Der­for tror vi ikke, David Grusch og andre whi­st­le­blowe­re lyver

​Du kan være helt oprig­tig, når du gen­for­tæl­ler noget, du har hørt fra andre. Eller selv har ople­vet. Men selv­om du helt ærligt mener, at du gen­for­tæl­ler det, nøj­ag­tigt som det er sket, kan du sta­dig huske sto­re dele af ople­vel­sen helt for­kert. Sær­ligt, hvis du har den på både anden, tred­je eller fjer­de hånd.

Af Ben­ny Chri­sten Gran­da­hl

Et vid­ne ser noget under­ligt i en han­gar på en mili­tær fly­ve­ba­se. Og for­tæl­ler det vide­re til en af sine ven­ner. Der igen for­tæl­ler det til en af sine ven­ner.

Hver gang en beret­ning for­tæl­les vide­re, vir­ker den detal­je­ret og kor­rekt. Så når en whi­st­le­blower sene­re stil­ler sig op og for­tæl­ler det til pres­sen, vir­ker ved­kom­men­de også sik­ker i sin sag, for­di han er gan­ske over­be­vist om, at det han siger, er rig­tigt. Og vir­ker ikke til at have nogen åben­lys grund til at lyve.

Så hvor­for skul­le du tviv­le på, at det er sandt?

For­di ærlig­hed og hvad der rent fak­tisk blev set eller ople­vet i prak­sis, er to meget for­skel­li­ge ting.

Du kan beskri­ve en ople­vel­se i god tro, selv­om din hukom­mel­se har ændret nog­le af detal­jer­ne. Og andre kan vide­re­brin­ge din ople­vel­se, for­di de sto­ler på dig, og du også sto­ler på dem, du har fået for­talt ople­vel­sen af. Upå­ag­tet af, at ved­kom­men­de huske­de for­kert, da han for­tal­te dig om den. Eller for­di den, der for­tal­te ham den, huske­de noget for­kert.

I artik­len Someo­ne Told Me Somet­hing Someo­ne Told Them beskri­ver den ame­ri­kan­ske psy­ko­log Jen­ni­ce Vil­hau­er, hvor­dan vores hukom­mel­se kan spil­le os et puds, når vi gen­for­tæl­ler egne eller andres ople­vel­ser til andre. Og hvor­dan det kan ende med at føre til, at vi er med til at ska­be mis­in­for­ma­tion. Selv­om det på intet tids­punkt var nogens hen­sigt at gøre det.

Gan­ske som en for­tæl­ling kun­ne bli­ve til det rene non­sens, når vi lege­de ”tele­fon” som børn. Du ved, dér hvor du stod som en del af en lang kæde. Og én så for­tal­te en histo­rie i den ene ende, som alle i kæden der­ef­ter for­tal­te vide­re til den næste. Men når histo­ri­en var kom­met hen i den anden ende, var den ofte ikke til at gen­ken­de for den, som for­tal­te den oprin­de­li­ge histo­rie.

I sam­me arti­kel stil­ler hun også fem spørgs­mål, der er nyt­ti­ge at have in men­te, hver gang du hører sen­sa­tio­nel­le – og for den sags skyld alle andre – påstan­de i ufo-land.

Hukom­mel­sen er ikke en video­op­ta­ger

Når du husker en hæn­del­se, gen­ska­ber du den ud fra de oplys­nin­ger, du har beva­ret i din hukom­mel­se. Dine egne for­tolk­nin­ger og de oplys­nin­ger, du har fået fra andre bag­ef­ter, vil typisk ind­gå i den gen­ska­bel­se af hæn­del­sen. Der­for kan du plud­se­lig kom­me til at huske detal­jer, der ikke var til ste­de i den oprin­de­li­ge situ­a­tion.

Sam­ti­dig for­tol­ker og for­står vi alt, hvad vi får for­talt i for­hold til det, vi alle­re­de ved, der min­der om det emne, vi får noget for­talt om. Der er en ”meka­nis­me”, jeg har skre­vet mere om i den­ne bog.

