Rumskibe på himlen i 3 dage?
Robbie Williams i ufo-lejr. Rumvæsener lander på Jorden. Offentliggørelsen af nye hemmelige britiske ufo-arkiver. Pilot fik ordre til ufo-nedskydning.
Det er en kendt sag, at sangeren Robbie Williams interesserer sig for ufo-fænomener og tror, at Jorden bliver besøgt af rumskibe. Dette har ofte været omtalt, især i den kulørte presse.
tidligere leder af Det britiske Forsvarsministeriums
såkaldte „ufo-desk“, Nick Pope(tv), der var taler ved
SUFOIs 50 års jubilæum i efteråret 2007.
I starten af oktober dukkede beretningerne op igen med fornyet styrke i forbindelse med en oplysning om, at Robbie Williams denne gang var taget til Trout Lake — et kendt såkaldt ufo-spot-sted i USA. Han havde medbragt videoudstyr for det tilfælde, at der skulle dukke noget spændende op. Samtidig var der spekulationer om, at Robbie Williams i denne sammenhæng var i gang med et nyt musikalbum, der jo passende kunne beskæftige sig med aliens.
Medlemmer af SUFOIs ledelse blev interviewet af div. danske elektroniske og trykte medier i samme forbindelse og henviste bl.a. til, at skulle Robbie Williams endelig tage til et ufo-spot-sted, så ville vi anbefale ham at besøge Hessdalen i Midt-Norge, hvor der gennem en længere årrække er set og registreret mystiske lys på himlen.
Endelig ville UFO-Mail da særdeles gerne høre fra ham, hvis han skulle have held til at filme noget usædvanligt med sit video-udstyr.
En glimrende tilgang til Hessdalen-fænomenerne og nogle af de seneste undersøgelser kan for øvrigt ses på denne adresse: http://ing.dk/artikel/82908
Rumvæsener lander på Jorden
Sådan var overskriften i Ekstra Bladets netavis den 14. oktober, hvor man med avisen Daily Star som kilde berettede, at rumvæsener ville flyve over himlen og være synlige i tre dage. Godt nok bringer Ekstrabladet historien under rubrikken »Verden på vrangen«, men alligevel.
Det gik åbenbart så vidt, at bookmaker-firmaet William Hill også holdt op med at modtage spil på rumvæseners ankomst.
- Vi risikerer at skulle udbetale et syvcifret beløb, hvis rumskibet dukker op, sagde Rupert Hill fra bookmakerfirmaet iflg. Daily Star.
Det lyder som noget af en overreaktion. Rygterne om en snarlig og langvarig rumskibs-manifestation på himlen stammede fra en synsk amerikansk kvinde ved navn Blossom Goodchild. Måske skulle man i samme bookmakerfirma spille på, om det er hendes oprindelige navn 😉
- De kommer med kærlighed for at hjælpe os og vores planet med at komme til et højere niveau af kærlighed, sagde Blossom Goodchild iflg. Ekstrabladet på adressen: http://ekstrabladet.dk/vrangen/article1069987.ece
Vi var af en af vore læsere pr. mail blevet „advaret“ i forvejen om, at der var et rumskib i vente, selv om vi jo sikkert ikke troede på den slags, som det blev udtrykt i den modtagne mail.
Og helt rigtigt observeret. Udtalelser fra ældre psykiske damer om budskaber specielt rettet til disse selvbestaltede medier, angiveligt udvalgt af rumbrødre, om kommende invasioner fra det ydre rum, tillægger vi i SUFOI ikke nogen synderlig værdi.
Nye britiske ufo-dokumenter frigivet
Det britiske Forsvarsministerium har i de seneste dage offentliggjort et nyt hold frigivne ufo-dokumenter fra deres arkiver, i alt omkring 4.500 sider.
