Skywatchers-gruppen har siden Ross Coultharts præsentation af ufo-whistlebloweren Jake Barber tiltrukket sig større og større opmærksomhed. Og nu præsenterer de deres egen kategorisering af ufoer og et særligt ”Skywatcher Discovery Framework” – ifølge dem selv et nybrud inden for seriøs, videnskabelig udforskning af ufoer. Vi går gruppen og frameworket nærmere efter i sømmene.
Af Benny Christen Grandahl – med bidrag fra Henrik Busk Holden, Toke Haunstrup og Karsten Bomholt
Tilbage i januar præsenterede Ross Coulthart sit seneste fund af en whistleblower. Ifølge Coulthart et førstehåndsvidne, der havde været med til at transportere flere forskellige nedstyrtede ufoer væk på et af den amerikanske regerings tophemmelige testområder – kaldet ”The range”.
Whistleblowerens navn er Jacob ”Jake” Barber – og han er ikke bare whistleblower. Han er også en såkaldt ”psionic” – en person, der kan påkalde ufoer med tankens kraft.
Under præsentationen fremviste Coulthart bl.a. en video af en ægformet ufo, som Barber skulle have fløjet rundt med. Videoen var dog ikke Barbers, men fremskaffet ”gennem andre kilder”.
Jacob “Jake” Barber og et stillbillede af det ufo-æg, han angiveligvis skulle have transporteret for et tophemmeligt, statsligt ufoprogram.
Skywatcher – et miks af videnskabsmænd, militærfolk og teknologer
Sidst i programmet præsenterede Coulthart også en gruppe kaldet Skywatcher, som Jake Barber har været med til at starte. De ønsker efter eget udsagn at undersøge og dokumentere ufoer gennem en videnskabelig og struktureret tilgang.
Gruppen består af en række tidligere militærfolk, folk med viden om de forskellige teknologier, gruppen anvender, samt en række videnskabsmænd med forkærlighed for ufoer. Således er både Dr. Garry Nolan og Dr. Joseph DiNoto medlemmer af gruppen. Førstnævnte er velkendt i ufo-kredse, mens DiNoto er mere ukendt. Han har en doktorgrad i sikkerhedsstudier, og bidrager til gruppens arbejde med ekspertise inden for forsvars- og sikkerhedspolitik.
Skal gøre ufoer til ægte videnskab
Formålet med Skywatcher er at flytte ufo-forskningen fra såkaldte ”anekdotiske rapporter” og grynede billeder over i retning af mere videnskabeligt funderede, transparente og systematiske undersøgelser. Som gerne skulle ende med at afsløre, hvad ufoer er. Og hvor de kommer fra.
Siden introduktionen i januar har Skywatcher-gruppen fået større og større bevågenhed gennem omtaler i en række medier og forskellige podcasts. Desuden har gruppen udgivet to længere videoer om deres arbejde på deres egen YouTube-kanal. Og et såkaldt detaljeret metodisk rammeværk kaldet “Skywatcher Discovery Framework”. De har også fået deres egen hjemmeside op at køre, hvor de bl.a. præsenterer deres helt egen kategorisering af ufoer.
Skywatcher har inddelt de observerede ufoer i 9 forskellige kategorier. (Kilde: Skywatcher Part II)
9 ufo-typer
I alt arbejder Skywatcher med ni kategorier af ufoer, og på hjemmesiden er det meningen, at der over tid vil blive lagt billeder, videoer, radaroptagelser og data fra gruppens forskellige måleinstrumenter ud til fri afbenyttelse. Ligesom det vil være muligt for alle at få adgang til gruppens rådata.
Denne form for kategorisering af ufoer i typer, er ellers ikke noget, der har været meget fremme i ufo-kredse, siden ”nots’n’bolts ufologernes” storhedstid i 1960’erne og 70’erne.
Kategoriseringen er baseret på gruppens observationer gjort på deres egen test-range, som ligger nær Finley Mountains i det vestlige Texas i USA. Her har de samlet et imponerende arsenal af måleudstyr, store militærkøretøjer, helikoptere, videnskabsfolk, teknikere, piloter med videre.
