November måned bød på hele 3 ufo-høringer i kongressen i USA. Og vi kan roligt sige, at de foregik i hver sin ende af spektret. For den ene var en eksplosiv høring, hvor politikerne klart meldte ud, at de ville have klarhed om, hvorvidt Pentagon gemmer på ufovrag og døde aliens. Og de to andre var en saglig, videnskabelig afrapportering fra den nye direktør i AARO – Pentagons officielle ufo-kontor.
Af Benny Christen Grandahl
November 2024 slog ny verdensrekord.
Ikke i hverken temperatur, vindstyrke eller nedbør (så vidt jeg da ved). Men i antallet af officielle ufo-høringer i den amerikanske kongres.
Hele tre blev det til. Inden for bare 6 dage.
Den store høring
Der var den ”store” ufo-høring i husets Oversight comittee, som meget bombastisk havde fået navnet ”Unidentified Anomalous Phenomena: Exposing the Truth”. Den foregik 13. november i den selv samme sal, som sidste års medieombruste ufo-høring med David Grusch foregik i.
Du kan se hele høringen her. På trods af at det ikke går helt stille af sig, når du nærlytter til de forskellige indlæg, levede høringen på ingen måde om til sit bombastiske navn: ”Exposing the Truth”.
Høringen var stablet på benene af en komite, der bestod af medlemmer fra komiteerne for Cybersecurity, Information Technology, and Government Innovation og National Security, the Border, and Foreign Affairs.
Høringskomiteen og selve høringen blev ledet af Nancy Mace. Hun viste sig at være en rigtige ”fru skrap”. Både i sin kontante måde at lede høringen på, og hendes bidske kommentarer til regeringen, forsvarsministeriet og i særdeleshed AARO – det amerikanske forsvarsministeriums ufo-kontor.
De to små høringer
Derudover var der to små høringer om AAROs årsrapport. Dels en lukket og en åben høring. Under begge høringer stod AARO’s nye direktør John Kosloski på mål for AARO årsrapportens indhold. Og som vanligt, var der flest fremmødte politikere til den lukkede høring. Og stort set kun et lille presseopbud til stede ved den åbne høring.
Du kan se den åbne af de to små høringer om AAROs årsrapport her. Her var der nærmest ingen tilhørere og meget få, men ganske spørgelystne komitemedlemmer. Særligt forperson senator Kirsten Gillibrand. Starter afspilleren ikke, så klik her.
Den store høring: Lyttede du efter, gik det ikke stille af sig
Jeg har allerede delt nogle mine første indtryk om høringen i den episode af Flyvende Tallerken, der udkom mandagen efter høringen. Den blev optaget allerede næste formiddag om torsdagen – og udgivet mandagen efter høringen.
Du kan høre podcastvært Frederik Dirks Gottlieb, tidligere jagerpilot Søren Sørensen og undertegnede tale om vores førstehåndsindtryk af den store ufo-høring i kongressen i denne episode af Flyvende Tallerken.
Siden optagelsen af episoden har jeg brugt lidt mere tid på at nærlytte høringen. Derudover er der kommet overraskende nye detaljer frem om det dokument om det påståede hemmelige ufo-program ”Immaculate Constellation”, der blev frigivet i forbindelse med høringen. Det kan du læse mere om i den grå boks længere nede på siden.
Hvem var vidnerne?
Denne gang var der fire vidner indkaldt fordelt på et vidne fra henholdsvis flåden, efterretningstjenesterne, NASA og pressen. Heraf var de tre af vidnerne allerede ganske velkendte i ufo-kredse:
Fra venstre mod højre ses:
- Timothy ”Tim” Gallaudet: Født 18. marts 1967 i Hollywood, Californien. Uddannet oceanograf og pensioneret bagadmiral. ”Bagadmiral” er en betegnelse for en to-stjernet admiral i flåden, hvilket svarer til samme niveau som chefen for den danske militærflåde herhjemme. Lidt groft sagt vil Gallaudet gerne være for flåden og søfarten, hvad Ryan Graves er for luftvåbnet og civilflyvningen i forhold til sikkerhedstruslen fra ufoer. Og Gallaudet sidder faktisk også med i bestyrelsen for ”Americans for Safe Air Space”.
