Af Benny Christen Grandahl
Normalt forbinder vi Starlink med lange satellittog, der kan ses bevæge sig hen over nattehimlen i dagene efter en opsendelse af nye satellitter. For under opstigningen til deres faste bane i omkring 550 kilometers højde ligger satellitterne endnu tæt samlet, hvorefter de spreder sig ud til deres blivende pladser i netværket, når de kommer højere op. Og senere kan du så i nogle tilfælde se dem som enkelte lyspunkter, der bevæger sig over himlen på samme måde som alle andre satellitter.
Racetrack UAPs
Men i takt med at der kommer flere og flere Starlink-satellitter på plads i det netværk af satellitter, der skaber internetforbindelse til Starlinks kunder på jorden, opstår der nye muligheder for at se ”Starlink- konstellationer” på himlen.
En af de mest kendte er de såkaldte racetrack UAPs, der bl.a. var årsagen til det pilot-mysterium, som var emnet for flere episoder af podcasten Flyvende tallerken. Her fortalte mystificerede, danske piloter om, hvordan de så lys på himlen, der nogle gange så ud som om, de var i luftkamp med hinanden.
Det er dog en optisk illusion, der opstår, når satellitterne følger forholdsvis tæt efter hinanden, og bliver oplyst af solen efter tur. Det skaber en række lysglimt hurtigt efter hinanden, der kommer så tit, at hjernen forbinder lysglimtene, så du oplever det som ét enkelt objekt i bevægelse.
Men for at se det kræver det, at du enten bor et sted med rigtig gode udsigtsforhold til rummet – som f.eks. i Grønland – eller er pilot på et fly, der flyver i en tilstrækkelig stor højde over jorden.
Nye observationer af højtflyvende objekter med to eller tre lys
På det seneste er der dukket en række nye former for ufo-observationer op herhjemme, hvor folk rapporterer om trekantede objekter med lys i hvert hjørne. Eller objekter med lys i hver side. Typisk set i stor højde over dem.
I et enkelt tilfælde har vi fået en video ind fra en observatør, der bemærkede to lys, der fulgtes ad på himlen i en let buet bane. Det minder lidt om et fly med et hvidt lys på vingespidserne. Et tjek på FlightRadar24 viste dog ingen fly i nabolaget.
Videooptagelse af to mystiske lys, der følges ad på himlen — og nærmest ser ud til at sidde på spidsen af hver ende på et objekt.
Men igen er det Starlink, der er årsagen.
For som det ses på simulationen nedenfor, er det to nabosatellitter i Starlink-netværket, der passerer hen over hovedet på observatøren. Og at satellitterne ser ud til at bevæge sig i en krum bane hen over himlen, skyldes jordens krumning, som satelitterne følger, fordi de flyver i samme højde over jorden hele tiden. Krumningen ses dog tydeligere, fordi satellitterne ligger i så forholdsvis lav højde over jorden.
I ovenstående simulationsvideo ser du, hvordan to Starlink-satellitter passerer hen over hovedet på en observatør, der undrede sig over de to lys – og oplevede det, som om de sad på det samme objekt, fordi vores hjerne automatisk forbinder to nærtstående lys på en mørk baggrund med hinanden. Simulation: ThomasH
I andre tilfælde kunne det samme ske med tre nabosatellitter i netværket, hvilket ville skabe en illusion af, at der flyver et trekantet objekt i stor højde hen over den en observatør på jorden.
Flere satellitter giver flere mulige mønstre
Ifølge SpaceX var der i begyndelsen af oktober 2026 over 11.000 Starlink-satellitter i kredsløb omkring Jorden. Det store antal giver flere muligheder for, at satellitter passerer gennem samme del af din himmel på samme tid.
Det betyder ikke nødvendigvis, at afstanden bliver mindre mellem satellitterne i hver enkelt bane. Netværket vokser også ved at fylde flere baner. Men set fra dit sted på jorden kan satellitter i forskellige baner se ud til at stå tæt på hinanden på himlen, selv om der er stor afstand mellem dem ude i rummet.
Du kan derfor opleve to, tre eller flere lys, der tilsyneladende følges ad, flere lys på række eller lys, hvis baner krydser hinanden. For hvis der tilfældigvis passerer andre satellitter end Starlinks hen over hovedet på dig, kan det også skabe en illusion af, at der foregår noget besynderligt på himlen. For det, der ligner en samlet gruppe, kan nemlig også være satellitter, som blot befinder sig i næsten samme synsretning.
Så med flere og flere Starlink- og andre satellitter på himlen er det rimeligt at forvente flere af den slags sammenfald, hvis synligheden ellers er i orden. Vi skal derfor være forberedt på at møde Starlink i mange andre mønstre end de velkendte satellittog.
Sollyset afgør, hvilke satellitter du ser
Grunden til at du ser satellitterne, skyldes, at de reflekterer sollys i din retning. Både satellitkroppen, herunder for Starlink-satellitternes vedkommende især den jordvendte underside, og solpanelerne kan bidrage til lyset. Hvor kraftigt det opleves, afhænger blandt andet af overfladernes reflektionsevne og størrelse, satellittens orientering og dens placering i forhold til Solen og dig.
Der kan derfor være flere satellitter over dig, end du får øje på. Nogle er for svage. Andre ligger i Jordens skygge. Og nogle gange bliver de kortvarigt tydeligere, fordi vinklerne giver mere lys i din retning. Det kan opleves, som om der opstår et pludseligt lysglimt på himlen. Sådan som det kendes fra de gamle Iridium-satellitter.
Det synlige mønster er altså kun et udsnit af satellitterne over dig. Ligesom ændringer i lysstyrken kan få en tilsyneladende gruppe af lys til at dukke op eller opløses under passagen.
Ny, større Starlink-version kan give nye lysoplevelser
SpaceX er også begyndt at sende en større, tredje version af Starlink op. Ifølge selskabet blev de første 26 af disse V3-satellitter sat i kredsløb i slutningen af september i år. Versionen har større solpaneler, som kan levere omkring dobbelt så meget strøm som panelerne på V2.
Disse større flader kan potentielt sende mere sollys mod jorden. Det kræver – som beskrevet ovenfor – at fladerne er belyst, og at deres vinkler og overflader sender tilstrækkeligt lys i din retning. Samtidig skal himlen være mørk nok til, at du kan se det. Afstanden til satellitten spiller også ind.
Det giver mulighed for kraftigere refleksioner under de rigtige forhold. Men større satellitter er ikke automatisk mere synlige. For SpaceX arbejder med overfladebehandling og orientering af satellitterne, der skal begrænse mængden af det lys, de sender mod jorden.
Om V3 faktisk kommer til at give flere eller kraftigere lysfænomener end de tidligere versioner, må fremtiden vise. Men hvorom alting er, så giver flere satellitter og nye, større modeller god grund til at forvente, at Starlink fortsat vil være årsag til nye ufo-oplevelser.
Bliv medlem af SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og bliv medlem af SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Som velkomstgave modtager du:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
Hvert år modtager du endvidere også:
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og bliv medlem i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?

Danske X‑filer – Politibetjentens oplevelse i mørket
Da politibetjent Maarups patruljevogn blev standset af en ufo en mørk augustaften i 1970, blev sagen hurtigt til Danmarks mest kendte ufosag. Bogen genåbner sagen 50 år senere.

Ufoer i 80 år: Dengang de flyvende tallerkener blev født
Bogen om, hvordan fortællingen om de flyvende tallerkener blev født, og hvorfor den fortælling er mere aktuel og oppe i tiden nu end nogensinde før.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.