Den 20. januar 2026 inviterede dokumentaristen James Fox til pressemøde i National Press Club i Washington D.C. med fokus på Varginha-sagen fra Brasilien (1996) – samt en “del 2”, der forsøgte at koble sagen til den amerikanske UAP-/whistleblower-fortælling.
Af Benny Christen Grandahl
I ufo-kredse har National Press Club i Washington D.C. haft en nærmest ikonisk status, siden den i maj 2001 lagde lokaler til den såkaldte Disclosure Project-pressekonference arrangeret af Dr. Steven M. Greer. Konferencen blev et enormt tilløbsstykke. Og skabte efterfølgende masser af avisoverskrifter.
Så med valget af samme lokation til sit stort anlagte Varginha-pressemøde, signalererede dokumentaristen James Fox på forhånd, at han håbede på at have noget, der ville være lige så skelsættende. Og kunne sætte et lige så stort fodaftryk i medierne, som det lykkedes Steven Greer dengang.
Fox har fulgt Varginha-sagen i mange år
James Fox er nok især kendt fra sine ufo-dokumentarfilm Out of the Blue (2003), The Phenomenon (2020) og Moment of Contact (2022). Sidstnævnte blev 2025 fulgt op af en “udvidet” version med undertitlen New Revelations of Alien Encounters.
Moment of Contact og opfølgeren handler om den såkaldte Varginha-sag fra Brasilien. Og det var også den, der var hovedemnet for pressemødet, der meget passende blev afholdt på 30 årsdagen for den påståede hændelse, der startede sagen.
Til mødet havde James Fox samlet en række både gamle og nye vidner, herunder en neurokirurg og en retsmediciner der angiveligt havde førstehåndskendskab til sagen. De havde henholdsvis set en af de indfangede aliens, og undersøgt liget af den militærpolitibetjent, der skulle være afgået ved døden af en multiresistent infektion, han var blevet smittet med efter nærkontakt med et af de indfangede væsner.
Varginha er en mellemstor by omkring 350 km nordvest
for Rio de Janeiro (Kilde: UFO-nyt 2–1996 side 12).
Varginha-sagen kort fortalt
I januar 1996 bliver byen Varginha i delstaten Minas Gerais centrum for en af Brasiliens mest omtalte ufo-sager. Det hele starter d. 20. januar 1996. Her fortæller 3 kvinder, at de i bydelen Jardim Andere ser en lille, sammenkrøbet skabning ved en mur på et lidt øde sted i bydelen. Skabningen har nogle usædvanlige træk og en markant “ikke-uhyggelig” fremtoning.
Noget i denne stil portrætteres det væsen, som tre kvinder skulle have set i bydelen Jardim Andere i Varginha.
Du har sikkert hørt Varginha-sagen omtalt som “Brasiliens Roswell”. For i tiden efter episoden med den sammenkrøbne skabning vokser fortællingen gevaldigt.
Kort efter kom det frem, at flere vidner efter sigende en uges tid forinden have set et “flyvende objekt i problemer”, der fløj hen over byen, og muligvis nødlandede eller styrtede ned. Efterfølgende var der opstået hektisk militær aktivitet i området, hvor både brandvæsen og militærpoliti var involveret. Ligesom der skulle være indfanget et eller flere mystiske væsner, som blev transporteret til et lokalt hospital.
Da en militærpolitibetjent, Marco Eli Chereze, i ugerne efter hændelsen dør af blodforgiftning, bliver hans dødsfald også knyttet til hændelsen. Fordi han angiveligt skulle have været i nærkontakt med en af de indfangede væsner.
Senere igen dukker der så også rygter op om, at et amerikansk transportfly havde hentet både væsnerne (hvoraf et stadig skulle være i live) og vragdelene fra det nedstyrtede fartøj. Og fløjet det til en unavngiven amerikansk militærbase, der husede et af USA’s hemmelige ufo-programmer.
