Der­for er mobil­ka­me­ra­et ikke vel­eg­net til at tage bil­le­der af ufo­er

Mobil­ka­me­ra­et er frem­ra­gen­de til bil­le­der af men­ne­sker, feri­er og land­ska­ber. Men når moti­vet er en fjern gen­stand eller en lil­le lys­plet på en mørk him­mel, ram­mer kame­ra­et hur­tigt sine fysi­ske græn­ser. Der­for ender det, du ser på skær­men, med at for­tæl­le mere om tele­fo­nen end om det, der befandt sig på him­len.

​Af Ben­ny Chri­sten Gran­da­hl med bidrag fra Kar­sten Bom­holt

OBS: Artik­len inde­hol­der AI-gene­re­re­de model­ler og info­gra­fik­ker

Vi hører tit folk undre sig over, hvor­for der ikke for længst er taget et klart og tyde­ligt bil­le­de af en ufo, når stort set alle i dag går rundt med et ”high defi­ni­tion kame­ra” i deres mobil­te­le­fon.

Men typisk tages de ufo-bil­le­der og ‑video­er, vi får ind fra dan­sker­ne hos Skan­di­na­visk UFO Infor­ma­tion, for­di folk gri­ber ud efter mobil­ka­me­ra­et, når de plud­se­lig ser et usæd­van­ligt lys på nat­te­him­len. Hvor­ef­ter de ret­ter mobil­ka­me­ra­et mod lyset, instink­tivt zoo­mer så tæt ind på lyset, som de kan, og knip­ser løs. Eller opta­ger en video med zoom på.

Det får den lil­le lysprik på him­len til at vok­se til en stor, pul­se­ren­de ski­ve med far­ve­de kan­ter på mobilskær­men. Eller bli­ver til en metal­lisk lig­nen­de kug­le, der chan­ge­rer i for­skel­li­ge far­ver. Og måske har en mørk plet i mid­ten, eller noget der lig­ner en kant rundt om objek­tet.

Bety­der det så, at du har afslø­ret en struk­tur, som øjet ikke kun­ne se, ved at zoo­me ind på ”objek­tet”?

Nej!

For mobil­ka­me­ra­et er slet ikke er desig­net til den slags situ­a­tio­ner.

Der­for er mobi­len dår­lig til at tage ufo-bil­le­der

Mobil­te­le­fo­nens kame­ra er pri­mært desig­net til at tage sel­fies og bil­le­der af moti­ver, der er tæt på kame­ra­et. Eller tage bil­le­der af land­ska­ber – even­tu­elt med en ind­byg­get vid­vin­kell­in­se. Eller som panora­ma­bil­le­der, hvor kame­ra­ets foto­al­go­rit­me sam­ler fle­re enkelt­bil­le­der til ét meget bredt bil­le­de.

Så snart du vil foto­gra­fe­re noget, der er læn­ge­re væk – f.eks. et fly højt oppe på him­len i dags­lys eller et punkt­for­met lys på nat­te­him­len – kom­mer kame­ra­ets optik og elek­tro­nik til kort.

For kame­ra­ets mulig­he­der for at vise detal­jer afhæn­ger af den såkald­te vin­kel­stør­rel­se på det objekt, du vil foto­gra­fe­re. Samt objek­ti­vets opløs­nings­ev­ne. Alt­så hvor fine detal­jer kame­ra­ets objek­tiv rent fak­tisk kan skel­ne. Hvil­ket i prak­sis hand­ler om, hvor lil­le vink­len mel­lem to punk­ter kan være, før de opfat­tes som et sam­let objekt.

Vin­kel­stør­rel­sen

Vin­kel­stør­rel­sen – der angi­ves i radi­a­ner eller gra­der – angi­ver, hvor stor en vin­kel moti­vet spæn­der over set fra kame­ra­ets pla­ce­ring.

Vin­kel­stør­rel­sen afhæn­ger af den fysi­ske stør­rel­se på det motiv eller objekt, du vil foto­gra­fe­re, og hvor langt det befin­der sig fra mobil­ka­me­ra­et. Hvor man­ge pixels den­ne vin­kel­stør­rel­se sva­rer til på bil­le­det, afhæn­ger der­ef­ter af bil­le­dets pixe­l­op­løs­ning og kame­ra­ets vand­ret­te syns­felt – også kal­det bil­led­vin­kel eller bil­led­felt.

