Fly­ve­våb­nets ufo-mare­ridt

I 1966 skab­te astro­no­men J. Allen Hynek opstan­del­se, da han som tals­mand for Pro­ject Blue Book (det ame­ri­kan­ske fly­ve­vå­bens afde­ling for ufo­un­der­sø­gel­ser i peri­o­den 1952–1969) under en hek­tisk pres­se­kon­fe­ren­ce nævn­te, at en ræk­ke ufoop­le­vel­ser i Michi­gan bl.a. kun­ne være udløst af „sump­gas“. De gode bor­ge­re i Michi­gan føl­te sig lat­ter­lig­gjort af Hyneks sump­gas-udta­lel­se — og util­freds­he­den før­te til, at to kon­gres­med­lem­mer, Weston Vivi­an, demo­kra­tisk kon­gres­med­lem fra Ann Arbor, og Gerald Ford, den repu­bli­kan­ske mino­ri­tets­le­der fra Repræ­sen­tan­ter­nes Hus, ind­kald­te til kon­gres­hø­ring den 5. april 1966 angå­en­de ufopro­ble­ma­tik­ken — den før­ste af sin slags nogen­sin­de.

Komi­te­en, under ledel­se af L. Men­del Rivers, ind­kald­te kun tre vid­ner: Dr. J. Allen Hynek, Pro­ject Blue Books leder major Hector Quin­ta­nil­la, og fly­ve­våb­nets mini­ster dr. Harold Brown. Dr. Browns ind­læg var det tra­di­tio­nel­le: Der eksi­ste­re­de intet bevis for, at ufo­er­ne er en trus­sel mod den natio­na­le sik­ker­hed eller kom­mer fra det ydre rum.

Hynek sag­de bl.a.: „ … I sær­lig grad er det min mening, at det omfat­ten­de mate­ri­a­le, der er ind­sam­let siden 1948 … fortje­ner en grun­dig under­sø­gel­se af et civilt panel af viden­skabs­mænd inden for fysik og de soci­a­le forsk­nings­gre­ne, og at det­te panel skal have til opga­ve at under­sø­ge ufospørgs­må­let kri­tisk med det udtryk­ke­li­ge for­mål at afgø­re, om der vir­ke­lig eksi­ste­rer et vig­tigt pro­blem.“

Efter kon­gres­hø­rin­gen vil­le fly­ve­våb­net for­sø­ge at skri­ve kon­trakt med et uni­ver­si­tet, som skul­le udfor­ske ufo­fæ­no­me­ner­ne. Mas­sa­chu­setts Insti­tu­te of Tech­no­lo­gy og Harward Uni­ver­si­ty næg­te­de blankt at have noget med pro­jek­tet at gøre. Efter man­ge for­gæ­ves for­søg hos en lang ræk­ke høje­re lære­an­stal­ter lyk­ke­des det ende­lig dr. J. Tho­mas Rat­ch­ford fra Fly­ve­våb­nets Viden­ska­be­li­ge Afde­ling at gøre Uni­ver­si­ty of Col­ora­do inter­es­se­ret. Den pro­mi­nen­te fysi­ker dr. Edward U. Con­don skul­le lede ufostu­di­et, og den 7. okto­ber 1966 kun­ne fly­ve­våb­net med­dele pres­sen, at en viden­ska­be­lig under­sø­gel­se var på vej. Con­don-kom­mis­sio­nen hav­de påbe­gyndt sit arbej­de, der tre år sene­re resul­te­re­de i den meget omdis­ku­te­re­de »Con­don-rap­port«.

Con­don-kom­mis­sio­nens arbej­de blev finan­si­e­ret af fly­ve­våb­net og hav­de et bud­get på 525.000 dol­lar. Den 1. juni 1968 hav­de kom­mis­sio­nens stab afslut­tet sine ana­ly­ser af rap­port­ma­te­ri­a­let, og med­ar­bej­der­ne gik i gang med at skri­ve det, som skul­le bli­ve til en 1.485 sider lang rap­port og udgi­vet i bog­form med tit­len »Sci­en­ti­fic Stu­dy of Uni­den­ti­fied Flying Objects«. Den 8. janu­ar 1969 blev rap­por­tens kon­klu­sio­ner bak­ket op af Natio­nal Aca­de­my of Sci­en­ces (NAS), så dagen der­på kun­ne fly­ve­våb­net offent­lig­gø­re resul­ta­tet.

Edward U. Con­don erklæ­re­de i rap­por­tens ind­led­ning »Con­clu­sions and Recom­men­da­tions«, at der aldrig var sket viden­ska­be­li­ge frem­skridt inden for ufo­forsk­nin­gen, og at man hel­ler ikke skul­le for­ven­te det i frem­ti­den. Han anbe­fa­le­de, at fly­ve­våb­net indstil­le­de sine under­sø­gel­ser af ufo­er, det sej­li­ve­de pr-mare­ridt med nav­net Pro­ject Blue Book.

Det hav­de læn­ge været kendt inden rap­por­tens offent­lig­gø­rel­se — bl.a. fra folk, som hav­de for­ladt pro­jek­tet og fra læk­ke­de doku­men­ter — at fly­ve­våb­net til­sy­ne­la­den­de opret­te­de Con­don-pro­jek­tet for „viden­ska­be­ligt at ret­fær­dig­gø­re“ dets luk­ning af Pro­ject Blue Book. Des­u­den hav­de Con­dons ind­led­ning ingen for­bin­del­se til rap­por­tens aktu­el­le ind­hold (skre­vet af de øvri­ge med­lem­mer af sta­ben), og hvor der var en lang ræk­ke vel­do­ku­men­te­re­de ana­ly­ser af uopkla­re­de sager. For­kla­rin­gen er den gan­ske enk­le, at Con­don hav­de skre­vet sit »Con­clu­sions and Recommendations«-kapitel, inden den øvri­ge rap­port blev skre­vet!