Forsvarsministeriet fremlagde allerede i 2007 planer for offentliggørelse af deres ellers hidtil hemmeligholdte ufo-rapporter. Dette har vi detaljeret beskæftiget os med i flere ufo-mails:
UFO-Mail nr. 86
UFO-Mail nr. 96
UFO-Mail nr. 100
I løbet af en periode på fire år vil forsvarsministeriet offentliggøre alle ministeriets ufo-rapporter fra 1978 og frem til i dag. Arkiverne kan ses på www.nationalarchives.gov.uk/ufos, hvorfra de gratis kan downloades i den kommende måned. Senere vil de stadig kunne downloades, men mod et mindre gebyr til The National Archives. På samme adresse indledes med en 13-siders vejledning og oversigt over de frigivne arkivmaterialer.
Der er flere interessante rapporter i det netop offentliggjorte materiale. En af de umiddelbart mest spændende sager omhandler et passagerfly på vej til Heathrow Lufthavn. Undervejs havde man angiveligt en såkaldt near-miss — en nærkontakt — med et ufo, afslører Forsvarsministeriet filer.
Forsiden af den frigivne rapport om Alitalia-flyets møde med et ufo-fænomen.
Luftkaptajnen på Alitalia- flyet råbte „Look out“ til sin andenpilot ved synet af et brunt missil-formet objekt, der med stor fart skød forbi flyet.
Hverken civile luftartsmyndigheder eller de militære undersøgelser kunne efterfølgende forklare hændelsen nær Lydd i Kent i 1991 som værende et missil, vejrballon eller en rumraket, hvorefter sagen blev lukket af de militære myndigheder.
Den nuværende offentliggørelse omfatter også en rapport om, at en US Air Force pilot blev beordret til at skyde efter en ufo, der kunne ses på hans radar, men ikke direkte på himlen. Hændelsen fandt sted i 1957, men først i 1989 turde piloten stå frem og fortælle sin historie til myndighederne. Dengang blev piloten truet med flyforbud af en amerikansk embedsmand, hvis han brød „national sikkerhed“ og fortalte offentligt om sin oplevelse, hvorunder han som pilot på et af to amerikanske kampfly under Den Kolde Krig blev beordret til nedskydning af et uidentificeret objekt over East Anglia i England.
Det var den nu 77-årige Milton Torres, der i 1957 blev beordret til at åbne ild — og der var også store problemer med at udføre selve ordren. For selv om både han og kontroltårnet på landjorden kunne se det store objekt på radarskærmene, var der intet at se i luften, hvor objektet burde befinde sig. Objektet var ellers på størrelse med et stort bombefly iflg. radarekkoet.
Alligevel gør piloten klar til at affyre 24 raketter mod den ukendte gæst. Men sekunder før, han skal fyre, forsvinder objektet med lynets hast fra radarskærmene.
Piloten når at rapportere om sin oplevelse, da han kommer tilbage til Royal Air Forces base i Kent, inden han bliver truet til tavshed.
En mere detaljeret orientering om sagen samt et kort interview med Milton Torres kan ses og høres på Jyllands Postens JPtv.dk på denne adresse: http://jp.dk/udland/article1491738.ece
Den amerikanske jagerpilot
Milton Torres blev i 1957 beordret
til at åbne ild mod et ukendt radarmål over England.
CIA-radarforsøg?
Den engelske ufo-forsker og lektor i journalistik ved Sheffield Hallam University, David Clarke, vil på sin hjemmeside ikke afvise, at der kan forekomme besøg fra rummet, men det er nok mere sandsynligt, at piloten har overværet et hemmeligt CIA-forsøg, mener han. I 1960erne forsøgte efterretningstjenesten sig nemlig med at skabe elektronisk støj på radarerne, som ville skabe illusionen af et fly — et såkaldt fantom-fly — som kunne distrahere russerne.
Dr. David Clarke, Sheffield Hallam University
Dr. David Clarke siger samtidig til pressen i forbindelse med offentliggørelse af dokumenterne, at de kan være med til at kaste nyt lys på relativt ukendte observationer. Men tilføjer han, sammensværgelses teoretikerne har allerede besluttet sig for, at formålet med frigivelsen af papirerne, er at „hvidvaske“ rapporterne.