- Luis ”Lue” Elizondo: Hans nøjagtige alder kendes ikke. Til gengæld er han en velkendt skikkelse i ufo-sammenhæng, der næppe behøver nogen nærmere præsentation. Dog har jeg bidt mærke i, at han i forbindelse med høringen omtales som ”Former Department of Defence Official”, og der ikke nævnes et ord om hans påståede relation til AATIP i forbindelse med eller under høringen.
- Michael Schellenberger: Født den 16. juni 1971 i Colorado, USA. Han er forfatter med eget online medie (Public), journalist, miljøaktivist og har stærke meninger on sundhedsvæsnet. Schellenberger har også stillet op som demokratisk kandidat til guvernørposten i Californien to gange. Og har flere gange gjort sig bemærket på ”ufo-fronten”, senest med offentliggørelsen af det hemmelige ufo-program ”Immaculate Constellation”, der efter sigende samler og analyserer ufo-data, ‑fotos og ‑videoer.
- Michael ”Mike” Gold: Har vi heller ingen nøjagtig alder på. Men helt klart høringens overraskende wildcard. Han har en uddannelse som advokat. Og har tidligere haft administrative og juridiske stillinger i bl.a. Bigalow Aerospace og NASA. I dag er han ansat i rumfartsorganisationen Redwire Corp, hvor han arbejder med rumfartsregler og ‑politik. Og hans rolle under høringen var primært at tale NASA på banen i forbindelse med videnskabelige undersøgelser af ufoer.
Bemærk i øvrigt den store afstand mellem Gallaudet og Elizondo på billedet. Flere mener, det var fordi, Ryan Graves sad på første række på tilhørerpladserne lige bag de to herrer. Ganske ligesom Jeremy Corbell sad bag Michael Schellenberger. Hvilket måske ikke var helt tilfældigt. Men nu foregriber jeg det, jeg skriver om senere i artiklen.
Efterfølgende har der været mange forskellige meninger fremme om de enkelte vidner. Og ingen er gået ramt forbi, når det kommer til kritik. Heller ikke Elizondo. Særligt på grund af en ret uheldig sag med nogle falske ufo-billeder i hans præsentation ved et betalt event i den USA-tourné, han er i gang med som opfølgning på udgivelsen af bogen ”Imminent”.
Christopher Mellon var oprindeligt indkaldt til høringen, da den skulle afholdes i september. Men da den blev flyttet til 13. november, måtte han melde fra på grund af en ferierejse med familien.
De amerikanske politikere gider ikke høre mere pis
Skal jeg kort opsummere det budskab, som høringen efterlader hos mig, er det et endnu stærkere krav fra de amerikanske politikere om mere åbenhed fra Pentagons side. Ikke nødvendigvis kun, når det handler om mørklagte ufoprogrammer. Men også mere generelt.
For udover at kunne enes om, at nu skal sandheden om ufoerne frem, er det eneste begge sider af kongressen har en usagt enighed om, at Pentagon slipper afsted med at bruge alt for mange af skatteydernes penge til alt muligt. Uden at kunne redegøre for hvad pengene er brugt til. Eller at de bliver stillet til ansvar for det.
Er det ufoer eller modstand mod Pentagon, der skaber tilslutningen til høringerne?
Den vigtige forskel er, at ufoerne er et væsentligt mindre politisk sprængfarligt emne at bruge som brækstang. Fordi begge sider har været med til at beslutte et eller andet politisk om Pentagons økonomi, som den anden side kan bruge som skyts imod dem. Det kommer ikke i vejen, hvis de holder sig til at tale om ufoer.
Samtidig er politikerne i den grad blevet trætte af vidnernes evindelige ”Det kan jeg ikke udtale mig om i denne forsamling”, hver gang der bliver stillet lidt mere nærgående spørgsmål.
Det udstiller politikerne gang på gang under høringen ved bevidst at stille spørgsmål til vidnerne, hvor de på forhånd ved, at vidnerne bliver nødt til at trække SCIF-kortet.
Igen er det næppe kun noget, politikerne oplever, når de ønsker at tale ufoer. Men endnu en af de mange udfordringer, som forhindrer kongressen i at få klarhed over, hvad Pentagon bruger deres multimange milliarder dollars på.
Så selv om der helt klart er en række amerikanske politikere – særligt dem, der er med i det såkaldte UAP Caucas – der afholder de her høringer, for at sandheden frem om, hvad Pentagon skjuler af informationer om ufoer, tænker jeg, at der er lige så mange politikere, der støtter op om høringerne for at få udstillet deres utilfredshed med Pentagon på en måde, som alle kan forstå.