Con­don-kom­mis­sio­nens rap­port er ikke resul­ta­tet af et gedi­gent, viden­ska­be­ligt arbej­de, men Con­don leve­re­de den vare, som fly­ve­våb­net hav­de brug for. Den 17. decem­ber 1969 blev Pro­ject Blue Book erklæ­ret for ned­lagt — efter at fly­ve­våb­net hav­de „spildt“ (iføl­ge major Hector Quin­ta­nil­la) 20 mil­li­o­ner dol­lar på ufo­er­ne siden 1947 — med føl­gen­de kon­klu­sion:

  1. „Ingen ufo, som er ble­vet indrap­por­te­ret til, under­søgt og vur­de­ret af fly­ve­våb­net har nogen sin­de udgjort den mind­ste fare for vores natio­na­le sik­ker­hed.
  2. Der er ikke frem­kom­met det mind­ste bevis — sendt til eller ind­sam­let af fly­ve­våb­net — for, at obser­va­tio­ner kate­go­ri­se­ret som ‚uiden­ti­fi­ce­re­de’ repræ­sen­te­rer en tek­no­lo­gisk udvik­ling eller byg­ger på prin­cip­per, som over­går vore dages viden­ska­be­li­ge for­må­en.
  3. Der er fin­des ingen bevi­ser for, at obser­va­tio­ner kate­go­ri­se­ret som ‚uiden­ti­fi­ce­re­de’ er ikkejor­di­ske far­tø­jer.“

Det ame­ri­kan­ske fly­ve­vå­ben vil­le — efter at have kon­sta­te­ret, at det „nye“ him­mel­fæ­no­men hver­ken var en mili­tær trus­sel eller en inva­sion fra det ydre rum — ikke spil­de yder­li­ge­re res­sour­cer, men kvit­te ufo­er­ne helt og få befolk­nin­gen til at bekym­re sig om mere jord­næ­re ting, men man kan i dag godt få den tan­ke, at net­op det fak­tum, at myn­dig­he­der­ne den­gang tog sagen alvor­ligt nok til at afsæt­te res­sour­cer til nær­me­re under­sø­gel­ser, gav den stik mod­sat­te effekt. At døm­me ud fra efter­ti­dens ved­va­ren­de ufo­in­ter­es­se har man­ge men­ne­sker kon­klu­de­ret: „Der må jo være noget om sagen — dvs. ufo­er­ne er nok alli­ge­vel besøg fra rum­met — når ver­dens stør­ste mili­tærmagt gen­nem så man­ge år beskæf­ti­ge­de sig med fæno­me­net. Og når myn­dig­he­der­ne nu gen­tag­ne gan­ge fast­slår, at ufo­er­ne ikke er rum­ski­be, så er det nok for at skju­le sand­he­den.“

Man kan sige, at det ame­ri­kan­ske fly­ve­vå­ben ufri­vil­ligt har for­stær­ket tro­en på besøg fra det ydre rum og gen­nem sin til tider ama­tør­ag­ti­ge og uvi­den­ska­be­li­ge til­gang til fæno­me­net har givet kon­spira­tion­s­til­hæn­ge­re rige­ligt med stof til deres tan­ke­spind.

Det ame­ri­kan­ske fly­ve­vå­bens uforap­por­ter 1947–1969

Tabel­len viser, hvor man­ge rap­por­ter det ame­ri­kan­ske fly­ve­vå­ben under­søg­te hvert år. Fly­ve­våb­net ind­sam­le­de over 12.000 rap­por­ter i åre­ne 1947–1969, og omkring 700 af beret­nin­ger­ne blev kate­go­ri­se­ret som uidentificerede/uopklarede/ukendte. Da Pro­ject Blue Book luk­ke­de, blev alt arkiv­ma­te­ri­a­le flø­jet til Ala­ba­ma og pla­ce­ret i fly­ve­våb­nets histo­ri­ske arkiv på Maxwell Air For­ce Base. I dag kan alle gen­nem­læ­se rap­por­ter­ne på www.bluebookarchive.org.

År
Rap­por­ter
Uopkla­re­de
1947
122
12
1948
156
7
1949
186
22
1950
210
27
1951
169
22
1952
1.501
303
1953
509
42
1954
487
46
1955
545
24
1956
670
14
1957
1.006
14
1958
627
10
1959
390
12
1960
557
14
1961
591
13
1962
474
15
1963
399
14
1964
562
19
1965
887
16
1966
1.112
32
1967
937
19
1968
375
3
1969
146
1
I alt
12.618
701

Sag nr. 46 — Uopkla­ret!

En af de uopkla­re­de ufoop­le­vel­ser behand­let i Con­don-rap­por­ten fandt sted på en gan­ske almin­de­lig, stil­le aften den 11. maj 1950 på en lil­le gård syd­vest for byen McMinn­vil­le i Ore­gon. Solen var ved at for­svin­de i hori­son­ten, og klok­ken nær­me­de sig halv otte. Syd for går­dens gara­ge fodre­de Eve­lyn Trent kani­ner. Da hun til­fæl­digt kig­ge­de op på den over­sky­e­de aften­him­mel, så hun til sin sto­re for­bav­sel­se et ski­ve­for­met og sølv­ag­tigt objekt i nor­døst. Hun kald­te på man­den Paul, der imid­ler­tid ikke sva­re­de, og hun løb der­for ind i stu­e­hu­set, hvor Paul Trent befandt sig i køk­ke­net. De skynd­te sig ud og så da objek­tet, der sta­dig befandt sig på den nor­døst­li­ge him­mel.

Objek­tet bevæ­ge­de sig lang­somt mod vest. Ægte­par­ret kom i tan­ke om deres Kodak-kame­ra, som Paul men­te lå i bilen og løb hen for at hen­te. Eve­lyn kun­ne imid­ler­tid huske, at kame­ra­et lå i huset og fik hur­tigt fat i det. Kame­ra­et hav­de kun været frem­me et par gan­ge i løbet af vin­te­r­en, så der var adskil­li­ge bil­le­der til­ba­ge på fil­men.

På det­te tids­punkt var det fly­ven­de objekt kom­met tæt­te­re på og så ud til at hæl­de lidt, så de kun­ne se bun­den, der var lidt mør­ke­re end resten af objek­tet. Objek­tet var meget skin­nen­de, næsten sølv­ag­tigt, og bevæ­ge­de sig lyd­løst. Det så ud til at have en slags over­byg­ning, og da det hæl­de­de, kun­ne ægte­par­ret mær­ke et svagt vind­pust.

Det lyk­ke­des Paul Trent at tage to bil­le­der af objek­tet, inden det med stor fart for­svandt mod vest. Paul tog det før­ste bil­le­de, mens objek­tet svæ­ve­de, og spo­le­de så hur­tigt frem til næste bil­le­de. Objek­tet sat­te plud­se­lig far­ten op, bevæ­ge­de sig nær­mest i en slags gli­de­flugt uden at rote­re og dre­je­de mod nord­vest, så han måt­te lyn­hur­tigt flyt­te sig mod høj­re for at tage det andet og sid­ste bil­le­de. Beg­ge bil­le­der blev taget inden for 30 sekun­der.

Paul Trents før­ste bil­le­de af objek­tet. Det er en oplagt tan­ke, at objek­tet kan være en lil­le model få meter fra kame­ra­et og ophængt i en eller fle­re tyn­de trå­de i en af de tele­fon­led­nin­ger, som tyde­ligt ses på beg­ge bil­le­der. Digi­ta­le bil­le­d­a­na­ly­ser, der i andre til­fæl­de har afslø­ret svin­del­fo­tos, har dog ikke kun­net påvi­se hver­ken bære­t­rå­de eller ophæng­nings­punk­ter på McMinn­vil­le-bil­le­der­ne.
 
