En gammel vidneerklæring har fået nyt liv i den seneste PURSUE-frigivelse af tidligere klassificerede ufo-dokumenter. Men før du tager erklæringen som et gennembrud, er der en vigtig forskel at få på plads: At en påstand findes i et frigivet dokument, er ikke det samme som, at myndighederne har bekræftet den.
Af Benny Christen Grandahl
Den tidligere presseofficer Walter Haut fra Roswell Army Air Field er tilbage i centrum af Roswell-historien.
Anledningen er den syvende release i det amerikanske PURSUE-initiativ, dateret 23. oktober 2026. Blandt dokumenterne finder du bl.a. hans opsigtsvækkende erklæring – en såkaldt affidavit, der betyder, at erklæringen er givet under ed – fra 2002.
Her fortæller Haut, at han så både et fartøj og dets formodede besætning på militærbasen i Roswell i juli 1947. Det lyder umiddelbart som en afsløring fra en person, der stod midt i begivenhederne.
I det netop frigivne dokument er Hauts navn streget ud. Men erklæringen har været offentlig kendt siden 2007 i en version, hvor Hauts identitet ikke er sløret. Så den nye offentliggørelse løser ikke de problemer, der har fulgt erklæringen lige siden den først kom frem efter Walter Hauts død. [2]
Et gammelt udsagn i en ny offentliggørelse
Hauts erklæring optræder som Appendix 2 på PDF-side 45–46 i dokument DOW-UAP-D168. Det er en projektplan fra Bigelow Aerospace Advanced Space Studies, BAASS, dateret 2. december 2008. Firmaet arbejdede under en kontrakt knyttet til det militære efterretningsvæsen DIA og programmet AAWSAP. [1]
Dokumenttypen er vigtig. For dokumentet optræder som et bilag til en leverandørs projektplan. Det er ikke en undersøgelsesrapport fra 1947, som dokumenterer fundet af et rumskib.
Frigivelsen giver dermed indsigt i, hvilket materiale der indgik i BAASS’ arbejde. Den gør ikke automatisk det frigivne materiale mere pålideligt.
Hvis en forsker afleverer et vidneudsagn til en myndighed, og myndigheden senere offentliggør det, har du stadig det samme vidneudsagn. Du har ikke fået et ekstra vidne til selve hændelsen. Eller står med et stærkere bevis for, at hændelsen har fundet sted.
Presseofficeren med den historiske rolle
Walter Haut var presseofficer på Roswell Army Air Field i juli 1947. Her formidlede han den 8. juli meddelelsen om, at basen havde fået fat i en flyvende skive. Dagen efter kom forklaringen om, at der i virkeligheden var tale om en vejrballon og en radarreflektor.
I foreningen har vi denne udgave af den historiske forside af Roswell Daily Record fra 8. juli 1947 liggende i en meget realistisk kopi på avispapir. Bemærk signaturen øverst på siden.
Hauts rolle i pressehistorien er derfor reel. Det gør ham til en vigtig kilde. Men det gør ikke alle hans senere udsagn lige stærke.
I de tidlige beretninger om den genoplivede Roswell-sag havde han en langt mere begrænset rolle. Timothy Printy gennemgår blandt andet fremstillingen i The Roswell Incident fra 1980, hvor Haut ikke havde set genstanden eller vragdelene. Printy henviser også til Randle og Schmitts bog fra 1991, hvor Haut sagde, at sagen ikke var blevet nævnt på de stabsmøder, han deltog i. [3]
Det er svært at forene med den senere, detaljerede fortælling om et stabsmøde, hvor han selv sad med materialet mellem hænderne.
I 1993 troede han på de andre
Den 14. maj 1993 underskrev Haut sin første affidavit om sin rolle i forbindelse med Roswell-hændelsen. Her fortalte han, at basechefen, oberst William Blanchard, havde ringet til ham omkring klokken 9.30 den 8. juli 1947. Blanchard sagde, at han havde en flyvende tallerken eller dele af en, og bad Haut skrive en pressemeddelelse. [4]
Haut forklarede også, hvorfor han troede på en udenjordisk oprindelse. Blanchard havde lydt sikker på, hvad materialet var. Og Haut mente ikke, at hverken Blanchard eller efterretningsofficeren Jesse Marcel kunne have taget fejl af en vejrballon.
Her bygger overbevisningen altså på hans tillid til andre officerers dømmekraft. Han beskriver ikke, at han selv har undersøgt materialet eller set et fartøj.