Ikke så koordineret som sidst
I forhold til Grusch-høringen sidste år virkede det dog ikke som om, politikerne havde koordineret deres spørgsmål særlig godt. Så hvor det virkede meget som om, der var en stram koordinering af, hvad politikerne spurgte Grusch om ved høringen i 2023, blev tiden ved denne høring flere gange spildt på, at de fremmødte politikere stillede de samme spørgsmål igen og igen.
Det kom også til stærke ordvekslinger mellem politikerne og flere af vidnerne. Som f.eks. da kongresmedlem – og medlem af The UAP Caucas – Jared Moskowitz går i klinch med Elizondo:
”Mr. Elizando, did I have that correct, sir? I’m going to put my – I’m a recovering lawyer – so I’m going to put my (lawyer) hat on for a second. You said, you signed a document. Who they gave that to you?”
Elizondo svarer. ”The US government, sir. ”
”Okay, you have a copy of it?”, spørger Moskowitz så.
”It is stored in the SCIF right now. I do not have possession of it. The US government does”, svarer Elizondo, og giver herved en udvidelse af SCIF-begrebet, jeg ikke var bekendt med.
Moskowitz fortsætter så: ”What department of the US government gave you this document?”
”I will say the Department of Defense”, fortsætter Elizondo så, og spiller SCIFs-kortet igen: ”Unfortunately I can’t say in this forum.”
Moskowits stemmer så ivrigt i med sin pointe: ”Much more than that! You specifically said, the document said, you can’t talk about crash retrieval. Well, you know, you can’t talk about a Fight Club if there’s no Fight Club”.
Altså må der foregå crash retrievals, når Elizondo ifølge ham selv har fået besked om, at han ikke må tale om det. Den konklusion tog kegler hos mange af de fremmødte.
En effektfuld slutning slog en tyk streg under pointen
Men Muskowits pointe gav dog ikke klapsalver. Det fik det forsinkede kongresmedlem Andy Ogles, der faktisk efter høringens afslutning kom halsende ind, og sluttede sine 5 minutter med spørgsmål til viderne af med følgende proklamation:
”Madam chairman, I would posit, that as the legislative body – as the regulatory body – we must know! And anyone who prevents us from gaining access to that information, I would consider that criminality. Because we have US personnel, who may very well be in harm’s way. We have technology, that ultimately may threaten our very existence. With that, Madam chairman, I thank you for your indulgence.”
Og så brød bifaldet ellers løs – og sluttede høringen af med en opsummering af den pointe, de deltagende politikere gerne ville sende videre til regeringen. En regering, som en af de deltagende politikere, sagde højt, klart og tydeligt, at han ikke stolede på. Vildt!
Alt i alt tre – næsten skræmmende – eksempler på, hvor meget ufoerne kan samle en stærkt splittet nation og dens politikere. Og hvordan de bliver brugt til at understrege den dybe utilfredshed med staten, regeringen og forsvarsministeriet. Samt hvor dybt mistilliden til både regeringen og hele embedsværket rækker ind i selv de folkevalgtes rækker.
Kan USA snart komme længere ud?
Mystik om Immaculate Constallation-dokumentet
Ikke overraskende kom ”Immaculate Constallation” til at fylde en del på høringen. Det samme gjorde det dokument, som omtaler det angiveligt mørklagte, tophemmelige ufo-regeringsprogram. Samt omtaler nogle af de billeder, videoer og konklusioner, som programmet angiveligvis skulle indeholde.
Dokumentet blev meget effektfuldt delt ud ved høringens begyndelse. Og efterfølgende frigivet på Nancy Mace’s personlige profil på Repræsentanternes Hus’ hjemmeside.
Da vi talte om programmet og dokumentet i Flyvende Tallerken, var det ud fra de oplysninger, som vidnet Michael Schellenberg tidligere var kommet med i forskellige artikler og podcast-optrædener. Og havde beskrevet i sit vidnesbyrd. Samt svaret på spørgsmål om under høringen.
Du kan hente dokumentet her.
Så da vi optog podcastepisoden dagen efter høringen, var historien om dokumentet enkel og ligetil: Schellenberger havde fået dokumentet af en whistleblower, der ikke ønskede at stå offentligt frem. Og dokument havde han indleveret til komiteen bag høringen aftenen før.
