Det amerikanske midtvejsvalg har skabt både bekymring og nye forhåbninger blandt fremtrædende amerikanske ufo-profiler. Richard Dolan frygter, at ufoerne bliver skubbet ud af den politiske dagsorden, mens George Knapp og Jeremy Corbell ser nye muligheder. Men deres vurderinger bygger på den samme antagelse: Den store hemmelighed findes. Spørgsmålet er blot, hvem der kan afsløre den.
Af Benny Christen Grandahl
Kort fortalt: Hvad kommer midtvejsvalget til at betyde for Kongressens arbejde med ufoer?
Ved det nyligt afholdte midtvejsvalg i USA, vandt Demokraterne flertallet i begge Kongressens kamre. Nu er amerikanske ufo-profiler uenige om, hvad det betyder for kampen om større åbenhed om ufoer – og håbet om en afsløring af myndighedernes påståede viden om ikke-menneskelig teknologi.
Ufo-profilen Richard Dolan frygter, at undersøgelser af Trump og andre politiske kampe vil skubbe ufoerne ned ad prioriteringslisten på den politiske dagsordenen. Han forventer stadig flere dokumentfrigivelser, men ingen stor ufo-disclosure.
George Knapp og Jeremy Corbell ser nye muligheder. Mange af de centrale ufo-fortalere blev genvalgt, og samtidig kan demokratiske ufo-politikere vel føre arbejdet videre lige så godt som de republikanske. Allerbedst vil det dog være med et nyt udvalg med stærkere beføjelser. Det står høj på ønskelisten hos de to mangeårige ufo-kommentatorer.
Kongresjournalisten Matt Laslo har flere forbehold. Et nyt ufo-udvalg er ikke på tale, og emnet konkurrerer med andre prioriteter. Fortsat fremdrift kræver samarbejde på tværs af partierne. Hvilket der dog er en vis historisk præcedens for inden for ufo-området i det ellers så splittede amerikanske politiske landskab.
Den skeptiske ufo-journalist Douglas Dean Johnson mener ikke genvalg af ufo-interesserede politikere giver dem mandat til at kræve disclosure, eller er et bevis for, at vælgerne kræver en sådan.
SUFOIs vurdering er, at lige meget hvilken indflydelse midtvejsvalget kommer til at få på UAP-aktiviteterne i kongressen, vil det fortsat give anledning til bekymring hos dem, der drømmer om snarlig ufo disclosure.
Særligt slemt bliver det selvfølgelig, hvis midtvejsvalget betyder, at det politiske fokus flyttes helt væk fra ufoer og afsløringen af hemmelige ufo-programmer. Men også selv om presset bliver øget for at få større åbenhed og sandheden frem, og der dukker nye kongreshøringer om ufoer op, vil det ikke mindske de kritiske indlæg med beskyldninger om nøl i processen.
For hvorfor skal vi blive ved med at vente på den store ufo-disclosure, hvis det bare er et spørgsmål om, at finde de fysiske beviser frem fra gemmerne?
Ved det amerikanske midtvejsvalg den 3. november 2026 vandt Demokraterne kontrollen med både Repræsentanternes Hus og Senatet. Så når den nye Kongres tiltræder i januar, ændrer det derfor rammerne for de næste to års politiske arbejde – herunder også kongressens fokus på ufo-sagen.
Men betyder magtskiftet, at den længe ventede ufo-afsløring kommer nærmere? Eller bliver forventningerne endnu en gang afløst af bortforklaringer af, hvorfor den store disclosure lader vente på sig?
Det spørgsmål optager flere af de kendte amerikanske fortalere for, at myndighederne skjuler viden om ikke-menneskelig teknologi.
I hver sin YouTube-udsendelse vurderer Richard Dolan og makkerparret George Knapp og Jeremy Corbell situationen. Deres svar er forskellige. Og de meget om forventningerne i ufo-miljøet – der som altid ikke er små.