Han tilføjer: „The National Archives gør et fantastisk stykke arbejde med offentliggørelsen. Alle kan nu danne sin egen mening om tingene og fortolke dem.
Nu kan man se det faktiske primære materiale — se de ting, der kommer ind til Det britiske Forsvarsministerium hver dag — og danne sig sin egen mening om tingene.“
En mere pudsig ting er, at man i arkiverne kan finde en anmodning fra Det britiske Forsvarsministerium om, at hærens og flådens helikoptere ikke anvendes til at tage billeder af de i England nyopdukkede korncirkel-aftegninger. Dette kunne nemlig svække deres ellers almindelige udtalelse om, at de ikke undersøgte mystiske fænomener.
Dr. David Clarkes videointroduktion til de frigivne nitten filer, der dækker ufo-arkiver fra 1986 — 1992, kan ses på adressen: http://ufos.nationalarchives.gov.uk/video.asp
Den seneste uges offentliggørelse af de britiske ufo-arkiver er bl.a. omtalt af Ingeniøren på denne adresse: http://ing.dk/artikel/92385?highlight=ufo
SUFOIs Rapportarbejde i web-TV
Toke Haunstrup, SUFOIs Rapportarbejde, er for nylig interviewet af Jyllands Posten, om rapportarbejde og fotosager. Artiklen kan læses på denne adresse, hvor Toke Haunstrup medvirker på JPtv.dk i et indslag om et af de uidentificerede fotos i SUFOIs Fotoarkiv: http://jp.dk/indland/article1491189.ece
Toke Haunstrup (tv), SUFOIs Rapportarbejde, interviewes af tv.jp.dk om danske ufo-observationer og ufo-billeder.
|
JPtv viser over de næste par uger en række indslag, hvor Toke Haunstrup gennemgår både uopklarede og opklarede episoder fra Sufois arkiv.
Nyt fra SUFOIs Fotoafdeling
I de seneste måneder har der været en særdeles livlig aktivitet på fotofronten, og vi har i Skandinavisk UFO Information via www.ufo.dk modtaget en mængde billeder til undersøgelse. En væsentlig del af disse billeder og videoklip drejer sig om små orange lys på himlen, nogle er endda set lette fra jorden, og de skyldes alle de små varmluftballoner, der har hærget den danske sommerhimmel som aldrig før.
Uddrag af de mest markante eller specielle fotosager refereres i denne udgave af UFO-Mail.
Odense-området 17. maj 2008
Fra Odense-området foreligger der indtil nu 10 rapporter om lysende hvidlige/orange/rødlige lys/lyskugler på himlen om aftenen den 17. maj — en lørdag. Efter en gennemgang af rapporterne og beskrivelserne var Toke Haunstrup fra SUFOIs rapportarbejde hurtigt overbevist om, at det også denne dato drejede sig om observationer af små varmluftballoner. Beretningerne fortalte nogenlunde samstemmende om en flyveretning fra nordlig til sydlig retning, der var helt i overensstemmelse med den tilsyneladende herskende vindretning denne aften.
Fortegnelsen over indberetningerne modtaget hos www.ufo.dk kan ses her: Indberetninger perioden 1/4 — 30/6 2008
Som det fremgik af UFO-Mail nr. 100 fik en af observatørerne taget videoklip af lysene.
Fotografen var 44-årige advokatsekretær Susanne Christensen, der til UFO-Mail fortalte om hændelsen:
„4 lysende objekter kom fra nordlig retning på lige linie. Et 5. lysende objekt kom med større fart for at støde til de 4 andre. De fløj stille og roligt, og vi havde tid til at hente et nyligt erhvervet kamera og optage, så godt vi nu kunne. Da kameraet er helt nyt, og vi ikke har fået programmer læst ind på computeren, har vi endnu ikke selv set optagelserne, men da vi forsøgte at zoome ind på en af lyskuglerne, hoppede den nærmest i billedet.“
For kort tid siden afleverede Susanne Christensen sine optagelser til SUFOIs Fotoafdeling til nærmere undersøgelse, og disse optagelser underbygger teorien om små varmluftballoner.