Objek­tet foto­gra­fe­ret, net­op som det iføl­ge ægte­par­ret Trent fløj vest­på. Beg­ge Paul Trents fotos kan ses i bogen »Pro­jekt UFO — tro, løg­ne og kold krig« gen­gi­vet uden beskæ­ring efter de ori­gi­na­le nega­ti­ver.
Paul Trent pose­rer med sit Kodak Roa­mer-kame­ra.
Foto: LIFE Maga­zi­ne

Ople­vel­sen bli­ver berømt

Fil­men med de to sær­ligt inter­es­san­te bil­le­der blev ikke frem­kaldt med det sam­me. Først på mors dag (2. søn­dag i maj) blev de sid­ste bil­le­der på fil­men taget og frem­kaldt hos den loka­le foto­hand­ler. Efter frem­kal­del­sen blev Paul Trent min­det om ople­vel­sen og for­tal­te nog­le ven­ner om obser­va­tio­nen. Da han men­te, at det foto­gra­fe­re­de objekt mulig­vis var et hem­me­ligt, ame­ri­kansk luft­far­tøj, ønske­de han ikke, at pres­sen fik noget at vide om sagen. Pres­sen hør­te alli­ge­vel om sagen, hvil­ket ikke var så svært, da Paul Trent hav­de for­talt ven­nen og bank­man­den Frank Wort­man om ople­vel­sen, lige­som bil­le­der­ne var ble­vet udstil­let i ban­kens vin­due ud til gaden. Sam­me dag, som bil­le­der­ne kun­ne ses i udstil­lin­gen, inter­viewe­de jour­na­li­sten Bill Powell fra den loka­le avis »The Telep­ho­ne Regi­ster« Paul Trent i den­nes hjem og fik lov at låne de ori­gi­na­le nega­ti­ver, som Trents børn under leg på gul­vet hav­de skub­bet ind under sofa­en.

Tors­dag den 8. juni 1950 brag­te »The Telep­ho­ne Regi­ster histo­ri­en« — i gan­ske udra­ma­ti­ske ven­din­ger — og bil­le­der­ne på for­si­den. Der stod bl.a.: „ … som en føl­ge af de sene­ste to års man­ge for­skel­li­ge opfat­tel­ser og rap­por­ter angå­en­de ufo­er, er der gjort alt for at fast­slå Trent-bil­le­der­nes ægt­hed. Foto­eks­per­ter erklæ­rer sam­stem­men­de, at der ikke er pil­let ved nega­ti­ver­ne. De ori­gi­na­le bil­le­der blev frem­kaldt af et lokalt fir­ma. Efter omhyg­ge­li­ge under­sø­gel­ser ser det ikke ud til, at bil­le­der­ne har nogen som helst for­bin­del­se med et svin­delnum­mer … »The Telep­ho­ne Regi­ster« er der­for af den opfat­tel­se, at bil­le­der­ne er ægte …“

Foto: Kim Møl­ler Han­sen

Adskil­li­ge bor­ge­re i McMinn­vil­le under­skrev en bee­di­get erklæ­ring, der ufor­be­hol­dent står inde for vid­ner­nes omdøm­me og ærlig­hed.

Fre­dag og lør­dag den 9. og 10. juni kun­ne avi­ser­ne i Port­land (»The Ore­go­ni­an«) og Los Ange­les beret­te om McMinn­vil­le-ufo­en, og med hjælp fra nyheds­bu­reau­er­ne »Inter­na­tio­nal News Ser­vi­ce« (INS) og »Asso­ci­a­ted Press« (AP) gik histo­ri­en om „Sau­cer­vil­le“ ver­den rundt. Dati­dens stør­ste ame­ri­kan­ske uge­blad, »LIFE Maga­zi­ne«, brag­te bil­le­der­ne den 26. juni 1950.

Ægte­par­ret Trent ind­vil­li­ge­de også i at del­ta­ge i tv-pro­gram­met »We the Peop­le« i New York. Det ske­te den 7. juli 1950. På intet tids­punkt kræ­ve­de eller modt­og ægte­par­ret Trent pen­ge for brug af deres bil­le­der.

Con­don-kom­mis­sio­nens ana­ly­se

McMinn­vil­le-bil­le­der­ne blev under­søgt af Con­don-kom­mis­sio­nens stab 17 år efter hæn­del­ser­ne. Den 6. juni 1967 besøg­te Wil­li­am K. Hart­mann, ph.d. i astro­no­mi og foto­eks­pert ansat ved Col­ora­do-pro­jek­tet, fami­li­en Trent og kun­ne efter­føl­gen­de via foto­a­na­ly­sen fast­slå, at det foto­gra­fe­re­de objekt ikke rote­rer. Det­te under­byg­ger vid­neud­sag­ne­ne og anty­der, at objek­tet ikke er en model, der er ble­vet kastet op i luf­ten og foto­gra­fe­ret, idet en sådan gen­stand vil­le rote­re.

Objek­tet ses på omtrent sam­me sted på beg­ge fotos under nog­le tele­fon­led­nin­ger, hvil­ket anty­der mulig­he­den for, at objek­tet kun­ne være en model, der hæn­ger i en tynd tråd fast­gjort til tele­fon­led­nin­ger­ne. Hart­manns under­sø­gel­ser af objek­tets og omgi­vel­ser­nes belys­nings­for­hold viser imid­ler­tid, at objek­tet befin­der sig bag ved tele­fon­led­nin­ger­ne — mel­lem 0,9 og 1,7 km fra obser­va­tø­rer­ne.

Hart­mann mener, at bil­le­der­ne bekræf­ter, hvad vid­ner­ne siger, de så, og kon­klu­sio­nen på den 12 sider lan­ge gen­nem­gang af sagen i Con­don-rap­por­ten lyder såle­des:

„Det­te er en af de få uforap­por­ter, hvor alle under­søg­te fak­to­rer — geo­me­tri­ske, psy­ko­lo­gi­ske og fysi­ske — ser ud til at være for­e­ne­li­ge med påstan­den om, at et usæd­van­ligt, fly­ven­de objekt, sølvskin­nen­de, metal­lisk og ski­ve­for­met, med en dia­me­ter på over 10 meter og øjen­syn­lig af ikke­na­tur­lig oprin­del­se, blev obser­ve­ret af to vid­ner. Det kan ikke fuld­stæn­dig ude­luk­kes, at det er opspind, selv om der er fle­re fysi­ske fak­to­rer, fx nøj­ag­tig­he­den af bestem­te målin­ger af ori­gi­nal­ne­ga­ti­ver­nes belys­nings­for­hold, der taler imod et svin­delnum­mer.“

