Dr. James T. Lacatski er tilbage med endnu en bog om Skinwalker Ranch – nu med flyvende øgler, varulve og en ”Glimmer man”. Men beviserne glimrer fortsat ved deres fravær.
Af Kim Møller Hansen
Hvis du har fulgt lidt med i sagaen om Skinwalker Ranch – den øde kvægranch i den nordøstlige del af staten Utah – som er epicentret for utallige ”dokumentar”-serier, bøger og årsagen til, at Pentagon smed 22 mio. dollars ud ad vinduet til paranormal ”forskning”.
Ja, så har du også hørt de skøre historier om mystiske lyskugler, uforklarlige lyde, poltergeister, varulve og bæverdinosaurer, der i årevis har leget kispus med de skræmte beboere og maltrakteret ranchens kvæg.
Det er jo slemt nok.
Kan det blive værre?
Ja, faktisk.
Manden bag AAWSAP
I marts 2007 blev bogen ”Hunt for the Skinwalker” nærlæst med stor interesse af dr. James T. Lacatski. Han var på daværende tidspunkt ansat ved Pentagons Defense Intelligence Agencys (DIA) afdeling for varslingssystemer (Defense Warning Office, DWO) som specialist i missiler. Han havde ansvaret for at udfærdige den årlige rapport om trusler mod missilforsvaret.
I juni 2007 skrev Lacatski på DIA’s brevpapir til rigmanden Robert Bigelow og daværende ejer af Skinwalker Ranch og aftalte et besøg på det tilsyneladende paranormale sted.
Besøget på Skinwalker Ranch overbeviste Lacatski om, at særlige kræfter var virksomme på stedet, og at de skulle undersøges. Han gik til sine overordnede i DIA. De gav ham ret i, at der var behov for at studere de potentielle teknologiske trusler i det amerikanske luftrum, inklusive UAP’er.
Beskrivelsen af det nye projekt tog dr. James T. Lacatski sig af. Han skrev formålet for Advanced Aerospace Weapon System Applications Program (AAWSAP). Det var vigtigt, at AAWSAP kom til at høre ind under DWO, så Lacatski kunne have fuld kontrol over det. Beskrivelsen af AAWSAP nævnte ikke ufoer, UAP’er eller paranormale fænomener, men det var det, projektet gik ud på.
(Foto: Screenshot fra Skinwalker Ranch (Pt 2) AAWSAP, Dinobeaver, Hitchhiker Ghosts, Pentagon, UFOs. The Basement Office)
Projektets økonomi gik via Robert Bigelow, der mobiliserede vennen senator Harry Reid (1939–2021), som sammen med de to senatorer, der sad på pengekassen for ”sorte budgetter”, Alaska-senator Ted Stevens og Hawaii-senator Dan Inouye, i løbet af kort tid fik bevilget 22 mio. dollars til AAWSAP for perioden september 2008-december 2010.
Nu skulle der findes et firma, som kunne stå for alt det praktiske for at opfylde AAWSAP’s formål. Udbuddet var skruet så finurligt sammen, at Bigelows til lejligheden nystiftede firma, Bigelow Aerospace Advanced Space Studies (BAASS), var det eneste firma, som reelt kunne byde på kontrakten.
I september 2008 blev det offentliggjort, at BAASS havde vundet udbuddet, og at Lacatski skulle stå i spidsen for løjerne hos AAWSAP. Knapt to måneder senere blev Colm Kelleher fastansat i en lederstilling hos BAASS.
De første to bind i Skinwalkers at the Pentagon-serien
Lacatskis to første bøger om Skinwalker Ranch indgik sammen med meget andet læsestof og mange videoer i min kildesamling, da jeg skrev bogen ”Den store UFO-afsløring”.
James T. Lacatski udgav hhv. den 10. oktober 2021 og 7. oktober 2023 bøgerne ”Skinwalkers at the Pentagon – An Insiders’ Account of the Secret Government UFO Program” og ”Inside the US Government Covert UFO Program – Initial Revelations” sammen med Colm A. Kelleher og George Knapp. (Foto: Kim Møller Hansen)
”Skinwalkers at the Pentagon – An Insiders’ Account of the Secret Government UFO Program” er nogenlunde skrevet med en forsøgsvis kronologi, men også med mange ubesvarede spørgsmål og en del varm luft.
”Inside the US Government Covert UFO Program – Initial Revelations” er rodet, tyndbenet og med mange gentagelser – også af varm luft.
Så da jeg havde læst de to bøger, konkluderede jeg, at de tre forfattere nok ikke havde mere at “afsløre” – og tak for det.
Så kom det tredje bind i Skinwalkers at the Pentagon-serien
Men så den 29. september 2025 udkom bind 3 med titlen ”New Insights – Inside the U.S. Government UFO Program” skrevet af Lacatski, uden de to tidligere medforfattere.
Er det så værd at bruge penge og tid på Lacatskis nye bog? Nej, ikke hvis du vil blive klogere og forventer epokegørende nyt. Ja, hvis du gerne vil læse endnu flere mærkelige historier om monstre, der har hjemsøgt ranchen, de ansattes hjem og nærmeste omgivelser.
Det kan vel snart ikke blive mere skørt?
Jason Colavito skriver på sin blog, at Steven Greenstreet fra New York Post har været så venlig at læse Lacatskis bog og poste en række uddrag på X af nogle af de absurde påstande om overnaturlige møder, som AAWSAP-forskere angiveligt undersøgte på vegne af regeringen.
Eksempler:
- En ”lille person”, der havde ekstra lange arme og løb rundt som en orangutang og sprang fra tag til tag.
- En usynlig alien ligesom Predator fra filmen ”Predator” (1987), komplet med høj hastighed og en dyb, raspende brølen. Monsteret fik øgenavnet “Glimmer Man” og forfulgte folk på ranchen.
- Et 2,5 meter langt ormelignende monster, der bevægede sig som en slange.
- En pterodactylus – altså en flyvende øgle med et vingefang a la en F‑16. Pterodactylus skulle ellers være uddød for ca. 66 millioner år siden, men fløj rundt i nærheden af Skinwalker Ranch.
Bemærkelsesværdigt nok efterlod ingen af disse feberdrømmemonstre noget fysisk bevis på deres eksistens.
Fakta:
New Insights – Inside the U.S. Government UFO Program
Af James Lacatski
368 sider
RTMA, LLC, PO Box 50790 Henderson NV 89016, 2025
ISBN 9798989114689
Bogen udkom den 29. september 2025
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.