Men siden har historien bag dokumentet ændret sig en del.
Først var det Schellenberger, der havde fået dokumentet
Første gang Schellenberger omtaler dokumentet, er i en artikel på PUBLIC d. 8. oktober i år.
Her skriver han bl.a.:
“The person has written a report that says “the Executive Branch has been managing UAP/NHI issues without Congressional knowledge, oversight, or authorization for some time, quite possibly decades.”
Samt at:
“The source of the document told Public that the USAP (Unacknowledged Special Access Program) is a “strategic intelligence program” that is part of the US military’s family of long-standing, highly-sensitive programs dealing with various aspects of the UAP ‘problem’.”
Og i den del af artiklen, som du skal være betalende abonnent på Public for at læse, afslører Schellenberger så navnet på programmet: ”Immaculate Constallation”. Samt nævner, at dokumentet (eller undersøgelsens resultater – det er lidt uklart) allerede er overleveret til kongressen under den nye UAP-whistleblower-ordning.
2 dage senere fortæller Schellenberger så mere om programmet i en episode af Joe Rogans podcast. Ligesom Rogan og Schellenberger taler om en udtalelse fra forsvarsministeriets talsperson Sue Gough, der bekendtgør, at ”The DOD has no record, present or historical, of any type of SAP called ‘IMMACULATE CONSTELLATION’.”
Det skulle hun jo sige, var deres konklusion.
I sit skriftlige vidnesbyrd til høringen 13. november genbruger Schellenberger en stor del af artiklen fra Public. Og tilføjer en alenlang UFO-timeline, der så vidt jeg har forstået, er samlet af Jeremy Corbell.
Aftenen inden høringen overdrager Schellenberger så angiveligvis det originale dokument til den komite, som har planlagt høringen. Det er i hvert fald ham, forperson Nancy Mace takker for dokumentet, samtidig med at det omdeles til de fremmødte politikere i salen.
Hun beskriver dokumentet som værende på 12 sider. Men da Nancy Mace lægger dokumentet ud til fri download på sin profilside på Repræsentanternes hus’ hjemmeside, er der kun 11 sider. Det er der muligvis en logisk forklaring på, som du får lige om lidt.
Så blev det Jeremy Corbell, som havde fået dokumentet – og givet det til komiteen og Schellenberger
Men efter høringen har der været en del polemik om, hvem der rent faktisk kom med dokumentet.
Således fortalte George Knapp i en episode af That UFO Podcast optaget kort tid efter høringen, at det oprindelig var Jeremy Corbell, der havde modtaget dokumentet fra whistlebloweren. Samt at det var Corbell, der havde overdraget det til kongressen sammen med et brev fra Knapp og Corbell.
Det skulle ifølge Knapp være den 12. side, som komiteen bag høringen valgte ikke at videregive til offentligheden.
På internettets afkroge kan du selvfølgelig finde den formodede 12. side fra det indleverede dokument om Immaculate Constellation – angiveligt skrevet af Jeremy Corbell. Det har dog været vigtigt for Corbell, ikke selv at være den, der har delt siden. Så den er kommet frem via forskellige krumspring og hints på UFO/X.
Og ifølge Knapp skulle Schellenberger først have fået dokumentet i hånden aftenen inden høringen. Fordi høringsudvalget ikke ville lade Corbell fremlægge det på høringen. Det kunne måske forklare, hvorfor Corbell sad umiddelbart lige bag Schellenberger ved høringen.
Samtidig lod Knapp sive ud mellem sidebenene, at der var en del mystik omkring, hvorfor Corbell ikke kunne krediteres for at have overdraget dokumentet – eller få lov til at deltage som vidne på høringen. Og at der ville komme mere for dagen om dette senere i et dokumentarprogram produceret af et filmhold, som skulle have fulgt Corbell i dagene op til og efter høringen.
Men når du læser i dokumentet, tager det endnu en drejning
I det allerførste afsnit i dokumentet, forklares baggrunden for dokumentets tilblivelse. Det er et afsnit, som virker påskrevet efter resten af indholdet i dokumentet.
Angiveligt skulle dokumentet være udarbejdet under en flerårig, intern efterforskning af UAPs, teknologier af ukendt oprindelse (TUO) og non-human intelligence (NHI). En efterforskning, der skulle være igangsat på grund af ”urgent and credible threats to the public good and safety of the United States of America”.
