I 1967 så en dreng noget uforklarligt på Sjællands Odde. Nu fortæller han, hvad han husker i dag. Det sætter nye perspektiver på Danmarks måske mest spektakulære CE3 sag.
Af Thomas Brisson Jørgensen — med bidrag fra Toke Haunstrup
Sjællands Odde-observationen fra 1967 er en af de helt klassiske danske ufo-sager, fordi den involverer så mange spektakulære detaljer, i en type sag (nærkontakt af tredje grad), som dansk ufologi i forvejen ikke ligefrem tæller mange af.
Sagen er nu mere end 58 år gammel, og mystikken omkring den har kun vokset sig stærkere med tiden, da der aldrig rigtig er kommet en opfølgning, der aktivt har involveret hovedvidnet, som på observationstidspunktet blot var en ung knægt.
Kim Møller Hansen gjorde et forsøg på at genbesøge sagen tilbage i 1983, i forbindelse med sin serie om danske UFO-klassikere. Der var dog ingen interesse fra familiens side i at grave op i tingene igen, og SUFOI har derfor siden betragtet sagen som et afsluttet kapitel.
For noget tid siden skulle jeg på et lille road trip rundt i Odsherred, og en af destinationerne på min liste var lokationen for Sjællands Odde-hændelsen. Forinden foretog jeg lidt research på nettet, og det var her jeg opdagede at hovedvidnet, Jesper, faktisk stadig bor i området den dag i dag.
Jeg tog derfor kontakt til ham, og til min overraskelse – set i lyset af den tidligere udmelding om at ville lade sagen ligge – viste han sig i stedet at være ret åben og imødekommende for at tale med mig. Vi lavede derfor en aftale om at mødes ved observationsstedet og lave et slags genbesøg af hændelserne. Hvad der oprindeligt var tænkt som et hurtigt og beskedent visit til et legendarisk dansk ufo spot, var nu pludselig blevet til en enestående mulighed for at grave dybere i, hvad der virkelig skete den vinterdag i januar 1967.
Men da det er de færreste der kan forventes at være inde i sagens detaljer, må vi hellere lige først opridse hændelsen, som den blev gengivet i aviserne, UFO-Nyt og andre publikationer dengang, og som den er blevet genfortalt lige siden.
Den “officielle” historie
Den 18. januar, 1967, ved mørkets frembrud, omkring kl. 16:40, legede Jesper og hans ven Tage — dengang henholdsvis 7 og 9 år gamle — nær Jespers families gård, tæt ved landsbyen Overby, der ligger få kilometer fra spidsen af Sjællands Odde. Tages lillesøster på 4 år var der desuden også.
Man kunne normalt se havet klart på den anden side af vejen, fra hvor de legede, men vejret denne dag var koldt og tåget med kraftig vind fra vest.
Tage var på vej til at gå hjem, da han pludselig så et mørkt gråt objekt på himlen, ude over vandet. Objektet havde en sløret, rund form med en kort, spidsende hale. Han troede, at det var en skypumpe, og af frygt råbte han til sin lillesøster og Jesper, at de skulle flygte.
Tage og søsteren løb derefter hjem til deres mor for at advare hende. Hendes umiddelbare reaktion var dog, at vinden slet ikke var stærk nok til, at en skypumpe kunne dannes. Hun gik derefter hen til vinduet, men kunne ikke se noget usædvanligt på himlen.
Fra skypumpe til flyvende fartøj
Jesper derimod var ikke bange. Han søgte i stedet dækning i en vejgrøft og iagttog “skyen”, som på dette tidspunkt havde forvandlet sig til en mørk, rund kugle, men uden den tidligere “hale”. Den havde nu også en glødende lyskrans, og den udsendte to afgrænsede lysstråler, der mindede om søgelys.
