Obser­va­tions­be­ret­nin­ger 3. kvar­tal 2007

Lige plud­se­lig var der ca. 10 små lidt ova­le objek­ter på him­len, de bevæ­ge­de sig meget hur­tigt og lige­som i ryk, de små var helt mør­ke, men da det var en som­mer­nat kun­ne de tyde­ligt ses. Den sto­re run­de med lyset, var helt stil­le på him­len. Plud­se­lig var de små væk og kun den sto­re til­ba­ge og lige så plud­se­lig var den og alt lyset også væk.

Jeg hav­de væk­ket min den­gang sam­bo, for det­te var for godt og sam­ti­dig for under­ligt til, at ople­ve ale­ne — så vi var to voks­ne, der stod og så på det­te ufor­klar­li­ge noget.

Det er af en eller anden grund helt umu­ligt for mig at huske, hvor­når præ­cis det fandt sted. Jeg er blot sik­ker på, at det var efter 1998, og at det var før 2001. Jeg har ikke siden­hen været i stand til at rekon­stru­e­re tids­punk­tet, for­di min erin­dring om obser­va­tio­nen for­svin­der i løbet af få minut­ter, hvor­ef­ter jeg glem­mer alt om det i uger eller måne­der, før det igen slår ned i mig, at der ske­te noget sært. Det føl­gen­de er alt­så min obser­va­tion:

Vist­nok i 2000 – enten for­år eller tid­ligt på som­me­ren. Det var aften og mørkt, men for­holds­vis lunt.

Jeg står midt på gul­vet i vores stue på 2. sal og blæn­des af et hvidt pro­jek­tør­lys på stør­rel­se med for­lyg­ten på en bil, som kom­mer fra vest, hvor der er frit udsyn fra vin­du­er­ne i stu­en. Vi (min på det tids­punkt 16/17-åri­ge dat­ter, 11/12-årig søn og jeg selv) bli­ver meget for­bav­se­de og skyn­der os ud på bal­ko­nen – som også ven­der mod vest. Her ser vi en meget stort far­tøj nær­me sig meget lang­somt – og meget, meget lav­t­fly­ven­de. Det lar­mer ikke, men har en meget dyb, ube­ha­ge­lig brum­men, som jeg næsten mær­ker mere, end jeg hører den.

Far­tø­jet er kæm­pe­stort og helt mør­ke­gråt mod en sort him­mel. Det ser ud til kun at være 10–20 meter oppe og er mindst på et par hund­re­de kva­drat­me­ter, men vir­ker fladt. Det er tre­kan­tet, nær­mest af form som et jager­fly, bare langt stør­re. Under­si­den er ikke glat, men fyldt med kan­ter og figu­rer (fak­tisk lige­som under­si­den af rum­far­tø­jer på film).

Jeg husker ikke, at der var nogen lys (den­ne del af min erin­dring adskil­ler sig helt fra min dat­ters?!), da det først var oppe over os. Det var ca. 10 sekun­der om at pas­se­re over vores hove­d­er, og var så nået så langt ind over, at vi vil­le miste det af syne på grund at taget på vores blok. Vi vil­le skyn­de os ind gen­nem stu­en, ud i gan­gen og ud i køk­ke­net (nor­malt en løbe­tur på ca. 5 sekun­der), som ven­der mod øst for at se, hvor det fløj hen, men.… jeg husker kun, at jeg nåe­de ud i gan­gen, — der­ef­ter ved jeg ikke, hvad vi gjor­de, eller hvad vi så. I det hele taget husker jeg over­ho­ve­det ikke, hvad vi efter­føl­gen­de fore­tog os den aften.

Hele den­ne ople­vel­se hav­de jeg ingen erin­dring om før mindst ½ eller et helt år efter. Vi går tur sam­men med min søster og taler om løst og fast, da jeg plud­se­lig – uden var­sel – husker et eller andet om et kæm­pe far­tøj, som bør­ne­ne og jeg hav­de set. Jeg tæn­ker som en gal over hvad det var, jeg så. Jeg for­tæl­ler min søster, at jeg plud­se­lig husker, at jeg så et eller andet, og jeg kal­der på mine børn som løber et styk­ke der­fra og spør­ger dem, om de ikke kan huske et eller andet mær­ke­ligt far­tøj, vi så for læn­ge siden. De ser beg­ge for­bav­se­de ud lidt, men efter nog­le få sekun­der, kan jeg se, at de kom­mer i tan­ker om noget. De tæn­ker meget og er lidt tøven­de, som om det er meget svært for dem at hol­de fast i erin­drin­gen, men efter yder­li­ge­re nog­le sekun­der begyn­der de at for­tæl­le — lidt i hop og spring og i mun­den på hin­an­den — om den sam­me ople­vel­se.

Men vi har alle tre meget svært ved at genkal­de os ople­vel­sen. Og hver gang, vi har talt om det, glem­mer vi det igen i løbet af få minut­ter, og tæn­ker ikke mere over det før uger eller måne­der efter. Det er som om erin­drin­gen „ikke vil huskes“, — som om der er et fil­ter, det næsten er umu­ligt at træn­ge igen­nem. Og ingen af os kan end­nu huske, hvad der ske­te, da vi vil­le ud og se far­tø­jet på øst­si­den … ingen af os husker mere fra den aften!

Lyset fulg­te os i meget lav høj­de. Jeg kig­ge­de ud af vin­du­et, man kun­ne ikke andet end et kæm­pe rund­for­met lys­plet, der var bre­de­re en vej­en, som fløj lige over os i sam­me ret­ning som bilen.