Still-fotos fra den modtagne videosekvens.
Øverst ses 2 af de lysende objekter, medens der på nederste still-foto af Susanne Christensen er zoomet kraftigt ind på et af de øvrige lys. Den ovale lysaftegning skyldes kameraets bevægelse under optagelsen. Over lyset ses en mørk aftegning, der viser det øverste af den aflange varmluftballon aftegnet mod den lysere himmel. |
Observationerne blev omtalt af medierne. Der blev efterlyst svar på, om ufo’er var på spil.
Fyens Stiftstidendes www.fyens.dk bragte den 26. maj 2008 denne udtalelse:
- Nej, det kan jeg med sikkerhed slå fast, at det ikke var, fortæller observator Erik Clausen fra Odense Observatorium på Munkebjergskolen. Han så også de lysende kugler og udtaler sig med en vis vægt efter flere end 40 år på observatoriet.
- Jeg vil mene, at de lysende kugler blev skabt af tankeløse mennesker, der fyrede nødraketter af. Jeg er selv sejler og kan ikke nok opfordre folk til at lade være med i utide at sende nødraketter til himmels, lød det fra Erik Clausen.
Et andet bud var, at de lysende kugler stammede fra en hjemmeværnsøvelse.
Toke Haunstrups ret sikre bud på de små varmluftballoner blev yderligere bekræftet, da www.fyens.dk tre dage senere den 29. maj 2008 kunne berette, at det ikke var nødraketter eller noget fra en hjemmeværnsøvelse:
- Nej. Ingen af delene. Det var harmløse japanske varmluftsballoner lavet af rispapir. De blev sendt af sted i anledning af min 50 års fødselsdag, fortalte Tom Kragelund, Odense og vedlagde billeddokumentation.
Opsendelse af de små varmluftballoner fra Odense den 17. maj 2008
Foto: Tom Kragelund
|
6880 Tarm, Skaven Strand, 30. juli 2008
„30. juli 2008, kl. 22,35, observerede jeg 2 objekter (hvidt/gul stærkt lys) først med en konstant hastighed, så holdt objekterne stille, hvorefter de lavede en slags formation skift (det skete ret hurtig ‚hurtig bevægelse’), og fortsatte derefter med en konstant hastighed igen (måske en lidt lavere hastighed, end før) Objekterne kom ind fra øst og fløj mod vest.“
Sådan starter beretningen fra en 43-årig mand i en anden fotosag, der må tilskrives små varmluftballoner og er indberettet til www.ufo.dk. Observatøren fortæller videre om oplevelsen:
„Ca. kl. 22,40 kom et objekt, samme som de 2 objekter (hvidt/gul stærkt lys). Fløj med konstant hastighed i samme retning og forsvandt samme sted.
Der var ingen lyd på objekterne. Har taget nogle utydelige billeder, men det var en klar blå aften med lidt skyer. Og selve observationerne var knivskarpe. Så billederne giver ikke det sande billede.
Prøv at zoome ind på orange ild kugle med kraftig hvid lys forrest.
Kamera: Digital Kodak Easy Shape 5,0 mill pixels. DX4530“
De observerede to lys ses midt i dette originale billede.
|
Udsnit af to af de originale fotos med forøgede lys-og kontrasforhold samt ekstra skarphed viser på begge en lille gul lys aftegning markant anderledes end den øvrige rødlige/orange aftegning.
Eksempler på andre fotos af varmluftballoner under opsendelse, hvor den lysende flamme ses som det markante lyspunkt, viser ligheden med billederne fra Skaven Strand den 30. juli 2008.
Bevægelsesmønstret hen over himlen er i overensstemmelse med de fremherskende vindforhold, og på trods af de ret få informationer at arbejde med i de originale fotografier er SUFOIs Fotoafdeling ikke i tvivl om, at også disse billeder viser små thailandske varmluftballoner opsendt lokalt.