Hvad pressemødet “tilføjede” efter 30 år
Varginha-sagen har efterfølgende levet videre i ufokredse, og er bl.a. blevet gennemgået i en episode af Flyvende Tallerken. Og her 30 år efter fascinerer den fortsat mange.
Her har James Fox spillet en væsentlig rolle – både med sine dokumentarfilm og fund af nye vidner. Og i indbydelsen til pressemødet i National Press Club lovede han, at der nu ville komme endnu flere og endnu tungere vidner på banen: Helt specifikt et vidne til det nedstyrtede objekt, en neurokirurg og en retsmediciner. Samt en udtalelse fra en patolog.
Vidnet til nedstyrtningen
Vidnet til nedstyrtningen hedder Carlos de Souza. Han er geografilærer og ultralet-pilot, og skulle angiveligt være et af de tidligste vidner til det styrt, der skete lige præcis en uge før de tre kvinders møde med det mystiske væsen.
Crash-vidnet Carlos de Souza (Kilde: Skærmbillede var eventen).
13. januar 1996 ser han et cigar- eller cylindrisk formet objekt i problemer i nærheden af byen, hvor der kommer hvid røg fra et tydeligt skår eller en sprække i skroget. Kort efter forsvinder objektet ned mod en gård ved navn Maioli. Carlos de Souza kører efter og fortæller, at han ved ankomsten til området omkring gården oplever en stærk, stikkende lugt (ammoniak eller rådne æg), og at en del af fartøjet ligger ved et træ med vragdele omkring.
Han samler et let fragment op, der minder om “stanniol” (aluminiumfolie), krøller det i hånden – og hævder, at det springer tilbage til sin oprindelige form, da han åbner hånden. Et fysisk kendetegn, der også kendes fra bl.a. Roswell-beretningen.
En soldat kommer derefter hen til ham, truer ham med sit våben og jager ham væk. Senere fortæller han, at han bliver opsøgt af to mænd i en mørk bil, der også truer ham og demonstrerer, at de kender hans navn/adresse – og at bilen ikke har nummerplade. Altså den klassiske MIB-fortælling.
Men uden beviser af nogen art bliver Carlos’ øjnevidneberetning kun en beretning, der ikke kan verificeres.
Neurokirurgen, der så Varginha-væsnet på hospitalet
Helt nye var alle vidnerne dog ikke. F.eks. introducerede James Fox det næste vidne, neurokirurgen Dr. Ítalo Venturelli, i en video sammen med Ross Coulthart for et par måneder siden. Ligesom Venturelli selv har skrevet om sine oplevelser i et kort essay fra 2023.
Fra talerstolen på scenen fortæller Dr. Ítalo Venturelli om, hvordan han en eftermiddag i januar 1996 bliver kaldt ind på et lokalt hospital (Baria Regional Hospital), fordi en kollega akut vil vise ham noget usædvanligt. Kollegaen har et stort videokamera med, og Venturelli bliver ført ind i et improviseret intensivrum. Her bliver han først vist en sort/hvid video på kameraets skærm af noget, der “ligner et barn i en seng”, som ser ud til at have et voldsomt stort vandhoved (hydrocephalus).
Dr. Ítalo Venturelli (Kilde: Skærmbillede var eventen)
Kollegaen peger derefter på en midlertidig afskærmning, bag hvilken væsnet ligger. Venturelli går tættere på og siger, at han “med det samme” kan se, at det ikke er et menneske. På mødet beskriver han det som roligt og bevidst, uden synlige tegn på panik. Dernæst gennemgår han de lægelige fakta ved væsnet, og fortæller bl.a., at det trækker vejret normalt, er ved bevidsthed og ikke udviser nogen blødninger.
Væsnets udseende beskrives “som et 7‑årigt barn” med et lagen over underkroppen. Det har en kridhvid hud, lilla/lyslilla dråbeformede øjne og stort kranium, meget tynde arme, hænder med tre fingre og en “modstående tommelfinger”, samt ingen brystvorter og en lille mund. Altså et udseende, der umiddelbart er noget anderledes end det væsen, de tre kvinder angiveligt skulle have set.
