dan­ske­re. SUFOI’s for­mand blev i den anled­ning inter­viewet for at bely­se, om der evt. kun­ne være for­kla­rin­ger på under­sø­gel­sens resul­ta­ter. Kim Møl­ler Han­sens poin­te i sam­ta­len med jour­na­li­sten var, at det er for­stå­e­ligt, at ople­vel­ser ude i natu­ren langt væk fra byer­ne (uan­set om vid­net er bybo eller land­bo) kan gøre et stærkt ind­tryk, da man ofte er ale­ne, måske i uvan­te omgi­vel­ser og ikke helt bekendt med, hvor­dan for­skel­li­ge him­mel­fæ­no­me­ner kan se ud. Kim Møl­ler Han­sen mener ikke, at der er belæg for at sige (det er i hvert fald ikke SUFOI’s erfa­ring), at land­bo­e­re fin­der på mere „vil­de teo­ri­er“ end bybo­e­re — sådan som artik­len i Søn­dags­a­vi­sen måske godt kan give ind­tryk af.

Søn­dags­a­vi­sen 25.–27. novem­ber 2011.