Sådan bereg­ner du, hvor man­ge pixels et objekt på bil­le­det fyl­der

Lad os for reg­ne­ek­semp­lets skyld sige, at din mobil tager et bil­le­de på 3840 × 2160 pixels. Og at du vil foto­gra­fe­re et objekt, der er ti meter bredt og befin­der sig ti kilo­me­ter fra dig.

Her ses en model af situ­a­tio­nen. De bag­ved­lig­gen­de bereg­nin­ger gen­nem­gås i tek­sten.

Først skal du fin­de objek­tets vin­kel­stør­rel­se: Hvor stor en vin­kel fyl­der objek­tet set fra din posi­tion?

Ved så små vink­ler kan du lave et enkelt over­slag ved at divi­de­re objek­tets bred­de med afstan­den til objek­tet. Beg­ge mål skal angi­ves i sam­me enhed – her meter:

10 meter/10.000 meter = 0,001 radi­an

For at omreg­ne radi­a­ner til gra­der skal du gan­ge med 180/π, hvil­ket sva­rer til cir­ka 57,2958:

0,001 × 57,2958 = 0,0573°

Objek­tets vin­kel­stør­rel­se er alt­så cir­ka 0,0573°.

Hvor man­ge pixels sva­rer det til?

Der­næst skal du ken­de kame­ra­ets vand­ret­te syns­felt. Det for­tæl­ler, hvor man­ge gra­der af omgi­vel­ser­ne der for­de­les over bil­le­dets 3840 pixels i bred­den.

Det almin­de­li­ge 1×-mobilkamera i en moder­ne mobil har typisk et van­dret syns­felt på omkring 67–74°. I det­te reg­ne­ek­sem­pel bru­ger vi der­for en gen­nem­snit­lig, afrun­det vær­di på 70°.

Med udgangs­punkt i de 70° kan du bereg­ne et over­slag på objek­tets bred­de på bil­le­det sådan:

Bred­de i pixels = bil­le­dets bred­de × (objek­tets vinkelstørrelse/kameraets syns­felt)

I det­te eksem­pel bli­ver det:

3840 × (0,0573/70) ≈ 3,143 pixels

Objek­tets bereg­ne­de bred­de sva­rer alt­så til cir­ka tre pixel­bred­der. Det bety­der ikke, at præ­cis 3,143 pixels bli­ver oplyst. Objek­tets pla­ce­ring på pixel­git­te­ret, objek­ti­vets optik og tele­fo­nens bil­led­be­hand­ling afgør, hvor­dan lyset for­de­les mel­lem de enkel­te pixels i bil­le­det.

Som sagt er bereg­nin­gen et over­slag. En præ­cis bereg­ning skal også tage høj­de for objek­ti­vets pro­jek­tion og objek­tets pla­ce­ring i bil­led­fel­tet. Men hoved­po­in­ten ændrer sig ikke: Kame­ra­et har kun omkring tre pixels til at gen­gi­ve et ti meter bredt objekt på ti kilo­me­ters afstand. Det er alt for lidt til at vise objek­tets form eller sik­re detal­jer.

Objek­ti­vets opløs­nings­ev­ne

Et objek­tivs opløs­nings­ev­ne bestem­mes af fysik­kens love for lys, nær­me­re bestemt det såkald­te Rayleigh-kri­te­ri­um, som angi­ver den fysi­ske græn­se for, hvor tæt to små detal­jer kan lig­ge, før objek­ti­vet gen­gi­ver dem som ét sam­let objekt.

Der­for er Rayleigh-kri­te­ri­et sær­ligt rele­vant, både hvis du foto­gra­fe­rer eller fil­mer noget småt, som er meget langt væk. Eller tager et bil­le­de eller en video af en lil­le lysprik på him­len.

For lys pas­se­rer ikke gen­nem objek­ti­vets åbning som helt lige strå­ler. Det bøjes og spre­des en smu­le, alt efter hvil­ken bøl­ge­læng­de lyset har.