Ufoerne kommer, når Skywatcher fløjter
Nu skulle man jo mene, det er lidt et sats, at gruppen har placeret sig midt ude i ingenting i den mest øde afkrog af Texas. Og så sidder der og venter på, at der kommer ufoer forbi. Men sådan fungerer det ikke. For gruppen har udviklet to forskellige metoder, som de bruger til at påkalde ufoerne med.
Ved den ene metode anvender de, hvad de beskriver som en ”elektromekanisk ufo-hundefløjte”. Den skulle angiveligt både kunne påkalde og i nogen grad også interagere med ufoer.
Skywatchers betegnelse ”ufo dog whistle” fik hurtigt humoristiske sjæle til at dele dette billede på de sociale medier.
Den anden metode anvender såkaldte ”psionics” – altså mennesker med særlige psykiske evner, der fungerer som medier. De påstås at kunne påkalde ufoer ved hjælp af ”meditation og intention”. Og placeres ude i terrænet på nogle drømmesenge. Hvorefter ufoerne så dukker op. Den vender vi tilbage til lidt senere.
Psionics placeres på drømmesenge rundt om i terrænet, hvorfra de så påkalder ufoerne ved tankens kraft. (Kilde: Skywatcher Part II)
Banebrydende ufoforskning eller …?
Ikke overraskende er mange i ufokredse lige så overbeviste som gruppen selv om, at Skywatchers tilgang til udforskningen af ufoer er banebrydende. Og lige så lidt overraskende er det, at skeptikere som f.eks. nærværende forening og videnskabsfolk uden en særlig forkærlighed for ufoer er noget mere i tvivl om seriøsiteten ved dette projekt.
Det tunge udstyr er kørt i stilling
Der er ingen tvivl om, at det tunge helt udstyr er kørt i stilling. Gruppen råder over både 2 helikoptere, udrangeret militært radarudstyr, forskellige infrarøde sensorer og kameraer, samt forskelligt andet fotografisk og optisk udstyr.
Der er ikke sparet på udstyret, der bl.a. tæller en mobil radarstation og forskellige militærkøretøjer, 2 helikoptere og andet isenkram. (Kilde: Skywatcher Part II)
Lige så dårlig billedkvalitet som altid
Alligevel har de billeder og videooptagelser af ufoer, som gruppen har fremvist til dato, været af lige så ringe kvalitet, som vi er vant til at se dem. Endskønt de påkaldte ufoer ifølge gruppen selv, flere gange har fløjet lige hen over hovedet på dem. Og at de synes at have kameraudstyr med optiske zoomlinser på mellem 1500 til 2000 mm til at dokumentere det i form af stillbilleder og videoer.
Alligevel minder billederne udsendende- og kvalitetsmæssigt meget om dem, vi får ind i SUFOI’s fotoafdeling, fordi de er optaget af helt almindelige danskere med kameraet på deres smartphone.
Det nytter sjældent at bruge et voldsomt optisk zoom, hvis du vil fange et objekt, der flyver hurtigt og ukontrolleret. (Kilde: Skywatcher Part II)
At Skywatchers billeder ikke er bedre end dem, der optages med en almindelig smartphone, kan selvfølgelig skyldes, at gruppen ikke zoomer ind på de objekter, de optager. For når de må formodes, dels at flyve meget hurtigt, og dels skifter retning tit og uforudsigeligt, er det ikke er muligt at følge dem med store zoomlinser.
I stedet optager gruppen billederne uden nogen nævneværdig stor forstørrelse og forstørrer så billederne efterfølgende – hvorfor de fremtræder lige så grynede og utydelige som de traditionelle smartphonebilleder.
Når de påkaldte ufoer er under 100 meter væk, er det ærgerligt, at der ikke lige er én, som tager et billede eller en video. (Kilde: Fra hans interview i podcasten ”Engaging The Phenomenon”).
