Der bliver taget flere og flere billeder med smartphones. SUFOI modtager adskillige billeder til undersøgelse med små blå- eller grønlige, lysende pletter, som fotografen ikke har observeret under optagelsen, og som man gerne vil have en forklaring på.
Af Ole Henningsen
Der er som regel tale om refleksdannelser i kameraets objektiv forårsaget af fx. Solen, Månen eller andre stærke lyskilder.
Man kan nemt finde ud af, om man har fået en refleksdannelse på sit foto, ved at forsyne originalbilledet med diagonalstreger for at markere billedets midtpunkt. Diametralt modsat midtpunktet ses ofte årsagen (lyskilden) til den lille farvede aftegning.
Her vises nogle eksempler på sådanne „lys“, der skyldes refleksdannelser.
Indonesien april 2016
En ung mand tog dette billede ved en strand i Indonesien med en IPhone 5S. Den lille blå lyskugle over horisonten, der mystificerer fotografen, ses indsat i udsnitsforstørrelse.
Hvis du trækker den røde slider nederst op over billedet, kan du se, at der er tale om en refleksdannelse i kameraets objektiv forårsaget af det skarpe lys fra Solen.
2630 Taastrup 13. oktober 2011
En fotograf faldt over dette gamle billede fra Høje Tåstrup Station med en grøn kugle yderst th. i billedfeltet. Lyskuglen blev ikke observeret ved fotograferingen, men er først senere opdaget på fotoet. Billedet er oprindeligt taget for at forevige det flotte bisolsfænomen midt i billedet. Der er også i dette tilfælde tale om en refleksdannelse i kameraets objektiv forårsaget af Solen yderst tv.
4340 Tølløse den 21. marts 2021
I denne sag fra Tølløse på Sjælland fortæller rapportørerne, at de havde opdaget en blå prik, da de prøvede at filme og fotografere Månen. Prikken kunne ikke ses med det blotte øje, hvilket undrede dem meget.
Fotografierne og en kort videosekvens af Månen på den mørke himmel blev oprindeligt offentliggjort på Facebook, hvor fotografen bl.a. spurgte, hvorfor det lille blå lys bevægede sig, og hvorfor det kun kunne ses på kameraets skærm.
Også i dette tilfælde er der tale om en refleksdannelse i kameraets objektiv, her forårsaget af det stærke lys fra Månen på den mørke himmel. Herover ses to fotos, hvor det højre er forsynet med gule diagonalstreger for at markere billedets midtpunkt. Den røde pil markerer aftegning og lyskilde. Sammenlignes de to billeder ses, hvordan den lille blå aftegning flytter sig alt efter Månens position i forhold til billedets midtpunktet — og dermed i forhold til fotografens bevægelse af kameraet.
På alle optagelserne ses Månen gengivet som et stort og kraftigt lys på den mørke himmel, men den pågældende aften var Månen nærmest „halv“, som det også ses på illustrationen ovenfor fra planetarieprogrammet Stellarium.
Her ses et stillbillede fra videosekvensen. Her ses endvidere, hvorledes den blå aftegning faktisk også er „halv“, men naturligvis „omvendt“ afspejlet.
Observatøren spurgte: Hvorfor bevæger det blå lys sig i forhold til Månen på optagelserne og på videoen?
Svar: Det skyldes, at kameraet ikke holdes helt stille, men bevæges under optagelsen. Hvis det var fastmonteret på et stativ, ville aftegningen ikke flytte sig.
Observatøren spurgte endvidere: Hvorfor kan man kun se den blå plet på videoskærmen og ikke på himlen?
Svar: Det skyldes, at refleksdannelsen sker i kameraets objektiv (linse) og altså ikke findes på himlen i virkeligheden.
Prøv selv
Fotografer kan selv eksperimentere med deres kameraer og under samme optagelsesbetingelser have mulighed for at få samme effekt frem igen. Ved at bevæge kameraet i forhold til lyskilden vil man endvidere kunne få „objektet“ til at bevæge sig rundt i billedfeltet. Det anbefales dog ikke at rette kameraet direkte mod Solen.
Yderligere informationer og eksempler:
http://sufoi.dk/ufo-mail/ufo-mail-2016/ufo-mail-217 og
http://sufoi.dk/ufo-mail/ufo-mail-2017/ufo-mail-245.