Lidt ligesom vi har det med Sverige, skal Spanien ikke stå tilbage for Italien. Så når italienerne praler med et nedstyrtet ufo i 1930’erne, skal spanierne da også have sådan en historie. Og heldigvis fandt de en beretning, som kunne bruges. Den får du her.
Af Benny Christen Grandahl
Den 5. februar 1938 mellem klokken seks og syv om morgenen, observerede en bataljon soldater i Granada, nærmere bestemt i Peñón de la Mata, et mærkeligt flyvende objekt på himlen.
Objektet blev beskrevet som formet som en “mexicansk hat” dækket af mat aluminium, der reflekterende solens lys. Det fløj langsomt og tøvende i en højde af 200–300 meter og blev af et anonymt vidne beskrevet som et “vognhjul” med sorte vinduer på siderne. Objektet roterede om en central akse, hvorpå der sad en slags linse.
En tegning af objektet fundet i nogle gamle dokumenter (Kilde: Galán Vázquez).
Det anonyme – og i dag afdøde – vidne bemærkede desuden, at objektet udsendte damp fra siderne og havde en lille hale af damp efter sig, som opløstes i vinden. Det bevægede sig fra nord til syd og roterede mod uret.
Desværre melder historien ikke noget konkret om, hvordan objektet efterfølgende faldt ned. Eller hvad der skete efter nedstyrtningen. Udover at der blev fundet nogle vragdele.
Anonymt vidne fra den spanske borgerkrig
Vidneberetningen kommer fra nogle dokumenter, som er kommet det spanske ufo-center ADIASA i hænde. De fandt observationen særlig interessant på grund af dens tidlige dato, de særligt gunstige vejrforhold på dagen og det store antal vidner.
De eneste oplysninger om det vidne, der omtales i dokumenterne, er, at der er tale om en anonym soldat, som under den spanske borgerkrig var med i en bataljon, der forsvarede en strategisk stilling í nærheden af Peñón de la Mata. Samt at vedkommende på trods af flere interviews ikke kunne huske detaljer om de andre vidner på grund af borgerkrigens kaos og den lange tid, der var gået, fra vedkommende så objektet – og til han fortalte nogen om oplevelsen.
Så vi har altså kun historien fra et enkelt vidne. Og der er næppe nogen andre nulevende vidner tilbage.
Samtidig ved vi, at vedkommende ikke ønskede nogen offentlig opmærksomhed og derfor forblev anonym. Og at vedkommende dengang ikke anså objektet som et rumskib eller andre af de forklaringer, som senere blev knyttet til ufo-myten. Sandsynligvis fordi hændelsen fandt sted lidt under 10 år før Kenneth Arnolds observation og Roswell-styrtet i 1947.
Med lidt hjælp fra DALL‑E har vi forsøgt at genskabe situationen.
Andre beretninger fra samtiden
Men ifølge dokumentet gjorde oplevelsen et stort indtryk på vidnet, og han huskede tydeligt begivenheden, da han fortalte om den mange år senere, da ufoer var blevet ”en ting”. Men kunne så ikke nævne andre konkrete ved navn.
Vidnet nævnte dog, at en af hans soldaterkammerater havde fået et notat i “ABC avisen” i Sevilla om den samme observation. Og fra andre (unavngivne) kilder fandt ADIASA ud af, at der var lokale beboere i området, som hævdede, de havde set et skinnende objekt falde ned fra himlen og eksplodere omkring på samme tidspunkt.
Den samme iagttagelse blev fundet i nogle samtidige militærrapporter, selvom oplysningerne i disse var sparsomme og mangelfulde. De nævner dog, at der skulle være fundet nogle rester af metal og andre materialer på nedstyrtningsstedet. Som dog ikke ser ud til at være bevaret for eftertiden.
Sandsynligvis en prøveflyvning af jordisk oprindelse
Grundet de mange år der er gået siden hændelsen, har det selvklart været umuligt for ADIASA at komme til bunds i historien. Og de anser ikke selv hændelsen for at være et ufo-styrt.
De mener, at der nok nærmere er tale om en prøveflyvning med et hemmeligt militærfly fra en af borgerkrigens fraktioner. Eller måske et forsøg med en ny våbentype.
Samtidig hæfter de sig ved, at der er en del uklarheder omkring de præcise omstændigheder ved nedstyrtningen. Og at der ikke er nævnt noget mere konkret om de metaller og andre materialer, der blev fundet på nedstyrtningsstedet.
Så nogen nedstyrtet ufo er der næppe tale om.
Har allerede trukket overskrifter
Men efter ADIASA valgte at offentliggøre deres undersøgelse, er historien blevet taget op af den spanske presse. Og der verserer allerede forskellige konspirationsteorier og andre gisninger rundt om på spanske ufo-hjemmesider og debatfora.
Så der går nok ikke længe, før sagen dukker op hos Ross Coulthart eller en af de andre ufo-journalister, som lige nu tæppebomber os med beviser for ufo-nedstyrtninger. Så Spanien kan få sin del af opmærksomheden, ganske som Italien har fået med det påståede ufo-styrt i Magenta i 1933.
Læs mere:
Du kan læse mere om sagen på Galán Vázquez’s Medium-profil.
Her kan du også se nogle sider fra de originale dokumenter, samt kommentarer fra læserne.