Stik imod hvad mange tror, er mobiltelefonens kamera elendig til at tage ufo-billeder. Derfor har den svært ved at afsløre formen på noget, der er småt, flyver langt væk eller måske kun ses som en lysprik på en mørk himmel.
Af Benny Christen Grandahl med bidrag fra Karsten Bomholt
Artiklen indeholder AI-genererede modeller.
For nyligt kunne du høre den danske astronaut Andreas Mogensen undre sig over, at der ikke blev fremvist mere tydelige ufo-billeder, når vi stort set alle samme går rundt med et ”high definition kamera i lommen”.
Selv astronauter kan ikke vide alt. Kilde: TV2
Det er der faktisk en god grund til. For et mobilkamera er optimeret til at give gode billeder af et objekt, der er tæt på kameraet. Hvorimod et fjernt objekt eller et lys på himlen i praksis ender med at fylde få pixels på det billede eller den video, du tager.
Samtidig sætter objektivets størrelse i mobilkameraet en fysisk grænse for, hvor fine detaljer kameraet kan skelne.
Og hvis du zoomer kraftigt ind, er det oftest kameraets usikkerhed der bliver mere synlig. Ikke det, du tager et billede af. Lyspletten eller den fjerne genstand kom godt nok til at fylde mere på skærmen – men du kommer ikke til at se flere detaljer på den.
Et stort objekt på afstand fylder ganske få pixels på billedet
Det afgørende er ikke kun, hvor stort objektet er i virkeligheden. Det afgørende er, hvor stort det ser ud fra kameraets placering.
Et objekt på ti meter i bredden lyder måske stort. Men befinder det sig ti kilometer væk, fylder det kun, hvad der svarer til en vinkel på cirka 0,057 grader på himlen.
Så hvis mobilkameraet tager et UHD-billede på 3840 × 2160 pixels og har et vandret synsfelt på 70 grader, bliver de 0,057 grader fordelt over cirka tre pixels.
Kameraet har altså kun omkring tre pixels til at gengive hele objektets bredde. Det er nok til at registrere en lysplet, men ikke til at vise en skrogform, vinduer, vinger eller andre små detaljer.
Et ti meter bredt objekt på ti kilometers afstand fylder kun omkring tre pixels på tværs i dette regneeksempel.
Objektivet sætter også en fysisk grænse
Selv hvis telefonen havde uendeligt mange pixels, ville den ikke kunne vise uendeligt små detaljer.
Lys bøjes og spredes en smule, når det passerer gennem objektivets åbning. Derfor bliver et enkelt lyspunkt ikke gengivet som et matematisk perfekt punkt, men som en lille lysplet.
Så hvis objektet består af to lyspletter tæt på hinanden, flyder deres lyspletter sammen. Så hvis lyspletterne – eller andre detaljer – sidder for tæt på hinanden, kan objektivet ikke gengive dem som to separate elementer.
Denne fysiske grænse beskrives af det såkaldte Rayleigh-kriterie.
Har dit mobilkamera en effektiv objektivåbning på 2,3 millimeter, og befinder objektet sig i en afstand af ti kilometer, skal de enkelte detaljer på objektet ligge minimum 2,9 meter fra hinanden, før mobilkameraet kan skelne dem. I teorien.
For i virkeligheden bliver resultatet som regel dårligere. Fokusfejl, dine hænders bevægelse, atmosfærisk uro, støj og telefonens billedbehandling reducerer detaljerne yderligere.
I dette eksempel kan objektivet under ideelle forhold netop skelne to lyspunkter, der ligger 2,9 meter fra hinanden på ti kilometers afstand.
Digital zoom gør ikke motivet tydeligere
Når et lille objekt kun fylder tre pixels, kan digital zoom gøre de tre pixels større på skærmen. Men forstørrelsen kan ikke hente detaljer frem, som kameraet aldrig har registreret.
Hvis telefonen forstørrer motivet ti gange, kan de oprindelige tre pixels komme til at fylde omkring 30 pixels. Det betyder ikke, at kameraet nu har registreret 30 pixels med uafhængige oplysninger om objektet. Det har blot forstørret og bearbejdet de oprindelige billeddata. Så du ser tre store firkanter – som hver repræsenterer en af de tre pixels, objektet oprindeligt fyldte på billedet.