Det er dog vigtigt at gengive teksten korrekt. Erklæringen fra 1993 indeholder ikke en direkte sætning om, at Haut aldrig så vragdele. Den undlader at beskrive sådanne oplevelser. De udtrykkelige benægtelser findes i andre samtidige interviews.
Du kan derfor ikke bruge fraværet alene som bevis for, at den senere fortælling er opdigtet. Men du kan spørge, hvorfor Haut begrundede sin overbevisning med andres vurderinger, hvis han selv havde set både fartøjet og besætningen.
I 2002 havde han selv set det hele
Den nye erklæring er dateret 26. december 2002. Her var Hauts rolle vokset markant. [5]
Denne gang beskriver han et morgenmøde med blandt andre Blanchard, Marcel, general Roger Ramey og oberst Thomas DuBose, hvor der blev sendt vragdele rundt om bordet. Og der blev talt om to fundsteder og om at flytte offentlighedens opmærksomhed væk fra det vigtigste.
Senere viste Blanchard ham ifølge teksten et ægformet fartøj i en bevogtet hangar. Det var omkring 3,7–4,6 meter langt og cirka 1,8 meter højt. Haut beskrev også to kroppe under en presenning. Hovederne var synlige, men han kunne ikke skelne ansigtstræk.
Han fortæller også om et besøg på et fundsted og om vragdele, som han tog med tilbage og viste frem på sit kontor.
Selv i denne version er der dog forskel på observation og konklusion. Haut så efter eget udsagn genstanden i dårligt lys og kroppene på afstand. At de kom fra rummet, var hans vurdering. Det var ikke resultatet af en teknisk eller medicinsk undersøgelse, han fremlagde.
Men det mest påfaldende er forskellene på 2002- og 1993-affidavitterne.
En samtale flytter sig 33 år
En konkret forskel mellem erklæringerne handler om Marcel og vragdelene i Rameys kontor i Fort Worth.
I 1993-teksten står der, at Marcel i 1980 fortalte Haut, at materialet på fotografierne fra kontoret ikke var det, han havde fundet. [4]
I 2002-teksten er historien mere detaljeret. Marcel fortæller efter hjemkomsten fra Fort Worth, at vragdelene blev udskiftet, mens han var i et andet rum. Derefter talte de ifølge erklæringen ikke mere om sagen. [5]
Dermed flytter den beskrevne samtale sig fra 1980 til begivenhedernes umiddelbare efterspil i 1947. Det ændrer dens kildeværdi. En oplysning fra tiden omkring Roswell-fortællingens genoplivning bliver til en oplysning, Haut tilsyneladende havde fra begyndelsen.
Det kan skyldes fejl i erindringen, formuleringen eller en tidligere fortielse. Men den nye offentliggørelse afgør ikke, hvilke af de tre muligheder, der er den rigtige.
Forskeren skrev og Haut godkendte
Haut skrev ikke selv den endelige tekst fra 2002. Roswell-forskeren Donald Schmitt samlede den på baggrund af samtaler med Haut. Og Hauts datter, Julie Shuster, har fortalt, at hun gennemgik teksten med sin far ord for ord og sætning for sætning. [6]
Ifølge familien og forfatterne havde Haut lovet Blanchard tavshed. Derfor skulle erklæringen først offentliggøres efter hans død. Haut døde i december 2005. Schmitt og Tom Carey offentliggjorde teksten i bogen Witness to Roswell i 2007. [6]
Det er derfor misvisende at forestille sig en spontan tilståelse på dødslejet. Dokumentet er dateret næsten tre år før hans død og var udarbejdet med hjælp fra en tredjeperson.
Hjælp til at formulere en erklæring gør den ikke i sig selv utroværdig. Men det skærper behovet for at kunne følge arbejdet: Hvilke optagelser eller noter ligger bag? Hvilke ord er vidnets egne? Hvordan blev tvivl og modstridende svar behandlet?
En underskrift kan vise, at en person har tilsluttet sig en tekst. Den kan ikke i sig selv afgøre, om hans erindringer om en hændelse 55 år tidligere er korrekte.