Efter at have bevæget sig rundt i det umiddelbare område i et stykke tid, foretog ufoen endnu et stadie i dens “transformationscyklus”, og begyndte nu gradvist at ligne et decideret flyvende fartøj. Det havde et langt, smalt, rektangulært vindue i midten, og en stråle af blågrønt lys, der steg ned fra hvert hjørne af vinduet. Objektet havde avancerede antenner og i bunden var en firkantet dør omgivet af glas.
De forskellige stadier af objektets fremkomst, som beskrevet ovenfor. Skitserne blev lavet ifm. SUFOI rapportoptagelsen i 1967.
Der var også nogle mærkelige symboler på fartøjet, der ikke passede med de tal og bogstaver, Jesper havde lært i skolen. Bag fartøjet fulgte en lille rund genstand på et kabel, som Jesper sammenlignede med en rund ost på et reb. Men den nok mest bizarre detalje var, at på den anden side af ufoen var en plakat, der forestillede “en neger med en kurv på hovedet”! Her skal man lige huske, hvor mange år vi er tilbage i tiden, og der var således ikke noget nedladende ment med beskrivelsen. Det var ”bare sådan man sagde dengang.”
Den sorte substans på stranden
Fartøjet fløj nu lidt rundt på må og få, på en underlig slingrende måde. Tre landingsben kom dernæst ud fra bunden, som om fartøjet var ved at gøre klar til at lande. Men da det nåede en meter over jorden, trak den benene op igen, så kun spidserne af dem var synlige. Derefter fløj ufoen mod nordvest, ud mod havet.
Da den var over stranden, faldt en slags sort substans ud af bunden. Derefter tog objektet en drastisk drejning, samtidig med at en firkantet gondol eller kurv blev sænket ned mod jorden. Den hang i et tykt og antagelig meget stift kabel, da den ikke svingede, uanset hvilke manøvrer objektet foretog.
Besætningsmedlemmerne
Derefter klatrede otte “besætningsmedlemmer” ned gennem hullet i bunden af ufoen, én ad gangen og ned i kurven. Jesper beskrev dem som menneskelignende, alle mellem 1–1,2 meter i højden, omtrent samme størrelse som han selv. De havde alle lange tynde ansigter med lange næser. Syv af dem havde klippet blondt hår, mens den ottende havde længere og mørkere, skulderlangt hår.
Jesper huskede, at en af besætningsmedlemmerne – måske lederen – bar en blå uniform, men de syv andre bar tøj med lodrette striber i rødt, hvidt og blåt — der mindede om heldragter til gymnastik. Derudover havde alle hatte på, der lignede dem, stenhuggere bar i gamle dage.
Bortset fra lederen i blå, havde hver af dem en dobbelt ilttank på ryggen. Herfra løb en slange, der tilsluttede sig i modsatte ende til et gitterlignende mundstykke, der dækkede besætningsmedlemmernes mund, på samme måde som en iltmaske hos dybhavsdykkere. Besætningen havde også lommelygte-lignende projektører fastgjort til deres skuldre.
Illustration af fartøjet og ufonauterne i ”kurven”, tegnet noget tid efter rapportoptagelsen af Lasse Brandt og således ikke verificeret af Jesper i sin tid.
Ufoen fløj nu tilbage fra nærheden af havet mod det område, hvor Jesper gemte sig. De otte besætningsmedlemmer samlede derefter nogle instrumenter op fra kurven, der lignede kikkerter eller kameraer.
Jesper var slet ikke bange og beskrev besætningsmedlemmerne som venligt udseende, og de vinkende til ham, da fartøjet passerede over en formation af træer ved vejsiden. På det tidspunkt kunne Jesper høre ufoen udsende en lav lyd, der mindede om den man hører fra en batteridrevet båndoptager. Jesper bemærkede, at ufoen ikke producerede nogen varmesignatur, som et lavtflyvende fly eller helikopter normalt ville gøre.