SUFOI’s fotoeksperter genkender flere gamle travere
I SUFOI’s fotogruppe har vi set på de billeder og videoer, der fremvises i den seneste Skywatcher-video – Part II. Her genkender vi flere af ”the usual suspects”, som vi også ser på de ufo-billeder danskerne sender os ind.
Således optræder der ifølge vores erfarne fotoeksperter både balloner (af såvel udseende og bevægelse). Samt fugle (både i flugt og oplyst af bylys), fly og sandsynligvis også en faldskærm med en let last under sig.
Det vores fotoeksperter mener er en faldskærm, tolker Skywatcher som en Jellyfish – som de i øvrigt beskriver som en interdimensionel skabning – uden at de nævner noget om, hvor de ved det fra. Det er i øvrigt en af de 9 ufotyper, som de arbejder med.
En interdimensionel skabning? Eller kunne det være en faldskærm med en forholdsvis let last? (Kilde: Skywatcher Part II)
Desuden synes den fremviste optagelse af et objekt i ufo-kategori 3 – The blob – at minde meget om en raketudstødning.
Men hvorfor skulle Skywatcher kunne se både raketudstødninger og faldskærme fra deres testområde ude ”in the middle of nowhere” i et tørt og ekstremt tyndtbefolket ørkenområde?
Det er der efter vores mening en god grund til.
Skywatchers testområde er omgivet af militærområder
For med en placering i et isoleret og uforstyrret hjørne af det sydlige Hudspeth County, er området omkring Finlay Mountains et ideelt sted for aktiviteter, som helst ikke skal ses af for mange nysgerrige øjne.
Så lidt ligesom Area 51 i Nevadas ørken, ligger der flere betydningsfulde militærbaser og militære testområder rundt om den landområde, som Skywatcher opererer på.
Lidt sydvest for Skywatcher-området finder vi således White Sands Missile Range. Det er et større militært øvelses- og testområde, der strækker sig fra øst for El Paso og går mod nordøst op gennem New Mexico. Det er et af de største militære testområder i USA, der benyttes af både hær, luftvåben og NASA.
Stedet er kendt for hyppige missiltest, samt prøveflyvninger med forskellig hypersonisk teknologi og andre eksperimentelle flytyper. Ligesom det var der – nær Trinity i New Mexico – verdens første prøvesprængning af en atombombe fandt sted.
Et sted i dette område (den røde firkant) ligger Skywatchers testrange – omgivet af militære baser, øvelses- og testområder. Den helt præcise placering er vi dog ikke bekendt med. (Kilde: Opslag på X)
Lidt øst-sydøst for Skywatcher-området befinder Mile High Resources sig. Det er også et testområde, der anvendes af private forsvarsleverandører til afprøvning af forskellig missil‑, militær- og UAV-teknologi (droner).
Endelig ligger Biggs Army Airfield og Fort Bliss mod vest-nord-vest, hvorfor det må formodes, at en del flytrafik til disse baser – især Biggs Army Airfield – passerer henover eller tæt forbi Skywatcher-området.
Altså har Skywatcher-folkene rig mulighed for at få øje på både næste generations fly, raketter og alt muligt andet militært isenkram.
Mile High’s reklamer får det næsten til at se ud som om, hvem som helst kan leje sig ind på området. Og skyde til højre og venstre med hvad som helst.
Men kan erfarne militærfolk ikke genkende militærteknologi?
Men skulle ellers formode, at erfarne militærfolk ikke kunne genkende faldskærme, raketudstødninger og forskellige militærfly. Men noget af den fremtidige militærteknologi, der testes, ser måske meget anderledes ud, end de trænede militærfolk er vant til. Derfor kan det være svært at se, hvad det er.
Samtidig kan helt almindelige fly, raketter, faldskærme og så videre set under usædvanlige forhold eller set ude af den sædvanlige kontekst, også være svært at identificere. For rutinerede piloter og militærfolk fejlbedømmer stort set lige så tit naturfænomener og menneskeskabte objekter som helt almindelige mennesker.
