Politiken Dokumentar om Orthon og Jordens undergang 1967
Politikens Mikkel Vuorela er til en podcast-serie gået i dybden i sin research om Orthon-bevægelsen, som forudså Jordens undergang 1. juledag 1967.
for rumvæsenet Orthon i Borup, 1967.
Mandag den 19. december præsenteres Mikkel Vuorelas store arbejde af Politiken Dokumentar i Empire Bio, Guldbergsgade 29F, København N. med optagelser og musik i en forpremiere på „Orthon-Sagaen“.
Billetter købes via www.empirebio.dk
Første jazz-arrangement efter Jordens undergang
Julenat 1967 skulle Jorden gå under. Det havde Orthon-bevægelsen på Sjælland varslet.
Da jeg i forvejen kendte en af bevægelsens ledere, lærer Børge Jensen, besøgte jeg hans hjem i Borup i løbet af 1967 for at få stillet lidt af min nysgerrighed mht. til den kommende dommedag. Jeg fik talt med nogle af de involverede personer, men var alligevel ikke synderligt klogere efter besøget.
Jeg var da heller ikke mere overbevist om dommedagens komme, end at jeg sammen med en god jazz- og ufo-ven, Ejgil E. Grønholdt, tog initiativet til, at Nakskov Jazzclub SydhavsJazz, hvor vi sad i bestyrelsen, skulle arrangere Første JAZZ-arrangement efter Jordens undergang.
Dette fandt sted 1. juledag 1967 på restaurant Byfogedgården i Maribo, hvor husorkestret, som vi også begge var medlemmer af, leverede den musikalske underholdning for 3–400 danseglade mennesker. Eller som Lollands Tidende 27. december 1967 formulerede det: Husorkestret Black Bottom Jazzmen forstærket med Peter Zuschlag samt en trompetist fra Vordingborg, spillede, så jorden var ved at gå under. Der var højt humør til ud på de små timer…
UFO-Mails Ole Henningsen på restaurant Byfogedgården, Maribo, 1. juledag
1967 (siddende midt i billedet med briller (sopransax)), og Ejgil E. Grønholdt
med bowler th. (banjo) med øvrige orkestermedlemmer i Black Bottom Jazzmen
ved første jazzarrangement efter Jordens undergang. Et arrangement der havde
fået rimelig stor mediedækning lokalt, men også nåede at blive nævnt i Danmarks Radio.
Man kan læse mere detaljeret om forløbet af 1967-dommedagen i Willy Wegners UFO-bogen — Kapitel 25: Orthon-bevægelsen: http://skeptica.dk/artikler/?p=8025.
Nyt fra SUFOI’ Fotoafdeling
Tyskland 7. september 2016
Anders Petersen beretter til SUFOI’s Fotoafdeling i en mail:
På vej til Polen den 7. september oplevede jeg et mærkeligt himmelfænomen. Da jeg stoppede ved en rasteplads, ca. 150 km sydøst for Rostock i Tyskland, bemærkede jeg, at noget af himlen bogstaveligt talt manglede. Det så ud som om, en eller anden havde tegnet med en sort tusch på himlen. På pågældende tidspunkt var der frisk vind, (vindmøllerne kørte på fuld tryk langs vejen) så det kan umuligt være røg.
De 4 billeder er taget igennem bilruden, efter jeg havde forladt rastepladsen. Det første billede er fra kl. 14.35, og de 3 næste er taget indenfor ca. 1 — 1/2 minut. Bilen kørte ca. 120 km/t. Kamera er en iPhone 6s. Solen står i ca. 40 grader til højre af billedet. Har SUFOI noget bud på hvad det kan være? Måske har det noget med kondensstriben at gøre.…
Det første af de modtagne fotos samt udsnits-
forstørrelse nederst med justerede lys- og
kontrastforhold for at tydeliggøre den af
fotografen nævnte mørke stribe på himlen
under en af kondensstriberne fra fly.
SUFOI’ kommentarer og konklusion
Fotografen rammer plet med sin ide om, at det måske har noget med kondensstriben at gøre.