Det er opsigtsvæk­ken­de, at et viden­ska­be­ligt under­sø­gel­ses­pro­jekt, som Con­don-kom­mis­sio­nen — der ellers end­te med en „nega­tiv“ kon­klu­sion om ufo­er­nes eksi­stens — så at sige, erklæ­rer McMinn­vil­le-bil­le­der­ne for at vise den „ægte“ vare. Det­te, samt det fak­tum at bil­le­der, som påstås at vise noget uiden­ti­fi­ce­ret, altid har pir­ret folks nys­ger­rig­hed og invi­te­ret til adskil­li­ge under­sø­gel­ser, har bety­det, at McMinn­vil­le-bil­le­der­ne sta­dig er gen­stand for dis­kus­sion. Et af strids­punk­ter­ne er lys/­skyg­ge-for­hol­de­ne på de to bil­le­der:

På de ori­gi­na­le nega­ti­ver er det muligt at se en skarp skyg­ge på gara­ge­væg­gen lige under tag­ud­hæn­get (gara­gen ses til ven­stre på Trents bil­le­der). Da gara­ge­væg­gen ven­der mod øst, og da skyg­gen er for kraf­tig til at være for­år­sa­get af andet end direk­te sol­lys, må bil­le­det være taget om mor­ge­nen kl. 7.30, og ikke om afte­nen kl. 19.30. Den­ne hypo­te­se støt­tes af vej­r­rap­por­ten for McMinn­vil­le den 11. maj 1950 fra Det Natio­na­le Vej­r­mel­dings­cen­ter i Ashe­vil­le, North Caro­li­na. Paul Trents fotos viser, at him­len er over­sky­et, og vej­ret er diset, men vej­r­rap­por­ten for­tæl­ler, at him­len den­ne aften var fuld­stæn­dig klar og skyfri, mens mor­gen­him­len var over­sky­et!

Men hvor­for skul­le ægte­par­ret Trent lyve om obser­va­tion­s­tids­punk­tet? De fle­ste land­mænd arbej­der ude på mar­ker­ne kl. 7.30, hvor bil­le­der­ne iføl­ge bil­le­d­a­na­ly­sen såle­des skul­le være taget, og ægte­par­rets nabo­er vil­le der­for fin­de det mær­ke­ligt, hvis de ikke også hav­de set det ret sto­re objekt, som Trents påstår at have foto­gra­fe­ret. Men at for­tæl­le, at bil­le­der­ne er taget kl. 19.30, hvor de fle­ste land­bo­folk sid­der lunt inden døre ved aftens­ma­den, vil­le ude­luk­ke de fle­ste, muli­ge vid­ner, som kun­ne bestri­de histo­ri­en og bil­le­der­ne.

Hart­mann var også opmærk­som på skyg­gen på gara­ge­væg­gen, men antog i sin under­sø­gel­se i Con­don-rap­por­ten, at skyg­gen er frem­kom­met ved, at lys (fra solen i vest) er ble­vet reflek­te­ret af sky­dæk­ket og der­ved har oplyst den øst­li­ge gara­ge­væg.

Nega­ti­ver­nes histo­rie

Ægte­par­ret Trent hav­de i juni 1950 udlånt nega­ti­ver­ne til deres berøm­te fotos til »LIFE Maga­zi­ne«, som imid­ler­tid ikke retur­ne­re­de dem, da de var ble­vet „for­lagt“. Først 17 år sene­re, i 1967, lyk­ke­des det at loka­li­se­re dem i arki­ver­ne hos »Uni­ted Press Inter­na­tio­nal« (UPI), et nyheds­bu­reau som få år tid­li­ge­re var ble­vet slå­et sam­men med INS (»Inter­na­tio­nal News Ser­vi­ce«). De ori­gi­na­le nega­ti­ver blev udlånt til Con­don-kom­mis­sio­nens Wil­li­am Hart­mann.

Da Hart­mann hav­de afslut­tet sin ana­ly­se af nega­ti­ver­ne, retur­ne­re­de han dem til UPI, som ori­en­te­re­de fami­li­en Trent. I 1970 efter­s­purg­te ægte­par­ret nega­ti­ver­ne hos Phi­lip Bla­di­ne, redak­tør for »News-Regi­ster« (efter­føl­ge­ren til »Telep­ho­ne Regi­ster«). De nævn­te, at de aldrig var ble­vet betalt for nega­ti­ver­ne og der­for ønske­de dem til­ba­ge. Bla­di­ne bad UPI om at retur­ne­re nega­ti­ver­ne, hvil­ket de gjor­de, men uvist af hvil­ken grund for­tal­te Bla­di­ne aldrig fami­li­en Trent, at nega­ti­ver­ne var ble­vet afle­ve­ret til ham.

I 1975 fandt dr. Bru­ce Mac­ca­bee nega­ti­ver­ne i arki­vet hos »News-Regi­ster«. De dan­ne­de grund­lag for Mac­ca­be­es egen ana­ly­se af bil­le­der­ne, og han kon­klu­de­re­de, at de ikke er resul­ta­tet af et svin­delnum­mer, men viser „et vir­ke­ligt, fysisk objekt“ på him­len over Trents gård. Mac­ca­bee for­sik­rer, at han efter­føl­gen­de afle­ve­re­de nega­ti­ver­ne til fami­li­en Trent, men i vir­ke­lig­he­den beholdt han nega­ti­ver­ne i man­ge år og har først afle­ve­ret dem til avi­sen engang inden for de sene­ste 10 år.

I 2008 for­søg­te Trents børn at få udle­ve­ret nega­ti­ver­ne, hvil­ket »News-Regi­ster« — iføl­ge radio­sta­tio­nen KATO i Port­land — næg­te­de med hen­vis­ning til, at nega­ti­ver­ne skul­le ind­gå i et muse­um, som avi­sen plan­lag­de.

Avi­ser­nes redak­tions­se­kre­tæ­rer kan nog­le gan­ge være lidt hård­hæn­de­de med beskæ­rin­gen af aftryk. Her vises med sort tusch, hvor­dan et af Trents bil­le­der skal beskæ­res ved gen­gi­vel­se i avi­sen.

20–30 m i dia­me­ter – eller måske blot 20–30 cm?

I 1976 blev Paul Trents to bil­le­der ana­ly­se­ret af den ame­ri­kan­ske for­e­ning Gro­und Sau­cer Watch (GSW), som på davæ­ren­de tids­punkt var den ene­ste grup­pe, som i ufo­lo­gi­ske kred­se hav­de adgang til com­pu­ter­ud­styr, der kun­ne digi­ta­li­se­re bil­le­der og ana­ly­se­re dem — en tek­nik som i dag er hver­mand­se­je.