6823 Ansager, 6. september 2008
54-årige Alf G. Jensen fortæller: „Min 13 årige datter var lige udenfor og kom råbende, om at jeg skulle komme udenfor. Jeg gik ud og så op på himlen, og der fik vi øje på 3 skarpe, rødgule ildkugler komme fra syd mod nord i formation. Der var overhovedet ikke nogen lyd eller noget andet. De fløj bare i tæt formation mod nord, indtil vi ikke kunne se dem mere.
Et af de tre fotos taget af Alf G.
Jensens datter af lysene på
himlen samt udsnitforstørrelse.
Det „bananformede“ udseende
skyldes bevægelse af kameraet
under eksponeringen.
Jeg har aldrig set noget lignende før. Min datter har taget billeder på sin mobil af objekterne, der tydeligt viser de tre i formation. Jeg er stadig lidt op og køre på oplevelsen, og jeg har kontaktet politiets vagtcentral om oplevelsen, som vil afvente om der kommer flere henvendelser.“
Alf G. Jensen er overbevist om, lysene var meget højt oppe.
Efter beskrivelsen og efter en nærmere undersøgelse af de modtagne tre fotografier var vi i SUFOI efterhånden ikke i tvivl om, at der også denne gang var tale om små thailandske rispapirballoner opsendt fra lokalområdet.
Der var da også flere andre i Ansager, der så lysene på himlen den aften. Deriblandt sangeren Helge Engelbrecht, der til UFO-Mail fortæller om oplevelsen:
„Det var et helt fantastisk syn, som jeg denne skønne sensommeraften nød helt alene i første omgang, skal vi sige det på jysk ‚med åben mund og polypper’, indtil jeg fik kaldt på min kone.
Sammen fulgte vi de næste 10–15 minutter lysenes videre færd på vej henover byen og af sted på samme rute, som flyene der dagligt passerer her over hustagene for at lande i Billund.
Det var alt sammen meget overraskende men også ganske betagende. Der forekom ingen lyd overhovedet, aftenen var stille, lun og smuk.
Din beskrivelse af fænomenet som værende ‚Thailandske varmluftballoner’ har jeg aldrig selv hørt om men nu altså åbenbart set.
I hvert fald forekommer det realistisk.
Spørgsmålet kan så være: Gad vide, hvem afsenderen har været? Kan det have været nogle af vore bysbørn på Kanalvej eller Grødevej?
Det var som om lysene nærmest blev ‚skudt af sted’ LIGE op over trætoppene i vores baghave ved den gamle bane i Ansager.
Pludselig var de der, 3 i alt, ens, tæt på og højst 100 ‑200 meter oppe som ‚luftballoner’, runde bolde nærmest med fine ‚spir’, der stille og roligt svævede højere og højere op og længere og længere væk.
I starten var det nærmest synkron-flyvning men så steg 2 af boldene ekstra til vejrs mens den tredje hang lidt efter og lidt længere ude.
De 2 højest oppe mistede også en lille smule kontakt med hinanden men ellers virkede det nu som, de sammen havde planlagt ruten. Til sidst forsvandt de i mørket“, slutter Helge Engelbrecht sin beretning til UFO-Mail.
Der blev forsøgt en efterlysning lokalt af yderligere observatører, som evt. kunne forklare mere konkret, hvorfra „lysene“ i givet fald kunne være opsendt. Dette lykkedes dog ikke, men ballon-teorien er stadig det bedste bud på, hvad der blev observeret på himlen denne aften over Ansager i Vestjylland.
