Viden­skab, pseu­d­ovi­den­skab og sci­en­ce fiction

… man­ge frem­træ­den­de skri­ben­ter inden for ufo­myten begynd­te deres kar­ri­e­re i fik­tio­nens ver­den som sci­en­ce fiction-for­fat­te­re, men blev berøm­te som for­mid­le­re af ufo­hi­sto­ri­er og pseu­d­ovi­den­skab præ­sen­te­ret som fak­ta …

Moder­ne viden­skab er ken­de­teg­net ved meto­den, som fører frem til ny viden. Pseu­d­ovi­den­skab er „falsk viden­skab“ — ikke for­di dens påstan­de er fal­ske (hvil­ket de dog ofte er), men for­di de er opstå­et ved en ikke-viden­ska­be­lig frem­gangs­må­de.

Rig­tig viden­skab rum­mer fire trin:

1. Stil et spørgs­mål,
2. For­mu­ler er hypo­te­se, der kan besva­re spørgs­må­let.
3. Ana­ly­ser hypo­te­sen for at fin­de dens test­ba­re kon­se­kven­ser.
4. Udfør for­sø­ge­ne, og accepter/ændr/afvis den pågæl­den­de hypo­te­se.

Pseu­d­ovi­den­skab bekym­rer sig kun om de to før­ste trin. Det dre­jer sig ale­ne om frem­læg­ge en hypo­te­se — ikke at afprø­ve dens sand­heds­vær­di. Pseu­d­ovi­den­ska­be­li­ge hypoteser/påstande er ofte skru­et sådan sam­men, at de er umu­li­ge at afprø­ve og kan der­for ikke mod­be­vi­ses. Til­hæn­ge­re af pseu­d­ovi­den­skab lader sig hel­ler ikke for­styr­re af fak­ta, der peger i en anden ret­ning end deres påstan­de.

Viden­skab og pseu­d­ovi­den­skab kan godt stil­le de sam­me spørgs­mål, men deres til­gang til dem er vidt for­skel­li­ge. For viden­skabs­folk er målet at kom­me så tæt på sand­he­den som muligt, også selv om den­ne sand­hed ikke er sær­lig til­træk­ken­de eller nem at for­stå. Af den­ne grund kan viden­skab godt fore­kom­me meget kom­pli­ce­ret, ked­som­me­lig og irre­le­vant for den ikke-viden­ska­be­ligt uddan­ne­de.

Andrew May: Pseu­dosci­en­ce and Sci­en­ce Fiction,
181 sider, Sprin­ger 2017 (i seri­en Sci­en­ce and Fiction).

Pseu­d­ovi­den­skab er der­i­mod for det meste kon­stru­e­ret sådan, at den for­tæl­ler folk det, de ger­ne vil høre.

Hvad så med sci­en­ce fiction? Sci­en­ce fiction er ofte inspi­re­ret af viden­ska­be­li­ge land­vin­din­ger og bru­ger viden­ska­be­lig jar­gon, men går altid et skridt vide­re og leger med tan­ken „hvad nu hvis?“. Og så læg­ger sci­en­ce fiction-for­fat­te­re ikke skjul på, at deres histo­ri­er er fik­tion — alt­så opdig­te­de.

Her lig­ger den sto­re for­skel på sci­en­ce fiction-for­fat­te­re og pseu­d­ovi­den­ska­be­li­ge for­fat­te­re, idet sidst­nævn­te præ­sen­te­rer fik­tion, som om det var fak­ta.

Beg­ge grup­per ønsker at under­hol­de et publi­kum, hvil­ket har ført til en bety­de­lig gen­si­dig inspira­tion mel­lem de to disci­pli­ner. Sci­en­ce fiction-for­fat­te­re træk­ker ofte på „rig­ti­ge“ pseu­d­ovi­den­ska­be­li­ge teo­ri­er for at sand­syn­lig­gø­re deres histo­ri­er, lige­som pseu­d­ovi­den­ska­ben kan tage udgangs­punkt i sci­en­ce fiction — det sym­bi­o­ti­ske for­hold mel­lem ufo­lo­gi og Hol­lywood er et godt eksem­pel på det­te.