Trods det tilsyneladende „umulige“ i at en bøjet kondensstribe fra et fly danner en lige skygge, er der tale om en skyggedannelse af Solens lys fra den højtliggende kondensstribe over på et (ikke synligt) lag af dis.
Det er et ikke ualmindeligt skyggefænomen, der ofte kan ses i forbindelse med kondensstriber på himlen.
SUFOI’ Fotoafdeling har tidligere modtaget denne type henvendelser, som bl.a. er beskrevet i denne UFO-Mail:
http://www.sufoi.dk/ufo-mails/um-2010/um10-122.php
Optagelser af lignende fænomen fotograferet på Lolland 7. april 2011 med kondensstribe, hvor sollyset kaster skygge på underliggende sky/dis. I dette tilfælde er der tale om en vandretliggende skygge.
Fotos: Ole Henningsen
|
4653 Karise 19. september 2016
SUFOI’s Fotoafdeling fik fremsendt et foto med ledsagende tekst:
Jeg havde en meget spøjs oplevelse i aftes.
Jeg var ude og gå i går aftes, alt var normalt, undtagen at der var en meget lys og skarp plet på himlen, den var så skarp at mine øjne ikke kunne fokusere på den, inklusiv at den flimrede.
Jeg sammenlignede den med Månen og stjernerne omkring, og den var markant større end stjernerne og lidt stærkere i lyset end Månen.
Jeg så den mod nord hvor den var synlige i 5 minutter, hvorefter den forsvandt, og jeg gik lidt videre, men kiggede op igen for se om den var kommet igen. Det var den så, men denne gang havde den bevæget sig 10–15 grader mere vest, var synlige endnu i 5 min og derefter forsvandt fuldstændig derefter.
Håber I kan hjælpe mig.
Det fra fotografen modtagne foto med udsnitsforstørrelse indsat øverst th.
|
Foto af planeten Venus 1. december 2013 optaget af Ole Henningsen, SUFOI’ Fotoafdeling.
Indsat øverst th. ses en udsnitsforstørrelse af Venus. Optagelsen er ikke helt fokuseret (skarp), og man ser den karakteristiske aftegning, der meget ligner det fra fotografen modtagne foto. |
SUFOI”s kommentarer og foreløbige konklusion
Den fra fotografen modtagne optagelse har samme udseende som andre forsøg på at fotografere et lille lys på en mørk himmel, hvor kameraet automatisk — men ofte forgæves — forsøger at stille skarpt på lyset.
Fotoafdelingen bad derefter fotografen om yderligere informationer, der måske kunne bidrage til opklaringen af, hvad der var observeret og fotograferet, men modtog intet svar.
Et lys som det beskrevne har ikke umiddelbart en astronomisk oprindelse.
Et skarpt hvidt lys i nordlig retning, der — som anført i henvendelsen — ses i f.eks. 5 min. og forsvinder, hvorefter der igen senere dukker et lys op længere mod vest — får dog opmærksomheden henledt på eksempelvis landingslys fra fly.
Det viser sig ved gennemsyn af FlightRadar24.com, at landinger den aktuelle dato/ca. tid foregår i Kastrup Lufthavn i retningen fra SV mod NØ. Dette giver IKKE i sig selv eventuelle landingslys mulighed for at blive set fra Karise mod nord.
Men en del fly anflyver Kastrup via Kattegat og nordlige Sjælland og drejer mod syd i flere minutter i retning af Køge — og Karise — inden kursen lægges mod landing i Kastrup på banen fra SV mod NØ.
At der senere ses et lys mere i vestlig retning kan sagtens skyldes, at dette fly har fået besked fra flyvelederne i Kastrup om at lægge kursen om lidt tidligere i sin bane end det første.
Usikkerheden går dog på, at det pga. manglende svar fra fotografen, ikke er fastslået, om dato/tid på kamera er korrekt indstillet. Han anslå selv observationstidspunktet til mellem 22 og 23, og kameraets tid er anført som kl. 21.50.
