Hvad katten skød de egentlig ned i februar?
Var det ufoer, luftbårne radiorepetere eller amatørballoner, de skød ned i februar i år? Frigivet hemmeligt memo skaber flere spørgsmål end svar.
(Foto: Collage/Benny Christen Grandahl)
|
Kan du huske nedskydningen af en kinesisk spionballon ud for South Carolinas kyst i starten af februar 2023? Og den efterfølgende nedskydning af tre uidentificerede objekter over Alaska, Yukon og ved Lake Huron i en uges tid senere?
Memo til den canadiske premierminister frigivet
I forbindelse med nedskydningerne modtog den canadiske premierminister Justin Trudeau et hemmeligt memorandum om begivenhederne. Det blev sendt til Trudeau og dennes nationale sikkerhedsrådgiver, Jody Thomas, af en canadisk embedsmand ved navn Janice Charette.
Og nu har en journalist så fået memoet frigivet gennem en anmodning om aktindsigt.
I memoet beskrives, hvordan F‑18 og F 35-fly forsøgte at foretage en identifikation af hver af de tre objekter, før de blev skudt ned. Det oplyses også, at flyene optog video og indsamlede infrarøde data.
Objektet, der blev nedskudt over Alaska, fløj i en højde på omkring 40.000 fod (lidt over 12 km), blev anset for at være en trussel mod flyvningen. Det beskrives som cylinderformet og sølvgråt uden kendte synlige fremdriftsmidler, vinger eller identifikation.
Memoet nævner også, at det nedskudte objekt — på tidspunktet, hvor memoet blev skrevet — endnu ikke var bjærget, og at chancerne for at finde det var minimale på grund af vanskeligt terræn og sne. Senere blev eftersøgningen som bekendt stoppet, og det blev opgivet at finde nogen af de tre nedskudte objekter.
En besynderlig detalje er, at memoet udtrykker bekymring for, at lokale jægere skulle finde objektet ved et uheld under en rensdyrjagt.
Derudover rejser memoet tvivl om objektets karakter, og hvilket trusselsniveau, det udgjorde, da det stadig var, og fortsat er uklart, hvad der var tale om for et objekt. Det oplyses også, at der var tvivl om, hvorvidt det var i stand til at indsamle oplysninger af efterretningsmæssig karakter eller på anden måde udgjorde en sikkerhedstrussel.
Bærer ved til nye konspirationsteorier
Hele virakken om nedskydningerne er ikke blevet bedre af, at optagelserne fra de tre hændelser aldrig er blevet frigivet efterfølgende.
Dog har amerikanerne meldt ud, at de nedskudte objekter alle tilhørte private eller videnskabelige organisationer. Samtidig har en forening af radioamatører meldt ud, at de har mistet en ballonbåren radiorepeter i et af de områder, hvor de mystiske nedskydninger blev foretaget.
Memoet her giver altså ikke flere svar på, hvad objekterne var.
I stedet bærer det ved til bålet af konspirationsteorier om nedskydningerne. For det objekt, som blev skudt ned over canadisk område, benævnes i memoet som UAP #23, og objektet, som blev skudt ned over Alaska dagen før, kaldes for UAP #20.
Men UAP #21 og #22 — eller alle de UAP’er som kommer før — nævnes ikke, hvorfor det ikke er til at sige noget om, hvad det har været for objekter. Så tilsyneladende er der enten flere uidentificerede objekter, som offentligheden ikke har fået kendskab til. Eller også er de blevet identificeret senere.
Gæt selv, hvordan konspirationsteoretikerne udlægger det.
Summa summarum giver memoet ikke en forklaring på, hvad det var for objekter, der blev skudt ned, men skaber på en lang række vigtige punkter endnu mere forvirring og uklarhed. Samt bidrager med yderligere detaljer, som både ufointeresserede journalister, politikere og ufopersonligheder kan bruge til at skabe nye konspirationsteorier og sensationelle påstande af.