Den ver­dens­be­røm­te for­fat­ter Dan Brown er et andet eksem­pel, idet han i sine roma­ner ofte refe­re­rer til pseu­d­ovi­den­ska­be­li­ge vær­ker, kon­spira­tions­te­o­ri­er eller myter (fx Roswell-myten), som om de var alment accep­te­re­de sand­he­der.

Andrew Mays bog Pseu­dosci­en­ce and Sci­en­ce Fiction giver utal­li­ge eksemp­ler på sam­men­hæn­ge­ne mel­lem sci­en­ce fiction og pseu­d­ovi­den­skab, og han har styr på beg­ge dele. Man for­nem­mer tyde­ligt hans sto­re viden om sci­en­ce fiction-gen­rens histo­rie, og han cite­rer flit­tigt fra rele­van­te tit­ler.

Pseu­dosci­en­ce and Sci­en­ce Fiction inde­hol­der føl­gen­de kapit­ler:

• Char­les Fort and the For­te­ans
• Ano­ma­lous Pheno­me­na
• High-Tech Para­noia
• Flying Sau­cers
• Mind Power
• Spa­ce Dri­ves and Anti-gravi­ty
• Tech­no­lo­gy of the Anci­ents
• Con­spira­cy The­o­ri­es

Andrew May har en ph.d.
i astro­fy­sik fra Man­che­ster
Uni­ver­si­ty.

Efter en 30 år lang kar­ri­e­re inden for både den stats­li­ge og pri­va­te sek­tor har Andrew May slå­et sig ned i det syd­ve­st­li­ge Eng­land, hvor han arbej­der som fre­elan­ceskri­bent og viden­ska­be­lig kon­su­lent. Han beskæf­ti­ger sig med vidt for­skel­li­ge emner, fra popu­lær­vi­den­ska­be­li­ge bøger om Ein­ste­in og Newton til kon­spira­tions­te­o­ri­er, for­te­a­na og New Age. Han har altid inter­es­se­ret sig for sci­en­ce fiction og har skre­vet en del til For­te­an Times. Andrew May har bl.a. blog­gen Retro-For­te­a­na og er for­fat­ter og bidrag­y­der til adskil­li­ge bøger.

For­si­den af sci­en­ce fiction-
maga­si­net „Ama­zing Sto­ri­es“,
decem­ber 1930, teg­net af Leo
Mora. Ali­ens med sto­re hove­d­er
er ikke nogen moder­ne opfin­del­se.

I kapit­let „Flying Sau­cers“ rede­gør Andrew May for den tæt­te sam­men­hæng mel­lem sci­en­ce fiction og ufo­myten og er her helt på linje med de kon­klu­sio­ner, som også kan læses i Pro­ject Sau­cer — Da ufo­myten blev skabt (SUFOI 2015). Sci­en­ce fiction-for­tæl­lin­ger­ne i USA var én af fle­re væsent­li­ge fak­to­rer, der for­me­de ufo­myten.

Det er — som Andrew May også påpe­ger — værd at huske, at man­ge frem­træ­den­de skri­ben­ter inden for ufo­myten (blandt andre Geor­ge Adam­ski, Donald E. Keyhoe og Whit­ley Stri­e­ber) begynd­te deres kar­ri­e­re i fik­tio­nens ver­den som sci­en­ce fiction-for­fat­te­re, men blev ver­dens­be­røm­te som for­mid­le­re af ufo­hi­sto­ri­er og pseu­d­ovi­den­skab præ­sen­te­ret som fak­ta.

Andrew May er en god skri­bent, og Pseu­dosci­en­ce and Sci­en­ce Fiction er let­læst og under­hol­den­de med gode illu­stra­tio­ner, rele­van­te og nyt­ti­ge refe­ren­cer til hvert af de 8 kapit­ler og et dej­ligt kort­fat­tet og brug­bart sti­kord­s­re­gi­ster.