Ganske som Schellenberger skrev i sin artikel i Public, oplyses det også i det indledende afsnit, at dokumentet skulle være overleveret til kongressen gennem den UAP-whistleblower forordning, der blev vedtaget i 2023. Og at ”This public version of the author’s report was reviewed and approved for public release by the Department of State, Bureau of Global Public Affairs”.
Alternativt: Så når dokumentet allerede har været gennem de officielle kanaler, virker det lidt mærkeligt, at det skal være nødvendigt at bruge Schellenberger eller Corbell som mellemmand for at få give det til komiteen?
At der findes en hemmeligstemplet version, som kun visse kongresmedlemmer har adgang til, kan der være gode grunde til. Men når dokumentet findes i en ”public version”, som alle (både kongresmedlemmer og borgere) vel burde have fri adgang til, virker det underligt, at ingen af de fremmødte tilsyneladende har hørt om det.
Det som står mellem linjerne i fortællingen er, at ”nogen” – gatekeeperne, den dybe stat, who-ever-is-to-blame – har forsøgt at skjule selv den ”public version” af dokumentet om Immaculate Constellation. Og at en whistleblower nu forsøger at rette op på det, ved at give dokumentet til Corbell (eller Schellenberger).
Der må findes et papirspor
Det skulle undre mig, hvis dokumentet efter sigende har været igennem en godkendelsesproces, som burde efterlade sig et ”papirspor”.
Samtidig undrer det mig, at godkendelsen til offentliggørelse er skrevet ind i dokumentet som en del af det ”historiske” første afsnit i dokumentet. Det ville vel være mere logisk at vedlægge ”papirsporet” i form af f.eks. et brev med Department of State, Bureau of Global Public Affairs logo på, der giver forfatteren til dokumentet lov til at offentliggøre det i sin nuværende form.
Det havde været en meget mere logisk 12. side at vedhæfte – med et eventuelt navn på whistlebloweren streget over – end det brev fra Jeremy Corbell, som angiveligt skulle have været med ved indleveringen til kongressen
For det ville virkelig have styrket ægtheden af dokumentet.
Men forhåbentligt er John Greenewald Jr. i gang med at grave det dokument frem ved hjælp af en FOIA-request. Hvis det da findes.
Hvornår er dokumentet blevet godkendt til offentliggørelse?
Endelig rejser godkendelsen et nyt spørgsmål. Hvornår skulle dokumentet angiveligt være blevet godkendt af Department of State, Bureau of Global Public Affairs? Efter den hemmeligstemplede version af dokumentet var indleveret til kongressen gennem UAP-whistleblowerordningen?
Eller er godkendelsen først givet forud for høringen?
Og hvorfor er det Department of State og ikke DOPSR-kontoret hos forsvarsministeriet, der har gennemgået dokumentet? Skal det indikere, at det er en højere myndighed i det amerikanske statsapparat, som har håndteret dokumentet?
Det virker besynderligt. For ifølge §3373b: Unidentified anomalous phenomena reporting procedures er det Secretary of Defense i samråd med Director of National Intelligence, UAP-whistleblowers skal henvende sig til.
Altså ville det være mere oplagt at sende sådan et dokument igennem DOPSR før offentliggørelsen.
Buttomline: Det virker alt sammen meget underligt i min optik.
Og hvem er i grunden forfatteren til dokumentet?
Første afsnit i dokumentet giver os også et fingerpeg om forfatterens baggrund – og hvordan denne fik adgang til de informationer, dokumentet indeholder. Der star nemlig, at: ”The author obtained access to this information while pursuing their lawful duties as an employee of the Department of Defence”. Altså er eller var forfatteren angiveligt ansat i det amerikanske forsvarsministerium.
Hvorfor ville Schellenberger ikke afsløre forfatterens ansættelsesforhold på høringen?
Under høringen blev Schellenberger ristet en hel del omkring, hvem forfatteren til dokumentet var. Samt hvor i statsapparatet vedkommende havde været eller var ansat.
I sit svar gjorde Schellenberger et stort nummer ud af, at han hverken ville afsløre hvem, forfatteren var. Eller hvor vedkommende arbejdede. Det sidste lyder lidt underligt, eftersom det jo står sort på hvidt i første afsnit af dokumentet, at vedkommende arbejdede i forsvarsministeriet.
