Fed planet…den ta’r vi!
En af forårets store filmbegivenheder, i hvert fald set fra et science fiction synspunkt, var premieren på Tim Burtons film Mars Attacks. Takket være TV3 og det faktum, at hverken SUFOIs formand eller næstformand havde tid, blev undertegnede inviteret til at overvære anmelderfremvisningen af filmen, og senere anmelde den i TV3’s morgen-tv.
Mars Attacks! er en sort og grotesk science fiction parodi. En massiv invasionsflåde om bord på en armada af flyvende tallerkener, som George Adamski ville have været stolt af, sætter kursen mod Jorden.
De første, der opdager noget, er naturligvis amerikanerne. De har dog meget svært ved at finde ud af, hvordan de skal reagere. Overhøgen general Decker (Rod Steiger) går ind for et angreb med atomvåben — og jo før, jo bedre. Ærkevidenskabsmanden Donald Kessler (Pierce Brosnan) ser derimod en strålende mulighed for nye forskningsmuligheder, mens præsidenten (Jack Nicholson), godt hjulpet af sin pressesekretær (Martin Short) ser marsmændene som et stort skridt på vejen til genvalg.
Det viser sig imidlertid snart, at marsmændene har alt andet end gode hensigter. En stort anlagt modtagelsesceremoni ender i det rene ragnarok, da de systematisk giver sig til at nedlægge tilskuerne.
Marsmændene er iøvrigt ikke noget kønt syn. De er som taget ud af 1950ernes billige hæfter med bloddryppende science fiction historier. De har små tynde kroppe og store hoveder med enorme hjerner. Og så lyder deres sprog nærmest som små gøende hunde. Det er da også meget tydeligt, at de jordiske hunde forstår, hvad der foregår, når marsmændene siger noget. Desværre har instruktøren ikke gjort noget videre ud af dén detalje. Det kunne ellers nok have været interessant.
Det varer ikke ret længe, inden der er kaos overalt. Det ender med at falde tilbage på en gammel halvsenil bedstemor og hendes barnebarn at frelse Jorden. Det viser sig nemlig, at den amerikanske countrymusiks svar på Jodle Birge er mere, end hvad invasionsstyrkerne kan klare.
Filmen er fyldt med utrolige effekter, både når man ser på eksperimenterne i marsmændenes laboratorier, og når man ser Las Vegas blive jævnet med jorden. Desværre er det efter min mening ikke nok til at redde filmen. Selv om et næsten enstemmigt dansk anmelderkorps gav filmen stjerner i stribevis, synes jeg ikke, den var særlig god.
Bevares, der er da fine skuespillerpræstationer i den. Specielt Jack Nicholsen er forrygende som præsidenten, der har godt med smør på stemmebåndene, når han skal tale med pressen, men i det store hele fungerer filmen ikke.
Mars Attacks! er inspireret af en serie samlekort til tyggegummipakker, som den amerikanske tegner Len Brown lavede i 1962. Der blev lavet i alt 55, og det er en håndfuld af dem, som Tim Burton har brugt. Det kan ses! Filmen består af en række meget fine scener, bundet sammen af lange, sløve og dræbende sekvenser, som gang på gang får tempoet til at falde til noget i retning af nulpunktet. I sådan en situation kan selv ikke Jack Nicholson, Glenn Close, Anette Benning, Pierce Brosnan eller Danny DeVito redde situationen. Desværre Tim Burton. Du har lavet mange gode film, men Mars Attacks! er en svipser.
Du kan få mere at vide om filmen på Internettet på adressen: www.marsattacks.com
Læs iøvrigt også artiklen „De gode, de onde og de latterlige“ (om science fiction film med erobringsivrige fremmede) i UFO-Vision nr. 5.
Invasion fra rummet
Kan du godt lide at slappe af med Hollywoods forskellige bud på, hvordan mødet mellem rumvæsner og mennesker kan forløbe? Så vil det være en god ide at klikke ind på adressen: www.hollywood.com/holiday/roswell.html
Dér kan du læse om de 10 bedste „besøg-fra-rummet-film“:
 |
1. Close Encounters of the Third Kind (1977) 2. Independence Day (1996) 3. The Day the Earth Stood Still (1951) 4. E.T. the Extra-Terrestrial (1982) 5. The War of the Worlds (1953) 6. The Invasion of the Body-Snatchers (1978) 7. Invaders from Mars (1953) 8. Mars Attacks (1996) 9. Alien Nation (1988) 10. Species (1995) |
|
|
Independence
Day |
||
 |
||
|
ET
|
||
 |
||
|
Mars
Attack |
Mothman — Mørkets Budbringer
Filmen skildrer en række uforklarlige begivenheder i den lille amerikanske by Point Pleasant. Richard Gere har hovedrollen som en mand, der drives til yderligheder i sin efterforskning af de mystiske omstændigheder omkring hustruens død — og hvordan de muligvis har forbindelse til sære fænomener i en by, der ligger 600 kilometer væk.
John Klein (Richard Gere) er en anset journalist på Washington Post og lykkeligt gift med Mary (Debra Messing). De har netop købt deres drømmehus, men på hjemvejen knuses alle deres drømme ved et heftigt vindstød og en mørk skygge.Da Mary trådte på bremsen, var der ikke noget. Men for Mary var ulykken et varsel.
John dropper alt for at kunne være hos Mary, men mister hende. Mens John samler Marys ejendele sammen på hospitalet, tænker han på hendes sidste ord: „Du så den slet ikke, vel?“
 |
På sengebordet finder John en skitseblok med sære tegninger over det samme besynderlige tema. John forstår ikke betydningen af tegningerne, men de skræmmende billeder forfølger ham.