I en 17 sider lang rap­port for­tæl­ler GSW bl.a., at:

  • objek­tet har en fast form, er ski­ve­for­met og tre­di­men­sio­nelt
  • objek­tet befin­der sig meget langt fra kame­ra­et. Det har en lyse­re grå­to­ne end skyg­ger­ne på udvalg­te ste­der på gara­gen, og kan­ter­ne på gen­stan­de i bil­le­dets for­grund, fx tele­fon­t­rå­de­ne og gara­gen, er meget skar­pe­re end objek­tets kant
  • en elek­tron­mi­krosko­pisk under­sø­gel­se af de ori­gi­na­le nega­ti­ver afslø­rer ingen snor eller andet mistæn­ke­ligt mel­lem objek­tet og tele­fon­t­rå­de­ne. Kant­frem­hæv­ning af objek­tet og omgi­vel­ser­ne viser hel­ler ingen sno­re
  • de to fotos er taget med min­dre end 5 minut­ters mel­lem­rum
  • objek­tet er meget stort, omkring 20–30 m i dia­me­ter! Det­te resul­tat — som GSW føler sig meget sik­re på — nåe­de de frem til ved at måle opløs­nin­gen på objek­tets kant og sam­men­lig­ne med andre gen­stan­de på bil­le­det, hvor afstan­de­ne er kendt
  • objek­tets over­fla­de reflek­te­rer lys lige­som pole­ret metal
  • bil­le­der­ne er taget mel­lem klok­ken 7.30 og 8.00, hvil­ket er i strid med det opgiv­ne obser­va­tion­s­tids­punkt omkring kl. 19.30.

Foto­a­na­ly­sen af Trents to bil­le­der blev udført af
Wil­li­am H. Spaul­ding fra Gro­und Sau­cer Watch
(GSW) og offent­lig­gjort i »Pro­ce­e­dings of the 1976
CUFOS Con­fe­ren­ce« side 234–250. Ana­ly­sen byg­ge­de
på de ori­gi­na­le nega­ti­ver udlånt af Bru­ce Mac­ca­bee.
Foto: Kim Møl­ler Han­sen

 

Ana­ly­sen bekræf­ter på den ene side dr. Bru­ce Mac­ca­be­es kon­klu­sion om, at der er tale om et stør­re objekt langt fra kame­ra­et, sam­ti­dig med at den påpe­ger, at der er noget galt med det opgiv­ne obser­va­tion­s­tids­punkt. Sidst­nævn­te er en af hoved­hjør­ne­ste­ne­ne i den kri­tik af sagen, som er frem­ført af blandt andre Phi­lip J. Klass og Robert She­af­fer. De er over­be­vi­ste om, at objek­tet er en min­dre gen­stand ophængt i en eller fle­re sno­re under tele­fon­led­nin­ger­ne, og at Trents har løjet om obser­va­tion­s­tids­punk­tet, så ægte­par­rets nabo­er ikke vil­le fin­de det mær­ke­ligt, at de ikke også hav­de set objek­tet.

Den øver­ste del af den­ne pla­de­spil­ler fra 1940’erne lig­ner
i mistæn­ke­lig grad McMinn­vil­le-objek­tet.

En af Paul Trents søn­ner står på en sti­ge,
som for­tæl­ler noget om, hvor højt oppe en
evt. model kan have befun­det sig.
Foto: LIFE Maga­zi­ne

 

Foto­a­na­ly­sen fra GSW kan ikke påvi­se nogen bære­t­råd, men det bety­der natur­lig­vis ikke, at der ikke har været nogen.I slut­nin­gen af 1990’erne fore­slog Joel Car­pen­ter, at objek­tet på Trents bil­le­der min­de­de meget om sidespej­let på en last­bil fra 1940’erne, lige­som han men­te at kun­ne påvi­se, at de to bil­le­der var taget med kame­ra­et meget tæt ved jor­den, såle­des at et objekt vil­le se ud til at svæ­ve højt på him­len.

En alu­mi­ni­umstal­ler­ken med en skrue igen­nem er her ophængt i en fiskes­nø­re. Bil­le­det er taget med et 6 mega­pixel Pen­tax SLR kame­ra. Fiskes­nø­rens syn­lig­hed afhæn­ger i høj grad af lys­for­hol­de­ne.
Foto: Tim Prin­ty, SUN­li­te sep­tem­ber-okto­ber 2011

Ver­dens bed­ste ufo-fotos?

Eve­lyn Trent døde i 1997 og Paul Trent i 1998. De tjen­te aldrig noget på deres bil­le­der, og beg­ge fast­holdt til deres død, at ople­vel­sen og bil­le­der­ne var ægte. I det, der blev hans sid­ste inter­view i 1998, udtal­te Paul Trent: „Jeg tog bil­le­der­ne, men jeg vil ikke eje dem. Jeg ved jo, hvor man­ge pro­ble­mer de har givet os.“

Eve­lyn var helt enig. I et tid­li­ge­re inter­view skal hun have sagt. „Som jeg har sagt før, så vil jeg aldrig tage sådan nog­le bil­le­der igen. Det giver alt for meget opmærk­som­hed.“

Folk, som kend­te ægte­par­ret Trent, for­tæl­ler, at de var jæv­ne og ærli­ge men­ne­sker, der ikke vil­le lave et fup­num­mer. Sygeple­jer­sken Pat­ti Law­ler Scar­brough arbej­de­de i en årræk­ke for fami­li­ens læge, og hun for­tæl­ler:

„Jeg kend­te hr. og fru Trent gen­nem hele min tid som sygeple­jer­ske. De var de mest jord­næ­re, søde og tro­vær­di­ge men­ne­sker, du kan ønske dig at møde … Igen­nem alle åre­ne tal­te de aldrig om bil­le­der­ne, selv om de var ver­dens­be­røm­te. De var blot besked­ne land­mænd med et kame­ra på det ret­te tids­punkt“.

I McMinn­vil­le hol­der man liv i ufo­hi­sto­ri­en ved en
årlig ufo-festi­val en wee­kend i maj på Hotel Ore­gon
med fored­rag, en para­de, ali­en kostu­me­bal, og hvad
der ellers hører til, når man i USA dyr­ker ufo­myten.
Festi­va­len har med åre­ne udvik­let sig til at bli­ve den
næst­stør­ste af sin slags i USA, kun over­gå­et af ufo-
festi­va­len i Roswell, New Mexi­co, som afhol­des hvert år i juli.

Ufo­lo­ger har kaldt McMinn­vil­le-bil­le­der­ne for ver­dens bed­ste ufo-bil­le­der. De skul­le alt­så vise den „ægte vare“, hvad det så end er. Per­son­ligt vil­le jeg hel­le­re sat­se mine spa­re­pen­ge på, at bil­le­der­ne viser noget, som er skabt her på Jor­den.