The Inspector General har ikke gjort noget for at undersøge Gruschs vidneudsagn
Her er det svar fra The Inspector General, som nok skal skabe ballade i det amerikanske ufolandskab.
(Fotos: Billeder offentliggjort på X af Tim Burchett)
|
Tilbage i august 2023 sendte en kreds af kongresmedlemmer anført af Tim Burchett en henvendelse til The Inspector General, hvor de udbad sig oplysninger om de kilder og lokationer, som whistleblower David Grusch havde overleveret til The Inspector General under ed ved et møde tilbage i maj 2022. For eftersom Grusch ikke længere er ansat i efterretningstjenesten, kan han ikke give oplysningerne til kongresmedlemmerne i en SCIF.
Men da han har oplyst dem til The Inspector General, måtte politikerne kunne få dem ad den vej.
The Inspector General har intet gjort
Nu er der så kommet svar fra The Inspector General — og det svar skal nok give ballade.
For i næstsidste afsnit i det to sider lange brev forklarer The Inspector General, at hans kontor ikke har foretaget sig yderligere i sagen.
Det er noget af en våd klud i ansigtet på den kreds af politikere, journalister og ufopersonligheder, som har stået bag Grusch og bl.a. har været drivkræfterne bag at få stablet juli-høringen i The House Oversight Committee på benene i sommers. Nu lægger de pres på for at få sandheden frem ved hjælp af bl.a. en række tilføjelser i næste års NDAA (National Defense Authorization Act) og angiveligvis nu skulle være ved at stable endnu en ny ufohøring på benene.
De har lyttet — og det var det
Spørgsmålet er nu, hvor det svar stiller Grusch og folkene omkring ham. Skal jeg spille djævlens advokat, kunne jeg fx spekulere i:
- Har The Inspector General bare lyttet til manden — og tænkt sit?
- Hvad med alt det der om, at The Inspector General skulle have udtalt, at det var „credible and urgent“?
- Kan de Non-Human Intelligence-relaterede tilføjelser til næste års NDAA ikke bare slettes?
For kan Pentagon og alle andre officielle instanser over-there ikke bare feje Gruschs påstande af bordet nu med god samvittighed? Lidt ligesom det skete, da Project Blue Book blev lukket tilbage i 1969 med Condon-rapporten i hånden.
For når The Inspector General ikke har gjort noget ved sagen, selv om den har ligget på hans bord i snart to år, er der vel ikke noget alvorligt ved den.
Ja, det kan selvfølgelig være, at The Inspector General bare ikke har lyst til at stikke fingrene ned i den hvepserede, ufosagen er blevet til i USA. Eller måske har han fået en direkte ordre ovenfra?
Spørgsmålene er mange — men et er sikkert:
Der bliver ballade!
For Tim Burchett og flere andre politikere har alle trukket „It’s a cover up“-kortet. Og de bliver ikke de eneste, som kommer til at se The Inspector Generals manglende handling som endnu en del af den store konspiration.
Bare vent at se.
Grusch som trækplaster i fingeret portræt-program
Vi får en meget mere afslappet og endnu mere gestikulerende Grusch at se i denne fingerede portrætudsendelse.
(Fotos: Skærmbilleder fra videoen samlet af Benny Christen Grandahl)
|
Skal jeg være helt ærlig, forstår jeg ikke helt, hvorfor whistleblower David Grusch stiller op til en såkaldt „dokumentar“ om ham selv hos ufo-YouTuberen Jesse Michel — medmindre altså han er enig i Michels teorier og ideer om, hvordan ufosagen hænger sammen.
For det er helt tydeligt, at værten Jesse Michel fra AmericanAlchemy udnytter, at Grusch er tidens populære ufopersonlighed, som kan være med til at skabe opmærksomhed omkring Michels egen holdninger og forklaringer på ufofænomenet.