Det viser AARO’s opklaringsstatistik. De modtager jo netop kun rapporter fra piloter og militærfolk. Alligevel kan ARRO forklare 95 — 98 % af de modtagne observationer. Det er præcis den samme opklaringsprocent, som vi har i SUFOI baseret på de mere end 18.000 ufo-rapporter, vi har modtaget fra danskerne hen over de seneste snart 70 år.
Endnu ingen data frigivet
Men selvfølgelig kan vi ikke være fuldstændigt skråsikre på, at det forholder sig ligesådan med Skywatchers observationer. Og det er da heller ikke alt, hvad gruppen viser frem, vi har gode bud på, hvad er, bare ud fra billeder og videoer alene. Typisk fordi det er for utydeligt på videoerne.
Derfor skal det blive interessant at se nærmere på de data, som Skywatcher angiveligvis skulle frigive senere på året for hver af de ufo-typer, som de arbejder med.
Oftest er det jo de netop manglende data, som gør det umuligt at finde en forklaring på de sidste 2–5 % af de ufo-observationerne, vi får ind. Så uden alle nødvendige data er det umuligt at afgøre, om den uforklarede procentdel af rapporterne dækker over noget mere ekstraordinært. Eller også bare viser sig at have en naturlig forklaring.
Hvor pålidelige er Skywatchers metoder?
Endelig er der de metoder, som gruppen fortæller, de anvender til at påkalde ufoerne med. De er ret centrale for gruppens arbejde. Og synes at være hele grundlaget for de fremgangsmåder, gruppen beskriver i deres Skywatcher Discovery Framework. Mere om det om lidt.
For når du kan fremkalde ufoer på kommando, er det jo nemt at stå klar med alle mulige apparater til at måle på og dokumentere deres tilstedekomst.
Men hvordan har gruppen fundet frem til, at det i det hele taget er muligt? Og hvordan virker den elektromekaniske ”ufo-hundefløjte”, som de har bygget?
Ingen af delene får vi svar på i hverken videoen eller dokumentet om gruppens framework. Og uden den viden er det jo svært at kunne vurdere deres metoder ordentligt. Eller eftergøre dem. Ligesom det heller ikke er muligt at bygge vores egen ufo-hundefløjte, så vi kan se, om vi kan tilkalde ufoer på samme måde som Skywatcher-gruppen.
Ærgerligt.
Særligt for de mange regeringsundersøgelser og frivillige ufo-foreninger, der gennem de seneste 80 år har været nødt til at basere deres arbejde på indrapporteringer fra folk, der ved et tilfælde har set en ufo. Det havde været så meget nemmere, hvis vi havde kendt til ufo-hundefløjten, og kunne påkalde dem selv.
Et forsøg på at blåstemple CE5?
Nå ja – så er der også den såkaldte ”neuromeditative interaction”, som de også anvender – den med medierne. Eller ”psionics”.
Ud fra de beskrivelser gruppen kommer med af de “psionics”, der ved hjælp af meditation skulle kunne fremkalde ufoer, minder der meget om det, der i ufo-kredse går under navnet CE5. CE5 står for Close Encounters of the Fifth Kind, hvilket dækker over menneske-initieret kontakt med ufoer eller aliens.
Greer står bag
CE5-begrebet er mere eller mindre opfundet af den amerikanske læge Steven Greer, der i årevis har afholdt velbetalte CE5-sceancer rundt om på øde steder i USA. Her har han og udvalgte personer, han selv har uddannet, efter sigende have påkaldt ufoer.
Hele CE5-begrebet, den høje prislap på Greers arrangementer, og hans jævnlige proklamationer om, at han snart vil offentliggøre sensationelle nyheder om ufoer og aliens, har i mange år gjort ham til en kontroversiel person selv blandt de mest rødglødende ufo-believere.
Men over de seneste år synes særligt de ufo-tilhængere, der er kommet til siden 2017, at interessere sig mere og mere for at praktisere CE5. Også herhjemme.
Så når et blandt ufo-tilhængerne så velanset et initiativ som Skywatcher viser sig, også at benytte lignende metoder til at påkalde ufoer med, bliver det næsten til en form for blåstempling af CE5-begrebet. I hvert fald i føromtalte kredse. Selvom der på ingen måde findes nogen som helst videnskabelige beviser for, at det er muligt, hverken at påkalde ufoer eller noget som helst andet med tankens kraft.
