Uge 18 bød både på en stort anlagt breifing i den amerikanske kongres med Lue Elizondo som moderator. Og så stod whistlebloweren bag det meget omtalte Immaculate Constellation-dokument frem i Knapp og Corbells podcast Weaponized. Begge dele endte med at give tre af de mest aktive forkæmpere for disclosure nogle gevaldige ridser i lakken.
Af Benny Christen Grandahl
Så er der efterhånden ved at komme gang i det amerikanske ufo-land igen efter nogle stille måneder, hvor den nyindsatte præsident Trump har taget al fokus i mediebilledet.
Særligt den netop forgangne uge 18 tegnede til at blive interessant. For her skulle UAP Disclosure Fond afholde en breifing i kongressen om ufoer set ud fra et videnskabeligt, sikkerhedspolitisk og teknologisk udviklingsmæssigt synspunkt. Og Corbell & Knapp ville komme med en ny episode af deres podcast Weaponized, hvor whistlebloweren bag ”Immaculate constellation” ville stå offentligt frem.
Immaculate constellation – et wargame scenarie?
Whistlebloweren viste sig at hedde Matthew Brown. Han havde i en årrække arbejdet som civil efterretningsanalytiker med TS/SCI sikkerhedsgodkendelse i Office of the Under Secretary of Defense for Intelligence & Security (OUSD(I&S)) og senere ved State Department.
Matthew Brown har i en årrække arbejdet som civil efterretningsanalytiker med TS/SCI sikkerhedsgodkendelse i forskellige forsvarsrelaterede regeringsinstanser.
Det var i den forbindelse, han stødte på en fil med en præsentation af et hemmeligt militært ufo-program, som hed Immaculate Constellation. Præsentationen omtalte både Lue Elizondo og viste klare og tydelige billeder af forskellige ufoer – og omtalte forskellige hændelser og delte angiveligt klassificeret viden om ufoer.
Undervejs i podcasten kommer det så frem, hvor Matthew Brown fandt præsentationen. Den lå i en mappe på en server, han var ved at rydde op i, der hed ”Schriever Wargame 2018”.
En lille detalje med stor betydning
Det fik en klokke til at ringe hos nogen, der vidste, hvad Schriever Wargames er. Og så fik præsentationen pludselig en hel anden betydning.
Schriever Wargames er en tilbagevendende simuleret militærøvelse på højt niveau, der bruger detaljerede, ofte fiktive, scenarier til at simulere fremtidige militærkonflikter. Samt udforske komplekse sikkerhedsspørgsmål, primært inden for luftrummet, rummet og cyberspace.
Altså var der meget, som kunne tyde på, at Immaculate Constellation-præsetationen var et fiktivt element, der var blevet udarbejdet som et muligt scenarie til Schriever-øvelsen i 2018. Men som så ikke var blevet brugt ved det endelige arrangement.
Er det korrekt, står Corbell, Knapp og for den sags skyld også Michael Shellenberger (som overgav dokumentet til kongressen på sidste efterårs ufo-høring) med et helt andet dokument, end der blev givet udtryk for, da det kom frem.
Hans overordnede sagde fra to gange
To gange forsøgte Matthew Brown at anmelde hans fund af Immaculate Constallation præsentationen. Først til hans chef, fordi han mente, den havde “all the hallmarks” på SAP-materiale, der var blevet eksponeret utilsigtet.
Da chefen så indholdet, reagerede han kraftigt, og sagde “Okay stop.” Chefen sagde derefter “Delete it!” og forlod ifølge Brown rummet uden yderligere forklaringer. Brown forstod det som en implicit ordre til at slette filen og lade, som om han aldrig havde set den for at beskytte sig selv.
Da Brown ikke kunne lade sagen ligge, gik han højere op i systemet til den SAP-kontrolansvarlige for det kontor, han arbejde for. Her viste han den kontrolansvarlige, hvor let det var at finde filen på den delte server. Den kontrolansvarlige bladrede igennem præsentationen uden synlig reaktion til at starte med.
Derefter standsede han ved sliden med Lue Elizondo. Og slog en hånlig latter op, hvorefter han erklærede, at “somebody’s having a joke”.
Han fortalte derefter Brown, at han ikke behøvede at bekymre sig om dette, og at han kunne gå. Samt ikke behøvede at underskrive nogen papirer vedrørende en lækage-hændelse. Umiddelbart efter mødet tjekkede Brown mappen på serveren. Og nu var filen forsvundet.
Altså fik Brown to gange besked på, at han skulle glemme alt om præsentationen – og ikke tage sig mere af den. Sandsynligvis fordi de pågældende folk han henvendte sig til, godt kunne se, at der var tale om en opdigtet historie til et wargame.
Men om de sagde det udtrykkeligt til Matthew Brown, fortæller historien ikke noget om. Måske fordi Brown helst skal stilles i et godt lys af dem, som promoverer ham som whistleblower. Det er ikke til at vide med sikkerhed.
Elizondo undergravede breifing i kongressen ved at vise endnu et ”falsk” ufo-billede
Ugens anden store ufo-begivenhed var den stort anlagte breifing i kongressen, som havde fået navnet ”Understanding UAP: Science, National Security & Innovation.” Den var arrangeret af UFO Disclosure Fund og havde House Committee on Oversight and Accountability som vært.
Her deltog flere af de kendte skikkelser fra det amerikanske ufo-miljø som f.eks. Avi Loeb, Eric Davis, Tim Galluadet og Christoffer Mellon. Samt Mike Gold – der var et af de mere overraskende vidner ved sidste efterårs ufo-høring i Kongressen – Kirk McConnell og Anna Brady-Estevez. Ligesom flere af politikerne fra The UAP Caucas deltog.
Moderatoren var ingen ringere end selveste Lue Elizondo.