Her gæl­der det, at en stør­re åbning i objek­ti­vet, gør det muligt for kame­ra­et at skel­ne fine­re detal­jer. Hvil­ket kan for­bed­res ved at anven­de optisk zoom, hvor­i­mod digi­tal zoom eller fle­re mega­pixels ikke kan gen­ska­be detal­jer, som objek­ti­vet alle­re­de har fået til at fly­de sam­men.

Vil du bereg­ne Rayleigh-kri­te­ri­et, kan du bru­ge form­len:

d = 1,22 * (λ​ /D)

hvor

• 1,22 er en dimen­sions­løs kon­stant, som kom­mer fra den mate­ma­ti­ske beskri­vel­se af lysets spred­ning gen­nem en rund åbning
• d er mindste­af­stan­den mel­lem de to punk­ter
• λ​ (lamb­da) er lysets bøl­ge­læng­de
• D er objek­ti­vets dia­me­ter i mil­li­me­ter.

Med hen­syn til lamb­da-vær­di­en i form­len gæl­der det, at syn­ligt lys har en bøl­ge­læng­de på mel­lem ~380 nano­me­ter (blå) og ~780 nano­me­ter (rød). Og da hvidt lys er en blan­ding af alle spek­t­rets far­ver, bru­ges der nor­malt et gen­nem­snit på 550 nano­me­ter (grøn/gul i mid­ten af spek­t­ret) til bereg­nin­ger af Rayleigh-kri­te­ri­et.

Med hen­syn til kame­ral­in­sen på en smartp­ho­ne, for­hol­der det sig sådan, at den typisk er nog­le gan­ske få mil­li­me­ter i dia­me­ter. Den ser gan­ske vist stør­re ud, for­di du umid­del­bart kun ser beskyt­tel­ses­glas­set, som sid­der for­an sel­ve lin­sen. Men sel­ve lin­sen (blæn­de­åb­nin­gen) er ofte kun 1 — 3 mil­li­me­ter i dia­me­ter, og den fak­ti­ske dia­me­ter kan bereg­nes ud fra kame­ra­ets brænd­vid­de og blæn­de­tal. Men dis­se oplys­nin­ger er ikke altid let­te at fin­de for de for­skel­li­ge mobil­ka­me­ra­er. Der­for bru­ger vi her 2,3 mil­li­me­ter som et illu­stra­tivt eksem­pel.

Ind­sæt­tes en blæn­de­åb­ning på 2,3 mil­li­me­ter og bøl­ge­læng­den på 550 nano­me­ter i den­ne onli­ne kal­ku­la­tor, og væl­ger du ”arc­sec” i Reso­lu­tion-fel­tet, får du et resul­tat på 60,2 bue­se­kun­der sva­ren­de til 1 bue­mi­nut. Det sva­rer i øvrigt meget godt til den teo­re­ti­ske opløs­nings­ev­ne for det men­ne­ske­li­ge øje, der ved nor­malt syn net­op lig­ger lige omkring 1 bue­mi­nut.

Sam­men­lig­nin­gen gæl­der dog kun det­te valg­te reg­ne­ek­sem­pel. Andre mobil­ka­me­ra­er kan have en stør­re eller min­dre effek­tiv åbning og der­med en anden teo­re­tisk opløs­nings­græn­se. Den reel­le opløs­ning vil des­u­den nor­malt være dår­li­ge­re end Rayleigh-græn­sen på grund af blandt andet objek­tiv­fejl, fokus, bevæ­gel­se, bil­led­støj og bil­led­be­hand­ling.

Så i prak­sis er det sjæl­dent, at en smartp­ho­ne kan vise fle­re detal­jer på et objekt, end du selv kan se, og uan­set hvor meget du zoo­mer ind på objek­tet, bli­ver opløs­nin­gen ikke bed­re.

Et objek­tivs opløs­nings­ev­ne angi­ver, hvor tæt to små detal­jer kan lig­ge, før objek­ti­vet gen­gi­ver dem som ét sam­let objekt.

Og så gør det ikke noget, du ved lidt om foto­gra­fe­ring

Vin­kel­stør­rel­se og opløs­nings­ev­ne er dog ikke nok. Det kræ­ver også erfa­ring at tage gode bil­le­der af fjer­ne objek­ter eller punkt­for­me­de lyskil­der på him­len.