Dis­kus­sion på net­tet

Så læn­ge der ikke er fun­det en 100 % sik­ker for­kla­ring på, hvad ægte­par­ret Trent foto­gra­fe­re­de den 11. maj 1950, vil der være gro­bund for spe­ku­la­tio­ner. Og det er net­op, hvad der sker på net­tets man­ge blogs. Her skal blot vises to eksemp­ler fra www.abovetopsecret.com/forum/.

På det­te foto fra »LIFE Magazine«s bil­le­d­ar­kiv ses nederst til høj­re en lil­le træ­kvogn. En blog­ger har pla­ce­ret et af vog­nens hjul som et objekt under tele­fon­t­rå­de­ne for at se, om et vogn­hjul kun­ne være brugt som „ufo“ i et svin­delnum­mer.
En blog­ger har her lagt de to McMinn­vil­le-bil­le­der oven på hin­an­den med udgangs­punkt i tele­fon­t­rå­de­ne. Objek­tet befin­der sig til­sy­ne­la­den­de på sam­me posi­tion under trå­de­ne på de to bil­le­der.

Artik­len »Fly­ve­våb­nets ufo-mare­ridt« byg­ger på SUFOI’s sene­ste udgi­vel­se Pro­jekt UFO — tro, løg­ne og kold krig, en bog på cd-rom, som kan købes i SUFOI Butik­ken.

Læs og se mere om McMinn­vil­le-bil­le­der­ne

www.youtube.com/watch?v=Gwmeq-tdg5I (Best Evi­den­ce — McMinn­vil­le UFO case)
www.youtube.com/watch?v=DaDYSoEPe3M&feature=related (McMinn­vil­le Pho­tos — Top 10 UFO Enco­un­ters #10)
http://brumac.8k.com/trent1.html (Bru­ce Mac­ca­be­es ana­ly­se af bil­le­der­ne)
http://debunker.com/trent.html (Robert She­af­fers kri­tik af McMinn­vil­le-bil­le­der­ne)

 

Him­mel­gå­der på Fuglsang Kunst­mu­se­um

Spæn­den­de og alsi­dig sær­ud­stil­ling af kend­te kunst­ne­res vær­ker om „him­mel­gå­der“ åbnet på Fuglsang Kunst­mu­se­um på Lol­land.

Nat­te­him­lens skøn­hed i form af Månen, pla­ne­ter og stjer­ner og natu­rens mæg­ti­ge kræf­ter som f.eks. det smuk­ke — men sjæld­ne og flyg­ti­ge — nord­lys har til alle tider inspi­re­ret såvel bil­led­kunst­ne­re, lit­te­ra­ter, musi­ke­re og viden­skabs­mænd — og har også fasci­ne­ret alle os andre.

Him­mel­gå­der, Dansk kunst og astro­no­mi 1780–2010

Fuglsang Kunst­mu­se­um på Lol­land har med sin nyåb­ne­de sær­ud­stil­ling sat fokus på det hidtil uud­for­ske­de kryds­felt mel­lem bil­led­kunst og astro­no­mi, og sær­ud­stil­lin­gen bely­ser dan­ske kunst­ne­res inter­es­se for det kos­mi­ske.

Udstil­lin­gen udfor­sker for­skel­li­ge tiders opfat­tel­se af him­mel­rum­met med kunst­vær­ker fra fle­re århund­re­der af bl.a. C.W. Eck­ers­berg, Jens Juel, J.F. Wil­lum­sen, Carl-Hen­ning Peder­sen og Anders Brinch.

Side om side med kunst­vær­ker­ne vises nog­le af dati­dens viden­ska­be­li­ge astro­no­mi­ske instru­men­ter, film­klip, musik og andet doku­men­ta­risk mate­ri­a­le.

Sær­ud­stil­lin­gen blev åbnet af Tycho Bra­he Pla­ne­ta­ri­ums direk­tør Peter O. Sevel, der i
sin tale bl.a. under­stre­ge­de, at der var god grund til ikke at adskil­le kunst og viden­skab
og at man på udstil­lin­gen net­op viser, at tin­ge­ne går op i en høje­re enhed, når man
eksem­pel­vis kan se stjer­netå­ger og andre him­mel­le­ge­mer obser­ve­ret gen­nem astro­no­mi­ske
instru­men­ter og set med kunst­ne­res øjne.
Foto: Ole Hen­nings­en
 
 
Den spæn­den­de pla­net­ma­ski­ne, Geo Nova, Det meka­ni­ske Pla­ne­ta­ri­um.
Ide og kon­struk­tion: maski­nin­ge­ni­ør Kim Bal­ling, 2004.
Maski­nen viser
Solen og de fem pla­ne­ter, der ses med det blot­te øje, Mer­kur, Venus, Mars,
Jupi­ter og Saturn, og deres ind­byr­des pla­ce­ring på et givet tids­punkt.
Pla­net­ma­ski­nen til­træk­ker sig stor opmærk­som­hed på udstil­lin­gen fra børn i alle aldre.
Foto: Ole Hen­nings­en
 
Foto: Ole Hen­nings­en

 

Tri­lo­gi­en Mør­ke­blå bjer­gryt­me med halv­må­ne, fuld­må­ne og måne­segl, 1970, udført af Else Alfelt.
Bil­le­der­ne er udlånt af Carl-Hen­ning Peder­sen & Else Alfelts Muse­um.
Foto: Ole Hen­nings­en
 

Stjer­nekik­kert fra Øster­vold udlånt fra Krop­pe­dal Muse­um.
I bag­grun­den og her­over ses Carl-Hen­ning Peder­sens Stjer­ne­nat­ten,
Moles­mes, Bovb­jerg, 1983, udlånt af Carl-Hen­ning Peder­sen & Else Alfelts Muse­um.
Foto: Ole Hen­nings­en

Fle­re af de udstil­le­de kunst­ne­re har ladet sig inspi­re­re af nord­lys. Her ses SUFOI’s foto­kon­su­lent Hans Bød­ker, ved nog­le af Harald Molt­kes bil­le­der af nord­lys. Under sit 10 år lan­ge ophold som fly­ve­l­e­der i Kan­ger­lus­su­aq, Søn­dre Strøm­fjord, i Grøn­land, hav­de Hans Bød­ker, der selv er ama­tøra­stro­nom, rig lej­lig­hed til ved selv­syn at ople­ve nord­ly­set udfol­de sig på den grøn­land­ske vin­ter­him­mel.
Nederst ses Johan­nes Jør­gen­sens digt „Jule­stjær­nen“ fra 1903.
Foto: Ole Hen­nings­en
 