Da ufoen fortsatte sin flyvning i retning af kirken i Overby, bemærkede Jesper, at syv af de otte besætningsmedlemmer klatrede op fra kurven ind i fartøjet selv. Mod slutningen af observationen skiftede ufoen farve fra orange til lilla, men lyset fra dens vindue forblev blågrønt. Observationen varede ikke længere end fem minutter og var ovre kl. 16:45.
Det er i store træk den historie, der er blevet fortalt og genfortalt om sagen siden 1967. Men hvor meget af den kan Jesper faktisk stå inde for, den dag i dag?
Udklip om Sjællands Odde-sagen fra Holbæk Amts Venstreblad, 16. april (1967).
Jespers version af oplevelsen anno 2025
Jeg mødes med Jesper en solskinsrig dag i maj måned på stedet for observationen, der i store træk ligner sig selv fra dengang. Noget der slår mig med det samme er, at Jesper ser utrolig ung ud af sin alder. Faktisk ville jeg ikke have gættet på, at han var ret mange år ældre end mig selv, på trods af 20 års aldersforskel.
Allerede inden vi kommer rigtig i gang, bliver det klart for mig, at Jespers afvisning af at tale om emnet tilbage i 1983 skyldes, at han ikke følte SUFOI havde håndteret sagen ordentligt i sin tid.
En dreng under pres
Han gennemgik i månederne efter sin observation flere runder af interview med forskellige ufo-efterforskere (tilsyneladende ikke kun fra SUFOI), som Jesper selv kalder for “møder”. Måden han beskriver dem på, giver dog indtryk af, at han har opfattet det mere som en serie forhør. Derudover blev han løbende udspurgt og konfronteret af mange andre voksne omkring ham, der alle havde vidt forskellige holdninger til emnet.
Som han selv siger, kan alt dette ikke undgå at præge en 7‑årig dreng og efter mange timer med spørgsmål som “var det dét du så?”, “var der ikke lys på?” og så videre, har han mere eller mindre bevidst følt sig under et vist pres til at give bestemte svar, som han har ment de voksne gerne ville høre.
Et af de første tvivlspunkter, der opstod i vores samtale, var angående selve objektet, der ifølge den officielle fortælling skulle have formet sig over flere stadier og blevet gradvist mere “solidt” og defineret. Jesper kan ikke rigtig genkende denne beskrivelse. Han husker det i stedet som, at han bare først kunne se detaljer, da fartøjet kom tættere på. Han mener, at han fra starten tænkte, at det han så, ikke kunne være en skypumpe, men nærmere “et eller andet rumfartøj”.
Det var her ude over kysten, Jesper og Tage først så ”skypumpen” (Eget foto).
Overraskende detaljeringsgrad
I dag tror Jesper dog slet ikke på, at det er muligt, ud fra den position, han befandt sig, at se alle de detaljer der udlægges i den officielle fortælling. Og da slet ikke i mørket i så dårligt vejr.
Imens vi står ved observationsstedet, udpeger Jesper, hvor han husker objektet fløj over, og udpeger for mig det nærmeste punkt objektet kom på ham. Jeg må give ham ret i, at det ville kræve overordentligt god nightvision at se ret meget på de afstande på det tidspunkt af dagen, når vi samtidig medtager de daværende vejrforhold.
Da objektet var nærmest, var det helt ude ved de bageste træer, der ses på billedet ovenfor (Eget foto).
Holder fast i besætningsmedlemmerne
Jesper holder stadig fast i, at han så en gruppe “besætningsmedlemmer” i forbindelse med objektet, hvad enten disse har været ufonauter eller ej. De detaljer, han husker om dem, er dog meget sparsomme sammenlignet med beskrivelserne og illustrationerne tilknyttet den officielle fortælling.
Jeg spørger om størrelsen på besætningsmedlemmerne, som han skulle have beskrevet som små, omkring 1 meter høje. Til det udbryder Jesper, lidt forbløffet: “Står der virkelig, at jeg sagde det?” Han medgiver dog, at han godt kan have sagt det, men at det ikke er en detalje, der siden hen har levet i hans hukommelse.
