8900 Randers — 12. juli 2009
Tre slags ballon-lignende objekter, der fløj/svævede i formation!!
Formationen lignede en perfekt retvinklede trekant. Hver objekt synes at „rotere“ om sin egen akse. Afstand til det flyvende objekt vurderes til at være omkring 100 meter. Størrelsen på objekterne vurderes til at være omkring dimensionen på en almindelig „fest-ballon“. Det andet vidne vurderede størrelsen til at være anderledes end en ballon.
Selvom der er skrevet om balloner, synes objekterne ikke at have deres præcise karakterstik. Dette vurderes udfra, at de svævede i en perfekt retvinklede formation. Dertil bevægede formationen sig med en betydelig højere hastighed og retningsfokus end almindelige balloner. Afstanden imellem objekterne vurderes til at være imellem 10 til 20 meter, og der var naturligvis ikke noget synligt, der „forbandt“ eller fikserede objekterne til hinanden. Dertil virkede formationen som at rotere en smule gennem hele obsevationen. Dog, som før nævnt, synes afstanden imellem objekterne at forblive konstant, hvilket er grunden til, at denne observation bliver indberettet.
Der blev ingen lyd, der kunne tilknyttes til objektet, observeret. Dog skal der tilføjes, at krydset, hvor UFOen blev set, er et trafikeret sted, hvilket kan have overdøvet objektets mulige lydafgivelse.
2100 København Ø — 14. juli 2009
Jeg kiggede ud over himlen fra altanen og ser tre lysende pletter på række bevæge sig efter hinanden. Ca. fra syd mod nord. Derfra hvor vi ser dem, bevæger de sig mod venstre og svagt opadgående. Jeg opdager dem, da de er så lavt, at jeg ser dem som lidt over hustagene. Vi ser dem fortsat flyve i række. Ringer til politiet for at høre om de vidste noget.
Jeg ser den forreste flyve til højre ind mod Sverige. Måske også lidt op i højde. Uændret hastighed. Imens flyver de to andre i uændret retning.
Den forreste forsvinder pludselig af syne. Camilla så den som om den fløj ind i en sky, med kort tid bagefter opdager vi, at der slet ikke er nogen skyer, og den kommer ikke igen. Jeg fortæller, at det er fordi den fløj væk fra os.
Efter lidt tid drejer de andre samtidig også til højre, og lyset af dem forsvinder efterhånden, som de flyver væk fra os. Mit skøn er, at de har værer et lille stykke ude over Øresund ud for København.
Jeg tog 3 billeder med et 5 megapixel mobiltlfkamera, som viser de tre flyve i lige række til den forreste er drejet af mod højre, men stadig er med på billedet. De tre billeder er optaget inden for minuttal 14-07-2009 kl. 22:37 og viser relativt tydeligt, at de er runde og ca. 12 pixel i diameter. Der er ingenting imellem dem.
De tres flyvebevægelse og hastighed må kunne beregnes ud fra billederne.
5600 Fåborg — 2. august 2009
Var ude og lufte hunde på et område øst for Horne Kirke, vejret var klart, næsten skyfrit. Jeg fik øje på et klart gul- orange lys mod vest, ca. 10 grader over horisonten. Lagde mærke til, at det bevægede sig.
Et par minuter efter dukker endnu et lys op, og jeg tolker det som nødblus. Begge lys bevæger sig i samme retning, imod hvor jeg står. Jeg står stille og kikker. Et par minuter senere dukker endnu 2 lys op fra samme sted, hvor de andre kom fra. De første fortsætter ad en nogenlunde lige linie, og befinder sig nu ca. 60 grader mod nord, mens de 2 nye kommer nærmere. Jeg kikker på de, som kom først. De lyser meget klart gul-orange, der er ingen lyd. De bevæger sig mod vest, og jeg står og kikker 1–2 minuter.
Jeg kikker nu imod de 2, der kom efterfølgende, og ser, at der er kommet endnu en til syne, fra samme sted som de øvrige kom. Der er nu 5 lys på himlen. Det, der sås først, fader langsomt ud, nr. 2 forsvinder pludseligt samtidig med, at den anden er forsvundet. De øvrige 3 fortsætter som de første, men forsvinder mere plusdeligt end nr. 1. Hvert lys sås på himmelen i 3–5 min.
På vej hjem sås endnu et lys. Det opførte sig som de første. Jeg var ude og kikke efter at have undersøgt, om nogle i familien var vågne, så de evt. kunne se, hvad jeg så, og så vi sammen måske kunne finde frem til en fornuftig forklaring. Da jeg var ude kl 0:35 sås endnu et lys.
Jeg siger ikke at jeg har set ufoer, jeg kunne blot godt tænke mig at vide, om andre har set det samme, og om der skulle være en naturlig forklaring på fænomenet.
