Når vi leder efter rumvæs­ner, fin­der vi os selv

Hvor­dan vil­le vi rea­ge­re, hvis vi stod ansigt til ansigt med et rumvæ­sen? Neil deGras­se Tyson ven­der blik­ket mod vores fore­stil­lin­ger om liv i rum­met og mod det, de røber om os selv.

​Af Kim Møl­ler Han­sen

I 2018 udkom Astro­fy­sik for trav­le men­ne­sker skre­vet af den berøm­te ame­ri­kan­ske astro­fy­si­ker Neil deGras­se Tyson.

Jeg husker bogen som både humo­ri­stisk og tan­ke­væk­ken­de. Den hav­de også et omfang og en dis­po­si­tion, som gjor­de den per­fekt til læs­ning i toget, når man dag­ligt pend­ler mel­lem Ring­s­ted og Køben­havn.

Den svæ­re to’er

Der­for tænk­te jeg: Jeg snup­per lige Take Me to Your Lea­der – Per­specti­ves on Your First Ali­en Enco­un­ter, som udkom den 14. maj 2026.

Det er såmænd også en han­dy bog. Vel­o­p­lagt og viden­de skre­vet, men der er nu lidt langt mel­lem snap­se­ne.

For meget over­fla­de – og for lidt dyb­de

Bogen kan kri­ti­se­res for at skøjte lidt rige­ligt gen­nem emnet. Der er (for) man­ge refe­ren­cer til popkul­tu­ren. Fak­tisk næsten et kata­log over beskri­vel­ser af film og tv-seri­er, hvor ali­ens spil­ler en rol­le.

Tyson blan­der histo­rie, filo­so­fi og popkul­tur så frit, at frem­drif­ten føles løs, hvil­ket gør bogen bed­re egnet til at bli­ve læst et kapi­tel eller to ad gan­gen frem for i ét stræk. Så det fun­ge­rer fint på en tog­tur.

Tysons hove­d­ar­gu­ment er, at udenjor­disk liv sand­syn­lig­vis vil være langt mere frem­me­d­ar­tet, end men­ne­ske­cen­tre­ret popkul­tur anty­der.

Bøger om ufo­myten og vores søgen efter liv i rum­met hand­ler ofte mere om os selv end om frem­me­de væs­ner. Det gæl­der også for Take Me to Your Lea­der – Per­specti­ves on Your First Ali­en Enco­un­ter. I sin beskri­vel­se af vores fore­stil­lin­ger om udenjor­di­ske væs­ner får Tyson læser­ne til at betrag­te egne skik­ke og besæt­tel­se af kon­spira­tions­te­o­ri­er gen­nem en ”frem­med lin­se”. Det er sundt og humo­ri­stisk.

Neil deGras­se Tyson er lige­som man­ge andre astro­fy­si­ke­re over­be­vist om, at uni­ver­set vrim­ler med liv. Han er også over­be­vist om, at vi ikke har set bevi­ser for, at det­te liv fak­tisk har besøgt Jor­den, og at vi ikke nød­ven­dig­vis vil­le vide det, hvis vi skul­le være så hel­di­ge at møde frem­med liv. (Illu­stra­tion: Kalhh/Pixabay)

Og så til snap­se­ne…

Der er efter min mening lidt langt mel­lem snap­se­ne i Tysons bog. Men i bogens efter­skrift er der to, som jeg ikke vil sny­de læser­ne for.

På side 194 skri­ver Tyson:

”Er tran­gen til at fin­de rumvæs­ner udsprun­get af en gene­tisk til­bø­je­lig­hed til at til­be­de? Blandt reli­gi­øse men­ne­sker tror cir­ka 50 pro­cent på, at der fin­des intel­li­gent liv andre ste­der i galak­sen. Blandt ikke-reli­gi­øse men­ne­sker sti­ger den­ne andel imid­ler­tid til over 75 pro­cent. Det­te tyder stærkt på, at tran­gen til at til­be­de består, selv når reli­gio­nen er fra­væ­ren­de – og at den næres af et tros­sy­stem, i en situ­a­tion hvor der mang­ler afgø­ren­de bevi­ser for, at intel­li­gen­te rumvæs­ner har besøgt os. Vi har alle set de sam­me film, tv-seri­er og doku­men­ta­rer om rumvæs­ner. For­skel­len er alt­så ikke kul­tu­rel. Den er rent ånde­lig.”

Og skul­le nogen fryg­te det før­ste møde med et væsen fra det ydre rum, kan Tyson bero­li­ge med dis­se afslut­ten­de ord:

”… De kon­fi­ske­rer nok min smartp­ho­ne. Jeg har ikke til hen­sigt at gøre dem fortræd, så måske er de flin­ke. Eller også gør de mig til deres kæle­dyr. Det lyder skræm­men­de. Men på Jor­den behand­ler vi kæle­dyr, der har brug for hjælp, bed­re, end vi behand­ler men­ne­sker, der har brug for hjælp. Ale­ne i USA bru­ger vi over 150 mil­li­ar­der dol­lars om året på vores hunde og kat­te, mens den føde­ra­le rege­ring bru­ger min­dre end 7 pro­cent af det beløb på at afhjæl­pe hjem­løs­hed på land­s­plan …”