Obser­va­tions­be­ret­nin­ger 1. kvar­tal 2006

På et tids­punkt ser jeg lidt op på him­len, og så duk­ker den op. Det lig­ner en stjer­ne, der lige­som sprin­ger fra den ene side for så at duk­ke op lidt læn­ge­re hen­ne og så til­ba­ge igen. Det gør den nog­le gan­ge, og så er den væk igen. Jeg hæf­ter mig ikke ved det på det tids­punkt, men en del år sene­re høre jeg om UFO­er og har tænkt siden, at måske skul­le jeg for­tæl­le om det. Jeg har kun for­talt det til min fami­lie og nog­le få rig­tig gode ven­ner, da jeg i man­ge år fak­tisk tro­e­de, at det var noget jeg hav­de drømt, sid­den­de der i vin­du­eskar­men.

Da jeg kom­mer fri af en ræk­ke træ­er, ser jeg til ven­stre for mig en lysen­de, tror jeg, stjer­ne, — usæd­van­lig stærkt hvidt lysen­de, men ikke nok med det, den bevæ­ge­de sig, — nær­mest dan­se­de, lige over trætop­pen­de. Jeg er ble­vet nys­ger­rig på det og lader mig fri­ste til at køre op mod en markvej, hvor jeg hav­de bed­re udsyn. Til min for­bav­sel­se sæn­ke­de den sig, alt medens jeg kør­te op ad, for bed­re at se, — den lå lige i kan­ten uan­set, hvor højt jeg kom op.

Her holdt jeg omkring fem minut­ter. Den bare dan­se­de, og bevæ­ge­de sig fra side til side, ret meget, blev fak­tisk min­dre. Jeg for­nem­me­de, det trak sig til­ba­ge, så jeg blev i tvivl, om det var en stjer­ne, det var nu ble­vet en smu­le mere dun­kelt i aften­ly­set. Jeg blev en smu­le nervøs/bange, vend­te bilen og kør­te mod kol­ding. Her ople­ve­de jeg at bli­ve for­fulgt, lang­somt lige så stil­le fulg­te det efter mig. Det var min mening at stå ud af bilen og prø­ve at stand­se andre, der kom køren­de for at få bekræf­tet mine opser­va­tio­ner. Jeg var imid­ler­tid ble­vet så nervøs, at jeg fort­sat­te min kør­sel, lang­somt, og blev ved at føl­ge det på min ven­stre side.

Jeg fulg­te det op over højhu­se­ne, og midt imel­lem huse­ne kom en skarp lys­stri­be, ikke som man vil­le opfat­te som et lys fra en heli­kop­ter, det var som lyset kom fra jor­den og lang­somt ram­te et punkt på det obser­ve­re­de lys/fænomen, der nu stod fulstæn­dig stil­le midt mel­lem højhu­se­ne. Jeg nåe­de helt ind til Kol­ding, hvor jeg skul­le dre­je til høj­re, såle­des jeg fik fæno­me­net bag mig. Her beslut­te­de jeg at køre hen et sted, hvor jeg kun­ne se over det meste af kol­ding mod syd.

Da jeg nåe­de mit beslut­nings­sted, var der intet, over­ho­ve­det intet, him­len var blot­tet for noget som lig­ne­de. Jeg skal bemær­ke, at jeg hav­de mit vin­due på bilen rul­let ned et kort øje­blik, medens jeg kør­te på Skam­lings­vej­en, og hvor jeg holdt stil­le et gan­ske lil­le øje­blik. Der var ingen støj!- over­ho­ve­det ingen støj! Jeg var ban­ge, jeg var nys­ger­rig, men jeg ryste­de fak­tisk over det hele. Hund­e­ne var roli­ge!

Lang tid efter var jeg i et ærin­de hos Egon Peter­sen, som jeg vid­ste var UFO inte­r­e­se­ret. Han hav­de en for­ret­ning i kol­ding. Tal­te med ham om det, jeg hav­de set. Jeg tur­de ikke for­tæl­le det til nogen ellers. Egon sag­de, at det var en dag­lig­dags begi­ven­hed for ham, det var noget der ske­te hele tiden. Bare det at skri­ve om min ople­vel­se mær­ker jeg spæn­din­gen i mig.

På en eller anden måde har begi­ven­he­den gjort noget ved mig, et dybt ind­tryk, og den dag i dag er jeg ked af, jeg blev så ban­ge, det var så tæt på mig, og jeg for­står ikke, der ikke er nogen andre, der har opser­ve­ret det. Det kun­ne være en stjer­ne, hvad jeg også i før­ste omgang, men den­ne bevæ­ge­de sig, så det var let at afstå fra det.