5230 Odense M, 13. september 2008
„Ser godt 10 UFO-er flyve sammen over den vestlige del af Odense ca. 5 km oppe — hver især er ca. 10 gange så stor som en stjerne, når man ser op på himlen. De er lys-orange. De flyver i en glidende bevægelse mod syd. Og bevægelsen er også glidende indbyrdes — fantastisk syn. Det fuldstændig samme sted på himlen flyver de ud i rummet med extrem stor fart. “
Sådan beretter lektor Teit Lüthje fra den vestlige del af Odense, da han sammen med 2 andre vidner kl. ca. 22.30 i 5 minutter observerer en række lys-orange-farvede lys på himlen og fortæller videre til SUFOI om hændelsen:
„Min datter så dem først og ringede til mig. Da var der godt 16 UFO-er på himlen. Nogle fløj sammen andre fulgte efter. Hun tog et billede af 5 af dem med sit gamle mobilkamera.“
De 5 af lysene på himlen over det vestlige Odense fotograferet med mobilkamera af Teit Lüthjes datter den 13. september 2008.
|
Der er åbenbart en række mennesker, der den aften ser disse lys, for efterfølgende modtager SUFOI fra Teit Lüthje yderligere en mail, hvor han referer til Fyens Stiftstidende, der har en mulig forklaring http://www.fyens.dk/article/1074217:Odense–Mystiske-UFO-er–var-foedselsdags-lys
www.fyens.dk beretter bl.a.
- Jeg var lørdag aften til fest i Allégade i Odense. Her blev der ved 22-tiden til ære for fødselsdagsbarnet opsat 10 himmellys ca. en halv meter høje — de bruges tilsyneladende ofte i østen, når der fejres nytår.
De drev mod syd/vest. Det må være dem, der er observeret.
Flere læsere har til Fyens.dk fortalt, at de har set de mærkelige lys lørdag aften, blandt andet Kim Nielsen.
Mellem klokken 22 og 23 ventede han på bussen i centrum. Mens han ventede, så han en række lys komme flyvende over nattehimlen. Lysene kom langsomt flyvende i retning syd-sydøst.
Til oplysningerne, om det sandsynligvis er disse små thailandske varmluftballoner, der har været på spil, siger Teit Lüthje til ufo-mail, at det i grunden er underligt, at man har iagttaget noget lignende i Horsens og på Sjælland samme aften — jf. observationslisten på www.ufo.dk.
Hertil siger lederen af SUFOIs Rapportarbejde, Toke Haunstrup:
„Ja, observationen fra Kirke Hyllinge (og muligvis også den fra Horsens) skyldes givetvis også varmluftballoner. Det er dog ikke i sig selv usædvanligt, at vi her i sommerhalvåret på samme aften modtager op til adskillige beretninger om varmluftballoner fra forskellige egne af landet.
Det viser blot, hvor udbredt det efterhånden er blevet at opsende varmluftballoner i forbindelse med fester og sammenkomster, pointerer Toke Haunstrup.“
4720 Præstø 19. september 2008
Dags- og ugepressen på Sydsjælland berettede om Præstø-borgeres observation af en mystisk orange lyskugle på himlen den 19. september. SUFOIs formand Kim Møller Hansen, Ringsted, mente dog med baggrund i beretningerne at kunne konkludere, at der sandsynligvis var tale om små thailandske varmluftballoner.
Jesper R. Mortensen, Vibevej 6 i Præstø, kunne også senere bekræfte dette og tage gassen af beretningerne, da han fortalte, at den mystiske flyvende genstand begyndte sin rejse i Netto på Torvet i Præstø fredag aften ved 18-tiden.
- Efter en kortere landing på Vibevej 6 i Præstø besluttede den sig for at tage til det ydre univers kl. 19.55 samme aften, som han senere berettede. Det var Ulla og Kit Hansen, der satte ild til den tændblok, der sad nederst i den thailandske rispapirlampe, og de kunne ikke lade være med at tale om, at nogen andre måske ville undre sig, hvis de så den på himlen.
- Under opstigningen grinede og pjattede vi med, at det lignede en ufo, hvilket vi så fik ret i, fortalte Jesper R. Mortensen efterfølgende til de lokale medier.