For du bli­ver ikke mester­fo­to­graf, bare for­di du har en smartp­ho­ne med en mas­se for­skel­li­ge kame­ra­er ind­byg­get. I de gode, gam­le dage gik du på foto­kur­sus eller læste tyk­ke bøger om kame­ra­ets funk­tio­ner, udskif­te­lig optik, opta­ge­tek­nik osv.

Så vil du bli­ve bed­re til at tage gode ”ufo-bil­le­der”, er det en god idé at sæt­te dig mere ind i mobil­ka­me­ra­ets tek­nik og vir­ke­må­de. Eller anskaf­fe dig et ordent­ligt kame­ra. Der er jo en årsag til, at pro­fes­sio­nel­le foto­gra­fer bru­ger sto­re kame­ra­er med lan­ge telel­in­ser under f.eks. en fod­bold­kamp.

Der­for får du ikke fle­re detal­jer, selv­om du zoo­mer vold­somt ind

Det er der­for, du ikke kan oplø­se gen­stan­dens struk­tur i yder­li­ge­re detal­jer, hvis du zoo­mer ind. Hver­ken efter eller mens, du tager bil­le­det.

For det zoom mobil­te­le­fo­nen til­by­der, er oftest kun digi­talt.

Det bety­der, at lyskil­den på bil­le­det først bli­ver for­stør­ret, EFTER foto­sen­soren i kame­ra­et har regi­stre­ret moti­vet. Alt­så sker der i prak­sis bare det, at zoom-funk­tio­nen kun for­stør­rer de pixels, der er i det områ­de, du vil zoo­me ind på.

Så hvis det inter­es­san­te objekt kun fyl­der tre pixels uden zoom, bli­ver de tre pixel for­stør­ret op, så de fyl­der f.eks. 30 eller 300 pixels på skær­men. Det giver dig en stør­re fir­kant eller kug­le på skær­men, men ikke fle­re detal­jer på moti­vet.

Nye­re mobil­ka­me­ra­er til­by­der også optisk zoom

Hav­de du haft såkaldt optisk zoom på kame­ra­et, vil­le zoomop­tik­ken have for­stør­ret moti­vet, FØR det bli­ver regi­stre­ret af foto­sen­soren i kame­ra­et. Hvor­for lyset på him­len kom­mer til at fyl­de fle­re pixels på bil­le­det.

Måske har du bemær­ket, at der er kom­met fle­re kame­ral­in­ser bag­på de nye­re mobil­te­le­fo­ner. Det er for­di, dis­se mobi­ler til­by­der for­skel­li­ge gra­der af optisk zoom. Men på grund af mobi­lens fysi­ske stør­rel­se er den opti­ske for­stør­rel­se sjæl­dent sær­lig høj – og typisk anven­des den ene af de to eller tre lin­ser bag på mobi­len til at opta­ge vid­vin­kel­bil­le­der med. Og den anden til at tage bil­le­der uden for­stør­rel­se (1x).

Så i prak­sis er der oftest kun et lavt optisk zoom på mel­lem 2 og i bed­ste fald op till 5 gan­ges for­stør­rel­se. Lige­som der tid­li­ge­re kun­ne fås mobil­ka­me­ra­er i Sams­ung Galaxy S Ultra-seri­en med 10 gan­ge optisk zoom.

Teo­re­tisk bety­der det, at hvis objek­tet fyl­der cir­ka 3 pixels med 1×-kameraet, vil det med optisk zoom fyl­de omtrent:

• 6 pixels ved 2 gan­ge optisk tele
• 15 pixels ved 5 gan­ge optisk tele
• 30 pixels ved 10 gan­ge optisk tele

Det gæl­der dog kun, hvis mobi­len rent fak­tisk bru­ger lin­sen med optisk for­stør­rel­se. For i mør­ke væl­ger de fle­ste mobil­te­le­fo­ner typisk at bru­ge hoved­ka­me­ra­et og der­ef­ter beskæ­re bil­le­det digi­talt, for­di telel­in­ser­nes min­dre sen­sor og mere lys­sva­ge optik ikke kan leve­re et godt bil­le­de.

