I flere sæsoner af podcasten Flyvende Tallerken har der været episoder med piloter, som fortalte om underlige lys højt oppe over flyene, der foretog sig besynderlige manøvrer på himlen. Men endnu engang var det Elon Musk, der stod bag.
Af Benny Christen Grandahl – med bidrag fra Karsten Bomholt
Det er ikke kun herhjemme, at erfarne piloter har undret sig over besynderlige lys højt oppe i atmosfæren eller lige ude i rummet, der synes at bevæge sig i mærkelige mønstre på himlen over dem mod nord-nordvest. Og mystikken har ganske rigtigt været stor. For ud fra piloternes beretninger lød det virkelig til, at der foregik noget virkelig ekstraordinært lige på kanten til verdensrummet.
Faktisk begyndte erfarne piloter i USA allerede at rapportere om denne type lysfænomener i 2022. Og siden har masser af piloter over hele verden fortalt om lys, der bevægede sig i cirkulære eller ovale mønstre – som mindede lidt om formen på en racerbane. Og det hele syntes altid at foregå i nøjagtigt det samme område af himlen.
Et nyt fænomen, der kun kan ses af forholdsvis få
Umiddelbart lyder det da også som noget, der ikke burde have en naturlig forklaring. Jeg har i hvert fald selv undret mig over, hvad katten der kunne være tale om. For det lød bestemt ikke som noget, vi nogensinde havde hørt om før i de mere end 18.000 ufo-rapporter, vi siden 1957 har indsamlet i nærværende forening.
Når det kommer til stykket, er forklaringen – ”som altid”, fristes jeg til at sige – faktisk ret jordnær. Men grunden til mystikken skyldes i høj grad, at der er tale om et forholdsvist nyt og meget lidt kendt fænomen, skabt af en ny teknologi, der har fået større og større udbredelse i løbet af de seneste 8–9 år. Samt, at fænomenet bedst kan ses i en pæn højde over jordoverfladen, hvor det kun er piloter, der har frit udsyn til det.
Og det er Elon Musk og hans Starlink-satelitter, der – igen fristes jeg til at sige ”som altid” – står bag.
Derfor har fænomenet fået navnet ”Starlink Racetrack UAPs”. En lidt forvirrende betegnelse, hvis du tror, du ved, hvordan Starlink satellitter bevæger sig på himlen.
Men det gør de færreste. Inklusiv undertegnede, skulle det vise sig.
Hvad er “Starlink Racetrack UAPs”-fænomenet?
Det, piloterne i virkeligheden ser, er ikke objekter, der ændrer kurs. Det er refleksioner af sollys fra satellitter i lavt kredsløb – også kaldet satellite flares.
I dette tilfælde er der tale om flares fra Starlink-satellitter.
Når Starlink-satellitterne står i den rette vinkel i forhold til Solen og observatøren, fungerer deres flade overflade i bunden nemlig som et spejl, der reflekterer sollyset. Resultatet er korte, kraftige lysglimt – eller gentagne opblussen – der får dem til at ligne et selvlysende objekt.
Og fordi satellitterne følger forholdsvis tæt efter hinanden, bliver de oplyst af solen efter tur. Det skaber en række lysglimt hurtigt efter hinanden, der kommer så tit, at hjernen forbinder lysglimtene, så du oplever det som ét enkelt objekt i bevægelse.
Da satellitterne samtidig – set fra jorden — bevæger sig i buede baner hen over himlen. Og når de blinker hurtigt efter hinanden langs den samme “bue”, tolker hjernen det som ét objekt, der følger buen – og dermed opstår illusionen af, at objektet drejer.
Særligt når satellitterne står lavt 5–10 grader over horisonten og Solen står 25–30 grader under den, ses fænomenet allermest tydeligt. Ligesom illusionen forstærkes af, at du ikke har nogen faste punkter på nattehimlen, der gør det muligt at vurdere afstanden og hastigheden korrekt. Hvilket fremmer oplevelsen af, at lysene dukker op, forsvinder, ændrer retning og varierer i lysstyrke.
Se Mick Wests forklaring mere visuelle forklaring på de såkaldte ”Starlink Racetrack UAPs” her.
Det handler om den måde, Starlink-satellitterne leverer internet på
Grunden til at Starlink-satellitterne kredser i et så tæt netværk over jorden, handler om den måde, Starlink-satellitterne leverer internetforbindelse til folk nede på jorden. For satellitterne ligger jo ikke i et geostationært kredsløb om jorden, så du som internetkunde kan nøjes med at pege din Starlink-parabol mod en fast satellit.
I stedet flyver satellitterne i et forholdsvist lavt kredsløb i ca. 550 km’s højde: Det betyder, at hver enkelt satellit passerer hen over din position på jorden på ganske få minutter.
Derfor skal satellitterne ligge så tæt i deres kredsløbsbane, at der altid er flere satellitter synlige på himlen på samme tid. Derved kan parabolmodtageren skifte mellem de forskellige satellitter på brøkdele af et sekund, uden du kan mærke det på internetforbindelsen.
Så når den ene satellit er på vej væk, overtager den næste i rækken forbindelsen.
Satellitterne kommunikerer også internt
Fra satellitterne er der også forbindelse til de jordstationer i Starlink-netværket, der skaber forbindelse til internettet på jorden. Forbindelsen til og fra jordstationen går tit gennem flere Starlink-satellitter på sin vej til og fra dig som internetkunde. Det sker typisk ved hjælp af laserlinks mellem de enkelte satellitter.