Lægen tilføjer, at han holdt på hemmeligheden i 29 år, og kun har delt den med nogle få lægekollegaer. Men efter et næsten dødeligt hjerteanfald for et par år siden, beslutter han sig for nu at fortælle offentligheden om oplevelsen. Selv om han tidligere har frygtet for konsekvenserne for hans karriere og omdømme.
Det – og øjenvidnet til ufo-styrtet – er uden tvivl pressemødets mest iøjnefaldende nyhed – men samtidig også et af de sværeste at efterprøve, fordi påstanden i praksis ikke kan bevises. Uden den omtalte video fra dengang bliver Venturelli beretning – ligesom vidnet til ufo-styrtet – sådan lidt “Jeg så det. Tro mig”-agtigt.
Retsmedicineren, der undersøgte den døde militærpolitimand, står også frem
Det er også lykkedes James Fox at finde frem til retsmedicineren, der undersøgte den døde militærpolitimand. Og få han til at stå frem på mødet. Hans navn er Dr. Armando Fortunato.
Fortunato forklarede i sit vidneudsagn, at han fik til opgave at foretage obduktionen på den 23-årige militærpolitimand Marco Eli Chereze, fordi dødsfaldet blev vurderet usædvanligt: En ung, ellers rask mand dør af noget, der ligner en “simpel byld i armhulen”.
Retsmedicinerens egen overordnede forklaring på dødsårsagen er, at infektionen udviklede sig ekstremt hurtigt til blodforgiftning med kredsløbskollaps (septic shock) – og at bakterien var meget aggressiv og svær at behandle, fordi den var multiresistent.
Derfor sendte han organstykker og blodprøver fra den afdøde til patologen Dr. João Batista Janini for at få en nærmere laboratorievurdering.
Patologen, som undersøgte vævsprøverne, havde sendt en erklæring
Patologen havde James Fox også fundet frem til. Ligesom han havde tilvejebragt laboratorierapporten i både en portugisisk og engelsk version.
Men på grund af Janinis høje alder, ønskede denne ikke at rejse så langt. Men han havde sendt en skriftlig erklæring, som var blevet oversat, og nu blev læst op på mødet.
I erklæringen fortæller Janini, at hans undersøgelser var begrænset til vævsfragmenter fra obduktionen, og at han senere fik flere grundige rapporter fra forskellige ufologer. På den baggrund ender han med at tilslutte sig en hypotese om, at bakterierne skulle have en “alien” oprindelse.
Afsluttende lægger Janini op til en opgravning (exhumation) af det 30 år gamle lig, så der kan blive foretaget nogle molekylærbiologiske analyser med moderne teknologi.
Der synes at være noget mystik omkring dateringen af de enkelte sider i laboratorierapporten.
Laboratorierapporten fortæller en anden historie
Kigger vi nærmere på laboratorierapporten, viser det sig dog, at der er tale om ret almindelige og meget jordiske – men måske nok aggressive – bakterier. Således indeholder infektionen i armhulen en stafylokok-bakterie (Staphylococcus schleiferi), der bl.a. er meget almindelig hos hunde. Og i prøven fra lungerne findes der en anden jordisk bakteriekultur ved navn Klebsiella aerogenes.
Rapportens konklusion er, at militærpolitimanden er afgået ved døden på grund af blodforgiftning (septicemia) som følge af bakterien Staphylococcus schleiferi.
Så når obduktionsmaterialet peger på helt almindelige jordiske bakterier – og en af dem endda er en stafylokok, der ofte forbindes med dyr, især hos hunde – så er det mere rimeligt at lede efter en jordisk smittekilde end at bruge dødsfaldet som bevis for “nærkontakt” med et ikke-menneskeligt væsen.