Skywatchers undersøger selv deres metoder
Hvilket igen gør det nødvendigt at sætte et stort fedt spørgsmålstegn ved ”videnskabeligheden” i Skywatcher-gruppens arbejdsmetoder og hele deres framework.
Men det ser vi måske helt anderledes på inden 2025 er slut. For til den tid forventer Skywatcher at have ført begge deres metoder – både hundefløjten og anvendelsen af psionics – gennem de 6 trin, som deres framework består af.
Og hvad handler det så egentligt om? Og hvad betyder det for ”ægtheden” af de to metoder?
Det ser vi nærmere på her:
Skywatcher Discovery Framework
Skywatcher Discovery Framework er opbygget som et rammeværk i seks niveauer (eller lag), der ifølge gruppen skal sikre mere anvendelige og validerede data fra observationer af ufoer. Altså er målet, at frameworket skal skaffe ”solide og videnskabelige” beviser for ufoer.
Rammeværket fungerer ved, at en observation skal kunne gå gennem de forskellige lag, før den anses for et ”endegyldigt bevis”. For at gå fra et niveau til det næste, stilles der en række konkrete krav til kvalitet, resultater og dokumentation af niveauets undersøgelser. Først når disse er opfyldt, kan observationen gå videre til rammeværkets næste niveau.
Niveau 1: Indledende observation
Alt starter på det første niveau, hvor nogen henvender sig med en ufo-oplevelse. Det kan være øjenvidneberetninger, slørede billeder eller et radarspor. De fleste henvendelser vil ofte vise sig at have naturlige forklaringer som fly, satellitter eller refleksioner. Dette udelukkes først. Men hvis der er faktorer, som ikke umiddelbart kan forklares, går sagen videre til næste niveau.
Niveau 2: Systematisk dataindsamling og dataanalyse
På andet niveau begynder en mere systematisk undersøgelse af eventuelt modtagne data. Samtidig opsættes instrumenter til yderligere dataindsamling på observationsstedet – f.eks. kameraer, sensorer og radar. Eventuelle nye observationer og målinger registreres så med præcise tidspunkter og indsamling af alle data.
På dette niveau handler det om at opnå håndfaste beviser, som kan måles og analyseres – ikke bare fortælles om. Hvis undersøgelsesgruppen efter grundig dataanalyse og eventuelt yderligere dataindsamling, stadig står med noget konkret og uforklarligt, går observationen videre til næste niveau.
Niveau 3: Analyse og hypoteseafprøvning
Tredje niveau omfatter en endnu grundigere undersøgelse af observationen. Her undersøges og beregnes faktorer som hastighed, lysmønstre og bevægelse med videre. Baseret på det testes det endnu engang, om der findes naturlige forklaringer på observationen: Kan det være en drone? En fugl? En meteor?
Målet er at sikre sig, der ikke er en logisk og kendt forklaring på observationer. Samt – hvis det ikke er tilfældet – at definere det, som gør observationen så interessant, at den fortjener at blive undersøgt af andre fagfolk. Samt eventuelt udvikle en hypotese om, hvad det kan være, der kan granskes af disse.
Hvis observationen – trods grundige analyser af data – stadig ikke kan forklares, sendes den videre til næste niveau.
Niveau 4: Uafhængig bekræftelse og ekstern faglig vurdering
På fjerde niveau bliver alle data delt med uafhængige eksperter udefra. F.eks. specialister i radar eller billedanalyse. De får lov at se både data og gennemgå de metoder, gruppen har anvendt på tidligere niveauer. Og validere eller forkaste disse.
Baseret på de eksterne eksperters egne undersøgelser, kommer de med deres vurdering. Og hvis de bekræfter, at der stadig er noget usædvanligt i materialet, går observationen og alle tilhørende data videre til næste niveau.