4320 Lejre forsøgscenter, 6. juli 2008
„Jeg gik en tur i Lejre Forsøgcenter på Sjælland med min bror og svigerinde i dag, og på en bakketop tager jeg et billede ud over en dal. Da jeg kommer hjem og skal sætte billederne ind på min computer, er der en ufo på det billede, som jeg har taget ud over dalen.“
Fotoet taget ud over en dal ved Lejre Forsøgscenter 6. juli 2008
Da SUFOI efterfølgende modtager billedet til undersøgelse tilføjer fotografen, en 54-årig mand:
„Tror måske selv nu efter lidt tid, at det kunne have været en vandddråbe fra en and, der flyver forbi, men så ikke nogen and, eller noget i den retning. Men jeg ved ellers ikke, hvad det er. Er glad for, at I skrev tilbage, jeg troede egentlig ikke I var interesseret i noget sådant.“
Kratige udsnitforstørrelser af det modtagne foto ledte straks tanken hen på et insekt, nærmere bestemt en sommerfugl. En af vore fotokonsulenter gav endda et dristigt bud på, hvad det kunne være for en: evt. en Stor Kålsommerfugl — Pieris brassicae.
En kraftig udsnitforstørrelse af det originale
foto med ændrede lys- og kontrastforhold og
til sammenligning et bevidst sløret foto af en
Stor Kålsommerfugl — Pieris brassicae.
Eksponeringstiden iflg. billedets elektroniske EXIF-data er 1/640 seconds, så selve sommerfuglens „flugt“ fra højre mod venstre i luften foran kameraet er fanget rimeligt skarpt, men da afstandsindstillingen er på uendeligt, og sommerfuglen er tæt på kameraet, er den blevet uskarp på billedet.
Samme uskarphed ses også i bevoksning/græs m.v. i forgrunden på fotografiet, medens resten af billedet er skarpt aftegnet.
Forskelligartede insekter samt fugle optræder ofte på de billeder, SUFOI modtager til undersøgelse.
8963 Auning, 12. august 2008
„Den 12. august kom jeg kørende i bil på Djursland sammen med min storebror, da vi til at starte med så et lys, der så lidt underligt ud. Så kom der et mere… heldigvis nåede jeg at fyre 5 billeder af med mobilen…“
En 15-årig ung mand indberettede til SUFOI via www.ufo.dk, hvordan han sammen med sin storebror kom kørende i bil ved Gammel Estrup vest for Auning på Djursland den 12. august 2008 kl. ca. 21.20. Her så de lavt på den nordøstlige himmel „et underligt lys“. Observatøren fortæller om hændelsen:
„Vi kom kørende på vejen Randersvej, på vej ind i Auning, hvor vi lavt i horisonten så et lys der var meget skarpt og som bevægede sig langsomt. Vi holdte ind på den nærmeste rasteplads. Vi observerede lidt. Der gik lidt tid, før der dukkede et lys mere op. De var først ved siden af hinanden, hvorefter det ene forsvandt bag træerne, og så forsvandt det sidste igen, og så kom de så igen, hvor de stod lodret, og som sagt bevægede sig langsomt og forsvandt, som om lyset blev slukket. Til sidst ventede vi i 2 min, og de dukkede ikke op igen, hvorefter vi kørte. Ved ikke, om det lys dukkede op senere hen. Men vi kørte hjemad.
Jeg nåede heldigvis at fyre 5 billeder af med mobilen 🙂 Billederne er taget ud af bilens vindue, hvor vinduet er rullet ned. 🙂 Jeg har ikke forsøgt at manipulere det eller noget.“
Tre af den 15-åriges mobilfotos af det underlige lys
lavt i horisonten. Billederne er i udsnit og har fået
ændret lys- og kontrastforhold for evt. at frembringe
flere detaljer i de ikke helt skarpe fotos.
En astronomisk forklaring kunne straks afvises, men fotografens position på Djursland og retningen til de observerede lys ledte Fotoafdelingens tanke hen på eventuelle fly, hvorfor Flyvertaktisk Kommando, FTK, i Karup, blev spurgt om deres aktiviteter.
En eller anden form for nødblus kunne heller ikke udelukkes, hvorfor Søværnets Operative Kommando, SOK, i Brabrand blev spurgt om eventuelle optegnelser herom.