Såfremt den ret sandsynlige teori om landingslys holder, kan det derfor heller ikke med sikkerhed anføres, nøjagtigt hvilket fly, der aktuelt har været tale om.
Udskrift fra FlightRadar24.com viser banen for et af de fly, der med tændt landingslys og retning mod fotografen muligvis kunne være årsag til hans observation og optagelse.
Der er i eksemplet tale om et SAS-fly undervejs fra Aberdeen til Kastrup med netop den anførte kurs med en formodet lysføring i retning mod Køge/Karise inden ændring af banen igen før landing. |
2630 Tåstrup 30. oktober 2016
Underlig cirkel på himlen over Taastrup. Jeg optog det på min iPhone, en rund cirkel med hul i midten. På videoen ses også et almindeligt fly passere.
Lidt ringe kvalitet men man kan sagtens se!
Håber du/I kan forklare hvad det er.
Meddelelsen modtog SUFOI’ Fotoafdeling tilligemed en videosekvens på 35 sek.
Udsnit af et stillbillede fra den modtagne videosekvens
„lysnet“ i billedbehandlingsprogram for at tydeliggøre
optagelsen.
En udsnitsforstørrelse fra stillbilledet med det observe-
rede lys over bebyggelsen Tåstrupgård.
SUFOI’ kommentarer og konklusion
Gennem flere omgange har Fotoafdelingen med videoredigeringsprogram m.v. gennemgået den modtagne videooptagelse og lave stillbilleder fra den.
Optagelsen er sket i retningen ca. SSØ, og ved at sammenlægge stillbilleder fra videosekvensen kan det konstateres, at der sker en lille bevægelse af det fotograferede lys på himlen i løbet af optagelsens 35 sek. Bevægelsen sker mod venstre i billedfeltet, dvs. mod øst.
Dette udelukker naturligvis et lysfænomen af astronomisk oprindelse, da en bevægelse så ville være umulig at registrere på så kort tid, eller forløbe med meget større fart. En satellit som eksempelvis ISS, Den Internationale Rumstation er også udelukket.
En oplagt forklaring er landingslys fra et fly. Denne udskrift fra FlightRadar24.com viser banen for det fly, der i en kortere periode med tændt landingslys og retning direkte ned mod fotografen inden ændring af bane igen før landing sandsynligvis er årsag til hendes observation og optagelse.
Flyet kommer sydfra og ændrer kurs øst for Møn — nu med kurs direkte i retning af Roskilde/Tåstrup.
En kurs der nøje svarer til observationsretningen — dvs. retningen for optagelse af videosekvensen. Med denne retning vil lyset se ud til næsten ikke at bevæge sig på himlen i forhold til observatøren. Over Køge Bugt ændrer flyet igen kurs mod landing i Kastrup Lufthavn, hvorved landingslyset forsvinder ud af syne. |
Observatøren takker i sin tilbagemelding Fotoafdelingen for et detaljeret svar i den udarbejdede rapport om sagen, men føler sig bestemt ikke overbevist om, at dette er forklaringen:
Jeg har svært ved at tro at det lys kom fra et fly, da lyset var for stort og uden bevægelse. Det lignede en form for en måne i størrelsesorden.
Men jeg siger tak.
Der er dog intet, der tyder på, at størrelsesordenen og form skulle være som en måne. Billedet er uskarpt (lyset ikke i fokus), hvilket i sig selv giver en lidt større lysende aftegning på billedet.
Og at lyset ikke bevæger sig, er faktisk ikke helt korrekt iflg. målingerne på stillbillederne fra videosekvensen. Endvidere skal det tilføjes, at et fly med tændt landingslys flyvende direkte mod observatøren i en vis periode vil se ud til næsten at stå stille på himlen, hvilket ikke ville være tilfældet, hvis observatøren blot befandt sig f.eks. en km. til en af siderne.
26. november 2016 8660 Skanderborg
Vi synes lige I skulle have det her billede som min datter fik taget på vores hjemtur fra Tyskland i går.
Håber i kan bruge det til noget.