Som vi spør­ger, får vi svar

Et godt eksem­pel på, hvor lidt der skal til at ændre på vores hukom­mel­sen, viser et klas­sisk for­søg fra 1974. Her lod psy­ko­lo­ger­ne Eliza­beth Loftus og John Pal­mer del­ta­ge­re se en film med et bil­uheld. Bag­ef­ter fik del­ta­ger­ne spørgs­mål om biler­nes hastig­hed.

Ord­val­get gjor­de en for­skel. Del­ta­ge­re, der fik et spørgs­mål med det kraf­ti­ge engel­ske ord smas­hed, vur­de­re­de hastig­he­den høje­re end del­ta­ge­re, der fik det mere neut­ra­le hit. En uge sene­re sva­re­de fle­re fra smas­hed-grup­pen, at de hav­de set knust glas. Men der var intet knust glas i fil­men.

For­sø­get viser, at spørgs­mål efter en hæn­del­se kan påvir­ke den sene­re beret­ning. I en under­sø­gel­se af en ufo-obser­va­tion er det der­for rele­vant, hvor­dan vid­net bli­ver spurgt. Et spørgs­mål som »Hvor­dan så rum­ski­bet ud?« læg­ger alle­re­de en for­kla­ring ind i det ople­ve­de. »Hvad så du?« giver vid­net mere plads til at beskri­ve ople­vel­sen med egne ord.

Fore­stil dig et tænkt eksem­pel: Du ser tre lys på him­len. Sene­re fore­slår en anden, at lyse­ne sad på et tre­kan­tet far­tøj. Når du gen­for­tæl­ler ople­vel­sen, kan den idé kom­me til at præ­ge din beskri­vel­se. Der­for er det vig­tigt at få afkla­ret, om du så en sam­men­hæn­gen­de over­fla­de mel­lem lyse­ne, eller om tre­kan­ten var skabt af tre af hin­an­den uaf­hæn­gi­ge lys. F.eks. tre Star­link-satel­lit­ter, der reflek­te­re­de sol­ly­set på sam­me tid.

Du kan huske oplys­nin­gen og glem­me dens ophav

Du ken­der måske en ufo-histo­rie så godt, at du kan gen­gi­ve dens vig­tig­ste detal­jer. Men hvor stam­mer de fra? Et sam­ti­digt doku­ment? Et inter­view man­ge år sene­re? En bog, der byg­ger på det inter­view?

Psy­ko­lo­ger bru­ger begre­bet sour­ce moni­tor­ing om de pro­ces­ser, der hjæl­per dig med at afgø­re, hvor en erin­dring eller oplys­ning kom­mer fra. Her kan der ske fejl. Du kan for­veks­le noget, du selv ople­ve­de, med noget, du sene­re fik for­talt eller fore­stil­le­de dig. Eller så i en film.

Det gør kil­de­hen­vis­nin­ger til mere end en for­ma­li­tet. Hvis du ikke kan fin­de opha­vet til en oplys­ning, kan du hel­ler ikke afgø­re, om den byg­ger på en fak­tisk begi­ven­hed, et ryg­te eller en sene­re for­tolk­ning.

Gen­ta­gel­ser kan gøre pro­ble­met stør­re.

Psy­ko­lo­gi­pro­fes­sor Lisa Fazio og hen­des kol­le­ger viste i 2015, at gen­tag­ne udsagn tit bli­ver vur­de­ret som mere san­de. Det gæl­der også for udsagn, som del­ta­ger­ne har viden til at gen­nem­skue. Det kal­des den illu­so­ri­ske sand­hed­s­ef­fekt.

Så hvis en påstand bli­ver hørt så meget, at den efter­hån­den føles vel­kendt, bør du der­for under­sø­ge, om doku­men­ta­tio­nen også er ble­vet bed­re. Du kan have hørt den sam­me påstand man­ge gan­ge uden at have fået én ny oplys­ning, der støt­ter den.

Fle­re kil­der kan have deres viden fra det sam­me sted

En for­tæl­ling duk­ker op i en podcast. Et medie skri­ver om podca­sten. En anden podcast hen­vi­ser til medi­ets arti­kel. Til sidst møder du for­tæl­lin­gen så man­ge ste­der, at den vir­ker bekræf­tet fra fle­re sider.