Niels Han­sen Jacob­sens skul­p­tur „Astro­no­mi­en“ fra 1893 illu­stre­rer på glim­ren­de vis men­ne­skets for­søg på at opmå­le fir­ma­men­tet. Siden da er de astro­no­mi­ske måle­me­to­der ble­vet stærkt for­fi­ne­de.
Men hvor ofte har ufo-rap­por­t­op­ta­ge­re ver­den over ikke spurgt en obser­va­tør: Hvor stort så objek­tet ud til at være målt mel­lem to fin­gre i udstrakt arm?
I bag­grun­den ses J. F. Wil­lum­sens male­ri fra 1910, To Svæ­ven­de Dren­ge. En Moders Syn, der er udlånt til udstil­lin­gen af Sta­tens Muse­um for Kunst.
Foto: Ole Hen­nings­en
SUFOI’s foto­kon­su­lent Hans Bød­ker og UFO-Mails Ole Hen­nings­en besøg­te kunst­ud­stil­lin­gen og men­te ikke at UFO-Mails læse­re skul­le sny­des for bil­le­det UFO Sun­set, 2007, af Anders Brinch. Male­ri­et er udstil­lin­gens stør­ste og måt­te afmon­te­res fra sin ram­me for at kun­ne trans­por­te­res fra Ran­ders Kunst­mu­se­um, hvor­fra det er udlånt.
Foto: Ole Hen­nings­en

 

I muse­ets omfat­ten­de book­let om sær­ud­stil­lin­gen skri­ver kunst­fag­lig med­ar­bej­der Char­lot­te Dyr­berg Las­sen, om kunst­ne­ren Anders Brinch:

„Anders Brin­chs vær­ker skil­ler sig ud. I hans spr­æl­ske male­ri­er UFO Sun­set, 2007 og Love in Space/Discodance, 2006 mødes vi af et fabel­ag­tigt fan­ta­si­u­ni­vers med et enormt hav af inva­de­ren­de ufo­er for­an en oran­ge­rød sol­ned­gang, dan­sen­de hvi­de rum­mænd og blå­lil­la rum­dyr med lan­ge fan­gar­me i kraf­ti­ge far­ver på vej ind i noget, der kun­ne min­de om et sort hul omgi­vet af kæm­pe pail­let­ter og plast­per­ler. Brin­chs iro­ni­ske distan­ce og humo­ri­sti­ske til­gang til nihi­lis­men er på den ene side fest­lig og even­tyr­lig og den anden side absurd iro­nisk og dysto­pisk.

Brin­chs far­ve­ri­ge UFO Sun­set og Love in Space/Discodance pir­rer til fan­ta­si­en og humoren hos både børn og voks­ne gen­nem deres umid­del­bart til­gæn­ge­li­ge bud­ska­ber og uni­vers.

Brinch til­hø­rer en gene­ra­tion af kunst­ne­re, der gør brug af både den klas­si­ske kunst­hi­sto­rie og popu­lær­kul­tu­ren — her­un­der teg­ne­se­ri­er, film og musik. Kunst­ner­ne for­hol­der sig til og benyt­ter sig direk­te af den bre­de visu­el­le kul­turs refe­ren­cer, hvor gen­stan­de sam­men­sæt­tes på nye og over­ra­sken­de måder.
http://www.aabne-samlinger.dk/fuglsang/udstilling/himmelgaader%20booklet.pdf

»Udstil­lin­gen HIMMELGÅDER, Dansk kunst og astro­no­mi 1780–2010«, er af til­ret­telagt af muse­ums­in­spek­tør Ger­tr­ud Oels­ner, Fuglsang Kunst­mu­se­um og overin­spek­tør Ger­tr­ud Hvid­berg-Han­sen, Fyns Kunst­mu­se­um, hvor udstil­lin­gen efter­føl­gen­de vises 15. marts — 17. juni 2012.

Besøg udstil­lin­gen

Udstil­lin­gens tema lyder måske ikke umid­del­bart sær­ligt til­træk­ken­de for en lokal „him­mel­in­ter­es­se­ret“, for hvad kan dis­se muse­ums­folk dog ikke have skra­bet sam­men af gam­le sol­ned­gangs­ma­le­ri­er og hængt op på væg­ge­ne? Men tag ende­lig ikke fejl!

Her er der er tale om et utro­ligt flot og gen­nem­ført udstil­lings­ar­bej­de, som til ful­de er lyk­ke­des, og som gen­nem en ræk­ke tema­er for­mid­ler bil­led­kunst­ne­res fasci­na­tion af „det der­u­de“.

En udstil­ling der på for­bil­led­lig vis taler til alle san­ser, og som de invol­ve­re­de med­ar­bej­de­re ved de to sam­ar­bej­den­de kunst­mu­se­er vir­ke­lig kan være stol­te af at præ­sen­te­re.

»HIMMELGÅDER« er en inspi­re­ren­de og impo­ne­ren­de udstil­ling, som det bestemt er værd at ople­ve uan­set alder eller inter­es­ser.

Læs publi­ka­tio­nen

Der er i for­bin­del­se med sær­ud­stil­lin­gen udgi­vet et rigt illu­stre­ret 218 siders kata­log »Him­mel­gå­der«, base­ret på et intenst forsk­nings­pro­jekt, der på bed­ste vis invol­ve­rer kunst, lit­te­ra­tur, film og astro­no­mi og udbyg­ger sel­ve udstil­lin­gens infor­ma­tions­ni­veau. Pris 225 kr.

I for­bin­del­se med sær­ud­stil­lin­gen arran­ge­rer muse­et en lang ræk­ke akti­vi­te­ter for unge, børn, sko­ler og voks­ne i løbet af vin­te­r­en.

Se mere på Fuglsang Kunst­mu­se­ums hjem­mesi­de:
http://www.aabne-samlinger.dk/fuglsang/udstilling/saerudstilling_himmelgaader.asp

Vis dine fotos på udstil­lin­gen

Måske har du lyst til at dele dine egne bil­le­der af måner, stjer­ner og pla­ne­ter med muse­ets gæster og andre bru­ge­re?

På sitet http://www.flickr.com/photos/himmelgaader/ kan du se de bil­le­der, der alle­re­de er ind­kom­met.

Hvis du har en smartp­ho­ne kan du også scan­ne den­ne streg­ko­de, så kan du se bil­le­der­ne på din mobil.

Foto­gra­fi­er­ne på sitet vises også på en fladskærm på Fuglsang Kunst­mu­se­um som en del af udstil­lin­gen, og ved at til­fø­je egne bil­le­der, kan du selv bli­ve en del af udstil­lin­gen.

Alt, hvad du skal gøre for at del­ta­ge, er at sen­de dine bil­le­der pr. e‑mail til:
HIM­MEL­GÅ­DER-udstil­lin­gen.

Under­vejs præ­mi­e­rer muse­et et udvalg af bil­le­der­ne.

Følg med på muse­ets Face­book pro­fil eller hjem­mesi­de.