Det virker jo næsten som om, han ikke har nærlæst rapporten. Hvilket Schellenberger meget vel kan have haft svært ved at nå, hvis han først har fået dokumentet aftenen før. Sådan som Knapp hævder i That UFO Podcast.
Men havde Schellenberger vitterligt først fået dokumentet overleveret aftenen før, hvordan kunne han så skrive om det flere uger tidligere? Eller beskrev han det kun ud fra det, hans kilde – som måske i virkeligheden er Jeremy Corbell? – havde fortalt om dokumentet? Sådan kunne det godt se ud, når jeg genlæser Schellenbergers artikel og vidnesbyrd med den viden, jeg har i dag.
Det er med til at gøre det endnu mere mystisk og uklart, hvad der er op og ned på både dokumentet og dets baghistorie.
Vor tids Majestic-12 dokument?
Ikke overraskende synes jeg, at de mange uklarheder omkring dokumentet skaber en lidt Majestic-12 agtig vibe omkring det hele . Selv om dem som har skrevet det, hverken har ulejliget sig med at sætte nogle officielle logoer på. Eller påstemple overstregede Top Secret-stempler. Sådan som det kendes fra de falske Majestic-12 dokumenterne.
Omvendt får de manglende logoer og påstemplinger også dokumentet til at fremstå som noget, der vitterligt er skrevet af en person som reaktion på dennes oplevelser i forbindelse vedkommendes arbejde i det påståede mørklagte ufo-projekt.
Men er dokumentet ægte eller fup? Det er svært at gisne om eller forholde sig til, når vi hverken ved noget med sikkerhed om, hvem der har skrevet dokumentet. Eller hvorfra, hvordan – og måske især HVORFOR – dem som overgav dokumentet til komiteen, har fået fat i dokumentet.
Netop den form for uklarheder og modstridende oplysninger om et dokuments herkomst er traditionelt tydelige kendetegn på et fupnummer.
Men risikerer Schellenberger så ikke at blive straffet?
Men når folk vidner til The House Committee on Oversight and Reform sker det jo under ed – og derfor også strafansvar. Det hører vi igen og igen, skal tages meget alvorligt.
Men aner dem, der vidner ikke, at de dokumenter og historier er falske, som de bygger deres vidneudsagn på, har de vel vidnet i god tro. Og kan ikke straffes. Eller får nedsat deres straf betydeligt.
Det synes der at være en vis præcedens for i andre kongreshøringer, hvor vidnerne har afgivet falske forklaringer. I hvert fald slap Oliver North, Elliot Abrams og Caspar Weinberger i sin tid helt for straf, da de vidnede falsk for The Iran-Contra Committee – om end der skulle en præsidentiel benådning til.
Der kom også andre interessante ting på bordet
Men der var også andre små detaljer, som kom frem under høringen, der var interessante at bide mærke i.
En af dem kom fra kongresmedlem Glenn S. Grothmann. Han er forperson for komiteen for National Security, the Border, and Foreign Affairs – den ene af de to komiteer, der har været med til at stable høringen på benene. I sin indledende tale forud for høringen, lod han forstå, at:
“… AARO has expressed to the committee, that like any other federal government agency it’s faced challenges in its establishment, specifically in hiring staff to manage UAP historical records and coordinating with other federal agencies.”
Det kunne meget vel forklare det nærmest dilettantiske første bind af AARO’s historiske rapport, som end ikke vi skeptikere kan bruge til noget. Selv om rapporten jo ret faktisk kommer frem til den samme konklusion, som vi selv har fremført, var forklaringen på de mange vilde påstande og rygter om, at det amerikanske forsvar gemte på nedstyrtede ufoer og døde aliens.
Og med det kan vi meget passende gå videre til de to andre ufo-høringer i den amerikanske kongres, som november måned bød på:
De to ”små” høringer – På alle måder en mere rolig affære
Månedens to andre høringer var henholdsvis den lukkede og åbne høring om AAROs årsrapport. De foregik i Senatets Committe on Armed Services, og blev ledet af den demokratiske senator Kirsten Gillibrand fra New York.
Det lukkede udgave af høringen om AAROs årsrapport kan vi af gode grunde ikke fortælle meget om. Men den åbne udgave af høringen gav os – og resten af ufo-offentligheden – det første indtryk af den nye direktør for AARO, Jon Kosloski.