At det rent faktisk kan være, at Grusch deler Michels stærkt Vallée-inspirerede teorier understreges af, at Grusch virker til at have et enormt kendskab til detaljerne og baggrunden for teorierne. Han har altid noget uddybende information at komme med, kommer med anerkendende nik eller stiller relevante spørgsmål.
Ekstra små detaljer om Gruschs egne påstande
Selv om „dokumentaren“ mest handler om Michels egne ufoteorier, falder der dog nogle enkelte detaljer af om de hemmelige ufoprogrammer, som vi ikke har hørt om tidligere. Men selvfølgelig får Grusch også lige sagt et par „det kan jeg ikke tale om på grund af min tavshedserklæring“ — altid med et stort grin på ansigtet.
Blandt de brokker, som giver lidt flere detaljer om fx de fundne aliens, er en udtalelse om, at de ikke virker så meget mere avancerede end os — udover at de kan manipulere med rumtiden.
Grusch fortæller også, at det er svært at gennemskue både deres teknologi og udviklingsstadie, fordi det virker til, at NHI’erne (Non-Human Intelligence) har fulgt et noget andet udviklingsmæssigt spor end vi mennesker. Således siger han, at de har fokuseret på opfindelser til deres fælles bedste, hvor vi mennesker har fokuseret på at skabe atombomber…
En mere afslappet Grusch
Den forklædte dokumentar viser samtidig en mere privat og afslappet side af David Grusch, end vi så både ved høringen i The House Oversigt Committee og i interviewudsendelsen fra NewsNation.
Væk er uniformen, pressefolderne i bukserne og den ranke ryg. For i videoen optræder Grusch som privatperson i t‑shirt og korte bukser. Og med endnu flere håndbevægelser og grimasser end vi har set før.
Det giver et godt kig ind bag facaden, og vi oplever klart en mere afslappet, uformel og til tider ret pjattet Grusch — tydeligvis fordi han er i trygt selskab med gode venner, som kender hinanden godt — og har gjort det i nogen tid. Hvilket flere billeder og referencer i udsendelsen beviser.
Grusch er nede med alle de kendte ufopersonligheder
Dokumentaren bekræfter samtidig, at David Grusch har tætte relationer til alle de kendte ufopersonligheder. Både journalister, politikere og andre som fx Jesse Michels, der har samlet sig en stor fanskare på YouTube.
Spørgsmålet er, om denne affiliering er godt for Gruschs troværdighed i det lange løb.
Tjek selv den næsten to timer lange dokumentar ud her, og se, hvad du synes:
Lukket kongreshøring om NASA’s uforapport
mødet med National Aeronautics and
Space Administration (NASA) i Husets
tilsynskomité „undvigende.“
Grundlæggende set gav NASA-rapporten en række bud på, hvordan NASA kunne hjælpe med at undersøge ufosagen ud fra et mere videnskabeligt grundlag. Samtidig lovede de fuld åbenhed og transparens over for offentligheden i deres undersøgelser.
Lukket kongreshøring pissede Tim Burchett af
Alligevel valgte den amerikanske kongres at afholde en lukket høring om rapporten i kongressens Committee on Oversight and Accountability den 21. september.
Hvad der helt konkret skete på høringen, og hvilke dele af rapporten, den dykkede ned i, er der ikke kommet mange informationer ud om. Bortset fra kongresmedlem Tim Burchett, som også var en af de ledende kræfter bag ufohøringen i The House Oversight Committee tilbage i slutningen af juli i år.
I en kort video optaget af ham selv lige efter han forlod høringen, udtrykte Burchett stor skuffelse over rapporten, fordi den ikke indeholdt tilstrækkelige oplysninger. Ligesom han beskyldte NASA-repræsentanterne ved høringen for at svare undvigende, da han spurgte ind til, om NASA slet ikke lå inde med klassificeret information vedrørende ufoer.
Det gjorde de ikke, bebudede de — hvilket, Burchett mente, var løgn.