Kritikken fra andre Roswell-skribenter
Andre Roswell-skribenter har i øvrigt undret sig over Hauts 2002-affidavit. Dennis Balthaser og Wendy Connors interviewede Haut på video i november 2000. Balthaser beskrev senere en person, som havde svært ved at huske navne, datoer og dele af sin militære tjeneste. Derfor undrede det ham, at Haut kunne komme med så præcis og detaljeret erklæring to år senere. [7]
Balthaser oplyste også, at Haut under interviewet tilsluttede sig dele af den nye historie, herunder omtalte en krop og mødet med Ramey og DuBose. Hauts ændrede fortælling opstod altså ikke først med affidavitten fra 2002.
Kevin Randle, en anden Roswell-skribent, gennemgik i december 2007 problemerne i samme interview. Haut vekslede mellem udsagn om en krop og udsagn om, at han ikke havde set noget. Randle fandt især modsigelserne inden for interviewet problematiske. Han havde desuden søgt efter dokumentation for Rameys og DuBoses rejse til morgenmødet i Roswell uden at finde den. [8]
Randle nævnte dog et muligt støttende udsagn fra den tidligere officer Richard Harris. Harris havde fortalt, at Haut tilbød ham et kig ind til et dødt rumvæsen. Harris havde ikke taget imod tilbuddet. Randle vurderede selv støtten som svag og pegede på Harris’ kendskab til Roswell-litteraturen.
Kritikken var derfor ikke kun et spørgsmål om en kamp mellem tilhængere og skeptikere. Andre Roswell-skribenter med interesse i en udenjordisk forklaring kunne heller ikke få kilderne til at passe sammen.
Det giver dog stadig ikke grundlag for at diagnosticere Haut eller erklære ham bevidst løgnagtig. Et usikkert interview dokumenterer usikkerhed. Det forklarer ikke automatisk dens årsag.
Tavshed bliver en del af beviset
Forsvaret for Hauts skiftende udsagn er, at han længe skjulte sandheden. Det er muligt. Men forklaringen har en indbygget svaghed: Hvis både benægtelsen og den senere bekræftelse tæller til fordel for samme historie, bliver den vanskelig at efterprøve.
Den britiske ufo-efterforsker David Clarke kritiserede netop dette mønster i 2008. Hans pointe var, at Roswell-skribenterne tolkede Hauts begrænsede oplysninger som tegn på en hemmelighed og senere brugte den udvidede fortælling som bekræftelse. [9]
2002-erklæringen ændrer også pressemeddelelsens betydning. Den oprindelige pressemeddelelse bliver nu en del af selve mørklægningen: Militæret annoncerede et fund for at skjule et vigtigere fund.
Dermed får fortællingen et svar på et oplagt spørgsmål. Hvorfor fortalte militæret selv om en flyvende skive, hvis de ville holde fundet hemmeligt? Men et svar, der får historien til at hænge sammen, er ikke nødvendigvis et bevis for, at formodningen er korrekt.
Frigivelsen ændrer dokumentets ramme
PURSUE-frigivelsen gør det relevant at undersøge, hvordan Hauts fortælling fandt vej ind i et projekt med forbindelse til amerikansk efterretningstjeneste. Her kan dokumentet bidrage til historien om statens og private forskeres arbejde med ufoer.
Men når spørgsmålet er, hvad der faldt ned ved Roswell i 1947, står de gamle problemer tilbage. Erklæringen er sen. Den er udarbejdet gennem andre. Den afviger fra tidligere udsagn. Og de afgørende scener kræver fortsat uafhængig bekræftelse.
Det samme udsagn bliver ikke til to uafhængige kilder, fordi du både kan finde det i en bog og i et offentligt arkiv.
Et stærkere bevis ville kræve noget, der faktisk tilfører viden: Samtidige dokumenter, samtidige billeder eller filmoptagelser, efterprøvelige fund eller uafhængige oplysninger, som kan bekræfte Hauts konkrete påstande.
Derfor giver offentliggørelsen af netop denne erklæring os ikke i sig selv et stærkere bevis for, at der styrtede et udenjordisk fartøj ned i Roswell. Den giver en gammel og omstridt fortælling en ny, lidt mere officiel ramme. Den ramme bør du undersøge.
Men den bør ikke få dig til at glemme, hvor fortællingen oprindelig kommer fra. Og hvordan den har ændret sig undervejs.