… men husker ikke detaljerne om dragterne og udstyret
Beskrivelsen i den officielle beretning om dragterne og udstyret, samt besætningsmedlemmernes nærmere udseende, kan han overhovedet heller ikke relatere til. Jesper husker heller ikke, at besætningsmedlemmerne kunne se ham. Han mener, at det nok er endnu en af de her detaljer, der er blevet mere eller mindre fremtvunget efterfølgende.
Hvorvidt han skulle have følt en slags kontakt, så husker Jesper det dog som om han følte en slags forbindelse til det, han så. Og han husker også, at han på intet tidspunkt følte sig truet eller i fare.
Angående ”kurven”, hvor besætningsmedlemmerne befandt sig, er han også i tvivl om, hvad han faktisk så. I dag er han mere tilbøjelig til at tro, at der måske var et andet fartøj, eller noget helt tredje, der fløj nedenunder. Men det er svært at forestille sig hvordan dette praktisk skulle kunne lade sig gøre. Det er et godt eksempel på, hvordan der mangler visse logiske brikker i hans egen fortælling. Men det er Jesper også fuldt ud bevidst om.
Da jeg spørger ind til sagens mest bizarre og kontroversielle detalje, nemlig plakaten på bagsiden af fartøjet, griner Jesper og siger “hvordan skulle jeg nogensinde have kunne se den slags detaljer på en sådan afstand”?
Påvirket af efterforskernes spørgsmål?
Jesper er i stedet helt overbevist om at denne og mange andre af de detaljer tilknyttet sagen, om han så reelt så dem eller ej, er noget enten han og/eller efterforskerne er blevet påvirket af, hvad enten det har været gennem film, tegneserier og lignende. Det er nødt til at komme et sted fra, som han siger.
Men samtidig tænker han, at indflydelsen på ham selv må have været begrænset, da udvalget af underholdning dengang ikke var særlig stort. Han har i den alder allerhøjst læst Anders And-blade, mener han, og familien havde måske ikke engang tv endnu.
Jesper har heller ingen minder om nedfaldet af den sorte substans, der fik sit eget efterspil i ugerne efter observationen. I den officielle fortælling skrives det, at Jesper kaldte det “noget sort duller”. Han husker ikke at have sagt dette, men påpeger igen, at objektet var langt væk og vejrforholdene dårlige, så det burde han heller ikke have kunnet se ret meget af. Med hensyn til lyden fra fartøjet, mener han også at det kan være detaljer der er trukket ud af ham under et af de mange “møder” med efterforskere.
Eftersøgningen af det ”sorte noget”, som tilsyneladende faldt fra objektet, ledte til fundet af en mærkelig klump på den nærliggende strand. Det viste sig senere at være en bunke kunstgødning, som en lokal landmand havde skaffet sig af med noget tid forinden.
Livet efter observationen
Man kunne nemt få det indtryk, at Jesper med tiden er gået hen og blevet en rendyrket skeptiker angående ufoer. Men faktisk er han ret ambivalent omkring flere aspekter af sin oplevelse og hvad angår emnet generelt. Flere gange undervejs i vores samtale, skiftede han således mellem at udtrykke, at det måske kunne have været et udenjordisk fartøj han så, og at der var en slags kontakt, til at komme med mere naturlige, alternative forklaringer.
Han har blandt andet tænkt på, om det kunne have været en helikopteroperation eller lignende, han var vidne til. Han mener at huske noget om, at der foregik visse redningsøvelser i området omkring det tidspunkt. Han indrømmer dog samtidig at det er en utilstrækkelig forklaring.
Mistede aldrig interessen for ufoer
Det at Jesper besluttede, at man skulle lade sagen ligge, da Kim Møller Hansen kontaktede ham i 1983, betød ikke at han havde mistet interessen for emnet – tværtimod. I mange år, især fra han var omkring 15 til 20 år gammel, fulgte Jesper med i andre observationer, for at se om det kunne sammenlignes med, hvad han selv havde oplevet.