Jon Kosloski, den nye direktør for Pentagons UFO-kontor:
AARO — All-domain Anomaly Resolution Office.
Han har en baggrund inden for forskning i avanceret optik, databehandling og kryptomatematik. Og en fortid i bl.a. den amerikanske efterretningstjeneste NSA (National Security Agency), hvor han har haft flere tekniske og ledende stillinger inden for deres Research Directorate.
Kosloski optrådte og talte hele vejen gennem høringen med samme stoiske ro og grundighed, som også kendetegnede Sean Kirkpatricks fremlæggelser af tidligere årsrapporter fra det omstridte ufo-kontor.
Endnu en gang blev det slået fast, at objektet på GO FAST videoen ikke bevægede sig særligt hurtigt på grund af parallakseeffekten (at det er tættere på observatørerne, end de tror). Nu mangler AARO bare at opdatere deres hjemmeside, så videoen ikke længere står som uopklaret. Det har vi ventet på i mere end et år efterhånden. Til gengæld har AARO lagt en meget pædagogisk forklaringen af parallakseeffekt og proportionsforvrængning ud på deres hjemmeside.
Over 900 rapporter mangler nødvendige data
Under fremlæggelsen kom det frem, at AARO ved årsrapportens færdiggørelse havde modtaget i alt 1.600 rapporter. Heraf stammer de 757 fra den periode, som årrapporten dækkede. Hvilket er frem til 1. juni i år.
Flere hundrede af de indsendte sager er blevet afklaret som almindelige objekter (som f.eks. balloner, droner og fugle). Derudover mangler hele 900 rapporter vigtige data om observationen, der har gjort det umuligt at undersøge sagerne til bunds.
Derfor har AARO været nødt til at henlægge langt over halvdelen af alle de indberetninger, som de har modtaget fra jagerpiloter, civile piloter og militærfolk. Netop den slags observatører, som mange tillægger en meget højre troværdighed, fordi de om nogen burde være i stand til at vurdere det, de observerer.
Det er faktisk en væsentlig højere andel end det antal, som vi årligt er nødt til at henlægge på grund af manglende data hos Skandinavisk UFO Information. Vel at mærke rapporter, som i langt de fleste tilfælde kommer ind fra helt almindelige mennesker.
Så endnu engang får vi belæg for vores påstand om, at piloter og militærfolk ikke er bedre vidner til ufo-oplevelser end civilpersoner.
Som altid var den åbne høring om AAROs årsrapport ikke et stort tilløbsstykke.
3,5 % af rapporterne kræver nærmere undersøgelser
Af de indkomne observationer er der kun lige omkring 3,5 %, der har krævet, eller fortsat er i gang med at blive grundigere undersøgt.
Det foregår i tæt samarbejde med de amerikanske efterretningstjenester, samt forskellige videnskabelige og teknologiske partnere som f.eks. Oak Ridge National Laboratory – som er der, hvor den tidligere direktør for AARO – Dr. Sean Kirkpatrick – i dag er Chief Technology Officer for Defense and Intelligence Programs. Desuden trækker AARO også på forskellige institutter ved en række amerikanske universiteter. Herunder MIT.
AARO går åbensindet og videnskabeligt tilværks
Det vigtigste for AARO, nævner Kosloski, er at undersøge de data, der er tilgængelige, og være åbne for alle mulige forklaringer. Så længe det foregår på et evidensbaseret grundlag. Og i forhold til tidligere, vil han udvide brugen af peer-reviews af de resultater, undersøgelserne kommer frem det.
Det skal sikre, at analyser og konklusioner gennemgås af uafhængige eksperter, samt sikre en højere videnskabelig standard på de rapporter, som AARO udarbejder til hver enkelt sag.
Derudover forsøger AARO at finde og indsamle yderligere data på de sager, de undersøger, for at berige dem med ekstra data. F.eks. i form af nye videooptagelser, sensorlogfiler eller øjenvidneberetninger fra andre kilder end dem, som har indsendt observationen. Ved at kombinere disse forskellige datakilder, forsøger AARO at skabe en mere præcis beskrivelse af observationen. Samt opnå en bedre forståelse af de observerede fænomener.