Nogle år senere er Johns sorg dulmet noget, men han er stadig mærket af tragedien. Han lever sit liv og udfører sit arbejde som i en døs, og han fornemmer altid en eller andens tilstedeværelse.
En nat, da han er på vej fra Washington til Richmond på en opgave, farer han vild og ender på en øde landevej. Da hans bil af uforklarlige årsager bryder sammen, trasker han op til det nærmeste hus. Ikke alene truer husets ejer John med et haglgevær, men han siger også, „at han har ventet ham“.
 |
John er rystet. Politibetjent Connie Parker (Laura Linney) ankommer og undskylder den brutale modtagelse, men hun forklarer, at hele egnen er på den anden ende på grund af en række mystiske hændelser. Først nu går det op for John, at han befinder sig i Point Pleasant, små 600 kilometer fra det sted, hvor han troede, han var. Det virker helt forkert. Hvordan er det gået til?
Johns nysgerrighed er vakt, og han beslutter at blive i Point Pleasant for at undersøge byens uforklarlige fænomener. Han opdager snart, at der sandsynligvis er en forbindelse mellem dem — og til de sære tegninger, som Mary tegnede nogle få timer før sin død. Men præcis hvad er forbindelsen? Begivenhederne unddrager sig en enkel forklaring, og, hvad der er endnu mere skræmmende, så synes de at varsle kommende katastrofer. Flystyrt, jordskælv …
Jo dybere John graver i sagen, desto mere kommer han til at tvivle på sin egen sunde fornuft. Ligger der ukendte kræfter til grund for de mange iagttagelser? Hvilke ulykker lurer på indbyggerne i Point Pleasant? For John bliver det et kapløb med tiden. Han må finde ud af, hvad der er ved at ske, og så hindre det.
Filmens handling bygger på bogen »The Mothman Prophecies« skrevet af journalisten John A. Keel (født 1930) og udgivet i 1975. Keel undersøgte i 1966–67 en lang række mystiske observationer i Point Pleasant området i West Virginia. »Mothman — Mørkets Budbringer« låner af de mest dramatiske hændelser fra virkelighedens mysterium og kæder dem sammen i en hårrejsende historie. Her er to timers gys og koldsved. Guf for fans af »Strengt Fortroligt« (X‑Files). Det er ikke en film for folk, som har tilbøjelighed til at høre stemmer, tro på varsler eller føle sig forfulgt af fremmede væsner. Filmen skal opleves på det store lærred, så sanserne får det fulde udbytte af de mange nærbilleder, hidsige klip og højoktane lydeffekter.
 |
 |
»Mothman — Mørkets Budbringer« har premiere fredag den 24. maj i følgende biografer: Palads og CinemaxX i København samt Lyngby, Tåstrup, Drive In, Lynge, Århus, Ålborg, Odense, Esbjerg, Herning, Hillerød og Kolding.
Spilletid: 2 timer
Tilladt over 15 år.
Instruktør: Mark Pellington
Læs mere om virkelighedens Mølmand i artiklen »Mysteriet om Mølmanden«.
Mulder og Scully er i byen
TV-serien »The X‑Files« havde premiere i USA den 10. september 1993. Allerede efter det første år blev de to FBI-agenter Fox Mulder (David Duchovny) og Dana Scully (Gillian Anderson) kult-figurer. Tv-seriens mix af overnaturlige emner, paranoia og uforklarlige hændelser er populær blandt millioner af tv-kiggere verden over. Og der er næsten ingen grænser for, hvad man i dag kan købe af alskens tingeltangel med X‑Files-motiver. Nu er succesen foreløbig kulmineret i en veldrejet to timers biograffilm produceret af Twentieth Century Fox.
»The X‑Files« med undertitlen »Fight The Future« havde dansk premiere den 28. august 1998. Den røde tråd i tv-serien — den verdensomspændende sammensværgelse, der skjuler sandheden om fremmede væsners tilstedeværelse på Jorden — er også sjælen i filmens historie.
Scully og Mulder inddrages i et net af mystik og intriger, da de efterforsker bombningen af en kontorbygning i Texas. De to superagenter finder hurtigt ud af, at bombeofrene faktisk var døde inden eksplosionen. De skulle nemlig skaffes af vejen, fordi de døde af en virus, som en magtfuld elite producerer i dybeste hemmelighed.
 |
Når virussen kommer ind i en menneskekrop, æder den kroppen op og udvikler sig til en særdeles morderisk og slimet alien. Jagten på virussen og de magtsyge bagmænd (grumme politikere og pengefolk af hankøn, naturligvis!) er farefuld og fører de to agenter vidt omkring. Mulder må undervejs også redde Scully, der efter et virusinficeret bistik opbevares i en puppelignende tilstand om bord på et gigantisk rumskib under den tykke is på Antarktis!
Filmen ender naturligvis lykkeligt…og dog. De virkelig slemme drenge undslipper og fortsætter deres skumle planer for Jordens fremtid. Hermed er kimen til »The X‑Files II« allerede lagt.
 |
Filmens bagmænd, Chris Carter og Frank Spotnitz, har ønsket at skabe en spændingsfilm for både hårdkogte X‑Files fans og „nybegyndere“. Og det er lykkedes. De hårdkogte kan nikke genkendende til de forskellige typer og forstå de underspillede jokes og hints, medens begynderne får præsenteret mytologien og en række af de personer, som optræder i tv-serien.
The X‑Files er effektfuld og spændende fiktion, som ikke bør forveksles med virkeligheden.
Tv-serien har sin officielle hjemmeside på adressen: www.thex-files.com.
Ovenstående anmeldelse stammer fra UFO-Nyt nr. 3, 1998, som udkom den 15. august 1998.