Richard Dolan: Andre kampe får opmærksomheden
Richard Dolan er overvejende pessimistisk.
Han forventer, at det demokratiske flertal vil bruge kræfterne på at undersøge Donald Trumps administration og udfordre præsidenten. I den kamp risikerer ufoerne at glide ned ad listen over vigtige politiske opgaver.
Dolan anerkender, at interessen for emnet findes i begge partier. Han fremhæver blandt andre demokraterne Chuck Schumer og André Carson. Han peger også på, at kongresmedarbejdere og personer uden for Kongressen kan fortsætte med at opsøge vidner og forberede nye forslag til lovgivning på området.
Men det er efter hans mening ikke nok. For hvis en myndighed afviser at udlevere oplysninger, kræver det indflydelsesrige politikere, som kan insistere på svar, for at få dem til at ændre mening. Og vil de bruge deres tid og politiske kræfter på netop den sag? Når så mange andre, vigtige sager står klar til at blive set på.
Dolan tvivler. Han spørger også, om de involverede efter flere års modstand mod deres lovforslag stadig har energien til at fortsætte.
Knapp og Corbell: Fortalerne er stadig i Kongressen
Hos Knapp og Corbell er tonen mere optimistisk. I deres podcast Weaponized fremhæver de, at fire af de mest synlige fortalere for større åbenhed om ufoer er blevet genvalgt: Anna Paulina Luna, Eric Burlison, Tim Burchett og Jared Moskowitz.
Vælgerne har altså ikke sendt UAP Caucas ud af Kongressen. Men det er usikkert, hvilken indflydelse politikerne får i den nye setting, og hvilke rammer arbejdet kan fortsætte under.
Luna har stået i spidsen for den meget omtalte arbejdsgruppe om frigivelse af statshemmeligheder. Ud over ufoer har den beskæftiget sig med blandt andet Epstein-sagen og attentaterne på John F. Kennedy og Robert Kennedy. Knapp kritiserer, at gruppen fik mange opgaver, uden at få en selvstændig beføjelse til at tvinge vidner til at møde frem og kræve materiale udleveret.
Nu er spørgsmålet, om arbejdsgruppen bliver videreført, erstattet af et egentligt politisk udvalg eller helt forsvinder.
Matt Laslo: Nye muligheder – og nye forbehold
Knapp og Corbell har kongresjournalisten Matt Laslo med i udsendelsen. Han følger det politiske arbejde på ufo-fronten tæt og lægger flere forbehold ind i podcastværternes optimisme.
Her diskuterer de især demokraten André Carson, som tidligere har ledet en UAP-høring. Corbell har hørt om planer om et særligt UAP-udvalg. Laslos beskrivelse er mere forsigtig: Carson har tilkendegivet, at han gerne vil lede et sådant udvalg, hvis det bliver oprettet.
Det er en væsentlig forskel. En interesseret politiker er ikke det samme som et besluttet udvalg.
Robert Garcia bliver også fremhævet som en mulig nøgleperson i de kommende år ufo-arbejde. Men ifølge de tre deltagere i episoden af Weaponized indgår ufoer ikke blandt de vigtigste undersøgelsesområder, han har stået for. Derfor advarer Laslo om, at Lunas arbejdsgruppe kan ende med at forsvinde uden større opmærksomhed.
Så lige på dette punkt ligger Dolan og de tre deltagere i denne episode af Weaponized tættere på hinanden, end deres ellers ret forskellige tone antyder: Ufo-interessen findes fortsat, men den politiske prioritering er usikker.
Kan Schumer levere denne gang?
Knapp ser til gengæld nye muligheder for det lovforslag, der er kendt som UAP Disclosure Act. Der især er blevet båret frem af demokraten Chuck Schumer og republikaneren Mike Rounds.
Knapps argument er, at et demokratisk flertal i begge kamre gør det sværere at forklare endnu et manglende resultat. Hvis partiet har magten, hvorfor skulle det så ikke kunne gennemføre lovgivningen?