Men på mødet bliver denne udlægning af laboratorierapportens prøveresultatet ikke overraskende forbigået i stilhed.
Rod i dokumentets formalia
I øvrigt er der noget rod med datoerne på siderne i den engelske sprogversion af rapporten. Nogle af de første og senere sider er udstedt d. 29. maj 1996, mens senere sider er udstedt d. 16. februar 1996 – tilsyneladende samme dag som rapporten er bestilt og registreret.
Det er ikke i sig selv et bevis for fusk. Men når et dokument har rod i sine basale informationer, øger det risikoen for, at du står med noget, der enten er redigeret eller sakset sammen fra flere forskellige kilder. Det gør ikke automatisk indholdet falsk – men det gør dokumentet til et svagere bevis.
Myndighederne skulle have forsøgt at lægge hindringer i vejen for mødet
På pressemødet blev det også antydet, at de brasilianske og amerikanske myndigheder skulle have forsøgt at lægge forhindringer i vejen for mødet. Bl.a. havde nogle af vidnerne ikke kunnet få visum til indrejse i USA. Hvorfor deres vidneudsagn var blevet optaget i hjemlandet. Og blev afspillet på mødet.
At der var vidner, der ikke kunne få et visum, tillægger jeg dog mere den anspændte situation i forhold til indrejse i USA fra lande i Sydamerika, end at myndighederne skulle have forsøgt at spænde ben for nogen af vidnernes deltagelse.
Anden del af mødet
I anden del af National Press Club-eventen forsøger James Fox at indplacere Varginha i den amerikanske “disclosure”-kontekst.
Bl.a. havde han indkaldt en mand ved navn Kirk McConnell. Han har de seneste 37 år arbejdet for henholdsvis Senatets Forsvarskomité, Senatets Efterretningskomité og Repræsentanternes Hus’ Efterretningskomité. Men gik på pension for knap to år siden.
På scenen fortæller McConnell, hvordan flere senatorer og deres stab bag lukkede døre har fået briefinger om crash retrievals, reverse engineering og “non-human beings” – og at Varginha derfor ikke bør ses som en isoleret, brasiliansk særhistorie.
Derefter kom kongresmedlem Eric Burlison på talerstolen. Han gentog sin velkendte politiske pointe med, at hvis staten ligger inde med viden om, at “vi er ikke alene”, bør det ikke tilbageholdes af hensyn til prestige eller interne regeringsprogrammer. Samtidig henstillede han til, at kongressen ville vedtage ”the UAP Disclosure Act” og en særlig lovgivning, der kunne beskytte whistleblowers bedre.
Den pensionerede U.S. Air Force oberst Fred Clawson (Kilde: Skærmbillede var eventen).
Endelig hørte vi også fra den pensionerede U.S. Air Force oberst Fred Clawson. Han fortæller, at der ifølge de brasilianske myndigheder og en flyveleder ved navn Marcos Ferz, var et US Air Force C‑17 fragtfly, der skulle være landet på Viracopos Airport i Campinas omkring d. 20. januar 1996. Det skulle have hentet en usædvanlig last, og var så returneret til en amerikansk lokation. Uden dog at komme med yderligere kilder eller nogen anden form for dokumentation for sine påstande.
Derefter forsøger han at skitsere, hvilket ”paper trail” en USAF-fragtflyvning ville efterlade sig, hvis den havde transporteret de indfangede aliens (døde som levende) og det nedstyrtede fartøj til USA.
Men selv om han slynger om sig med fagudtryk som ”tasking-ordrer”, ”flight plans”, ”tanker-støtte” og forskellige logfiler, kommer der ikke noget som helst fysisk bevis frem i form af faktiske dokumenter fra den formodede flyvning. Hele seancen bliver i stedet præsenteret som en idé til, hvad du burde kunne grave frem via FOIA-requests til forskellige myndigheder
Her tilføjer James Fox, at de har forsøgt at gå FOIA-vejen tilbage i 2022. Men at han efter 3 år havde fået et afslag fra CIA på grund af ”the 1949 National Security Act”.