Jespers mor blev endnu mere “hooked” på ufoer efterfølgende, og ledte i mange år en “ufo-kreds” hvor lokale ringede til hinanden og sammenlignede historier, når der var set noget på himlen i området. Der blev også arrangeret observationsaftener, hvor Jesper ofte var med.
Blev han spillet et puds?
En interessant tanke, som Jesper på et tidspunkt åbner op for, er at han nogle gange føler det, som om han er blevet spillet et puds med hele oplevelsen. Han sammenligner det lidt med den måde en tryllekunstner eller illusionist snyder sit publikum. Særligt de mange tv-udsendelser med Jan Hellesøe i nyere tid, har fået ham til at tænke endnu mere i de baner. Hvem illusionisten i hans tilfælde så kunne være, kommer han dog ikke ind på.
Mest af alt er Jesper i dag ærgerlig over, at han ikke har et mere “rent” billede af, hvad potentielt kunne have været en stor oplevelse. Jespers ven Tage blev spurgt mange gange efterfølgende, om han ikke kiggede ud af vinduet og så noget efter han var løbet ind, men det gjorde han ikke. Han var derfor aldrig rigtig inde over det efterfølgende. Og det er noget, Jesper har ærgret sig meget over, da det i det mindste ville have givet ham noget at sammenligne med.
Levet i konstant tvivl om sin oplevelse
Alt i alt tegner ovenstående et billede af en person, der har haft en usædvanlig oplevelse tidligt i livet, men som har levet i konstant tvivl lige siden, angående hvad han rent faktisk så. Han fortæller dog, at oplevelsen – både selve hændelsen og efterforskningsdelen – også har affødt gode ting. Det har blandt andet lært ham at være mere kritisk og stille sig tvivlende over for flere ting i livet senere hen.
I dag, efter at have set og læst en masse om fx kriminalsager, har han også lært, hvor let det kan være at lede vidner og ende med forkerte konklusioner, og alt det har fået ham til at tvivle mere og mere på ikke bare sin egen, men også andre UFO-vidners oplevelser.
Afsluttende kommentarer fra en SUFOI rapport-veteran
Af Toke Haunstrup
Thomas Brisson Jørgensens interview med Jesper fra Sjællands Odde-sagen giver anledning til at reflektere over den historiske udvikling i SUFOI’s rapportarbejde. Jespers observation fandt sted i 1967, hvilket var en del år før SUFOI fra midten af 1970’erne begyndte at systematisere og professionalisere rapportarbejdet.
Det var endnu før udviklingen af for eksempel kurser, hvor rapportoptagere blandt andet blev uddannet i at interviewe observatører uden at stille ledende spørgsmål. Det vil sige spørgsmål, som kan påvirke observatørers svar. På kurserne lærte man for eksempel at stille spørgsmål som ”hvilken farve havde lyset?” og ”kan du beskrive fænomenets form?” i stedet for ledende spørgsmål a la ”var lyset rødt?” eller ”havde objektet form som en tallerken?”.
Ledende spørgsmål ændrer nemt vidnernes svar
Fra forskningen i hukommelse er det velkendt, at ledende spørgsmål har stor indflydelse på ikke kun vidners umiddelbare svar, men også på deres langsigtede erindring om det oplevede. Ledende spørgsmål kan ”plante” nye detaljer i folks erindring om et hændelsesforløb og dermed resultere i det, der kaldes ”falsk hukommelse”.
Det har blandt andet den fremtrædende amerikanske forsker i vidnepsykologi og hukommelse, Elizabeth Loftus, vist gennem flere studier. I et af hendes studier blev forsøgspersoner vist en film af trafikulykke, som involverede flere biler, der stødte sammen. Umiddelbart efter filmen blev den ene halvdel af deltagerne spurgt ”Hvor hurtigt kørte bilerne, da de smadrede ind i hinanden?”, mens den anden halvdel fik det noget mere neutrale spørgsmål ”Hvor hurtigt kørte bilerne, da bilerne ramte hinanden?”
