5400 Bogense 10. maj 2008
Kl. ca. 22.50 kunne der ses 9 flyvende objekter over Bogense — de kom fra sydlig retning mod nord.
Først kunne der ses 4 orange klart (konstant) lysende objekter som fløj i formation, som „ruder på et spil kort“ — disse kunne følges i ca. 1 minut, hvorefter det så ud som de steg meget hurtigt, og lysene fadede ud, og forsvant meget hurtigt.
Herefter kom umiddelbart et nyt objekt fra samme retning og med samme kurs — igen klart konstant lysende klart og kraftigt gult. Forsvandt i samme retning som de andre 4.
Ganske kort efter 2 objekter fra samme retning og med samme kurs som de andre — igen klart konstant lysende klart & kraftigt gult.Forsvandt i samme retning som de andre.
Og igen ganske kort efter de sidste 2 objekter fra samme retning og med samme kurs som de andre — igen konstant lysende klart & kraftigt gult.Forsvandt i samme retning som de andre.
Det hele havde en samlet varighed på ca. 5 minutter.
Der var ingen lyd at høre — og den aften var det totalt vindstille i Bogense. Der kan ikke have været tale om fly balonner eller satellitter.
5250 Odense SV 16. maj 2008
Var ude med hunden i haven her kl. 02.47, og jeg så en klar lysende ting på himlen. Den var stor, betydeligt større end den stjerne, der lyste mod sydvest. Jeg kaldte på min mand, som først sagde det var en flyvemaskine, men der var ingen blinken og ingen lyd. Kuglen lyste op og blev kraftigere og kraftigere, set fra, hvor jeg stod, var den nok på størrelse med en bordtennis bold, dog blev den noget større, da den lyste op. Meget skarpt og klart lys. Min mand hentede et kamera, og jeg fik billeder af nattemørket..
Den bevægede sig fra syd mod øst, og forsvandt bag naboens hus i en blød bue.
Jeg lagde billederne ind på min pc. Jeg justerede gamma’en i Paint shop pro, da trådte objeket frem på nogle af billederne. Det er svært at se, men man kan se, hvor stort objektet var. Jeg tog også en lille video, som åbentbart ikke kan afspilles på min maskine (den går ned med et brag og genstarter hvergang), men jeg åbnede videoen i Paint Shop pro’s „Run Animation Shop“ og kunne se billede for billede. Der var objektet også kommet på, og jeg kan ikke finde ud af hvad det er..
Men en flyvemaskine er det ikke, det er jeg overbevist om.
På et af billederne ses et underligt objekt (desværre fik jeg åbenbart kun det halve med), og desværre var det så mørkt at jeg intet kunne se på mit digitale kamera og tog derfor billederne nærmest i blinde.
8210 Århus V 16. juni 2008
Et ægtepar bosat i 8210 Århus V. observerede den 16. juni 2008 et lys på himlen og indberettede dette til Flyvertaktisk Kommando, FTK, i Karup, hvorfra SUFOI har modtaget observationsberetningen:
„I nat den 16. juni 2008 så både min hustru og jeg i absolut ædruelig tilstand et usædvanligt lysfænomen.“
„Jeg kiggede tilfældigt ud kl 0.45 og så oppe i luften en lysplet af størrelse som en sjettedel måne og med samme varme farve som flammen på et stearinlys. Et øjeblik senere fulgte flere efter til der i alt var fem på række. Der var ikke de farvede og blinkende lys, som fly normalt fører. Lyset var lige kraftigt i retning mod os, over os og bort fra os. Det mærkeligste var dog, at der slet ikke var nogen lyd. Her er stille og vi kan normalt høre rutefly, der går så højt oppe, at de kun ses som en prik.“
„Hastighedsmæssigt kunne der være tale om fly. De bevægede sig fra SV mod NØ — med lidt god vilje i retning mod Tirstrup. Spørgsmålet er så, om der ankom fem lydløse fly / helikoptere med meget kraftig lyssætning til Tirstrup kl. 0.55?“
„Jeg er lidt mystificeret, men har stor forståelse for, hvis FTK ikke har tid til at svare på civile mails af denne karakter.“
Flyvertaktisk Kommando, FTK OPSCENT, videresendte observationsberetningen til SUFOI med en bemærkning om, at Flyvevåbnet ikke på det pågældende sted og tidspunkt havde fly i luften, der kunne forklare observationen.
SUFOI kommentar: Vindretningen på det pågældende tidspunkt ser ud til i området at have været ca. fra SV, hvilket styrker en formodning om, at der — sammenholdt med den øvrige beretning — sandsynligvis kunne være tale om små vamluftballoner.
8210 Århus V 19. juni 2008
Jeg har aften- og natarbejde på Handelshøjskolen, Århus (HHÅ). På vej hjem og ud af bygningen ser jeg gennem et vindue en klar stjerne, jeg ikke har set før. Jeg beundrer den lidt og går så videre. Tilsyneladende ingen bevægelse af stjernen.
Fem minutter senere forlader jeg og min kone, der også gør rent på HHÅ, bygningen. Min kone sætter sig ind i bilen, mens jeg går hen for at stemple ud. Jeg får øje på en klar, ikke blændende, lyskugle flyve hen over himlen, og jeg indser, at det er stjernen fra før. Lyskuglen er varm gul, nærmende sig det orange. Der høres ingen lyd, og lyskuglen blinker ikke som på et fly, og det er netop ikke en lysprik, men en lyskugle. Jeg kikker på den og stempler så ud. På vej tilbage til bilen ser jeg efter lyskuglen igen og får vist nok et par glimt af den. Straks inde i bilen fortæller jeg min kone, at jeg har set en flyvende tallerken, der dog ikke var tallerkenformet men rund. Vi kører ud gennem porten, og jeg ser en lyskugle forsvinde bag en tagryg og straks efter kommer en lyskugle frem fra tagryggen længere henne, og jeg ved straks, at det er to forskellige lyskugler. Jeg svinger ikke mere til højre, men til venstre og op på en stor parkeringsplads mellem HHÅ og det tidligere Musikkonversatorium (nu også en del af HHÅ).