Sam­ti­dig kan du hel­ler ikke for­ven­te, at du nød­ven­dig­vis kan se fle­re detal­jer, bare for­di objek­tet fyl­der fle­re pixels på bil­le­det. For detal­je­rings­gra­den afhæn­ger sta­dig af Rayleigh-kri­te­ri­et, hvor­for en for­bed­ring af detal­je­rings­gra­den kræ­ver, at lin­sens dia­me­ter øges.

Et lys på en mørk nat­te­him­mel er end­nu mere udfor­dren­de

Foto­gra­fe­rer du et lys på him­len, sker der det, når du zoo­mer ind, at der opstår nog­le spæn­den­de far­ve- og form­skift på moti­vet i mødet mel­lem optik, fokus, bevæ­gel­se, atmos­fæ­re og tele­fo­nens omfat­ten­de bil­led­be­hand­lings­al­go­rit­mer.

Sam­ti­dig skal der ikke meget til, før lyset på den næsten helt sor­te nat­te­him­mel ople­ves så kraf­tigt af foto­sen­soren i mobil­ka­me­ra­et, at det bli­ver over­be­lyst. Det gør måske nok lyset en lil­le smu­le stør­re. Men den eller de par ekstra pixels, over­be­lys­nin­gen ska­ber, giver dig sta­dig ikke fle­re detal­jer, når du efter­føl­gen­de zoo­mer ind på lyset.

Mul­ti-fra­me nat­te­bil­le­der

Det bli­ver ikke meget bed­re af, at de fle­ste moder­ne mobil­te­le­fo­ner anven­der en såkaldt mul­ti-fra­me super-reso­lu­tion algo­rit­me, når de tager nat­te­bil­le­der. Du kan læse mere om tek­nik­ken her.

Algo­rit­men gør det muligt at kom­bi­ne­re fle­re opta­gel­ser for at hen­te lidt mere infor­ma­tion ud af små for­skyd­nin­ger mel­lem bil­le­der­ne. Sam­ti­dig udnyt­ter algo­rit­men de bit­tes­må bevæ­gel­ser fra en hånd­holdt tele­fon til at ska­be et skar­pe­re bil­le­de. Det kan for­bed­re et mørkt motiv mærk­bart, men det kan ikke gen­ska­be fysi­ske detal­jer, som optik­ken og sen­soren aldrig fik regi­stre­ret.

For hvor et land­skab, et ansigt eller et skilt giver softwa­ren tusind­vis af kan­ter og tek­s­tu­rer at arbej­de med, giver en næsten udbrændt lysprik mod en sort nat­te­him­mel stort set intet, algo­rit­men kan arbej­de med. Så lige­som i det tid­li­ge­re eksem­pel sker der oftest det, at ekstra zoom (både optisk og digi­talt) i vir­ke­lig­he­den bare gør kame­ra­ets usik­ker­hed mere syn­lig i ste­det for at gøre objek­tet mere tyde­ligt.

Nat­ten tvin­ger mobi­len til at arbej­de hår­de­re

Grun­den til, at et nat­fo­to fra en moder­ne mobil ofte ser lyse­re og rene­re ud end vir­ke­lig­he­den, er for­di enkelt­bil­le­der­ne kom­bi­ne­res for at dæm­pe støj og udvi­de kame­ra­ets begræn­se­de dyna­mi­ske områ­de. Læs mere her.

Så tele­fo­nen sny­der som sådan ikke. Den er udvik­let til at ska­be et pænt og tyde­ligt bil­le­de. Men på grund af begræns­nin­ger­ne i foto­sen­soren og optik­ken, som jeg har beskre­vet oven­for, kan du ikke bru­ge sådan et bil­le­de til at fore­ta­ge en kri­mi­nal­tek­nisk under­sø­gel­se af en lil­le lysprik på et mørkt bil­le­de.

Det bli­ver end­nu vær­re, hvis du bevæ­ger tele­fo­nen, eller hvis lyset bevæ­ger sig på him­len mel­lem hver del­op­ta­gel­se. Sker det, er algo­rit­men nødt til selv at afgø­re, hvil­ke pixels i de enkel­te bil­le­der, der hører sam­men. Det giver dig oftest bil­le­der med udt­væ­re­de, dob­bel­te kon­tu­rer eller detal­jer, der ændrer sig fra bil­le­de til bil­le­de.

