Roswell — endnu et jubilæum
Det er almindeligt kendt, at ufoernes historie begyndte i sommeren 1947 i USA — altså for netop 70 år siden — men hvad der egentlig kickstartede et af det 20. århundredes store mysterier, kan man godt komme i tvivl om, hvis man overvejende har sin viden fra nettets meget besøgte ufosider, populære film og de netmedier, som sparer på researchen. Det virker, som om nogen med fuldt overlæg eller pga. uvidenhed er i færd med at omskrive ufomytens historie.
(Tegning: Henrik Klinge Pedersen/SUFOI Picture Library)
|
Sommeren 1947 bød på interessante hændelser i relation til ufomyten. Den 8. juli kunne avisen Roswell Daily Record fortælle sine overraskede læsere, at efterretningstjenesten på flyvebasen Roswell Army Air Field i staten New Mexico havde været heldig at komme i besiddelse af en „skive“ i samarbejde med en af de lokale fåreavlere og sheriffen. Allerede den følgende dag kunne samme avis meddele, at der i stedet for et sensationelt fund i virkeligheden havde været tale om resterne af en vejrballon.
Pressen mistede øjeblikkeligt interessen, og Roswell-historien døde lige så hurtigt, som den var opstået. Alligevel tager mange mennesker i dag det for givet, at netop Roswell-hændelsen markerer ufomytens fødsel. Men der skulle faktisk gå mere end 30 år, før den blev vakt til live, udviklede sig til noget stort og indviklet og fik altoverskyggende betydning blandt konspirationstilhængere.
I virkeligheden kom en begivenhed langt fra Roswell, nemlig over 2.600 kilometer mod nordvest i staten Washington, til at sætte dato på ufomytens dåbsattest, nemlig Kenneth Arnolds oplevelse den 24. juni 1947. Alt dette kan du læse meget mere om i SUFOI’s nye udgivelse UFO’er — Myter og viden, som udkommer ifm. SUFOI’s 60 års jubilæum den 17. december 2017. Du kan allerede nu sikre dig et eksemplar og spare penge ved at bestille UFO’er — Myter og viden i SUFOI’s webbutik.
Nu er det jo desværre sådan, at ufoentusiaster — specielt i USA — sjældent lader sig distrahere af fakta, men foretrækker at tro på netop det, som passer ind i deres selvskabte verdensbillede. Derfor vil vi alle i den kommende tid blive bombarderet med tvivlsomme nyheder om nye „vidner“, som kan bekræfte, at der styrtede et rumskib ned i Roswell i 1947, at der var soldater og bjærgningsudstyr på stedet, at myndighederne truede vidner til at holde mund — og at Roswell-hændelsen naturligvis kickstartede ufoernes historie og den store mørklægning for at skjule „sandheden“ om besøg fra verdensrummet.
Hvis du ønsker underholdning, gerne vil risikere at miste jordforbindelsen og se, hvordan Roswell-hændelsen fejres, er byen Roswell leveringsdygtig, ligesom World UFO Day (se UFO-Mail 218) plejer at profitere på myten. Er du mere til jordnære (kedelige?) fakta, kan vi anbefale SUFOI’s udgivelse Roswell, der er udsolgt som printbog, men stadig kan købes som e‑bog og naturligvis lånes på bibliotekerne.
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.