Resultatet er, at du oplever en stabil internetforbindelse – selvom den i virkeligheden hele tiden hopper fra satellit til satellit.
Hvorfor ser piloter det oftere end andre?
Når fænomenet er så forholdsvist ukendt for almindelige mennesker, skyldes det, at det ses bedre, når du kommer højere op i atmosfæren.
Derfor befinder piloter i rutefly sig i den helt perfekte observationsposition.
De flyver nemlig typisk i 10–12 km højde, har fri udsigt mod horisonten, og kan se direkte mod solopgangen eller solnedgangen
Det skaber præcis den geometriske placering, hvor refleksionerne opleves kraftigst. Samtidig sker observationerne ofte i mørke omgivelser, der gør kontrasten endnu tydeligere.
Derfor er det ikke overraskende, at mange af rapporterne kommer fra netop piloter – fordi de ser noget, der kun i sjældne tilfælde kan ses fra jorden.
Du kan dog også i nogle tilfælde se fænomenet, hvor du f.eks. opholder dig på et bjerg i en pæn højde over havet, eller et sted hvor luften er meget klar, og der ikke er nogen nævneværdig lysforurening.
Hvorfor ses de ofte mod nordvest?
Der er også en god, ret konkret forklaring på, hvorfor piloterne oftest ser fænomenet mod nordvest.
Det handler igen om geometri.
Starlink-satellitter kredser i baner, der hælder ca. 53 grader i forhold til ækvator. Det betyder, at de ofte bevæger sig fra sydvest mod nordøst – eller omvendt – set fra den nordlige halvkugle.
Så når satellitterne bevæger sig ind i skumringszonen, hvor de stadig er oplyst af Solen, observatøren befinder sig i mørke i den rigtige højde over jordoverfladen, og Solen står lavt – 25°-30° – under horisonten mod nordvest lige efter solnedgang, rammer sollyset satellitternes flade bundflader i den perfekte vinkel, hvorfor refleksionerne virker ekstra kraftige.
Tilsvarende kan du på den nordlige halvkugle typisk set det samme fænomen mod nordøst lige før solopgang. Og på den sydlige halvkugle sker præcis det samme – bare spejlvendt. Her kan fænomenet opleves henholdsvis mod sydvest eller sydøst.
Altså er det ikke satellitterne, der bestemmer, hvor på himlen fænomenet opstår. Det er sollyset, tidspunktet på dagen og hvilken halvkugle du befinder dig på, der bestemmer, hvor du ser fænomenet.
En moderne version af et gammelt problem
Fænomenet er i princippet ikke nyt. Allerede Iridium-satellitter skabte lignende “flares” i 1990’erne.
Det nye er oplevelsen af de avancerede bevægelsesmønstre. For med tusindvis af Starlink-satellitter i tæt kredsløb omkring jorden kan du opleve gentagne, koordinerede refleksioner, der skaber komplekse mønstre – herunder “racetrack”-illusionen.
Ingen kan vide alt
“Starlink racetrack UAPs” er et godt eksempel på, hvor let selv professionelle observatører kan blive snydt. Ikke fordi de er uvidende. Men fordi de observerer et reelt, fysisk fænomen under usædvanlige forhold, som de ikke er bekendt med, og fordi fænomenet er relativt nyt. Samt fordi årsagen til fænomenet ligger pænt udenfor deres eget fagområde. Ligesom mange afviser det som forklaringen, fordi de mener, de allerede ved alt om Starlink-satellitter. Ligesom jeg selv gjorde.
Altså, er det ikke objekterne, der opfører sig mærkeligt. Eller piloterne, der er uvidende.
Det er de hurtige, gentagende lysreflektioner efter hinanden – og måden hjernen fortolker det på – der skaber det opsigtsvækkende bevægelsesmønster, der kan få selv garvede piloter til at tro, at der foregår noget virkeligt ekstraordinært over hovedet på dem.
Og nu ved du hvorfor, og hvordan det foregår.
Læs og hør mere her:
- Afsnittet af Flyvende Tallerken, som forklaringen omtales i: https://www.dr.dk/lyd/special-radio/flyvende-tallerken/flyvende-tallerken-2026/lytterspoergsmaal-og-nye-ufo-filer-16122692019
- Kortfattet og ret letforståelig introduktion: https://skyandtelescope.org/astronomy-news/starlink-flares-can-fool-anyone-even-airline-pilots/
- Den mere nørdede forklaring: https://www.metabunk.org/threads/why-racetrack-ufos-are-mostly-starlink-flares.12714/
- En lige så nørdet uddybning: https://www.metabunk.org/threads/why-are-starlink-racetrack-flares-mostly-reported-from-planes.12720/page‑9
- En mere beskrivende forklaring, der også sætter fænomenet i en historisk kontekst: https://skepticalinquirer.org/2023/02/the-great-starlink-racetrack-ufo-flap-of-2022/
- Et ret teknisk tungt videnskabeligt papir om fænomenet: https://arxiv.org/abs/2403.08155
- Endnu et teknisk tungt videnskabeligt papir om fænomenet: https://arxiv.org/abs/2405.13091
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:

Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.

Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.

