Area 51 — og alt det andet

Sådan lyder den ind­le­den­de præ­sen­ta­tion af Nick Red­ferns sene­ste bog: Area 51 — The Reve­a­ling Truth of UFOs, Secret Aircraft, Cover-Ups, & Con­spira­cies.

I UFO-Mail 169 omtal­te jeg Nick Red­ferns bog For Nobo­dy’s Eyes Only — Mis­sing Gover­n­ment Files and Hid­den Archi­ves That Docu­ment the Truth Behind the Most Enduring Con­spira­cy The­o­ri­es. I den for­bin­del­se skrev jeg bl.a.:

Red­fern er en ferm skri­bent og en eks­pert i at stø­ve alle muli­ge histo­ri­er op, og han fin­der ofte nye vink­ler på gam­mel­kend­te sager. Han bru­ger i sin frem­stil­lings­form lidt den sam­me tek­nik som Char­les Ber­litz og Erich von Däni­ken: Han stil­ler selv alle spørgs­må­le­ne og giver sva­re­ne. Men stil­ler ikke altid de rig­ti­ge spørgs­mål og byg­ger sine svar på hypo­te­ti­ske spørgs­mål og spe­ku­la­ti­ve tan­keræk­ker, som fx „Hvis nu xxx vir­ke­lig har sagt/gjort, som der for­ly­der hos yyy, så åbner det op for nye spørgs­mål, som… “ Som læser skal man hol­de tun­gen lige i mun­den for bag­ef­ter at huske, hvad der er fak­ta, og hvad der er rent gæt­te­ri eller ønske­tænk­ning.

Nick Red­fern er fuld­tids­for­fat­ter og har
skre­vet mindst 30 bøger om alle muli­ge
mysti­ske emner. Han bor i Texas og del­ta­ger
ofte i ame­ri­kan­ske radioud­sen­del­ser, tv-doku­men­ta­rer
(fx på History Chan­nel) og taler på ufo­kon­fe­ren­cer.

Dis­se ord gæl­der sta­dig og ken­de­teg­ner også for­mid­lings­for­men i Area 51 — The Reve­a­ling Truth of UFOs, Secret Aircraft, Cover-Ups, & Con­spira­cies. Man­ge kapit­ler afslut­tes med for­mu­le­rin­ger a la: „Hvis det, NN påstår, er sandt, kan vi ikke ude­luk­ke, at … Det kan også være at NN for­tæl­ler sand­he­den, i hvert fald det han opfat­ter som sand­he­den, men at nogen har fyldt ham med mis­in­for­ma­tion for at skju­le noget end­nu mere epo­ke­gø­ren­de og super­hem­me­ligt — og hvis det er vir­ke­lig­he­den, så …“

Er man ikke vel­be­van­dret i ufo­myten, kan man let kom­me på vildspor i Red­ferns bog. Alle emner præ­sen­te­res med sam­me vægt, så man kan ikke umid­del­bart se, hvad der er vig­tigt og væsent­ligt for histo­ri­en om Area 51. Der er stort set ikke et ene­ste mystisk emne, som ikke på en eller anden måde behand­les i bogens over 400 sider, her­un­der fx Noa­hs Ark, mor­det på John F. Ken­ne­dy, Marilyn Mon­ro­es selv­mord, Phila­delp­hia-eks­pe­ri­men­tet, Rend­les­ham Forest 1980, mænd-i-sort, remo­te viewing, kvæg­mis­hand­lin­ger, MK-Ultra, MJ-12, Den Hel­li­ge Gral, sphin­xen og Khe­ops-pyra­mi­den. Og gam­le myter, som for længst bur­de være begra­vet for evigt, genop­li­ves — fx ryg­ter­ne om nazi-ufo­er og ufostyr­tet på Spits­ber­gen. Alt hæl­des ned i sam­me gry­de og koges godt igen­nem, så alle trå­de til­sy­ne­la­den­de kom­mer til at hæn­ge sam­men. Men når man skæ­rer ind til benet og fjer­ner alt det, som intet har med Area 51 at gøre (og det er det meste), eller som byg­ger på skrø­ner, ryg­ter, ano­ny­me whi­s­le­blowers, spil­le­film og tvivls­om­me tv-doku­men­ta­rer samt udta­lel­ser fra de sæd­van­li­ge „eks­per­ter“ (her­i­blandt fx Nick Pope, Micha­el Sal­la, Geor­ge Knapp, Robert Wood, Bill Coo­per, Timo­t­hy Good og Richard Dolan), så bli­ver der fak­tisk ikke fle­re fak­ta om Area 51 til­ba­ge, end der fin­des på de 57 sider i SUFOI’s udgi­vel­se Area 51.

I både Area 51 og i Red­ferns bog refe­re­res til de Area 51-doku­men­ter, der engang var top­hem­me­li­ge, men som er fri­gi­vet gen­nem de sene­ste år, men mær­ke­ligt nok und­la­der Red­fern at næv­ne væsent­li­ge første­hånd­skil­der bestå­en­de af vid­neud­sagn fra betro­e­de med­ar­bej­de­re på Area 51, som har for­talt om deres arbej­de på basen, dvs. folk som (i mod­sæt­ning til de man­ge ano­ny­me whi­s­le­blowe­re) med sik­ker­hed (dvs. at det kan doku­men­te­res) har arbej­det på Area 51:

I for­å­ret 2009 gav fem pen­sio­ne­re­de, tid­li­ge­re højt ran­ge­re­de og betro­e­de med­ar­bej­de­re på Area 51 i avi­sen Los Ange­les Times et ind­blik i deres arbej­de på Area 51 og for­tal­te om nog­le af deres ople­vel­ser som akti­ve — og punk­te­re­de der­med en ræk­ke af de ryg­ter og vil­de histo­ri­er, som flo­re­rer om Area 51. Pen­sio­ni­ster­ne var: Oberst Hugh „Slip“ Sla­ter (87 år), øver­st­kom­man­de­ren­de på Area 51 i 1960’erne. Edward Lovi­ck (90 år) radar­te­ste­de gen­nem 30 år fle­re af ver­dens mest berøm­te fly. Ken­neth Coll­ins (80 år) var CIA test­pi­lot og er deko­re­ret med Sil­ver Star. Thor­n­ton „T.D.“ Bar­nes (72 år) var inge­ni­ør til­knyt­tet de stør­ste pro­jek­ter på Area 51. Og ende­lig var Har­ry Mar­tin (77 år) en del af det team, som hav­de ansva­ret for basens fly­brænd­stof.

I ste­det for at ind­dra­ge vid­neud­sagn fra dis­se fem pen­sio­ni­ster (eller fin­der nye og tro­vær­di­ge for­hen­væ­ren­de ansat­te på Area 51) har Red­fern i sin bog igen valgt at give tale­tid til Bob Lazar, hvis fan­ta­si­er i øvrigt har fået for­ny­et opmærk­som­hed via doku­men­ta­ren Area 51 & Flying Sau­cers (2018).

Man mær­ker tyde­ligt gen­nem hele bogen, at Red­fern elsker at for­tæl­le en god histo­rie. Men en stor del af bogen for­bli­ver net­op histo­ri­er — med løse ender, ube­sva­re­de spørgs­mål, en del fik­tion og desvær­re ingen nye afslø­rin­ger.