I grun­den har det gjort godt at få lov at beret­te min ople­vel­se. Jeg har tit været i tvivl, men det kører som en film på min net­hin­de, når jeg tæn­ker på det, jeg tror selv jeg har opser­ve­ret noget, der var ander­le­des.

Sov under åben him­mel på Hum­le­bæk Strand, lige ved Lou­isa­na, sam­men med min davæ­ren­de kære­ste. Jeg våg­ne­de meget tid­ligt af kul­den og beslut­te­de mig for at gå en tur op til hav­ne­mo­len ved Hum­le­bæk Havn, og se sol­op­gan­gen der­fra. Her­fra var der udsigt over sun­det til Sve­ri­ge, hvor Hels­ing­borg lig­ger lidt mod nord. Jeg for­nem­me­de at der vil­le gå et styk­ke tid, før solen stod op, men var fast beslut­tet på at nyde dag­gry­ens kom­men. Jeg hav­de ikke noget ur med.

Vej­ret var godt, havet stil­le. Der var en let bre­eze og him­len var skyfrit, både ovenover og mod østen. Lidt læn­ge­re nord for Hels­ing­borg var der nog­le meget høje, tyn­de udvi­ske­de sky­er. Da jeg kig­ge­de over mod hav­ne­om­rå­det ved Hels­ing­borg, så jeg, at der var to bit­te små cumulus sky­er, grå­li­ge i far­ve, som svæ­ve­de lige over hver sin hav­ne­byg­ning.… silo-agti­ge byg­nin­ger. Det slog mig straks som væren­de mær­ke­ligt, at der i en ellers næsten skyfri him­mel, skul­le være sådan­ne to små sky­er. Så jeg kig­ge­de på dem i det tid­li­ge mor­gen­lys, og mens jeg kig­ge­de, kun­ne jeg se, at de stil­le og roligt bevæ­ge­de sig… først mod hin­an­den, så væk fra hin­an­den, så i sam­me ret­ning, som om de bevæ­ge­de sig uaf­hæn­gigt af den vind, der måt­te være. Det var tyde­ligt at se, da de kun­ne ses i for­hold til byg­nin­ger­ne. De holdt sig dog hel tiden over byg­nin­ger­ne. Yder­me­re så skif­te­de de udse­en­de, fra aflangt til cir­kel-for­met, som om de hav­de vendt sig, og nu viste ende­pro­fi­len. Og i den­ne cir­kel­form så de ud til at være omkran­set af et svagt grønt lys. Lang­somt blev „sky­er­ne“ aflan­ge igen, som om de igen hav­de vendt sig.

Jeg spe­ku­le­re­de selv­føl­ge­lig over, hvad de kun­ne være, hvis ikke de var sky­er. Jeg tænk­te, at det måske dre­je­de sig om bal­lo­ner, som var fast­gjort til en eller anden bøje, som måske lå i van­det et eller sted ude i sun­det. Men det kun­ne jeg ikke få til at hæn­ge sam­men med per­spek­ti­vet, som ikke tyde­de på andet, end at dis­se „sky­er“ var dér hvor de så ud til at være. Jeg tænk­te også, at det måske var noget at gøre med varm luft, lige over tager­ne på silo­er­ne, som dan­ne­de sky­er ved mødet med den kol­de mor­gen­luft. Men hvor­dan kun­ne de så bevæ­ge sig fra side til side?

Jeg kig­ge­de på dem i hen­ved ti minut­ter, hvor de blev ved med at bevæ­ge sig, som beskre­vet. Så kig­ge­de jeg kort væk op mod nor­den, for at se om solen var ved at duk­ke op (solen står jo op højt på horizon­ten på det års­tid), hvil­ket ikke var til­fæl­det. Da jeg så kig­ge­de til­ba­ge til der, hvor „sky­er­ne“ hav­de været, var de pist væk. Jeg hav­de kig­get væk i et halvt sekund.

Der er en lil­le fod­no­te. Lidt sene­re på mor­ge­nen, efter at solen var stå­et op, og nog­le af de loka­le var begyndt at kom­me ned til stran­den, for at tage deres mor­gen­duk­kert under den dej­li­ge som­mer­blå him­mel, var jeg hel­dig nok til at se en meteor bli­ve brændt af. Det var som at se en tændstik bli­ve tændt mod him­me­len… der kom en lang flam­me og så en tyde­lig røg­sky, stort set lige over mit hoved, måske 50 meter op. Det var flot. Der er en yder­lig fod­no­te, og det er en obser­va­tion, som jeg gjor­de sent om afte­nen den sam­me dag. Men det vil jeg skri­ve om i en adskilt beret­ning.