Telefonens software kan udglatte firkanterne, øge kontrasten og tegne skarpere kanter. Resultatet kan se mere detaljeret ud uden at indeholde flere virkelige detaljer.
Her er optisk zoom bedre, fordi et zoomobjektiv får det fjerne motiv til at fylde flere pixels allerede under optagelsen. Mobiltelefoner med optisk zoom kendes på, at de har flere kameralinser på bagsiden.
Men også zoomobjektivet er begrænset af objektivets åbning, fotosensorens størrelse, lysmængden og fokuseringen. Og tager du billedet på en mørk himmel, vælger nogle telefoner automatisk at bruge hovedkameraet og laver derefter en digital beskæring, selvom du har valgt et af de indbyggede teleobjektiver i mobiltelefonen. Det sker, fordi hovedkameraet ofte opsamler mere lys end telefonens mindre zoomobjektiver.
Et lys på nattehimlen er særligt vanskeligt
Samtidig er en næsten sort himmel og en kraftig lysprik er noget af det vanskeligste, du kan udsætte et mobilkamera for.
Hvis lyset bliver overeksponeret, registrerer kameraet en hvid plet uden information om farve og struktur. Er kameraet samtidig en smule ude af fokus, kan pletten vokse til en skive eller ring.
Samtidig kan små bevægelser i hånden trække lyset ud til en streg eller bue. Eller få lysprikken til at bevæge sig rundt på billedet eller videoen Og urolig luft kan få især stjerner tæt på horisonten til at flimre og skifte farve.
Det hele kompliceres yderligere af, at mobilkameraets fotoalgoritmer hele tiden forsøger at skabe et pænt og tydeligt billede. F.eks. ved at kombinere flere optagelser, reducere støj, øge kontrasten og fremhæve kanter.
Det virker godt på et ansigt eller et landskab, hvor softwaren har masser af detaljer at arbejde med.
Men en udbrændt lysplet mod en sort baggrund indeholder næsten ingen sikre detaljer. Derfor risikerer billedbehandlingen at skabe ringe, farvede kanter og skiftende former, som stammer fra kameraet, og ikke fra objektet.
Når en lille lysprik bliver til en stor pulserende eller metallisk skive på skærmen, har du derfor ikke nødvendigvis afsløret objektets form. Du ser ofte et forstørret billede af optikkens uskarphed, kameraets bevægelse og telefonens forsøg på at fortolke et meget begrænset signal.
Mobiloptagelsen kan stadig være værdifuld
Et uklart mobilfoto er ikke nødvendigvis værdiløst. Det kan dokumentere tidspunkt, retning, varighed, lysmønster og bevægelse i forhold til omgivelserne. Det kan også være med til at identificere et fly, en satellit, en planet eller et andet kendt fænomen.
Men mobilen er normalt bedre til at dokumentere hændelsens sammenhæng end til at afsløre formen på et lille objekt langt væk.
Du får den bedste dokumentation, hvis du:
- begynder optagelsen ved 1× og får horisont, træer eller bygninger med
- holder telefonen så stille som muligt, eller hviler armen på et stabilt underlag
- undgår voldsom digital zoom
- sænker eksponeringstiden, hvis lyset bliver helt hvidt
- gemmer og sender originalfilen ind til os, hvis du vil have os til at undersøge billedet
- noterer, hvad du så med øjnene, og hvordan det adskilte sig fra billedet.
Et mobilfoto kan altså vise, at der var noget på himlen. Men hvis det du fotograferer, kun fylder ganske få pixels, kan billedet sjældent fortælle, hvordan objektet rent faktisk så ud.
Vil du nørde mere med vinkelstørrelser, kameraets synsfelt, Rayleigh-kriteriet, typiske fejl på mobilbilleder og forskellige former for zoom, kan du med fordel læse den fulde tekniske gennemgang af svaret på, hvorfor mobiltelefonen er elendig til at tage ufo-billeder.
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?

Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.

Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.