Her ser jeg 5 lyskugler flyve hen over himlen. Min kone mener, at hun talte 6 lyskugler til at starte med. De ser alle ens ud, alle klare, tydelige, varmt gule lyskugler. Jeg stopper bilen og stiger ud. Ingen lyd at høre. Lyskuglerne bevæger sig i jævn fart hen over himlen og holder den indbyrdes position. Som jeg husker det, så to forholdsvis tæt på hinanden forrest, så et stykke ned til lyskugle nr. 3 og så et stykke ned til de to bageste, der har større indbyrdes afstand end de to forreste.
Jeg tager min mobiltelefon og prøver at tage et billede, sikker på at det ikke bliver godt på grund af lysforhold og afstand. (Jeg har før taget natbilleder fra altanen på HHÅ, når der har været fyrværkeri på havnen. Billederne er ikke rigtig gode).
Vi kikker på lyskuglerne, der fortsætter som efter en linie, ingen sidebevægelser, ingen ændring af hastighed — det er som at se et stjernetegn flyve af sted. Lyskuglerne forsvinder bag træerne langs den østre side af parkeringspladsen. Jeg kikker på mobiltelefonens ur: 00.41.
Vi kører ud på Fuglesangs Alle og ned og ud på Viborgvej og mod Hasle. Inden vi når det første trafiklys oppe ved Brugsen og OK-Benzin ved Viborgvej, ser vi to lyskugler mere. De ligner helt de andre, samme størrelse (vel egentlig samme højde), samme farve, samme kurs og fart.
I krydset ser vi en bil dreje op, som om føreren følger efter lyskuglerne. Lidt længere oppe ad Viborgvej ser vi en mand stå på fortorvet og tale i mobiltelefon — vi er selvfølgelig sikre på, han har set UFOerne og ringer hjem om nyheden! Kort efter kommer en politibil kørende i almindelig fart ind mod Århus — vi ved ikke om de har set noget.
Hjemme kikker jeg på fotografiet. Jeg ved ikke om den enlige lyskugle på fotoet er en af lyskuglerne eller bare en lysmast på parkeringspladsen. Jeg ser efter i aften oppe på arbejde. Her senere slår det mig, at den første „stjerne“, jeg så, muligvis ikke er blandt de 5 lyskugler, vi siden så. Der gik ca. 5 min. fra jeg så „stjernen“, og til vi gik ud af døren. Muligvis er „stjernen“ fløjet væk, og de andre lyskugler kommet til siden, akkurat som de to sidste.
3520 Farum 22. juni 2008
Jeg skulle uden for og ryge en cigaret og blev pludselig vidne til et scenarie. Først kom der 2 glidende hen over himlen, så kom der 2 til. Så kaldte jeg resten af festdeltagerne ud for at de kunne se det samme, som jeg var vidne til. Herefter kom der 3, og så 2 og så 3, senere 3 og 3 og 2, vi talte 20 i alt. Vi var alle enige om, at det måtte være uidentificerede „UFO´er“ objekter der kom i lind strøm over nattehimlen. Der kom ca. 20 stykker i alt i glidende bevægelser over nattehimlen.
Nogle af os ville melde det ind til SOK, bl.a. den civilingeniør, der var med, men kunne ikke finde et telefonnummer i forviringen, vi kunne ringe til, og iøvrigt hvor vi kunne melde om observationen. Men lige siden har jeg læst blade og set TV-avis for at se, om der var andre end os i selskabet, der havde observeret det besynderlige natteshow, men jeg har nu læst samtlige nyheder og ikke fundet en eneste bemærkning vedr. dette besynderlige syn. Objekterne fløj lige så stille hen over nattehimlen. Jeg forsøgte at tage billeder af synet, men der er ikke kommet noget på mit kamera, da jeg sikkert havde blitz på, som en sagde til mig nok var en fejl, og jeg i mørket uden mine briller ikke var i stand til at kunne indstille mit kamera korrekt.
Festen blev holdt i Farum, Brudedalen nr. 13, lørdag den 21. juni, men det var over midnat, altså søndag tidligt kl. 2.10 observationerne blev foretaget. Jeg var hverken fuld eller tosset, jeg havde aftalt med min mand, at det var mig, der kørte denne dag og havde derfor ikke drukket.
Der var civilingeniør og ingeniører iblandt selskabet, som ligesom jeg blev enige om, at det var et helt usædvanligt syn. Jeg har forsøgt at skrive til TV-news, men jeg har ikke set noget beskrevet om emnet, og det forstår jeg ikke, for observationerne stod på i over 20 minutter. Det undrer mig, at der ikke er andre end os der har set sceneriet, jeg tænker på radar fra Københavns Lufthavn, som jo ikke ligger langt fra observationsstedet.
Hvorfor jeg først melder det til jer i dag, er fordi vi søndag morgen skulle til 90 års fødselsdag i Skive i Nordjylland og først er kommet hjem i dag tirsdag klokken 17.00.
Jeg vil gerne høre om der dog ikke er andre der har set noget.