Sådan lød den indledende henvendelse fra en observatør, der befandt sig på motorvejen 3 — 4 minutters kørsel syd for Ejer Bavnehøj i Østjylland på vej mod nord.
Oplevelserne blev efterfølgende fulgt op:
Ja, jeg kører bilen og opdager det her skarpe lys på himlen — og udbryder i bilen, hvad pokker er det der, unger?? Hvorefter alle i bilen placerer deres blik mod himlen og ser det her kraftige, store lys som skinner. Jeg var ikke i tvivl om, at det ikke var en stjerne grundet størrelsen, tænkte om det var en helikopter, men så skulle den stå på himlen med lyset imod bilen, og hvorfor skulle den gøre det… og man ville da også kunne se lyskeglen, hvilket det ikke var… der er var simpelt en lys kugle i stort format, som en flyver helt i lys, intet der lyste ned eller op eller bare regulært lys ud fra “kilden”. Min datter på bagsædet registrerede, det hvide lys sitrede/blinkede. Det var også hende der holdet øje med den, idet jeg desværre kørte bil på motorvejen, hvor vi kørte mod nord med udsigt ud over markerne på bilens højre side.
Alle i bilen var observerende på objektet, jeg var delvist, en datter sidder også til højre ved siden af mig foran og min anden datter sidder bagved i bilen og tager billedet.
Vi opdagede, da vi kom hjem, og hun fik billedet op på sin iPad, at vi kunne forstørre det yderligere og ser så to røde prikker i venstre sider af billedet også. De var ikke synlige, da vi kiggede på lyset og så ingen af dem visuelt??
Men når man forstørrer billedet af lyset, kan man se strukturen i billedet er ændret til små prikker omkring lyset!!
Men en meget mærkelig optræden var det fra det lys!
Håber det giver lidt mening og vi er spændte på at høre nærmere.
Det modtagne foto med udsnitsforstørrelse øverst th. af det observerede og fotograferede lys.
Pga. af de ringe optagelsesforhold — næsten mørkt, optagelse gennem bilrude samt rystet optagelse — ses det fotograferede lys som en udtværet streg.
Hvis man retoucherer det meste af den lange streg bort og kun bibeholder den lyseste del af aftegningen (øverste del af stregen), vil man få et lille nærmest rundt lys, der i store træk svarer til, hvad der i virkeligheden blev observeret.
SUFOI”s kommentarer og konklusion
De af observatøren nævnte mindre røde aftegninger i venstre side af fotoet (kan måske kun anes på webgengivelsen) er med stor sandsynlighed refleksioner i bilruden af forankørende bilers røde baglygter eller bilens instrument lys.
Da billedet er taget i nordøstlig retning, kan der ikke være tale om en astronomisk fænomen, som ex. en af de stærktlysende planeter, der var synlige på sydhimlen.
Det er ikke lykkedes at få fastslået det korrekte optagelsestidspunkt, da billedets exif-data — de elektroniske data i billedet — mangler.
Men såfremt det af observatøren angivne tidspunkt er rimeligt korrekt, er der også i denne fotosag meget stor sandsynlighed for, at observationen og billedet skyldes landingslys — et Finnair-fly, AY699, undervejs fra Helsinki til Billund.
Nu er det ikke sådan, at Fotoafdelingen efter i en længere periode ikke at have modtaget fotos og videooptagelser af små varmluftballoner, nu har kastet sin kærlighed på en ny forklaringsmodel, nemlig landingslys på fly. Antallet af modtagne fotosager med flylys som forklaring beror på tilfældigheder, vejrlig m.v.. Fotoafdelingen har desuden i den seneste tid flere aftener i træk haft lejlighed til at iagttage fly med tændte landingslys, som i første omgang mystificerede.
Hvis man ikke befinder sig i nærheden af en lufthavn, vil man ofte ikke have særligt kendskab til, hvordan sådanne lys kan tage sig ud.