Påstande bliver ikke til beviser, fordi de bliver sagt på en scene
På mange måder er Varginha-sagen et godt eksempel på, at hvis ingen giver os en fortælling om, hvad det er, vi eller andre oplever, skaber vi den selv. På den måde blev fire måske uafhængige hændelser omkring den samme dato spundet sammen til en samlet fortælling.
Er fire måske uafhængige hændelser omkring den samme dato spundet sammen til en samlet fortælling.
Senere støder der så flere oplysninger og formodninger til fra forskellige vidner, som understøtter den samlede fortælling. Og øger sandsynligheden for, at der er noget om snakken. Og med de nye vidner, der blev præsenteret ved eventen, får sagen fornyet opmærksomhed.
Men skal Varginha-sagen løftes ud af ufo-miljøets evige genfortælling, kræver det noget, pressemøder sjældent giver: Dokumentation og data med en sporbarhed, der giver mulighed for uafhængig efterprøvning og verifikation af de fremlagte påstande.
Flotte rammer skaber hverken autoritet eller øget troværdighed
Ved at vælge National Press Club som rammen om de seneste tilføjelser til fortællingen, skabes der en atmosfære af vigtighed og autoritet. Med et strejf af historiens vingeslag. Uden at det skaber nogen form for evidens. Eller øger troværdigheden.
For som med resten af fortællingen, mangler der enhver form for dokumentation. Udover laboratorierapporten om den døde militærpolitimand, der højst sandsynligvis ikke har nogen som helst tilknytning til resten af fortællingen. Ligesom vi ikke har nogen sikkerhed for, at de andre dele er forbundet på nogen måde.
Og selv om en geografilærer og en neurokirurg siger “jeg så noget”, får du allerhøjst et par interessante vidneudsagn. Havde f.eks. neurokirurgen haft en kopi af den video, han fortalte, han havde set dengang, ville der have været et mere håndfast bevis. Omend vi jo før har set ”spændende” videoer fra den tidsperiode i form af f.eks. den påståede obduktionsvideo af et alien-lig fra Roswell.
Hvor nemt vil det være at genoptage efterforskningen efter 30 år?
Undervejs i Varginha-eventen i National Press Club er der flere – bl.a. patologen – som opfordrer til, at efterforskningen af sagen genoptages – også selv om der er gået 30 år.
Det er nemt at sige, men vil næppe fremskaffe solide beviser på noget som helst. For efter 30 år får du typisk:
- Vidneudsagn, der er farvet af tid, medier og det, folk har hørt om sagen for andre.
- Dokumenter, der er er blevet væk, eller som det er svært at afgøre, om hører til sagen.
- En masse rygter, formodninger og efterrationaliseringer, der er svære at adskille fra fakta.
- Biologiske rester – f.eks. fra militærpolitimanden – der reelt set ikke kan bruges til noget.
For efter 30 år i jorden, vil der næppe være nogle brugbare DNA- eller bakteriespor. De er enten blevet nedbrudt af tidens tand. Eller også er materialet bliver forurenet af mikroorganismer i den jord, liget har været begravet i. Derfor vil det være meget problematisk at skelne mellem hvad der stammer fra dengang, og hvad der er kommet til i de mellemliggende år.
Men ja, moderne retsgenetik kan nogle gange identificere personer ud fra meget gammelt materiale – også efter mere end 30 år. Men identifikation er ikke det samme som, at det kan bevise en spektakulær, biologisk hypotese. Den kræver langt strengere kontrol af forsøgsresultaterne for forurening og sporbarhed end prøvematerialet kan leve op til.
Og så er der lige en sidste, banal, men meget vigtig detalje: Ingen ved med sikkerhed, om graven stadig er der i samme form, med samme markering, samme placering og samme indhold. Flytninger, genbegravelser og administrative fejl sker. Og typisk sløjfes grave på mange kirkegårde efter væsentligt mindre end 30 år.