DR’s P4 Sjæl­land har besøgt HIM­MEL­GÅ­DER-udstil­lin­gen

Lyt med her:

  1. Him­mel­gå­der på Fuglsang(4,5 min)
  2. J.F. Wil­lum­sen; To svæ­ven­de dren­ge; en moders syn (3,5 min)
  3. Ger­tr­ud Ved­berg Han­sen og Ger­tr­ud Oels­ner om Him­mel­gå­der på Fuglsang (5 min)
  4. Him­mel­gå­der, Pla­net­ma­ski­nen (4 min)
  5. Him­mel­gå­der, Jakob Jen­sens træsko og vaske­tøj (3 min)
Fuglsang Kunst­mu­se­um, Nysted­vej 71, 4891 Tore­by L.

Løst og facts…

Inter­view med SUFOI’s for­mand

Uge­bla­det »Ude og Hjem­me« brin­ger i sin sene­ste udga­ve et inter­view med SUFOI’s for­mand Kim Møl­ler Han­sen.

Da Kim Møl­ler Han­sen var tee­na­ger, fandt han en dag en kas­se med num­re af bla­det »ufo-nyt«.

- Jeg syn­tes, det var spæn­den­de, men jeg spurg­te også mig selv: Kan det vir­ke­lig pas­se, at folk har set et rum­skib på him­len?

Kim læste beret­nin­ger fra almin­de­li­ge men­ne­sker, der sag­de, at de hav­de været bort­ført af mars­mænd i rum­ski­be. Og den polsk-ame­ri­kan­ske for­fat­ter Geor­ge Adam­ski påstod, at han hav­de mødt et rumvæ­sen fra Venus med nav­net Ort­hon, og fra et rum­skib hav­de obser­ve­ret et pels­dyr på Månens bag­si­de.

Kim for­holdt sig kri­tisk til histo­ri­er­ne, men var alli­ge­vel så inter­es­se­ret, at han meld­te sig ind i for­e­nin­gen Skan­di­na­visk UFO Infor­ma­tion (SUFOI), der via www.ufo.dk regi­stre­rer alle de til­fæl­de, hvor folk i Dan­mark har lagt mær­ke til noget ufor­klar­ligt på him­len.

- Vi under­sø­ger de mest inter­es­san­te sager og for­sø­ger at give et svar på, hvad det er, folk har set, siger Kim i artik­len i Ude og Hjem­me.

Den illu­stre­re­de arti­kel i uge­bla­det inde­hol­der end­vi­de­re kort omta­le af dan­ske sager, der end­nu ikke er opkla­re­de samt af en af ufo-mytens klas­si­ke­re: Ros­swellsa­gen.

Ali­en fil­met i bra­si­li­ansk regnskov?

Den engel­ske avis »The Sun« har gjort det igen med sin sene­ste sen­sa­tion. Den­ne gang i form af en histo­rie om en ame­ri­kansk blog­ger, der på sin hjem­mesi­de for­tæl­ler om en mystisk ali­en og et lys­fæ­no­men, der optræ­der i bag­grun­den på en film­se­kvens med nog­le børn i den bra­si­li­an­ske regnskov.

Fil­men skul­le angi­ve­ligt været taget af engel­ske turi­ster, men der er for­ment­lig kun meget få facts og ret så man­ge spe­ku­la­tio­ner i for­bin­del­se med histo­ri­en.

The Sun efter­ly­ser nem­lig selv yder­li­ge­re oplys­nin­ger om dis­se turi­sters iden­ti­tet.

Se video­en:
http://www.thesun.co.uk/sol/homepage/news/3886122/Alien-filmed-in-Brazil-rainforest.html

 

 

I Dan­mark er histo­ri­en taget op af »Ekstra Bla­det« den , der på sit site for­tæl­ler om
TV: Ali­en fil­met i bra­si­li­ansk regnskov

En video fil­met af engel­ske turi­ster i Ama­zo­nas regnskov er måske bevi­set på, at der fin­des frem­me­de per­so­ner på Jor­den.
http://ekstrabladet.dk/vrangen/article1644214.ece?utm_source=nyhedsbrevNyheder&utm_medium=email&utm_campaign=nyhedsbrevNyheder201110241100

EB skal kom­pli­men­te­res for, at man i det mind­ste ikke brin­ger histo­ri­en under rubrik­ken Viden­skab & tek­nik.

Bliv støt­te­med­lem for SUFOI

Vil du støt­te sag­lig og nøg­tern for­mid­ling af viden om ufo­er? Så vælg en gra­tis bog, og tegn et støt­tea­bon­ne­ment for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.

Hvert år mod­ta­ger du efter­føl­gen­de:

  • En af vores nye­ste, tryk­te udgi­vel­ser om ufo­myten
  • 4 årli­ge onli­ne­mø­der — og adgang til opta­gel­ser af tid­li­ge­re møder
  • Rabat­ko­der til gra­tis down­lo­ad af udvalg­te e‑bøger fra vores butik
  • SUFOI’s års­rap­port, som opsum­me­rer den for­gang­ne år

Vælg din før­ste gra­tis bog neden­for — og tegn abon­ne­ment i dag:

Den sto­re ufo-afslø­ring

Tro­en på, at Jor­den får besøg ude­fra, har fun­det vej til den ame­ri­kan­ske kon­gres. Både Pen­ta­gon og NASA har ned­sat eks­pert­grup­per til at udfor­ske, om der er noget om snak­ken. Og det lig­ger i luf­ten, at sand­he­den snart bli­ver afslø­ret.

Eller hand­ler det i vir­ke­lig­he­den om noget helt andet?

Astro­fy­sik for trav­le men­ne­sker

Den berøm­te ame­ri­kan­ske astro­fy­si­ker Neil deGras­se Tysons lil­le, char­me­ren­de bog er skre­vet, så du og jeg kan få en for­nem­mel­se af vores vil­de og smuk­ke hjem – uni­ver­set. Læs om alt fra Big Bang til sor­te hul­ler, fra kvar­ker til kvan­te­me­ka­nik og mørkt stof, og jag­ten på at opda­ge exo­pla­ne­ter og fin­de andet liv i uni­ver­set.

Skat­tej­agt

I den­ne bog for­tæl­ler Klaus Aars­l­eff om skat­te­le­gen­der, om skat­te der ikke er fun­det end­nu, om sto­re skat­te som er fun­det, og om hvor­dan moder­ne tek­no­lo­gi i dag har gjort det meget let­te­re at være skat­tejæ­ger.

Uan­set hvil­ken skat det hand­ler om.

UFO’er — myter og viden

Bogen er udgi­vet i anled­ning af SUFOI’s 60 års jubilæum.

Den inde­hol­der spæn­den­de artik­ler om ufo­myten og dens udvik­ling, og sam­ler op på den viden, for­e­nin­gen har sam­let om ufo­er. Og tager nog­le af de mest kend­te ufo-obser­va­tio­ner gen­nem tiden op til for­ny­et revi­sion.