Eventuelle landingslys på fly under indflyvning til nærliggende Aarhus Lufthavn (Tirstrup), kunne heller ikke udelukkes, hvorfor der også her blev forespurgt om sagen.
Der indløb hurtigt et kvalificeret svar fra flyveleder Jens Fruensgaard, ATC Tårnet:
„Det ligner meget lyskugler/flares som forsvaret af og til afskyder fra deres skydeområde R45 Hevring. Retningen som der er observeret i, er nøjagtig i retning af dette område.
Jeg har selv oplevet det flere gange, hvor det er observeret frå tårnet i Århus lufthavn.
Har ikke kunnet fastslå om området var aktivt pågældende aften. Jeg vil tro at du kan indhente oplysning om dette ved forsvaret/FTK.“
Søren M. Jensen, seniorsergent ved FTK OPSCENT, Flyvertaktisk Kommando peger i en mail til SUFOI på, at retning og lys tyder på, at det fremkommer fra Hærens Øvelsesterræn Hevring på Norddjursland, som vi kan tage kontakt til.
Endelig indløber der en mail fra Søren Post Pedersen, kaptajnløjtnant og SAR sagsbehandler ved SOK’s Overvågnings- og Beredskabsafdeling, hvori han bl.a. skriver:
„Søværnets Operative Kommando (SOK) har undersøgt forholdet nærmere og er kommet frem til, at der den pågældende aften blev gennemført skydning ved Hevring Skydeterræn — umiddelbart med affyring af 40mm håndholdt hvid lysraket, der efter endt opstigning langsomt daler nedad, mens den forbliver lysende i nogle minutter.
Derudover har vi ved SOK ingen registreringer, der kan relateres til observationen.“
Ved en efterfølgende telefonisk henvendelse fra SUFOIs Fotoafdeling til lederen af Hevring Skydeterræn (Hevringlejren) på Norddjursland bekræftes det, at der har været øvelse den pågældende aften, og at hun har undersøgt sagen for SOK m.fl. Hun tilføjer, at disse lysraketter hænger i flere minutter svævende under en lille faldskærm og at anvendelse af disse lysraketter ofte giver anledning til henvendelser fra offentligheden.
Vi er i Skandinavisk UFO Information utroligt glade for den professionelle hjælpsomhed og imødekommenhed, de involverede myndigheder har vist i den pågældende sag.
Samtidig er det også en tilfredsstillelse for os med baggrund i undersøgelserne med meget stor sikkerhed at kunne løse mysteriet og pege på en konkret forklaring på det ejendommelige lysfænomen, der blev observeret og fotograferet af de unge mennesker på Djursland den 12. august 2008.
Hvad undersøges?
„Jeg troede egentlig ikke I var interesseret i noget sådant“, skrev en af fotograferne i sin henvendelse.
Men, jo, vi er i SUFOIs Fotoafdeling interesseret i at se, hvad man har fotograferet, og som forekommer så ejendommeligt, at fotografen selv synes, det evt. fortjener en nærmere undersøgelse. Det betyder dog ikke, at Fotoafdelingen har ressourcer til at undersøge og vurdere alle mulige små, utydelige mørke pletter på tilfældige billeder.
Der skal ikke lægges skjul på, at de mest interessante fotos for SUFOI er de billeder eller videoklip, hvor der samtidig er observeret noget uidentificeret på himlen.
Det er denne type af billeder, der af indlysende årsager almindeligvis lægges flest ressourcer i.
Efterlysning
Tidligere i år besøgte SUFOIs fotokonsulent Hans Bødker USA, hvor han bl.a. tog dette foto i Yosemite National Park.
Hans Bødkers foto fra Yosemite National Park samt en kraftig forstørrelse af den efterlyste fugl.
|
Hans Bødker er ikke i tvivl om, at han har fået en fugl med på sit foto, men kan ufo-mails læsere hjælpe med evt. at identificere, hvilken fugl der har et sådant udseende mht. vingefang og flyvemåde? Vi hører gerne på UFO-Mails redaktion gode bud på „fuglen“ på info@sufoi.dk.
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.