Laslo er mindre overbevist. Han mener ikke, at Schumer hidtil har brugt sin indflydelse på sagen i det omfang, han kunne. Laslo fremhæver i stedet Rounds og Burlison som aktive kræfter.
Dolan rejser i sin video et beslægtet spørgsmål: Det er én ting at lægge navn til et lovforslag. Det er noget andet at kæmpe for indholdet, når modstanden melder sig.
For Laslo bliver samarbejdet på tværs af partierne afgørende. Republikanske UAP-fortalere kan ikke regne med samme adgang og indflydelse som hidtil. De skal opbygge relationer til det nye flertal, hvis arbejdet skal fortsætte.
Trump er heller ikke en sikker genvej
Kunne præsidenten så selv levere den store afsløring?
Dolan gennemgår forestillingen om, at Trump kunne ønske at sikre sit eftermæle med en historisk meddelelse om ufoer. Men han minder om, at lignende forventninger tidligere er blevet knyttet til både George W. Bush og Barack Obama.
Forventninger, der er ikke blev indfriet.
Dolan mener heller ikke, at Trump har vist den vedholdenhed og interesse for detaljerne, som opgaven efter hans vurdering kræver. Hans forventning er derfor flere offentliggjorte dokumenter gennem PURSUE-processen, snarere end en tale, der ændrer verdenshistorien.
Knapp, Corbell og Laslo ser fortsat muligheder i arbejdet omkring Det Hvide Hus og FBI. Men også her er der usikkerhed om, hvad arbejdet skal føre til, og hvor meget offentligheden får at vide.
Laslo stiller et relevant spørgsmål: Skaber lukkede møder mellem politikere og FBI større åbenhed? Eller bliver de folkevalgte selv en del af endnu et kredsløb af fortrolige oplysninger?
Flere bud på ufoernes politiske fremtid
Også andre af de kendte ufo-profiler har været ude og kommentere på midtvejsvalget. Her er et par af dem, der stikker lidt ud fra mængden:
Christopher Sharp: Magtskiftet kan skabe nyt pres
Ufo-aktivisten bag Liberation Times mener, at demokraterne kan presse Trump til at forklare hvad der foregår for UAP-aktiviteter i den amerikanske regeringsadministration og Pentagon. Politisk rivalisering kan derfor også fremme åbenhed, vurderer han i en analyse fra 4. november.
Kevin Wright: Trump bør handle inden januar
I et debatindlæg fra 6. november opfordrer Wright præsidenten til at sikre stærkere UAP-lovgivning, mens republikanerne stadig har flertallet. Hans argument er, at åbenhed skal forankres i lovgivning frem for at afhænge af den siddende præsidents ønsker.
Douglas Dean Johnson: Genvalg er ikke et mandat til disclosure
I en analyse offentliggjort før valget fremhæver den skeptiske ufo-journalist Johnson, at UAP-spørgsmålet ikke har nogen påvist væsentlig betydning for valgresultaterne. At ufo-interesserede politikere bliver genvalgt, viser derfor ikke i sig selv, at vælgerne kræver en stor afsløring.
Enighed om hemmeligheden – uenighed om vejen
Set fra SUFOIs skeptiske ståsted er den mest interessante lighed mellem de to videoer deres grundlæggende antagelse.
Dolan, Knapp og Corbell taler i vid udstrækning, som om eksistensen af en omfattende ufo-hemmelighed er en realitet. Uenigheden handler især om, hvem der kan få adgang til den, og hvordan den kan blive offentliggjort.
Hos Dolan står efterretningstjenester, private virksomheder og skjulte magtstrukturer i vejen. Hos Knapp og Corbell ligger håbet blandt andet i nye udvalg, stærkere beføjelser, bestemte vidner og konkrete krav til myndighederne.
Men politisk interesse er ikke et bevis for ikke-menneskelig teknologi. Det er et hemmeligt dokument heller ikke alene i kraft af sin hemmelige status.