Nat­ten var ikke helt klar, der var en let dis i him­me­len når man kig­ge­de op. Dog kun­ne jeg nemt se de mere lysen­de stjer­ne. Plud­se­ligt så jeg to orange/rødlige lys kom fly­ven­de over him­me­len, i en lige linie fra ca. øst mod ca. vest. Jeg så på dem i en brøk­del af et sekund, inden det gik op for mig, at der var noget helt mær­ke­ligt ved dis­se lys. Mær­ke­ligt for­di, lyse­ne bevæ­ge­de sig i halvcirk­ler, som om de var på hver deres ende af en lang stang, som så hel tiden blev vip­pet frem og til­ba­ge fra midt­punk­tet, 180 gra­der med uret og så 180 gra­der mod uret. D.v.s., at lyse­ne var lige­som direk­te over for hin­an­den, og deres bevæ­gel­ser beskrev en rime­lig stor cir­kel.

Den­ne uni­so­ne bevæ­gel­se skif­te­vis med og mod uret vir­ke­de ikke spe­ci­elt hur­tigt i fre­kvens.… måske to gan­ge i sekund. Det var alt­så nemt at føl­ge bevæ­gel­ser­ne med øjet. Lyse­ne blin­ke­de ikke og stør­rel­ses­mæs­sigt sva­ren­de til almin­de­li­ge fly­ver­lys. Det var ikke muligt at se nogen form inden i den­ne cir­kel­form, som lyse­nes bevæ­gel­ser dan­ne­de, hver­ken stang-agtigt eller tal­ler­ken-agtigt. Så det var ikke muligt at se, hvor­dan lyse­ne var for­bun­det, eller om de over­ho­ve­det var det. Midt­punk­tet af den­ne usyn­li­ge akse, som lige­som blev beskre­vet af den­ne halvt-cir­ku­læ­re bevæ­gel­se, bevæ­ge­de sig i en lige linie tværs over him­me­len. Der var ingen lyd.

Det er jo meget svært at bedøm­me afstand, når man kig­ger opad, men i betragt­ning af vej­ret, og at der ikke kun­ne ses noget andet end lige lyse­ne, vil­le jeg gæt­te på imel­lem 100 meter og 300 meter op. Afstan­den mel­lem lyse­ne er også svært at bedøm­me, givet at afstan­den i det hele taget er lidt uklar. Hvis det nu var 300 meter op, så har det været en afstand mel­lem lyse­ne sva­ren­de til ca dob­belt så langt som en jum­bo­jet, vil jeg sky­de på. Alt­så noget rime­ligt stort. Objek­tet (eller objek­ter­ne) fløj lige over min gade, nær­mest lige over mit hus. Jeg skynd­te mig op til taget (boe­de øverst op), for at se om jeg kun­ne se dem for­svin­de mod hori­son­ten, men de var selv­føl­ge­lig væk. Jeg kan ikke sige hvor hur­tigt de var. Jeg kun­ne se en hori­sont mod øst, som var måske 300 meter væk (over hus­ta­ger­ne) og så hen til der, hvor jeg ikke læn­ge­re kun­ne se dem (da de fløj over mit hus). Det gik rime­ligt stærkt, ca. fem sekun­der fra start til slut.

For­an bilen i en vin­kel på ca. 50 — 60 gra­der kom­men plud­se­lig et objekt til syne, udse­en­de lig­ner i stør­rel­se­for­hold en hånd­bold. Jeg ople­ver en lysen­de kug­le i blå/grønne nue­an­cer, med en lil­le hale på høj­re side i lysen­de hvi­de far­ver, lys­ha­len kan være en ½ til en hel meter i læng­de.

Min kol­le­ga, der sid­der i høj­re side af bilen, ople­ver en oran­ge lysen­de kug­le, der plud­se­lig er der, og med det sam­me for­svin­der igen — hun mener ikke, der er en „hale“.

Vi hol­der ind til siden for at kik­ke os omkring, der er mørkt overalt, der er ikke lys i nogen huse inde over mar­ker­ne, him­len er næsten stjer­ne­klar, der er fuld­må­ne, med et meget tyndt gen­nem­sig­tig skylag. Det er ikke fyr­vær­ke­ri, det lig­ner bestemt hel­ler ikke stjer­neskud, som vi så ofte ser i nat­te­vag­ten, men hvad er det så?

Håber nogen måske kan give os et svar, det var en meget spæn­den­de obser­va­tion.

Det kan ikke være heli­kop­te­re, da de lå meget højt på him­len, og de sag­de ikke en lyd. De for­svandt ude i hori­son­ten, da de blev så små, at man ikke kun­ne føl­ge dem mere. Der var ikke de nor­ma­le blin­ken­de lys, som der er på fly, men mere skif­ten­de fra hvid til blå.