Men følg hen­vis­nin­ger­ne til­ba­ge. Måske ender de alle hos den sam­me per­son, som gen­gi­ver noget, en unavn­gi­ven kil­de har for­talt den pågæl­den­de. Der­ved får du fle­re ver­sio­ner af den sam­me for­tæl­ling.

Det er sær­ligt rele­vant for påstan­de om hem­me­li­ge ufo-pro­gram­mer, bjær­ge­de far­tø­jer og væse­ner. Spørg, om den per­son, du lyt­ter til, selv har set det omtal­te mate­ri­a­le. Eller om per­so­nen har læst et doku­ment, hørt en mundt­lig beret­ning eller dra­get sin egen kon­klu­sion?

Soci­a­le medi­er gør det let at spre­de en histo­rie, før dens ophav er under­søgt. I en under­sø­gel­se fra 2018 ana­ly­se­re­de den aka­de­mi­ske resear­cher og pro­fes­sor i data­lo­gi Sor­oush Vosoug­hi og hans kol­le­ger omkring 126.000 histo­ri­er, der blev delt på Twit­ter fra 2006 til 2017. Histo­ri­er­nes sand­heds­vær­di blev der­ef­ter vur­de­ret ved hjælp af uaf­hæn­gi­ge fak­tatjek.

Det mest over­ra­sken­de ved under­sø­gel­sen var, at fal­ske histo­ri­er spred­te sig hur­ti­ge­re og kom bre­de­re ud end san­de.

Det under­stre­ger, hvor­for stor udbre­del­se ikke i sig selv for­tæl­ler dig, om en histo­rie er rig­tig.

Fem spørgs­mål til sen­sa­tio­nel­le påstan­de

Men hvor­dan gen­nem­sku­er du, om en påstand er sand eller falsk?

På bag­grund af oven­stå­en­de eksemp­ler anbe­fa­ler psy­ko­lo­gen, Jen­ni­ce Vil­hau­ers, i sin arti­kel afslut­nings­vist, at du med for­del kan bru­ge dis­se fem spørgs­mål, før du accep­te­rer, deler eller støt­ter op om nog­le af de man­ge sen­sa­tio­nel­le påstan­de, der fin­des i ufo-land.

1. Hvor tæt er kil­den på hæn­del­sen?

Find frem til den per­son eller det mate­ri­a­le, som oplys­nin­ger­ne oprin­de­ligt stam­mer fra.

En per­son kan være første­hånds­vid­ne til en sam­ta­le uden at være første­hånds­vid­ne til det, sam­ta­len hand­le­de om. ”Jeg hør­te en offi­cer for­tæl­le om et bjær­get far­tøj” doku­men­te­rer der­for noget andet end ”Jeg var selv til ste­de ved bjærg­nin­gen”.

Spørg også, hvor­når den før­ste beret­ning blev nedskre­vet eller opta­get. Et inter­view efter fle­re årti­er bør sam­men­hol­des med de kil­der, der fin­des fra tiden lige omkring hæn­del­sen.

2. Hvad blev der set, og hvad blev udledt?

”Jeg så et lys bevæ­ge sig hen over him­len” beskri­ver en iagt­ta­gel­se.

”Jeg så et rum­skib” er en for­kla­ring.

Det sam­me gæl­der udsag­net ”Det var en pla­net”.

Men også en skep­tisk for­kla­ring kræ­ver støt­te. Pas­ser pla­ne­tens posi­tion med tids­punk­tet og ret­nin­gen? Pas­ser pla­net-for­kla­rin­gen med det øvri­ge for­løb?

Vær opmærk­som på skøn over stør­rel­se, afstand og fart. Hvor­vidt der er tale om et lil­le lys tæt på eller et stort lys langt væk kan være svært at skel­ne, når de ses på en mørk nat­te­him­mel. En ople­vel­se af høj fart er der­for ikke auto­ma­tisk en måling af høj fart.