Et dokument kan vise, at en myndighed har modtaget en opsigtsvækkende påstand. Det kan vise, at ansatte har troet på den eller ønsket at undersøge den. Det er stadig noget andet end dokumentation for, at påstanden er rigtig.
Den forskel forsvinder let, når enhver ny oplysning bliver præsenteret som endnu et skridt mod en allerede forventet afsløring af sandheden om ufoerne.
Når både fremskridt og stilstand passer ind
Her ligger også en forklaring på, hvorfor et magtskifte næppe i sig selv ændrer ufo-fortællingen.
Nye høringer kan blive opfattet som tegn på, at afsløringen nærmer sig. Manglende høringer kan blive forklaret med politisk modstand. Nye dokumenter kan skabe håb. Dokumenter uden afgørende beviser kan blive taget som tegn på, at de vigtigste oplysninger stadig bliver holdt tilbage.
Dermed kan både fremskridt og stilstand indpasses i samme fortælling.
Det gør ikke enhver mistanke om hemmeligholdelse forkert. Men det gør det nødvendigt at spørge, hvilke resultater der faktisk ville få fortalerne til at genoverveje deres forklaring. Eller til ligefrem at ændre mening.
Hvis fraværet af beviser altid bliver forklaret med en mere effektiv hemmeligholdelse, bliver forestillingen vanskelig at efterprøve.
Mere åbenhed kan være nyttig uden at være disclosure
Der kan være gode grunde til at undersøge militære observationer, myndigheders sagsbehandling, brugen af offentlige midler og behandlingen af ansatte, der rejser kritik.
Det arbejde behøver ikke føre til fund af rumfartøjer eller ikke-menneskelige væsner for at have værdi.
Derfor er det også vigtigt at skelne mellem to betydninger fortsatte undersøgelser af myndighedernes håndtering af ufoer: Større offentlig adgang til ellers hemmeligholdte oplysninger eller den store afsløring af et påstået skjult besøg fra en udenjordisk ikke-menneskelig intelligens.
Det første kan skabe bedre indsigt. Det andet kræver beviser, som kan undersøges og efterprøves.
Dolan efterlyser faktisk selv håndfast materiale, som uafhængige eksperter kan få adgang til. Her er der et klart fælles udgangspunkt med en skeptisk tilgang: Det afgørende er, hvad materialet viser, og hvilke forklaringer der holder ved nærmere undersøgelse.
Midtvejsvalget kan ændre, hvem der stiller spørgsmålene, leder høringerne og får adgang til dokumenterne. Men et nyt flertal gør ikke gamle påstande mere sande.
Indtil der foreligger afgørende, efterprøvelige beviser, har forventningen om den snarlige afsløring af myndighedernes ufo-hemmeligheder fået nye politiske vilkår. Uden at den dermed har fået et stærkere faktuelt grundlag.
Selv radikale ændringer vil næppe skabe større tillid
Samtidig vil midtvejsvalget indflydelse på UAP-aktiviteterne i kongressen næppe ændre på ufo-samfundets tillid til politikerne. Eller fjerne bekymringen hos dem, der fortsat drømmer om snarlig ufo disclosure.
Særligt slemt bliver det selvfølgelig, hvis midtvejsvalget betyder, at det politiske fokus flyttes helt væk fra ufoer og afsløringen af hemmelige ufo-programmer. Men også selv om presset bliver øget for at få større åbenhed og sandheden frem, og der dukker nye kongreshøringer om ufoer op, vil de kritiske indlæg og beskyldninger om nøl i processen ikke udeblive.
For hvorfor skal vi blive ved med at vente på den store ufo-disclosure, hvis det bare er et spørgsmål om, at finde de fysiske beviser frem fra gemmerne?
Kilder:
Richard Dolan: How Will the Midterms Affect UFO Disclosure?
George Knapp og Jeremy Corbell med Matt Laslo: Did Midterms Just Change UFO Disclosure?
Gengivelserne bygger på transskriptionerne af de to udsendelser.