Det kun­ne ikke være en heli­kop­ter for­di lyset var alt for stort og kraf­tigt. Det kun­ne hel­ler ikke være en fly­ve­ma­ski­ne: der var ingen blinklyst og der kom ingen lyd fra gen­stan­den, der fak­tisk så ud til at fly­ve lige på træ­er­nes høj­de.

Vi kør­te en 160–170 km i timen. Når jeg sat­te far­ten ned, sat­te lyset også far­ten ned, og når jeg sat­te op igen, sat­te gen­stan­den også far­ten op igen, så vi flug­tes nok ad en 5–6 minu­ters tid før „den“ lige plud­se­ligt dre­je­de mod vest og for­svandt i en stor fart.

Vi ser alle op og må kon­sta­te­re, at lys­fæ­no­me­net bevæ­ger sig, og der­for ikke er stjer­ner. Vi ser så man­ge fle­re oran­ge lysprik­ker bevæ­ge sig lang­somt i en lang for­ma­tion fra syd­vest kom­men­de fra syn­ret­ning mod Køben­havn og næsten lige over vores hove­d­er i ret­ning mod Amager/Kastrup/Sverige.

Lysprik­ker­ne bevæ­ger sig lang­somt, som man også kan se sate­lit­ter bevæ­ge sig over him­len. Dis­se lysprik­ker er dog mar­kant mere oran­ge og en del er noget kla­re­re end sate­lit­ter (jeg er meget rum­fart­s­in­ter­es­se­ret og ser ofte efter pas­se­ren­de sate­lit­ter.

Efter ca. 15 min obser­va­tion stop­per vi og kører hjem — min hustru fin­der det noget uhyg­ge­ligt og andre uden­land­ske gæster spør­ger, om vi er dan­ske, og om det er noget vi ken­der noget til. Det­te må vi benæg­te, idet ingen af os har set det før. For­ma­tio­nen bestod af dis­se (måske 35–40 stk) på en lang ræk­ke over hele him­len. De var som stuk­ket efter en snor, hvor nog­le dan­ne­de rom­be­for­mer og fir­kan­ter, mens andre blot fulg­te lige efter hin­an­den med næsten lige stor afstand. Der var ingen lyd at høre lige­som lys­fæ­no­me­net til tider blin­ke­de en smu­le, som om der var for­styr­rel­ser i atmos­fæ­ren.

Vi tog man­ge bil­le­der og videoklip med vores mobil­te­le­fo­ner og digi­tal­ka­me­ra, men de har efter­føl­gen­de vis sig ikke rig­tigt at inde­hol­de noget brug­bart. Udsty­ret er anta­ge­lig­vis for dår­ligt. Vi har dog alli­ge­vel for god ordens skyld beva­ret mate­ri­a­let, i til­fæl­de af en digi­tal ændring af kon­trast og far­ver kan frem­hæ­ve noget anven­de­ligt.

Som sagt var der ikke en lyd at høre, så hvis det var fly­ve­ma­ski­ner har de haft ret støjsva­ge moto­rer eller været meget langt væk. Et mere rea­li­stisk bud kun­ne være en form for luft­bal­lo­ner (båret af vin­den kun­ne det for­kla­re alle objek­ter­nes meget kon­stan­te og ens­ar­te­de bevæ­gel­se), men vi har ikke kun­net fin­de nogen beskri­vel­se af det­te i medi­er­ne her til aften, og har des­u­den intet bud på det ratio­nel­le i at sæt­te så man­ge bal­lo­ner til vej­rs på sam­me tid. Et andet rea­li­stisk bud kun­ne være at objek­ter­ne var sate­lit­ter (rum­s­kram­mel eller lign) i kredsløb omkring jor­den — en sag­kyn­dig i astro­no­mi må kun­ne analysere/fortælle om bevæ­gel­sen, som set fra vores vin­due pas­ser med objek­ter i kredsløb, der pas­se­rer over hori­son­ten.

Men så ser jeg noget skråt nede­nun­der, lidt læn­ge­re mod øst, og det bevæ­ger sig mod vest, men meget lang­som­me­re. Jeg tror først, at det kan være et svæ­ve­fly med den fart. Jeg kig­ger mere, mens jeg kører i bilen, og kan ikke få øje på nogen vin­ger. Det er bare en (bjæl­ke) rund i ender­ne og hvid og helt afgræn­set. Så er jeg klar over at det må være en ufo. Jeg skal nu til at dre­je ind, hvor jeg bor, så det gør jeg, men hol­der lige inden for vej­en, og skyn­der mig ud af bilen, for at stå og obser­ve­re. Heli­kop­te­ren er flø­jet noget læn­ge­re mod øst, men den (hvi­de bjæl­ke) er kun lang­somt på vej mod vest. I det sam­me kom­mer nabo­ens med­hjæl­per køren­de, og vil ind der, hvor jeg hol­der med bilen, og jeg må jo køre væk så han kan kom­me til.

Jeg peger op mod him­len 2 gan­ge og håbe­rat han også har set ufo­en så. Jeg sti­ger ind i bilen og skyn­der mig at køre hjem. Ca. 50 meter. Der­ef­ter løber jeg rundt om haven, alt hvad jeg kan. Ud på mar­ken, hvor jeg kan se fra vest til øst, men det var for sent, der var ikke spor af noget som helst på him­len. Så løber jeg over til nabo­en for at se, om jeg kan fin­de med­hjæl­pe­ren. Jeg fandt ham og spurg­te ham, om han hav­de set det. Men han hav­de intet set. Selv­om jeg hav­de peget op på him­len to gan­ge. Det hav­de han dog set. Det var ærge­ligt, at han ikke hav­de set det.

Men jeg er glad for at have ople­vet det, og hav­de det ikke været for heli­kop­te­ren, hav­de jeg nok hel­ler ikke set den.