8240 Risskov — 22. august 2009
Jeg stod og betragtede nattelandskabet fra mit soveværelse på 2. sal, da jeg ude over Århus bugten fik øje på et rødligt el. orange lys. Min første indskydelse var, at det var en planet, men indså hurtigt, at objektets lysstyrke var væsentligt kraftigere end selv de stærkeste planeter. Tænkte herefter om det evt. kunne være en redningshelikopter, som ofte ses ude over bugten. Jeg hentede min kikkert, fandt objektet igen og indstillede kikkerten for at se, om der var nogle blinkende navigationslys at se. Det var der ikke, hvilket også kunne udelukke, at det var landingslyset fra et rutefly på vej mod Tirstrup lufthavn. Perspektivmæssigt, virkede det som om at lysene var 5–10 kilometer borte, så det ville passe meget godt med, at objekterne måske befandt sig i nærheden af lufthavnen.
Kort efter, dukkede yderligere 2 lys op. Det sjove er, at det for mig så ud som om, at de pludselig tændte 3–4 grader over horisonten. Der er ingen objekter i denne retning, som de kan have gemt sig bag. Det er ca. her, at det går op for mig, at de bevæger sig ganske langsomt op ad med samme hastighed, dog ikke en konstant hastighed. De svæver også skiftevis fra side til side, uden at der er voldsomme udsving i deres bane. Deres bevægelser fik mig til at tænke på motoriserede paragliders el. lign.
Efter ca. 5–6 minutters langsom opstigning blev lysene hurtigt svagere og forsvandt, alle ca. i samme højde. Jeg kunne svagt se et skydække omkring der, hvor de forsvandt, så formoder at de er forsvundet op i dette.
Jeg har tænkt over det, og den nærmeste forklaring, jeg selv kan komme, er nok en form for papirlanterne. Jeg mindes dog ikke, at disse bevæger sig så højt op på himlen, med mindre man bruger en længervarende form for brændsel i bunden, som f.eks. et fyrfadslys — dog var lysstyrken på objekterne samt den umiddelbare afstand (som for mig virkede til at være min. 2–3 km), alt for kraftig til at det kan have været den slags papirlanterne, som vi kender fra Asien (og nu også herhjemme). Jeg tror bestemt ikke på UFO’er, så forklaringen om lanternerne er nok stadig den, jeg hælder mest til. Jeg synes dog, at det ville være ganske sjovt om nogen med lidt mere erfaring i den slags fænomener kunne give et bedre bud, da jeg selv er lidt i tvivl vedr. min konklusion.
9430 Vadum — 13. september 2009
Jeg bor nær Flyvestation Aalborg i Vadum. Der skulle være startet en Nato øvelse dagen før, men der var ikke kommet en masse fly til Aalborg endnu.
En aften, jeg sad i sofaen, kunne jeg se at et fly kom ind for landing fra øst til vest, som de altid gør. Men dette fly bremsede i luften. Så måtte det jo være en helikopter. Men hvad lavede sådan en i indflyvningsruten, og hvorfor stod den stille der. Det plejer de helikoptere at gøre.
Så jeg forlod sofaen og gik ud i haven. Den stod blinkende rød og hvid. Men der var ingen lyd fra den. Hvorfor blev den hængende der. Nu var der gået 5 min. siden den stoppede. Så så jeg en anden „helikopter“. Helt hvid, som en satellit. Den fløj fra syd mod nord øst for mit hus. Der var heller ingen lyd. Den var nu rimelig tæt på. Derfor skulle jeg kunne høre noget. Men nej. Så begyndte den første at flyve syd på ind mod Aalborg. Også uden lyd.
Jeg har prøvet at filme den første. Det er ikke en god video, men man kan se, at der er noget, der blinker svagt og ikke en lyd. Jeg synes det er mærkeligt, at man ikke kunne høre lyd fra dem begge. Jeg ved godt, det kan være, at hvis vinden er fra vest, at man ikke kan høre noget, når det man ser er i øst. Men jeg er vant til at se både fly og helikoptere dagligt. Og synes det så mærkeligt ud. Den må ikke stå stille i indflyvningsruten. Jeg vil vædde på, at dem i tårnet ude i lufthavnen kunne se den med en kikkert.
Håber jeg kan få svar på, hvad det var.
8700 Horsens — 19. september 2009
Vi var 3 personer, og vi så det, vi troede var en flyvemaskine. Det var et kraftigt lys, men der var ingen lyd.
Det endte dog med at objektet stoppede og stod stille i flere timer. Vi undrede os og tænkte også, at det kunne være en stjerne, men det var dog mærkeligt, at den havde bevæget sig over himlen og nu bare stod stille.
Ind i mellem så vi et rødt lys, men det var ikke så tydeligt, og det blinkede ikke hele tiden ligesom en flyvemaskine. Objektet lyste for kraftigt til at det kunne være en flyvemaskine og der var ingen lyd.