Ugen efter blev forsøgspersonerne så interviewet på ny, og her viste det sig, at dem, der blev stillet spørgsmålet med ”smadrede” i højere grad huskede, at de havde set knust glas på filmen end tilfældet var for dem, der havde fået spørgsmålet med det mere neutrale ord ”ramte”. Faktisk kunne dobbelt så mange fra ”smadrede-gruppen” huske, at de havde set glas end fra ”ramte-gruppen”. I virkeligheden havde der ikke været knust glas at se på filmen, men forsøget viste, at selv ganske subtile forskelle i formuleringen af spørgsmål kan have stor betydning for folks senere erindring.
Andre studier har vist, at især børn er påvirkelige for ledende spørgsmål. Oven i dette kommer så, at erindringen af en hændelse over årene kan blive farvet af fremherskende kulturelle forestillinger om et givent fænomen som eksempelvis ufoer – for eksempel fra medier, film og bøger.
Elizabeth Loftus foran hendes mange udgivelser om vidnepsykologi og hukommelse.
Farvede rapportoptagerne observatørens svar
I 1960’erne var der stadig en stærk overbevisning i SUFOI om, at ufoerne skyldtes rumskibe med besøgende udefra. Det er derfor meget tænkeligt, at denne overbevisning ubevidst har farvet rapportoptagernes måde at interviewe observatører på.
Det kan have farvet spørgsmålene, som Jesper blev stillet, i retning af samtidens forestillinger om ufoer og rumskibe. Det har sandsynligvis ikke kun gjaldt for SUFOI’s rapportoptager på sagen, men sikkert også for de andre voksne, som har udspurgt Jesper om hans oplevelse.
Det var i øvrigt også en tid, hvor man i SUFOI altid var på jagt efter det, man i mange år internt i foreningen kaldte ”sager med kød på”. Det vil sige nærobservationer med mange detaljer og gerne med observation af væsner. Håbet var, at disse sager kunne være med til at overbevise offentligheden om ufoernes reelle eksistens i form af besøgende udefra.
Det er derfor nærliggende at tro, at man fra SUFOI’s side har lagt ekstra energi i en sag som den fra Sjællands Odde, hvilket kan have betydet en særligt intensiv rapportoptagelse med lange interviewforløb og mange (ubevidst) ledende spørgsmål.
Fra midten af 1970’erne og frem gennemgik SUFOI’s rapportarbejde en gennemgribende forandring med fokus på at udvikle mere neutrale, systematiske og ”objektive” metoder til at indsamle og undersøge folks beretninger. Resultatet af dette blev en langt mere nøgtern tilgang til ufofænomenet, som i sidste ende førte til, at SUFOI i dag betragter ufofænomenet som først og fremmest et kulturelt fænomen.
Kilder:
- Aarhus Stiftstidende, 18. Maj (1967)
- Holbæk Amts Venstreblad, 15. April (1967)
- Holbæk Amts Venstreblad, 15. Juni (1967)
- Jydske Tidende, 16. April (1967)
- UFO-Nyt: Nr. 2 & 3 (1967), samt nr. 1 (1984)
- Willy Wegner — UFO-landinger i Danmark
Herudover også:
- Elizabeth F. Loftus & J. C. Palmer (1974): Reconstruction of automobile destruction: An example of the interaction between language and memory. Journal of Verbal Learning and Verbal Behavior, vol. 13, s. 585–589. https://labs.la.utexas.edu/gilden/files/2016/04/Loftus_Palmer.pdf
- Elizabeth Loftus (1986): Hukommelsen. Hernovs Forlag, København.
- Per Andersen: Kan man bruge børns ufo-oplevelser? UFO-Nyt 4. 1/1995 s. 12.
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.