Set fra den rigtige vinkel kan det klare skinnende landingslys se ud til ikke at bevæge sig synderligt på himlen i en vis tid. Senere vil flyet enten ændre kurs under landingsproceduren, evt. blive observeret mere fra siden, hvorved landingslyset er mindre fremtrædende og antikollisionslys bliver mere synlige, så ingen derefter er i tvivl om, hvad der iagttages på himlen.
6300 Gråsten 23. november 2016
Hej SUFOI.
Hermed observation fra Gråsten i går aftes, skrev en observatør den 24. november 2016 og fortsatte bl.a.:
Der er ingen exif-data (elektroniske data) i de modtagne fotos, men på
det foto, hvor lyset på himlen ses mest tydeligt med indsat udsnitsforstørrelse
øverst th., ses samtidigt, at der er en svag rystelse i optagelsesøjeblikket med
baggrund i den mørke himmel og de derved svage lysforhold med automatisk
lang eksponeringstid på optagelsen.
Kort fortalt, kom jeg hjem fra arbejde i går aftes ved 17,40 tiden, og ser mod syd, et stort hvidtlysende genstand som stod ude i horisonten mod syd.
Lyset var meget større end de stjerner, som var på himlen i går aftes (mellem 10 til 20 gange).
Stopper min cykel og betragter lyset/genstanden. Min nabo er ude på samme tid for at tømme postkasse. Hun ser jeg stopper, og spørger hvad der er. Jeg peger på himlen, hun står og betragter det lige som jeg selv. Det ser mærkeligt ud, siger hun.
Da jeg skal hjem for at lufte mine hunde efter endt arbejdsdag, skynder jeg mig at hente dem, og går ned mod Flensborg fjord. Lyset/genstanden er der stadigvæk men syntes at forsvinde langsomt mod sydlig retning.
Da jeg kommer ned til fjorden begynder jeg at lave nogle optagelser med min mobil.
Observationen varede fra kl. ca. 17.40 til 18.30. Vejret var stjerneklart — vindstille.
Genstanden/lyset syntes for mig at bevæge sig meget langsomt mod syd — sydvest, samtidig med, det var aftagende i størrelse og lysstyrke. Efter kl. 18.30 var der ikke meget at se.
Der er ca. 15 km i luftlinje ned til selve Flensborg. Genstanden/lyset var hele tiden på den vestlige side af Flensborg. Men syntes ved starten at være meget længere op mod hvor jeg selv var (Alnor — Gråsten) Den sidste del af observationen syntes genstanden/lyset at være et sted henne over måske Kruså eller Kollund. Men svært at bedømme.
Jeg har vedhæftet nogle billeder.
På nogle af dem, er der røde lys i venstre side. Der er fyrtårne på den tyske side ned mod Flensborg. Det ene er ved Glycksborg, det andet må være nede ved Murvik (Tysk side). Desuden er der en stor radiosender ved Flensborg, hvor der er 4 til 5 røde lys på. Genstanden/lyset var hele tiden på den højre side af disse lys (mod vest).
Ved ikke om i har teknisk mulighed, for at for noget mere ud af mine billeder, der er taget helt nede ved fjorden (Alnor Strandpark), som vender mod syd.
For mig syntes genstanden at være mellem 10 — 20 % i højden, når jeg strakte min arm ud i horisonten.
Uddrag af planetarieprogrammet Starry Night 23. november 2016 kl. 18.00.
Ud fra den detaljerede observationsberetning incl. tids- og retningsangivelser er der nøjagtigt sammenfald med den stærktlysende planet Mars, der p.t. står lavt i horisonten i retningen SSV. SUFOI’ Fotoafdeling havde selv lejlighed til de følgende aftener med rimeligt klart vejr at iagttage og fotografere Mars lavt på den sydlige himmel. |
Løst og facts
Werner Walter 1957 — 2016
Den kendte tyske ufo-forsker og medstifter af organisationen CENAP, Werner Walter, afgik ved døden 7. november efter flere års sygdom.
Vi har i SUFOI siden CENAP’ start i 1976 haft en nær kontakt til organisationen, der bl.a. fik tilladelse til at anvende en tysk version af SUFOI’s rapportskema i sin tid.