Vi kommer til at høre meget mere til Tim Burchett i den kommende tid
Generelt synes Tim Burchett i det hele taget af have meget lidt tillid til både Pentagon og NASA i forbindelse med ufoer. Af samme grund har han — som allerede nævnt — spillet en ledende rolle i bestræbelserne på at få sandheden frem om David Gruschs påstande.
Derfor tør jeg roligt love, at vi kommer til at høre meget mere til Burchett i den kommende tid. Både i hans bestræbelser for at få endnu en ufohøring i kongressen — efter der ikke var tilslutning til at nedsætte et særligt udvalg til at kulegrave Gruschs påstande i kongressen. Samt i forbindelse med den igangværende færdiggørelse af næste års finanslov for det amerikanske forsvar — den såkaldte National Defense Authorization Act (NDAA).
Her er der indskrevet flere ufo- og NHI-relaterede punkter (Non-human Intelligence), som lige nu ser ud til at blive strøget fra NDAA’en af det kongresudvalg, som er nedsat til at færdiggøre den, inden den underskrives af den amerikanske præsident i december i år.
Sker det, vil det skabe et ramaskrig fra både Burchett og andre kongresfolk samt den kreds af journalister og ufopersonligheder, der har samlet sig omkring David Grusch.
USA’s told- og grænsekontrol frigiver ufovideoer
Alle de „frigivne“ videoer er i dårlig sort/hvid opløsning.
(Fotos: Skærmbilleder fra videoerne)
|
De 12 frigivne videoer viser 9 forskellige ufoer, som er taget af overvågningskameraer og grænsebetjente langs de amerikanske grænser.
Frigivelsen indeholder også en analyserapport fra det israelske BESA (Begin-Sadat Center for Strategic Studies) skrevet af den tidligere britiske efterretningsofficer Frank Milburn. Samt tilhørende mailkorrespondance omkring videoerne og rapporten.
Flere grynede ufovideoer
Videoerne indeholder ingen sensationelle billeder. Det er den vanlige grynede kvalitet, som vi også kender fra Pentagon-videoerne. Efter sigende er det fast standard at forringe opløsningen på både videoer og pdf-dokumenter i forbindelse med FOIA-requests. Angiveligt for at kunne beskytte identiteten af eventuelle personer på videoer og billeder i dokumenterne.
En interessant detalje er dog, at CBP også har masket alle detaljer af i videoerne, som kunne give uvedkommende oplysninger om, hvad deres udstyr er i stand til at registrere eller afsløre detaljer om, samt hvordan det virker. Netop risikoen for at afsløre detaljer om det amerikanske forsvars udstyr, har Pentagon jo ellers brugt som undskyldning for deres manglende offentliggørelse af flere af deres ufovideoer. Men her er måske løsningen på det problem.
Gamle kendinge — flere med en naturlig forklaring
Mange af videoerne viser sig dog at være gamle kendinge, som er set før. Ja, de findes ligefrem på YouTube i både bedre opløsninger og farver. Fx den gammelkendte „Rubber Duck-ufo“, som efter alt sandsynlighed er en motoriseret hangglider af den slags, narkokartellerne bruger til at smugle narko over grænsen med.
De fleste af de andre videoer synes at have lige så naturlige forklaringer. Fx en ballon, der svæver i vinden, en person eller et dyr der løber på jorden og et par festballoner, som hænger sammen med en snor — som i øvrigt også hører blandt de videoer i batchen, som er frigivet før. Og tilmed debunked af Mick West.
Der er dog også et par af videoerne, hvor det er mere mystisk, hvad det er, der er på optagelserne. Men det skyldes i højere grad den dårlige opløsning på de frigivne optagelser, end at der er tale om en ufo.
Ja, det virker næsten, som om USA’s Custom Border Protection (CBP) har grebet muligheden for at få en del af det rampelys, som Pentagon-videoerne har givet især piloterne i den amerikanske flåde. Nu de havde chancen.
Læs mere |
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.