3. Hvil­ke detal­jer er kom­met til under­vejs?

Sam­men­lign den tid­lig­ste ver­sion, du kan fin­de, med sene­re udga­ver.

Er der kom­met fle­re vid­ner? En tyde­li­ge­re form? Nye oplys­nin­ger om yder­li­ge­re hand­lin­ger? Eller er et for­be­hold for­s­vun­det, så en mulig­hed nu bli­ver omtalt som en kends­ger­ning?

Nye detal­jer kan skyl­des, at nye kil­der er duk­ket op, eller at vid­net ikke blev spurgt om dem før­ste gang. De kan også være kom­met til gen­nem gen­for­tæl­lin­ger. Under­søg, hvor de enkel­te dele (”fak­ta”) i for­tæl­lin­gen stam­mer fra, før du bru­ger dem som bevis.

4. Hvor­når blev vid­net så sik­kert?

Et vid­ne kan udtryk­ke langt stør­re sik­ker­hed i et sene­re inter­view end i sin før­ste beret­ning. Spørg, hvad der er sket imel­lem de to inter­views.

I for­søg offent­lig­gjort i 1998 viste Gary Wells og Amy Brad­fi­eld, at bekræf­ten­de til­ba­ge­mel­din­ger efter en fejl­ag­tig udpeg­ning af en skyl­dig kun­ne øge vid­ners sik­ker­hed. Til­ba­ge­mel­din­ger­ne påvir­ke­de også deres sene­re beskri­vel­se af, hvor godt de hav­de set per­so­nen i situ­a­tio­nen.

Det bety­der ikke, at et sik­kert vid­ne er uden vær­di. Det bety­der, at du bør ken­de vid­nets og for­tæl­lin­gens for­hi­sto­rie. Sik­ker­hed regi­stre­ret straks efter ople­vel­sen giver dig et andet udgangs­punkt end sik­ker­hed opstå­et efter man­ge sam­ta­ler, inter­views og bekræf­tel­ser.

For oftest opstår sik­ker­he­den først, når vid­net får for­tol­ket den histo­rie, det har hørt.

5. Hvil­ken inter­es­se har for­tæl­leren i for­tæl­lin­gen

Under­søg, om for­tæl­lin­gen giver afsen­de­ren opmærk­som­hed, ind­tægt eller støt­te til en bestemt sag. Er der en bog på vej? Et fored­rag, et abon­ne­ment eller en orga­ni­sa­tion, der skal have med­lem­mer?

Sådan­ne inter­es­ser gør ikke påstan­den for­kert. Men de kan give en grund til at under­sø­ge, hvor­dan oplys­nin­ger­ne bli­ver udvalgt, og hvor­for de bli­ver præ­sen­te­ret, som de gør.

Brug sam­me måle­stok på skep­ti­ke­re. Et ønske om at afli­ve en ufo-histo­rie kan også føre til en for­ha­stet kon­klu­sion.

Skep­sis kræ­ver plads til et ube­sva­ret spørgs­mål

Selv­om du for­sø­ger, er det ikke altid, du kan få et brug­bart svar på alle de fem spørgs­mål oven­for. Så når oplys­nin­ger­ne ikke ræk­ker til en sik­ker afkla­ring, bør kon­klu­sio­nen afspej­le det.

En uopkla­ret beret­ning er ikke i sig selv doku­men­ta­tion for noget ekstra­or­di­nært. Og forsk­ning i hukom­mel­ses­fejl giver hel­ler ikke grund­lag for at afvi­se et bestemt vid­ne uden at under­sø­ge sagen nær­me­re.

Du behø­ver der­for ikke væl­ge mel­lem at tro på hele for­tæl­lin­gen eller at for­ka­ste den. Du kan tage ople­vel­sen alvor­ligt, under­sø­ge dens kil­der og lade de ube­sva­re­de spørgs­mål stå åbne.

Det gæl­der også, når du selv hæl­der til en bestemt for­kla­ring. For din egen for­tæl­ling skal kun­ne hol­de til de sam­me spørgs­mål, som du stil­ler til andres.