Niveau 5: Offentliggørelse og offentlig gennemgang
Det femte niveau handler om at gøre observationen og analysen tilgængelig for offentligheden. Her offentliggøres materialet, ofte i form af rapporter eller præsentationer. Og både forskere og almindelige borgere kan se med og komme med deres kritik og input.
Hvis materialet også her viser sig at holde til en grundig og tilbundsgående granskning, begynder observationen at få større opmærksomhed og måske endda officiel anerkendelse. Og kan gå videre til næste niveau.
Niveau 6: Fuld anerkendelse og integration
På sjette og sidste niveau er der ikke længere tvivl. Her er observationen blevet accepteret som et virkeligt fænomen, som både offentligheden, forskerne og myndighederne forholder sig aktivt til.
Det betyder også, at forskellige videnskabsfolk kan begynde at forske videre ud fra nye antagelser – f.eks. hvis det viser sig, at der er teknologi involveret, vi ikke ved, hvordan virker. Eller hvor kommer fra.
Virker umiddelbart mere metodisk, end vi er vant til
Ved første øjekast virker Skywatcher Discovery Framework meget mere omfattende og metodisk end noget, vi ellers har været vant til i ufo-kredse.
Det skyldes nok især, at frameworket anvender en lagdelt valideringsmodel – også kaldet et progressivt rammeværk – der også kendes inden for evidensbaserede videnskaber som f.eks. medicin, fysik, kemi, astronomi og geologi. Samt i nogen grad også psykologi og socialvidenskab.
Styrken ved den lagdelte validering er, at der skabes gennemsigtighed og en større sikkerhed for, at forskerne ikke kommer frem til konklusioner, der er baseret på formodninger, ønsketænkning og forudindtagethed.
Samtidig forsøger Skywatcher rammeværket at bringe systematik ind i et felt, der ellers er præget af løs snak og spekulation. Der stilles krav om dokumentation med f.eks. radar, infrarøde sensorer og videooptagelser af ufo-observationer. Og lægges op til uafhængig analyse og verificering – samt en ambition om at offentliggøre data og opnå bredere integration i brede, videnskabelige kredse.
Rammeværket er baseret på evnen til at påkalde ufoer
Men netop kravet til dokumentation af ufo-observationerne med en masse måleudstyr, gør det umuligt at bruge rammeværket på almindelige ufo-oplevelser.
For ufo-oplevelser opstår spontant i en uventet situation, hvor du ikke er forberedt på, at de sker. Derfor har du sjældent måleudstyret parat. MEDMINDRE du kan påkalde ufoer på kommando – hvilket Skywatcher påstår, de kan.
Altså er hele rammeværket bygget op om den måde, Skywatcher-gruppen hævder, de arbejder på.
Mangler metodisk klarhed og stringens
Samtidig mangler rammeværket metodisk klarhed og videnskabelig stringens. I det offentliggjorte dokument beskrives de enkelte niveauer kun overfladisk. Og der er ingen standardiserede metoder eller krav til f.eks. måleusikkerhed, kontrolgrupper eller håndtering af bias – forudindtagethed. Eller henvisninger til mere uddybende beskrivelser af rammeværket.
Yderligere kompliceres det af, at teknologisk udstyr blandes med bevidsthedsbaserede teknikker som “neuromeditativ interaktion” og brugen af såkaldte “psionics” – mennesker med påståede psykiske evner. Noget videnskaben har undersøgt masser af gange, uden at kunne finde evidens for, at det virker (se infoboksen nederst).
Det skaber en metodeforvirring, som fjerner rammeværket yderligere fra traditionel forskningspraksis. Og undergraver troværdigheden af det.
Ligeved og næsten
Skywatchers rammeværk efterligner videnskabelige processer og har visse strukturelle ligheder med anerkendte modeller fra bl.a. evidensbaseret medicin. Men det lever ikke op til kravene for at blive betragtet som et egentligt videnskabeligt rammeværk.
Så selv om rammeværket bruger en masse fine ord (bemærk, for eksempel, hvor ofte ordene ”rigor”, “rigorously” og “scientific” anvendes), er det svært at forstå, hvordan rammeværket egentlig fungerer i praksis.