Så selv om det er nemt at sige, når du står på scenen, og vil piske en stemning op, vil det næppe tilvejebringe nogle revolutionerede beviser.
Roswell-tricket: Efter 30 år er det meste glemt
Altså står Varginha-sagen på ingen måde stærkere end før. Samtidig indskriver den sig i en velkendt tradition for, at der dukker nye vidner op, omkring 30 år efter en ufo-relateret hændelse skulle have fundet sted.
For som mange nok husker, gik der også lige omkring 30 år, før ”nye og ændrede vidneudsagn” i slutningen af 1970’erne for alvor gav luft under vingerne på myten om Roswell-styrtet. En begivenhed, der ellers ikke havde skabt mange avisoverskrifter, siden det amerikanske flyvevåben fortalte, de var kommet i besiddelse af en ”flyvende skive” i det lokale dagblad i Roswell. Og efterfølgende dementerede det dagen efter.
Hvorfor er det smart? Fordi 30 år er præcis længe nok til, at de fleste som oplevede eller hørte om noget dengang, er døde. Eller at eventuelle stadig levende vidner har glemt helt præcis, hvad der skete, eller hvad de hørte, fordi der er gået så længe. Eller måske er blevet farvet af det, der har været fremme i medierne i den mellemliggende tidsperiode.
Skuffende mediedækning
Levede det stort anlagte National Press Club-pressemøde så op til de forventninger, arrangørerne havde?
Fra de publikummer på pressemødet jeg har talt med, eller har hørt udtale sig i de forskellige internationale ufo-netværk, jeg er medlem af, ved jeg, at der så vidt vides, ikke var andre mere vidtrækkende medier til stede end den amerikanske kabelkanal NewsNation. Der jo netop er kendt for en intens dækning af ufo-emnet.
Fra kanalen var der dukket et filmhold op sammen med ufo-ankermanden Ross Coulthart og produceren Meagan Ourada. Resten af de forsamlede havde enten egne ufo-relaterede medier. Eller havde på anden måde forbindelse til ufo-organisationer eller ufo-sagen.
Det mærkes på den mediedækning eventen har fået: Den er stort set ikke omtalt andre steder end der, hvor de normalt skriver om ufoer. Samt i talrige videoer på forskellige ufo-relaterede kanaler på YouTube. Ligesom arrangementet – selvfølgelig – har givet en del opslag i diverse ufo-grupper og diskussionsfora på de sociale medier.
Men fraværet af omtaler i mainstream-medierne tolkes jo endnu en gang som et bevis for, at myndighederne forsøger at dysse sagen ned.
Skete også for sidste års kongreshøring
Også sidste års kongreshøring blev stort set kun omtalt i de medier, der normalt skriver om ufoer. Og sådan bliver det nok også ved med at være for kommende, stort anlagte ufo-relaterede events, så længe Trump har held til at fastholde mediernes opmærksomhed i et jerngreb.
Ikke at det vil forhindre de mange, der håber på, at den store ufo-afsløring er lige om hjørnet, i at sætte nye ufo-høringer, dokumentarfilm og så videre i søen. Eller at der ikke fortsat vil dukke nye whistleblowers op med endnu vildere påstande end hidtil.
For så længe der er nogen, som håber, og derfor tager med kyshånd mod nye brikker, der passer i deres verdenssyn, er der penge i at holde møllen i gang. Men den brede offentlighed synes at have tabt interessen, fordi der er mere nærliggende, jordiske trusler, som trænger sig på.
Men det kan selvfølgelig være, det vender, når Steven Spielbergs ”Disclosure day” får præmiere til juni i år.
Vi får se.
Læs og lyt mere
Vil du læse mere om Varginha-sagen, kan du f.eks. tjekke disse links ud:
Den gratis e‑bog UFO Danger Zone i PDF-format
UFO-Nyt nr. 2 — 1996 side 11 ff