Werner Walter var en af de europæiske pionerer med hensyn til en grundig men også kritisk undersøgelse af ufo-beretninger.
Dette gav ham stor modstand i visse tyske ufo-kredse men samtidig også stor respekt fra mange andre samarbejdspartnere verden over.
Werner Walter (th) ved en tv-optræden sammen med ESA-astronauten Ulrich Walter i Servus TV-Austria i 2012.
|
Werner Walters gode ven og medgrundlægger Hansjürgen Köhler har flere gange besøgt SUFOI-arrangementer og været på private besøg hos danske SUFOI-ledere, senest for et år siden med stor gensynsglæde for alle parter.
Hansjürgen Köhler viderefører nu CENAP’s arbejde, og hans flotte og interessante blog om UFO-observationer samt astronomi- og rumfartsstof m.v. kan bestemt anbefales: http://www.hjkc.de/.
På bloggen ses også en detaljeret omtale af Werner Walters arbejde og medieoptræden gennem årene.
På Facebook har SUFOI’ Henning Dethlefsen henvist til Werner Walters efterhånden gamle men ikke desto mindre særdeles kloge 10 grundregler for UFO-efterforskning (på tysk), som enhver ufolog burde skrive sig bag øret: 10 UFO-Forschungsrichtlinien og http://01081.retail4.c4pserver.de/_blog/2016/11/07/7145-ufo-forschung-ufo-forscher-werner–walter-11081957–07112016/
Fra æteren… De danske UFO’ — fra fascination til forklaring
I denne episode af Dokuteket på Universitetsradioen (http://www.uniradioen.dk/) høres to medlemmer af SUFOI’ bestyrelse, Toke Haunstrup og Ole Henningsen, der beretter om foreningens arbejde med UFO-observationer i Danmark fra oprettelsen af SUFOI og frem til, hvordan de arbejder i dag.
Ide og Interviews af Kasper Elkjær.
Redigering af Peter Ørbæk.
Speak af Kamilla Sørensen, Peter Ørbæk, Mie Mollerup Jørgensen og Marie Enevoldsen.
Jingle af Andreas Murga.
https://soundcloud.com/uniradioen/dokuteket-13-de-danske-ufoer-fra-fascination-til-forklaring.
Alien invasioner
SUFOI’ formand Kim Møller Hansen var 1. december på besøg i Universitetsradioen for at medvirke i et program om „alien invasioner“
.
Herom skriver Mikkel Larsen:
Ugens Nosferatu podcast byder på en pokkers masse lige-nu-aktuelle prisværdigheder, men selvfølgelig også de mere eviggyldige.
Ugens værter Emil, Kira og Mikkel slår et slag for outerspace i anledning af både „Arrival“ og ikke mindst julemånedens fremmedgørende effekt. De stiler mod stjernerne, men holder stædigt fokus rettet mod jorden når de snakker om alien invasionsfilm. Mere specifikt hvordan de har ændret sig, og hvordan det på fin vis udpensles idet en lang række af filmene er blevet genskabte adskillige år efter originalen. Kan det måske fortælle noget om det samfunds klima hvorfra det opstod?
Til at besvare det spørgsmål får de hjælp af Kim Møller Hansen. Han er udover at være produktiv forfatter omkring UFO-emnet ligeledes mangeårig formand for Skandinavisk UFO information. De får derefter Niels’ besyv på „Arrival“, der lige har invaderet de danske biografer og ikke mindst de danske anmelderes hjerter. Derefter indtager Rikke studiet til en sludder for en sladder om hvordan det var at være til lørdagens årlige prisuddeling for danske kortfilm — i folkemunde Ekko Shortlist Awards 2015.
Til at afslutte hele programmet, der ellers står i fremmedgørelsens navn, bibringer de noget folkenært og ganske kært, så vi trygt rejse videre i livets rum uden hverken aluminiumshat eller bat.
Lyt til hele herligheden i iTunes!
http://www.nosferadio.dk/alien-invasioner/.
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.