Nedklassificeringer af ufo-sager og andet bind af AAROs historiske rapport
Udover rapportarbejdet arbejder AARO aktivt på at forbedre offentlighedens adgang til information om ufoer gennem nedklassificering af rapporter, data og andre informationer. Her er planen at offentliggøre mere materiale i de kommende år.
Derudover arbejder de på at færdiggøre det andet og stærkt forsinkede bind af AAROs historiske rapport.
Endelig arbejder de på at give flere adgang til at indberette ufo-oplevelser til AARO. Foreløbig er målet, at alle – både privatpersoner, civile piloter og militærpersonel – fremover kan indsende ufo-observationer via AAROs hjemmeside. Ligesom de planlægger at intensivere samarbejdet med tilsvarende organisationer i andre lande. Samt indlede samarbejder med forskellige kommercielle aktører.
Ikke de store forandringer trods ny ledelse
Så på trods af direktørskiftet i AARO, synes AARO på mange måder at være business as usual. Og tonen, stilen og tilgangen til at undersøge de indkomne ufo-observationer synes uændret. Der er stadig et stærkt fokus på at anvende grundige, evidensbaserede videnskabelige metoder.
Kosloski gjorde dog meget ud af at signalere en større åbenhed fra AAROs side over for whistleblowers, ufo-rapportører og andre med viden om både ufoer og mørklagte ufo-programmer. Ligesom han lovede en større åbenhed for at følge data. Uanset hvad det måtte føre til.
Senator Kirsten Gullibrand ledede høringen om AARO’s årsrapport – ganske som de foregående to år.
Men ganske som sin forgænger, kunne Kosloski konkludere, at AARO fortsat ikke fundet verificerbare beviser for udenjordiske aktiviteter eller avancerede udenjordiske teknologier i deres undersøgelser af ufo-rapporter, whistleblowerhenvendelser og så videre.
For resten – nævnte kongresmedlem Glenn S. Grothmann i sin indledning til den store høring – har hverken AARO eller andre myndigheder, forsvarsministeriets ufo-kontor samarbejder med, været i stand til at ”underbygge de påstande, der blev fremsat ved kongreshøringen sidste år af David Grusch, på trods af at vores komitémedlemmer gentagne gange har udspurgt disse myndigheder både inden for og uden for en SCIF.”
Så på mange måder fortsætter AARO, som vi kender det. Men virker til at have speedet op og lagt sig endnu mere i selen for at nå de mål, som der er sat for ufo-kontoret. Om det lykkes – og om de kan ryste ufo-kontorets dårlige rygte af sig – er vi nok meget klogere på om et års tid, når den næste høring om AAROs årsrapport for 2025 formentlig løber af stablen.
Blev vi klogere af de 3 høringer?
Det korte svar er nej!
For selv om den store senatshøring gav nogle drøje hug til regering og forsvarsministerium, kommer det næppe til at rykke ved status quo. Måske fordi der ikke er så meget at rykke ved, når det kommer til stykket.
Til gengæld virker AARO fortsat til at have benene solidt plantet på jorden – måske som de eneste på den amerikanske ufo-scene.
Samtidig ser de fortsat til at arbejde ud fra de samme videnskabelige principper som under Dr. Sean Kirkpatrick. Ja, måske endda være ved at gøre arbejdsgangene endnu mere videnskabelige. Nu mangler de bare stramme op på kvaliteten af de rapporter, som ufo-kontoret udsender i fremtiden. Så begynder det at ligne noget.
Bliv støttemedlem for SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og tegn et støtteabonnement for SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Hvert år modtager du efterfølgende:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
- 4 årlige onlinemøder — og adgang til optagelser af tidligere møder
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og tegn abonnement i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Templet og Gralen
I denne bog påviser Klaus Aarsleff bl.a. nogle underlige lighedspunkter mellem stenalderkulturen på Malta og en tilsvarende 5.000 år gammel kultur i Irland. Samt ser nærmere på en masse andre legender, helligdomme og relikvier, der kredser om ønsket om udødelighed.
Hvor er de henne?
”Claus Hemmert Lund har skrevet en glimrende bog om, hvad nogle mennesker troede engang om liv i Mælkevejen, hvad mange forestiller sig i dag, og hvordan videnskaben i dag opstiller betingelser for liv og udforsker Universet med bl.a. rumsonder og teleskoper.” Citat fra anmeldelsen i UFO-Mail 391.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.