Kilder og links
[1] BAASS, Project Management Plan, 2. december 2008, DOW-UAP-D168, Appendix 2, PDF-side 45–46. PURSUE Release 07, 23. oktober 2026. Tekstgengivelse: https://uapledger.com/documents/release-7-dow-uap-d168 . Officiel dokumentadresse: https://www.war.gov/medialink/ufo/release-07/documents/DOW-UAP-D168-BAASS_Project_Management_Plan-December_2008.pdf
[2] Davies Daily, The Pentagon’s New UFO Files Include The Roswell Officer’s 2002 Statement — In Print Since 2007, 23. oktober 2026. https://daviesdaily.com/pentagon-ufo-files-roswell.html
[3] Timothy Printy, Walter Haut: Roswell hero or mythmaker?, 2007, opdateret juli 2014. Gennemgang med henvisninger til Berlitz og Moore samt Randle og Schmitt. De tidlige boginterviews er her anvendt via Printys gengivelse. https://www.astronomyufo.com/UFO/Haut.htm
[4] Walter G. Haut, erklæring af 14. maj 1993, punkt 4–9. Vedhæftet tekstgengivelse med kildeangivelsen Karl Pflock, Roswell in Perspective, 1994. 1993-affidavitten i en version fra Karl Pflocks bog ”Roswell In Perspective” fra 1994 kan hentes her: https://priory-of-sion.com/biblios/links/1993.pdf
[5] Walter G. Haut, erklæring dateret 26. december 2002, punkt 8–19. Den tidligere vedhæftede tekstgengivelse angiver Tom Carey og Donald Schmitt, Witness to Roswell, 2007, som kilde. Sammenholdt med teksten i D168. Den ucensurerede 2002-affidavit kan hentes her: https://www.unknowncountry.com/wp-content/uploads/2024/03/11-Sealed-Affidavit-Of-Walter‑G.-Haut.pdf
[6] Special Broadcasting Service Australia, “My father saw the bodies”: Chasing the truth about Roswell, 23. juli 2021. Gengiver Julie Shusters og Tom Careys forklaringer om tilblivelsen og tavshedsløftet. https://www.sbs.com.au/whats-on/article/my-father-saw-the-bodies-chasing-the-truth-about-roswell/thp111yiy
[7] Dennis Balthaser, Walter Haut, Roswell and a Whole Lotta Questions, 1. oktober 2007. https://www.theufochronicles.com/2007/10/walter-haut-roswell-and-whole-lotta.html
[8] Kevin Randle, Walter Haut’s Affidavit, 15. december 2007. Interviewet fra 2000 er anvendt gennem Randles uddrag og Balthasers redegørelse, ikke gennem et selvstændigt gennemsyn af hele optagelsen. https://kevinrandle.blogspot.com/2007/12/walter-hauts-affidavit.html
[9] David Clarke, Making UFOlogy History: Roswell, and the story of Betty and Barney Hill, 2. juli 2008. https://www.skeptic.org.uk/2008/07/making-ufology-history-roswell-and-the-story-of-betty-and-barney-hill/
Bliv medlem af SUFOI
Vil du støtte saglig og nøgtern formidling af viden om ufoer? Så vælg en gratis bog, og bliv medlem af SUFOI for Dkr. 400,- pr. år.
Som velkomstgave modtager du:
- En af vores nyeste, trykte udgivelser om ufomyten
Hvert år modtager du endvidere også:
- Rabatkoder til gratis download af udvalgte e‑bøger fra vores butik
- SUFOI’s årsrapport, som opsummerer den forgangne år
Vælg din første gratis bog nedenfor — og bliv medlem i dag:
Den store ufo-afsløring
Troen på, at Jorden får besøg udefra, har fundet vej til den amerikanske kongres. Både Pentagon og NASA har nedsat ekspertgrupper til at udforske, om der er noget om snakken. Og det ligger i luften, at sandheden snart bliver afsløret.
Eller handler det i virkeligheden om noget helt andet?
Danske X‑filer – Politibetjentens oplevelse i mørket
Da politibetjent Maarups patruljevogn blev standset af en ufo en mørk augustaften i 1970, blev sagen hurtigt til Danmarks mest kendte ufosag. Bogen genåbner sagen 50 år senere.
Ufoer i 80 år: Dengang de flyvende tallerkener blev født
Bogen om, hvordan fortællingen om de flyvende tallerkener blev født, og hvorfor den fortælling er mere aktuel og oppe i tiden nu end nogensinde før.
UFO’er — myter og viden
Bogen er udgivet i anledning af SUFOI’s 60 års jubilæum.
Den indeholder spændende artikler om ufomyten og dens udvikling, og samler op på den viden, foreningen har samlet om ufoer. Og tager nogle af de mest kendte ufo-observationer gennem tiden op til fornyet revision.