Risi­ko­en sti­ger, jo kraf­ti­ge­re zoom du anven­der, for­di selv små hånd­be­væ­gel­ser bli­ver vold­somt for­stør­ret. Apple anbe­fa­ler af sam­me grund, at tele­fo­nen hol­des helt stil­le under en nat­op­ta­gel­se – og hvem kan det uden et sta­bilt under­lag eller et sta­tiv – lige­som Goog­le beskri­ver, hvor­dan læn­ge­re nat­op­ta­gel­ser opde­les i fle­re kor­te­re eks­po­ne­rin­ger for at begræn­se bevæ­gel­ses­u­skarp­hed. Du kan læse mere hos Apple om nat­til­stand og hos Goog­le om astro­fo­to­gra­fe­ring med Night Sight.

Tre vel­kend­te moti­ver, der let bli­ver mær­ke­li­ge

Af den grund ople­ver du typisk, at du får bil­le­der, hvor det lys du har foto­gra­fe­ret, ser meget mere spæn­den­de ud, end det gjor­de på him­len, for­di du har zoo­met helt ind på det. Men det er ikke for­di, det hjalp at zoo­me ind. Der er for­di, det IKKE hjalp.

Så typisk vil du ople­ve, at:

En stjer­ne eller pla­net bli­ver til en far­vet ski­ve

En stjer­ne er i prak­sis et punkt for mobil­ka­me­ra­et. Selv pla­ne­ten Venus er nor­malt for lil­le til, at tele­fo­nens almin­de­li­ge vid­vin­kelka­me­ra kan for­stør­re lysprik­ken til noget brug­bart.

Hvis auto­fo­kus ikke kan fin­de noget at låse fast på i den mør­ke him­mel, kan punk­tet bli­ve uskar­pt. Der­for ser du ikke him­mel­le­ge­mets form, men et for­stør­ret bil­le­de af kame­ra­ets egen uskarp­hed. Hvor­for lysprik­ken ender med at bli­ve en hvid klat på bil­le­det. Lige­som over­eks­po­ne­ring, far­ve­fil­tre, skarp­heds­al­go­rit­me og støj­re­duk­tion kan føje rin­ge, kun­stigt skar­pe kan­ter og skif­ten­de far­ver til klat­ten.

Uro­lig luft kan sam­ti­dig få især stjer­ner lavt over hori­son­ten til at flim­re og skif­te far­ve. Selv sto­re obser­va­to­ri­er må kor­ri­ge­re for den forvræng­ning, som Jor­dens atmos­fæ­re ska­ber. Euro­pe­an Sout­hern Obser­va­tory for­kla­rer effek­ten her.

Et fly bli­ver til fle­re lys uden syn­lig krop

Et flys kraf­ti­ge lan­dings­lys og blink på vin­ger­ne og krop­pen kan ses på lang afstand. Læn­ge før kame­ra­et får lys nok til at foto­gra­fe­re sel­ve fly­et. Tager du fle­re bil­le­der hur­tigt efter hin­an­den, risi­ke­rer du, at fly­et ses som en grup­pe løs­rev­ne lys, der ser ud til at skif­te antal, far­ve eller pla­ce­ring.

Og hvis kame­ra­et ryster under eks­po­ne­rin­gen, bli­ver lyse­ne til stre­ger eller buer, hvil­ket gør det end­nu svæ­re­re at iden­ti­fi­ce­re fly­et.

På en video­op­ta­gel­se kan foto­sen­sorens linje­vi­se opbyg­ning af bil­le­det des­u­den forvræn­ge hur­ti­ge bevæ­gel­ser og blink. Det skyl­des såkaldt rol­ling shut­ter: Top­pen og bun­den af hvert video­bil­le­de regi­stre­res ikke på præ­cis sam­me tids­punkt. Du kan læse mere om rol­ling shut­ter her.

En intern reflek­sion i optik­ken – en lens fla­re – ska­ber et ekstra objekt på bil­le­det

Et kraf­tigt lys i eller lige uden for bil­le­det – f.eks. Solen, Månen, et lys fra en lys­mast eller nog­le bil­lyg­ter – bli­ver typisk reflek­te­ret i objek­ti­vets lin­se­e­le­men­ter. Det ska­ber en lysen­de plet, en ring eller en ræk­ke prik­ker, der spej­ler sig et andet sted i bil­le­det. Når du flyt­ter tele­fo­nen, flyt­ter reflek­sio­nen sig også – og ofte i en anden ret­ning end lyskil­den.