I sin indledende tale forud for breifingen, fremviste han et ufo-billede, han netop havde fået fra en civil pilot, som angiveligt havde taget det under en flyvning over Four Corners syd for Denver i Colorado, USA.
Han nævner derfor, at han ikke ved om billedet var ægte. Men vælger alligevel at vise det, fordi det angiveligt skulle være et godt eksempel på det uheldige ved, at hverken civile eller militære piloter har nogen steder at gå hen med den slags oplevelser.
I sin indledende tale forud for breifingen, fremviste Elizondo et ufo-billede, han netop havde fået fra en civil pilot.
Forklaringen var endnu mere jordnær, end man skulle tro
Det vidste sig da også hurtigt, at ufo-billedet ikke var ægte. I stedet for en gigantisk ufo var der tale om to cirkelrunde marker, der lå lige ved siden af hinanden. Den ene var lys, og den anden var mørk. Og fotograferet fra luften i præcis den vinkel, kom det at se ud som om en gigantisk ufo fløj hen over landskabet. Og kastede en stor skygge ned på jorden.
Det var to cirkelrunde marker, der fotograferet fra luften i præcis den vinkel, kom det at se ud som om en gigantisk ufo.
Det gør i øvrigt billedet til et godt eksempel på, hvor nemt vi bliver narret af det, vi ser. Særligt hvis vi får fortalt en baggrundshistorie om billedet, der giver os en forkert kontekst at vurdere billedet på.
Men selv om Elizondo allerede havde indrømmet, at han ikke vidste, om billedet var ægte, var skaden sket, så snart sandheden om billedet kom frem. Det ”falske” ufo-billede endte med at tage al opmærksomheden fra den ellers rekordlange breifing, der varede tæt på 4 timer.
Elizondo var da også hurtig ude med en undskyldning. Der dog endte med mere at lyde som en bortforklaring. Og kun gøre sagen endnu værre.
For det er ikke første gang, Elizondo deler ufo-billeder, som har en meget naturlig forklaring. Senest skete det i den præsentation, han gav på sin bog-tour rundt i USA-sidste år – kort efter udgivelsen af hans bog Imminent. Her blev en spejling af en lysekrone i et vindue udnævnt til at være et moderskib. Og et gammelt falsk ufo-foto fra ufo-bølgen over Belgien i 1980’erne blev også viderebragt ukritisk.
Bevidst forsøg på bagvaskelse?
Lige så hurtigt som billedet fandt en naturlig forklaring, var Elizondos tilhængere ude med beskyldninger om, at ufo-billedet var et bevidst forsøg på bagvaskelse.
Det kan da også sagtens være tilfældet. Netop fordi det er så kendt, at Elizondo er hurtig på aftrækkeren, når han står med et ”godt ufo-billede”.
Men det kan undre, at en tidligere efterretningsofficer fra den amerikanske hær ikke selv får den tanke, når der kommer en for ham ukendt mand hen, og giver ham et sådant billede lige før en stort anlagt høring.
Alle alarmklokker burde jo ringe.
STOP PRESS: Blev Elizondo gået på grund af sit billed-stunt?
Cirka en uge efter UAP Disclosure Fonds store breifing i kongressen, udsendte de en pressemeddelelse om, at Christopher Mellon nu var blevet formand for bestyrelsen, og fremadrettet ville få en mere aktiv rolle i organisationen.
Samtidig meldte de ud, at:
”Departing with gratitude. We thank outgoing Board Members Luis Elizondo and Dr. Garry Nolan, and Director of Strategy Matthew Ford for helping to build the foundation on which we stand. We wish them our very best.”
Gad vide om Elizondos billedstunt endte med at koste ham pladsen i fondens bestyrelse. Ja, det er ren spekulation – men samtidig også lidt et pudsigt sammenfald, at han forlader bestyrelsen netop nu.
Tilsvarende har der været noget offentlig polimik omkring Nolan og Ford, som kunne være årsagen til, at de også forlader fondens bestyrelse nu.
Hvad har de ellers videregivet ukritisk?
Men alarmklokkerne bør også ringe hos den store skare af politikere, efterretnings- og militærfolk, samt de mange helt almindelige amerikanske borgere, der mener, at der er noget rigtigt i snakken om, at den amerikanske regering og Pentagon skjuler sandheden om ufoerne.
For når dem, som graver beviserne frem, gang på gang lader sig ”snørre” af falske ufo-billeder. Og misser betydningen af, hvilken sammenhæng en opsigtsvækkende præsentation er blevet fundet i.
Hvad har de så ellers videregivet ganske ukritisk?
Som måske slet ikke holder vand i virkeligheden. Bare fordi det passede ind i det narrativ, de har opbygget.
Det samme bør vi, som er mere skeptiske.
For det handler vel ikke bare om, hvem der kan komme med den næste sensation, som kan give deres standpunkt mediebevågenhed?
Misser Pentagon en oplagt mulighed?
I sagen med Immaculate Constallation kan det undre, at Pentagon ikke allerede har været ude og fortælle, at ”Ja, der var tale om et element, der var udarbejdet til brug ved årets Schriever Wargames.”
For her ville de for en gang skyld have noget at vise frem – i modsætning til, hvis de skulle fortælle, at de hverken have døde aliens eller ufovrag i deres besiddelse. Samtidig havde dokumentet en forhistorie i offentligheden, der med al tydelighed viser, hvad der kan ske, når et dokument tages ud af den rette sammenhæng.
Men det kommer næppe til at ske. For det åbner op for en ny skov af spørgsmål om, hvorfor Pentagon i det hele taget ville lave et ufo-scenarie til et wargame. For der må jo være noget om sagen, når Pentagon vælger at gøre det.
Så endnu engang er Pentagon sat skakmat på forhånd.
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.