Samtidig synes det også så som så med den videnskabelige, nøgterne og åbne tilgang til ufo-fænomenet. Udgangspunktet er helt klart, at ufoer er intelligente og styrede objekter af en art. Bemærk for eksempel denne passus i introduktionen til, hvordan elektromekaniske signaler kan bruges til at kommunikere med ufoer: “One would expect any advanced monitoring capabilities of UAP might enable them to sense and respond to unique signatures.”
Og hvad er egentligt ”elektromekaniske signaler”?
Altså ligner Skywatchers Discovery Framework på overfladen noget, der kunne være videnskabeligt, fordi det trækker på velkendte principper som dokumentation, analyse og validering.
Men i praksis er der nærmere tale om en pseudo-videnskabelig struktur, der bygger på metoder, som savner enhver form for videnskabelig evidens. Det placerer rammeværket i et grænseland mellem systematisk nysgerrighed og pseudovidenskab. Og stiller gruppens arbejde og forslag til metodik helt uden for rammerne af klassisk videnskab.
Seriøst og troværdigt ser det ud, når The Hill-journalisten Marik Von Rennenkampff og Skywatchers tekniske chef James Fowler taler om gruppens arbejde i gruppens seneste video iklædt pæne jakkesæt. Men under den velpolerede og nålestribede overflade er det så som så med videnskabeligheden. (Kilde: Skywatcher Part II)
Et kalkuleret forsøg på at få opmærksomhed
Altså er der intet som helst nyt i hverken de fremviste videoer eller det offentliggjorte dokument med Skywatchers Discovery Framework.
Skywatcher-gruppens ”beviser” og ”metodik” lægger sig blot i kølvandet på den lange række af lignende slørede og uklare video’er og still-billeder, som vi har set utallige gange før. Og anvender metoder, som savner enhver form for videnskabelig evidens.
Så endnu engang har troværdigheden af de selvbestaltede amerikanske ufo-personligheder lidt et gevaldigt tilbageslag. Samtidig er barren hævet gevaldigt for, hvor endnu mere fantastisk og chokerende de næste ufo-afsløringer skal være, for at de vækker opmærksomhed.
Hvornår knækker filmen?
Forskning i bevidsthedsbaserede teknikker
Forskningen i bevidsthedsbaserede teknikker som tankeoverførsel, fjernsyn (remote viewing), forudanelse og lignende har gennem tiden tiltrukket både videnskabelig interesse og betydelig skepsis.
Særligt i 1970’erne blev der gennemført en række eksperimenter med støtte fra bl.a. de amerikanske efterretningstjenester. Her forsøgte forskerne at undersøge, om mennesker kunne indsamle informationer eller påvirke omgivelserne uden fysisk kontakt. Eller forudse farer eller fjendens næste træk.
En central skikkelse i denne forskning var en i dag velkendt skikkelse i ufo-kredse: Harold E. “Hal” Puthoff.
Han er en amerikansk fysiker med baggrund i kvantemekanik og laserfysik. Hal arbejdede bl.a. ved Stanford Research Institute (SRI), hvor han ledede eksperimenter i såkaldt remote viewing – forsøg, hvor testpersoner skulle beskrive fjerne eller skjulte mål udelukkende ved hjælp af indre forestillinger.
Harold E. “Hal” Puthoff er i dag en velkendt – og blandt ”believere” velanset – skikkelse i ufokredse.
Disse eksperimenter blev kendt i offentligheden som det amerikanske STARGATE-program, der kørte frem til 1995. Og påstås at være fortsat i hemmelighed derefter. Programmet er bl.a. omtalt i Lue Elizondos bog ”Imminent”, fordi Elizondo efter sigende skulle have deltaget i det. Og ifølge ham selv skulle han have gode evner inden for feltet.
Men selv om eksperimenterne viste overraskende resultater, blev de ofte kritiseret for manglende kontrol, metodeproblemer og manglende reproducerbarhed. Den brede videnskabelige konsensus i dag er, at der ikke findes solid evidens for, at fænomener som tankeoverførsel eller forudanelse fungerer.
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.