En sådan lens fla­re – også kal­det en refleks­dan­nel­se – lig­ner et selv­stæn­digt lysen­de objekt, der til­med kan ses bevæ­ge sig rundt på bil­le­det eller i video­en på grund af kame­ra­ets bevæ­gel­se. Dis­se fal­ske lys­punk­ter ken­des ved, at de altid er spej­let omkring objek­ti­vets opti­ske cen­trum. Og sjæl­dent bli­ver opda­get før efter opta­gel­sen. Med­min­dre du ser direk­te på kame­ra­bil­le­det på mobil­te­le­fo­nen, mens du tager bil­le­det. Eller opta­ger video­en. Du kan læse end­nu mere om lens fla­res på nat­te­o­p­ta­gel­ser her.

En fed­tet lin­se, en rid­set lin­se­be­skyt­ter eller foto­gra­fe­ring gen­nem en rude kan føje yder­li­ge­re glo­ri­er, stri­ber og dob­belt­bil­le­der til lens fla­ren – og andre lyskil­der på bil­le­det.

Et bevæ­ge­ligt lys er ikke altid et lys i bevæ­gel­se

Ved kraf­tig zoom opstår der end­nu en usik­ker­heds­fak­tor, når du tager bil­le­der af et lys på him­len. For en næsten umær­ke­lig drej­ning af hånd­led­det kan nemt resul­te­re i en stor bevæ­gel­se på skær­men. Sær­ligt hvis opta­gel­sen kun viser en sort him­mel. Her mang­ler du et fast hol­de­punkt og kan der­for ikke afgø­re, hvor meget af bevæ­gel­sen der stam­mer fra lyset, og hvor meget der stam­mer fra bevæ­gel­sen i dit hånd­led.

Elek­tro­nisk bil­ledsta­bi­li­se­ring kan gøre vur­de­rin­gen end­nu svæ­re­re, for­di softwa­ren løben­de beskæ­rer og flyt­ter bil­le­det for at mod­vir­ke rystel­ser. En opta­gel­se uden hori­sont, træ­er, sky­er eller stjer­ner kan højst vise lysets bevæ­gel­se i for­hold til kame­ra­et – ikke nød­ven­dig­vis i for­hold til omgi­vel­ser­ne.

Hastig­he­den kan du hel­ler ikke bereg­ne uden en tro­vær­dig afstand. Et nært insekt og et fjer­nt fly kan bevæ­ge sig lige hur­tigt hen over bil­le­det, selv­om deres vir­ke­li­ge hastig­he­der er vidt for­skel­li­ge.

Mobi­len er sta­dig værd at tage frem

Alt det­te gør ikke mobi­l­op­ta­gel­ser vær­di­lø­se. Et bil­le­de eller en video kan doku­men­te­re tids­punkt, ret­ning, varig­hed, lys­møn­ster og bevæ­gel­se i for­hold til kend­te hol­de­punk­ter. Og har du fle­re sam­ti­di­ge opta­gel­ser fra for­skel­li­ge ste­der – eller er i fle­re, der tager bil­le­der eller video­er – får du en end­nu mere anven­de­lig doku­men­ta­tion.

Men mobi­len er som regel bed­re til at doku­men­te­re hæn­del­sens sam­men­hæng end til at afslø­re for­men på et fjer­nt objekt. Du får der­for det mest brug­ba­re resul­tat, hvis du hjæl­per kame­ra­et – og en sene­re under­sø­gel­se – lidt på vej:

1. Begynd med en rolig opta­gel­se ved 1×, så hori­sont, byg­nin­ger, træ­er eller andre hol­de­punk­ter kom­mer med.
2. Støt tele­fo­nen mod noget fast, hvis det er muligt. Und­gå at føl­ge lyset med hek­ti­ske bevæ­gel­ser.
3. Optag et sam­men­hæn­gen­de videoklip, før du zoo­mer eller skif­ter kame­ra. Tag der­ef­ter både bil­le­der og video.
4. Sænk eks­po­ne­rin­gen, hvis lyset bræn­der helt ud. På man­ge tele­fo­ner kan du tryk­ke på lyset og træk­ke lys­styr­ken ned.
5. Brug ger­ne tele­fo­nens opti­ske zoom, hvis den har det, men behold også opta­gel­sen uden zoom som doku­men­ta­tion for ret­ning og bevæ­gel­se.
6. Tør lin­sen af, und­gå at fil­me gen­nem vin­du­er, og læg mær­ke til kraf­ti­ge lam­per eller Månen i og omkring bil­led­fel­tet.
7. Gem og send ori­gi­nal­fi­len til under­sø­gel­se hos os direk­te fra tele­fo­nen. Et skærm­bil­le­de eller en fil hen­tet fra soci­a­le medi­er kan være kom­pri­me­ret og have mistet nyt­ti­ge meta­da­ta.
8. På din mobil kan du også træk­ke bil­le­de opad og få adgang til de meta­da­ta, som tele­fo­nen har gemt om dato, tid og pla­ce­ring for opta­gel­sen. Tag et skærm­bil­le­de af dis­se, og send dem med.
9. Skriv straks ned, hvad du så med øjne­ne. Og notér tids­punkt, sted, kom­pas­ret­ning, høj­de over hori­son­ten, varig­hed, lyd, far­ver og bevæ­gel­se. Beskriv også, hvis ople­vel­sen så ander­le­des ud end opta­gel­sen.

Kon­tek­sten er ikke kun et ekstra plus. Den kan være afgø­ren­de. NASAs uaf­hæn­gi­ge UAP-panel pege­de i 2023 på, at under­sø­gel­ser hæm­mes af blandt andet man­gel­fuld sen­sor­ka­li­bre­ring, mang­len­de meta­da­ta og fra­væ­ret af fle­re sam­ti­di­ge målin­ger. Læs NASA-pane­lets rap­port her. Og i vores egen efter­forsk­ning af de mere end 18.000 dan­ske uforap­por­ter, vi har ind­sam­let siden 1957, er mang­len­de data oftest grun­den til, at vi har måt­te hen­læg­ge sagen som uopkla­ret.

Så husk at få note­ret alt ned så hur­tigt som muligt efter ople­vel­sen. Det vil­le da være surt, hvis du rent fak­tisk hav­de taget et bil­le­de af et rum­skib fra en frem­med klo­de, og vi så ikke kun­ne afgø­re det, for­di der mang­le­de vig­ti­ge infor­ma­tio­ner om din obser­va­tion, der gjor­de det muligt at ude­luk­ke en natur­lig for­kla­ring.

Et foto viser både, hvad du så samt mobil­ka­me­ra­ets tek­ni­ske begræns­nin­ger

Når en fjern lysprik bli­ver til en stor, far­vet og til­sy­ne­la­den­de struk­tu­re­ret ski­ve, er det fri­sten­de at kon­klu­de­re noget fan­ta­stisk. Men i vir­ke­lig­he­den er det ene­ste, du kan kon­klu­de­re ud fra bil­le­det, hvil­ke tek­ni­ske begræns­nin­ger dit mobil­ka­me­ra her.

Er bil­le­det eller video­en så totalt ubru­ge­lig?

Nej!

En mobi­l­op­ta­gel­se kan sag­tens vise, at der var et lys. Den kan også være afgø­ren­de for at iden­ti­fi­ce­re et fly, en satel­lit, en pla­net eller et andet kendt fæno­men. Men hvis lyset kun fyl­der gan­ske få pixels, kan bil­le­det sjæl­dent afslø­re objek­tets fysi­ske form.

Et uklart foto mod­be­vi­ser ikke en ople­vel­se. Men vi kan ikke kom­me frem til en mere præ­cis kon­klu­sion, end de regi­stre­re­de bil­led- og obser­va­tions­da­ta til­la­der.

Så bliv ved med at tage bil­le­der af det, du ser på him­len, som du undrer dig over. Men for­vent ikke, at din opta­gel­se kom­mer til at leve­re den ”smoking gun”, som så man­ge håber på. Med­min­dre du kan kom­me rig­tig tæt på.